AGENTFØDE // MADKLUMME – At superagenten James Bond skræller et æble til morgenmad i den nyeste Bond-film, er noget af en anormalitet. For den klassiske Bond-figur, som vi kender ham fra Ian Flemings 12 romaner, har ellers hang til fede saucer, æggeretter og hård sprut. Vi tegner et gastronomisk portræt af spionen med licens til at dræbe – og spise. Og vi deler opskriften på hans elskedes næsten-sidste måltid: krebsehaler i dildsauce.
Det er nok de færreste, der kan bestille en Vodka Martini (tre mål gin, et mål vodka, et halvt ditto Kina Lillet Vermouth, rystet med is og serveret med et stort stykke citronskal i en champagnepokal. Selv tak.) uden at tænke på Bond. James Bond. Agenten, der siden 1953 i 12 romaner, to novellesamlinger og med premieren i sidste uge på No Time to Die nu 25 film har kæmpet, skudt, knaldet, drukket, spioneret og skam også spist sig igennem et utal af højspændte konflikter og katastrofer til lands, til vands og i luften.
Vesper Lynd bestiller kaviar, ristede kalvenyrer og skovjordbær, og hun skammer sig over sin ekstravagance. ”It’s a virtue, and anyways it’s only a good plain wholesome meal,” kommenterer Bond
Den hårdkogte cocktail er således 100% synonym med mesterspionen, vil de fleste tænke. Langt færre vil imidlertid forbinde manden med det iskolde blik og den sorte, kommaformede hårlok, der insisterende falder ned over det ene øje, med en så prosaisk spise som… røræg. Og det er en stor fejl, for vi Bond-afficionados kender naturligvis til Bonds faible for æggeretter, ikke mindst den tallerken røræg, som hans skotske husholderske, May, tilbereder til ham hver morgen.
Den er ikke for svagpissere – til fire personer går der 12 frisklagte æg – fra brune høns – og ikke mindre end et sted mellem 150 og 170 gram smør, som dels smeltes i panden inden de piskede æg tilføjes, dels røres i de næsten-færdige æg, når de er er koaguleret til punktet før, man egentlig har lyst til at spise dem. Indtages med to kopper sort, jamaicansk Blue Mountain kaffe, appelsinjuice og toast. Så er der lidt i maven, når licensen til at dræbe skal indløses senere på dagen.
Et begær efter det søde liv
Men lad os for en stund træde et skridt tilbage og se på Bonds gastronomiske præferencer, der skinner smukt igennem i Ian Flemings originale Bond-romaner, men desværre blegner i både film og i de danske oversættelser. I dén forbindelse (næsten) ikke et ondt ord om oversætteren Rita Damm, der oversatte alle Bond-bøgerne fra 1953 og fremefter. Men et stort madøre har hun ikke været, da de delikate maddetaljer i de danske oversættelser er redigeret ned til et absolut minimum.
Bond var forfatteren Ian Flemings alter ego. Han var den engelske gentle- og levemand med en lidt urolig sjæl, der efter en karriere som udenrigskorrespondent og efterretningsofficer endte på Jamaica, hvor han drømte om det søde luksusliv, gjorde en adelsmands kone gravid og endelig kastede sig over skriveriet. The rest is Bond history, som man siger. Og det var netop hans smag for luksus, der endte med at tegne smagsløgene hos historiens største film- og bog-agent, 007.
James Bond (lad os bare omtale hin udødelige i nutid) lever til hverdag et enkelt liv. Rigere er en engelsk embedsmand heller ikke. Men han ved, hvad der er godt: en kombination af det det enkle, britiske køkken og det gode, klassiske franske cuisine, isprængt udvalgte bidder af luksus i form af østers, kaviar og masser af champagne. Man kan gætte på, at den gastronomiske arv kommer fra forældrene – en skotsk far og en schweizisk mor, der dog begge omkommer i en bjegbestigningsulykke, da James er 11 år.
Fede saucer og hipster-avocado
Han holder af de fede saucer, og det kan man ikke betænke ham i, for livet i skudlinjen fordrer solid kost: Hollandaise på Eggs Benedict, Béarnaise og godt med flødesaucer på både kylling og – flere – æg. Smør skal der til, gerne i smeltet form til nykogt krabbe eller hummer. Og så er måltidets komposition heller ikke uvæsentlig.
Således komplimenterer han en af sit livs store kærligheder, Vesper Lynd, i Casino Royale, da hun bestiller kaviar, ristede kalvenyrer og skovjordbær, og hun skammer sig over sin ekstravagance. ”It’s a virtue, and anyways it’s only a good plain wholesome meal,” kommenterer Bond.
Selv bestiller han en lille Tournedos Béarnaise, stegt meget bleu, med artiskokker – og er herefter helt profetisk first mover’ish i sit hipstervalg af måltidets afslutning: en halv avocado med en let dressing. Det havde man endnu ikke set mange steder i 1953.
