Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen)
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Charlotte Sylvestersen
på Mobile Pay: 27 90 59 86

Sult, sex eller spaghetti med hvidløg, chili og olie

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Charlotte Sylvestersen mødte en italiener i Milano i sommeren 1989. Siden hun i slutningen af 1990’erne for alvor begyndte at føle sig hjemme i Italien, har hun stædigt påstået, at udvandring ikke er et fravalg af fædreland, men et udfordrende tilvalg af fædreland nummer to. Nu skal hun for første gang i næsten 25 år opholde sig i mere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland beretter hun om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland. I dag handler det om mad – nærmere bestemt uundværlige pastaretter – og lidt om sex.

DAG 5 i Danmark/Fredag 15.12.2017
En af mine største bekymringer før rejsen til Danmark var, udover vejret naturligvis, maden. Det slog mig, at jeg gennem årene er blevet om muligt endnu mere italiensk madfundamentalist end manden var. På ægte italiensk vis var jeg også bekymret over, om fordøjelsen ville blive et problem, når jeg i længere tid overvejende skulle indtage etnisk dansk mad.

”Mad” – cibo – var det første ord jeg bad om at få oversat, da jeg den 2. juli 1989 klokken 13.55 steg ud af toget på Milano Centrale. Veninden, jeg skulle på weekend til Milano med, havde kækt meddelt, at ”hvis du sørger for smøger, så klarer jeg resten”. ”Resten” for hende var en flaske gin og en flaske vodka.

Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet. ”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret

Jeg var på grænsen til det hysteriske af sult, da vi nåede frem. Hendes tante, som vi skulle bo hos, var dog også mest til flydende mad, så dér blev det kun til én skive melon med én tilhørende skive skinke. Det bliver en høj og kornfed jysk blondine jo overhovedet ikke mæt af.

Kærlighed ved første blik, eller bare sult?
Aperitiffens stuzzichini – tapas er spansk, per favore! – på den pianobar, hvor vi slog os ned i plyssofaerne klokken 17.30, reddede mig fra at dø af gammelsult. Fem minutter efter kom en mand på cykel, med en kattekilling under sin skovmandsskjorte, og sluttede sig til os på baren. Han var tantes ven – og ham blev jeg så gift med.
”Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik”, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet.

”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret, for de kan lige så godt lære livets realiteter at kende.

Men når jeg nu tænker over det, så viste han allerede den første aften også stor forståelse for min mere platoniske sult. Han gav ikke udtryk for, at det var for meget – og det véd jeg i dag, at det var – at jeg nærmest støvsugede tallerknerne med stuzzichini på Red Bar.

Han tog os også senere på aftenen, da veninden stadig var mere til mere gin, med på pizzeria i kunstnerkvarteret Brera.

Han bestilte en pizza med Gorgonzola til mig. Det kunne jeg ikke lide. I dag regner jeg Gorgonzola som en basis ernæringsmiddel, på linje med Nutella. Og begge dele er jo også smukke bare at se på.


Næste aften bestilte han spaghetti med havets frugter, deriblandt små ottebenede miniblæksprutter. Den slags var jeg som knap 26-årig, og trods en fortid som tjener på en fiskerestaurant i Skagen, heller ikke moden til.


Spaghetti med olie, hvidløg og chili var forløsningen
”Noget skal hun jo have at spise”, må han have tænkt, for vi fik jo ikke sovet så meget de der hede julinætter. Så derfor bestilte han det mest usandsynlige sommermad til mig til frokost den tredje dag, nemlig spaghetti med olie, hvidløg og chili – spaghetti aglio, olio e peperoncino.
Så blev jeg omsider ordentlig mæt. Siden har dén ret været hellig, og på menuen året rundt.

”Du skal huske at få spaghetti aglio olie mindst én gang om ugen”, lød det fra min integrationsvejleder Linda, mens hun den første dag i Holbøl stod bøjet over frikadellerne. Alle indvandrere burde have en Linda. Også når de ikke lytter.

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio

Næste morgen stod den igen på etnisk dansk. Masser af rugbrød og et overraskende snehvidt blødkogt æg. Jeg blev nærmest blændet, da jeg åbnede æggebakken. Jeg ved godt, det har noget med racen at gøre, men alligevel. De æg virkede altså lidt kunstigte.


Frokosterne og middagene i Holbøl holdt sig også på re-integrationsstiens smalle sti, selv om min brug af karrysalat på rullepølsen fik sit eget liv i en tråd på Facobook. Èn veninde, der så i øvrigt bor i Sydafrika, skrev flere gange ”karse, sky og løgringe, karse, sky og løgringe”.

Opskriften på lykke i maven
Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio.

Fordøjelsen var egentlig i orden, men det er jo så moderne at forebygge. Og jeg var ved at gå lidt spaghettikold. Italienerne – og jeg – spiser i gennemsnit 24 kilo pasta om året. Det er simpelthen en lille portion på 66 gram hver dag året rundt.

Her er den klassiske udgave af Aglio-Olio, men der findes mange personaliserede udgaver. Èn af dem er min for tiden favorit med rasp.


Lad hvidløgene tage ganske lidt farve sammen med chilien i den varme olie.
Skru derefter ned på lavt blus, så du ikke branker olien og hvidløggene.
De sidste to minutter, spaghettien koger, svitser du rasp sammen med olie, det finthakkede hvidløg og den knuste chili. Bare lige indtil raspen begynder at tage farve, derefter slukker man, og blander med en tynd spaghetti.
Ovenpå bør der komme friskrevet Pecorino Fåreost, for oprindeligt er det en romersk ret. Grana Padano eller Parmiggiano Reggiano går også fint. Pizza topping går ikke. Pizza topping går aldrig.

Opskrift til fire personer, med rasp
500 gram tynd spaghetti, ikke så tynd som englehår, ikke så tyk som makeroni
Fem fed frisk hvidløg skåret i tynde skiver
½ teske knust chili, eller efter behov
½ – ¾ deciliter EVO (Det er smart for Extra Jomfru Oliven Olie)
½ deciliter raso
100 gram Pecorino Romano ost

Det er både nem og billig ret, der også kan rense systemet efter for meget julemad af enhver slags. Nu er jeg ovenpå igen, og klar til mere etnisk dansk mad.

Foto: Skribenten

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV’s arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under ‘Støt POV’ eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under ‘Støt POV’ eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Kategorier