RYGNING // ESSAY – Man ryger vel ikke for at vise sig frem, når man også ryger, når man er alene, tænkte den peruvianske forfatter. Men for mange rygere tæller fremtoningen, Agent 007 for eksempel. James Bond-filmene er da også historien om den moderne tids rygning, skriver Claus Smidstrup. Anden del af 4.
Måske forlod Julio Ramón Ribeyro for hurtigt sin fremtoningsteori. Han var jo bevidst om, hvad cigaretten gav til hans karakter. Det, han viste frem. Og cigaretproducenterne er – eller var – ikke i tvivl om det salgspotentiale, der ligger i, at vi gør meget for at tage os ud, som vi gerne vil. De spillede heftigt på det image, som cigaretter gav rygeren.
Datidens stjerner optrådte gerne i cigaretreklamer. Rygere var seje. Også på film. Dengang folk var slanke, røg helten. Cigaretten var en vigtig del af fremtoningen for 1940’ernes superstjerne Humphrey Bogart. Smøgen hang ofte i mundvigen, eller han holdt den med tre fingre, mens han med let sammenknebne øjne sagde sine citérbare replikker.
– Det er aldrig så slemt, at det ikke kan blive værre.
For eksempel.
Hans kvindelige modstykke, Lauren Bacall, røg. Hun forklarede det med en anden af tidens store skuespillere, Bette Davis.
– Hun røg cigaretter så dramatisk, og jeg ville være som hende.
Lidt senere dukkede James Dean op på film og blev det helt store ungdomsidol. Han røg, akkurat som sit store crush, giga-stjernen Marlon Brando. Man ville være som dem, man ville være som. Tobaksindustrien vidste det. Cigaretreklamerne var et slaraffenland for designere, der skulle friste nye rygere eller få dem til at skifte til Lucky Strike, for eksempel.
– Be happy – Go lucky today, opfordrede annoncer og lokkede med et millionstort fællesskab af kvalitetsbevidste rygere og generelt bare heldige mennesker, der med en pind og en snor ville fange mange flere fisk end lystfiskeren med det dyre grej. Og globetrotteren, der havde rejst fra Tibet til New York, garanterede, at cigaretten ikke fandtes bedre. Dens mildhed var et salgsargument.
Hollywood-skuespilleren Ronald Reagan, der senere blev præsident i USA, lagde reklamesmil til Ribeyros yndlingscigaret, Chesterfield, der blev solgt på, at den ikke havde dårlig eftersmag.
Herhjemme optrådte Lily Broberg, selveste den senere landsmoder, Matador-grisehandlerens kone Katrine, i cigaretreklamer. Hun var også gået over til Prince med det lette træk, den afrundede smag og det snehvide fiber-filter. Pudsigt nok fik det cigaretmærke ikke sit askebæger fra den kongelige.
Selve cigaretpakkerne var stærke varemærker. Man holdt sig, hvis man ikke også gik over til Prince eller lod sig lokke af reklamerne, til sit mærke. Og købmanden bag disken vidste, hvilket mærke kunden røg og hvor mange.
Dronningen røg de stærkeste
Cigaretmærket var et statement. Håndværkeren – og de arbejderistiske – røg Cecil, kontordamen Prince, den intellektuelle Kings, og sådan var der et forfinet signalsystem, der blev suppleret af, at den fattige og de unge seje rullede selv. De første på maskine, de seje rullede i hånden.
Eller de røg udenlandske mærker. Camel kunne man ryge uden at få irriteret hals. Marlboro var bare sejt, indtil den amerikanske cowboy ikke længere var, men så kunne man gå fransk og ryge Gauloise eller Gitanes, eller som dronning Margrethe, rygernes fornemmeste repræsentant og en af de mest vedholdende, sværge til de græske Karelia Agriniou, som dog blev forbudt i EU uden for Grækenland, fordi tjæreindholdet var for stort efter EU’s smag.
Dronningen kunne undskylde sig med, at hun bare gjorde som så mange andre. Da hun i 1972 blev dronning, var efterspørgslen på cigaretter i Danmark helt enorm. Op gennem 1970’erne blev der i
gennemsnit solgt 2.000 cigaretter pr. dansker over 18 år, og for kriminelle var cigaretter datidens narko, som man med stor gevinst kunne smugle ind over grænsen.