Ud fra et madmæssigt synspunkt finder denne skribent imidlertid, at ’On Her Majesty’s Secret Service’ fra 1963 – den, der filmisk gik lidt i glemmebogen med one hit wonder’et George Lazenby i hovedrollen – er langt den mest interessante. Ikke alene drejer hele plottet sig om mad: jeg spoiler vist ikke noget, når jeg afslører, at 12 henrivende og lige så naive unge damer skal lokkes til at bedrive biologisk krigsførsel ved at udbrede en lang række husdyrsygdomme i det fattige efterkrigsengland. Et mesterligt plot, udtænkt af überskurk Ernest Stavro Blofeld, spillet slibrigt ondt af Telly Savalas, aka Kojak.
Som en del af forførelsen af de uvidende britiske møer undergår de hypnose, og lærer derved at elske de fødevarer, som de før har hadet, endda været allergiske overfor. Det leder til saftige beskrivelser af, hvordan de grådigt bestiller blodigt oksekød, masser af kartofler, bedårende kylling og ’runny’ røræg på det schweiziske alpehotel, Piz Gloria, hvor det hele foregår. Selv holder Bond sig til stedets specialiteter – et koncept, han ellers ikke har megen fidus til – men overraskes glædeligt af sit valg af, ja gæt: Oeufs a la Gloria, som er æg, gratineret med sennepssauce.
Til døden jer skiller…
Det er også i OHMSS at Bond møder sin anden store kærlighed, grevinde Tracy di Vicenzo, née Teresa Draco, og datter af det korsikanske mafia-overhoved Marc-Ange Draco. På dramatisk vis flettes skæbnetrådene sammen, og pludselig står Bond til at blive mafiabossens svigersøn. Men lige før brylluppet skal stå, skal Bond naturligvis gennemføre det endelige raid mod skurken på bjergtoppen – og imens venter hans elskede på Hotel Vier Jahreszeiten i München. Herfra ringer hun til Bond, og beretter om det måltid, hun netop har indtaget på sit hotelværelse.
”Krebsschwänze mit Dilltunke. That’s crayfish tails with rice and a cream and dill sauce. And Rehrücken mit Sahne.” Altså krebsehaler i dildsauce med ris, efterfulgt af dyreryg i fløde.
Det kommer nok ikke som en overraskelse, at dette måltid er mere vellykket end det efterfølgende ægteskab. Det sørger den onde Blofeld, hans tudselignende assistent Irma Bunt og en skarpladt automatpistol for.
Med Teresa Draco Bond in memoriam vover jeg her at præsentere min fortolkning af Teresas næsten-sidste måltid, nemlig krebsehaler i dildsauce. En lidt Old School-servering, men ualmindeligt hyggelig.
Spis krebsehalerne som en frokost- eller forret, og drik et glas tysk Vintage Sekt til (ja, det findes – også i rigtig god kvalitet), gerne med lidt ristet toast i stedet for ris, og måske en lille salat on the side.
Krebsehaler i dildsauce – Teresa Draco in memoriam
Til fire personer som let forret, eller to mere substantielle portioner
En bøtte krebsehaler i lage (ca 180 gram drænet vægt) eller tilsvarende rejer eller jomfruhummerhaler
Et lille bananskalotteløg eller 2-3 af de små skalotter
2 dl hvidvin
1.5 dl fløde
25 gram smør
En god teske mel
Peber
Et stort bundt dild med god smag, skyllet
1 spsk pankorasp
4 små smørklatter
2-4 skiver lyst brød af god kvalitet
Sådan gør du:
Lad halerne dryppe af i en si.
Snit skalotteløget fint og lad det sautere blankt i en god teskefuld af smørret i en lille tykbundet gryde. Hæld hvidvin over og et godt nip salt. Lad boble til vinen er reduceret til det halve. Hæld blandingen gennem en si, så den indkogte vin er i en skål, og løgene i sien.
Smelt det resterende smør i gryden, rør melet i og lad det lige bage igennem. Hæld først den varme, indkogte vin over og rør ivrigt, og dernæst fløden. Piske, piske. Lad koge igennem, til du har en jævn og fløjlsblød sauce. Smag til med salt og peber – og så står du med en velsmagende, cremet sauce, der cirka har den sammen konsistens som en vellykket øllebrød (ikke at James Bond kender til den slags). Lad saucen køle lidt ned.
Varm ovnen op på 200 grader.
Find fire ovnfaste skåle frem – meget gerne ægte Jakobsmuslingeskaller, men små ramekiner kan også gøre det. Eller et enkelt fællesfad, hvis I er venner nok til at dele.
Tag et par grene dild fra til pynt, og hak resten semifint med en skarp kniv. Vend dild og afdryppede haler i den nu let afkølede sauce.
Læg en teske af de hvidvinskogte løg i hver skål. Fordel krebsestuvningen ovenpå. Drys med lidt rasp og en lille smørklat.
Lad gratinere 10-15 minutter til retten er gennemvarm og overfladen har fået farve.
Garnér med en god tot dild, og server med sprødt, ristet brød.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her