Dronningens sønner satte også af sted med at ryge, da de blev store nok til det, men det fik i hvert fald for den stores vedkommende en ende, da han mødte sin Mary. Hun var tættere på tidsånden.
Cigaretterne forsvandt stort set ud af film, medmindre de blev brugt som et statement for at vise et miljø eller en karakter. En svag karakter.
Rygning i unåde
I kultserien Mad Men fra 10’erne blev der dog røget heftigt. Det skulle tegne miljøet og understrege dødsforagten i et reklamebureau i 1960’ernes New York, og her i 2020’erne blev smøgerne fundet frem igen i en anden seriesucces The Bear, når hovedpersonen, gourmetkokken Carmy Berzatto, skulle have sig en pause udenfor op ad plankeværket.
Men så bliver seerne også på forhånd advaret om, at serien indeholder scener, hvor der ryges tobak.
Alt andet må seerne æde råt.
I dag er rygning cancelled i en grad, at det afføder indignerede læserbreve – i Politiken i hvert fald – når der ryges for åben skærm. I TV-serien Danefæ fra 2025 var det ovenikøbet unge, der røg. Dét
forargede.
Sådan er virkeligheden. En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser ifølge Kræftens Bekæmpelse, at 15 procent af de 15-17-årige ryger, de fleste kun en gang imellem. Blandt de 18-24-årige er det 18 procent.
Og selv om Tidsånden helst vil, at der ikke ryges, så var der i 2024 11 procent af befolkningen, der gjorde det. Et forrygende fald fra de 30 procent i 2000, men dog rundt regnet en halv million. Nogle i smug, andre undskyldende, men der ryges, uanset om vi vil se det på skærmen eller ej.
Hvad levende billeder angår, så er James Bond-filmene historien om den moderne tids rygning. Hovedpersonen, Agent 007, har flittigt brugt sin tilladelse til at slå ihjel, men smøgerne har han måttet kvitte.
Figuren blev skabt af forfatteren Ian Fleming, der gerne lod sin figur ryge 60 cigaretter om dagen, nogenlunde hvad han selv gjorde, indtil han i 1964 døde som 56-årig efter et hjerteanfald.
Han lod James Bond ryge specialfremstillede tyrkisk-balkanesiske Morland-cigaretter med ekstra nikotin, og cigaretterne var en del af agentens fremtoning, da skuespilleren Sean Connery i 1962 gav figuren liv på filmlærredet og i årene fremover. Han røg heftigt, men trappede dog ned, og to af hans afløsere, George Lazenby og Timothy Dalton, tændte kun få cigaretter, som helt forsvandt, mens de mere afrundede typer, Roger Moore og Pierce Brosnan, havde rollen. Moore gjorde Bond-figuren til cigar-entusiast, mens Brosnan måtte hen til sin fjerde film, inden han nød cigaren.
Hellere blod end røg
Da figuren igen skulle have mere kant, kom Daniel Craig til. Han var storryger som sig selv, men syntes ikke, at cigaretter længere gjorde figuren sej, eller at de var forenelige med det høje fysiske niveau, agenten har.
– ”I don’t wish for [Bond] to smoke. Fleming wrote a Bond who smoked 60 cigarettes a day. I can’t do that and then run two-and-a-half miles down a road, it just doesn’t tie in.”
Daniel Craig skulle dog også have kommenteret, at en cigarscene blev klippet ud af Casino Royale – dén med de danske skurke – fordi, producenterne ikke ville signalere til unge, at det var okay at ryge.
– Jeg kan blæse hovedet af folk på tæt hold, så det splatter med blod, men jeg kan ikke tænde mig en god cubansk cigar, funderede han.
Det umiddelbare paradoks er dog oppe imod, at filmagenten skulle bruge sin tilladelse til at dræbe voldsomt mange gange for at nå det dødstal, som rygningen forårsager. I Danmark anslås det, at hvert tredje af godt 50.000 årlige dødsfald skyldes rygning.
Læs tredje del af essayet her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og