POLITIK // ANALYSE – Mindre end 50 meter fra mit skrivebord har udlændingeministerens særlige rådgiver sit kontor. Navnet er Thorsen – Mark Thorsen. Han har en stor del af æren for, at brandet ”Inger Støjberg” i dag langt overgår fx ”Venstre” eller ”Lars Løkke”. Sjovt nok hører han ikke til de højestlønnede blandt regeringens spindoktorer – og det er branduretfærdigt. Alene hans evner på Twitter er alle pengene værd og mere til, skriver rådgiver for Enhedslisten, Niels Rohleder, i en hyldest til sin kollega Mark Thorsen.
I internationale medier overstråles brands som ”Denmark” og ”Prime Minister Lars Lokke Rasmussen” af en 45-årig, rødhåret kvinde, der afbildes med sin Othello-lagkage og med sin iPad-baggrund med den mest berømte og berygtede af Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger fra 2005.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er siden 2015 om nogen blevet Danmarks ansigt mod omverdenen. Bastant symbolik som hendes lagkage, hendes iPad og ikke mindst hendes stramningstæller, der på ministeriets officielle web-forside in-their-face belærer ikke-vestlige udlændinge om, hvor uvelkomne de er i Danmark, har opnået global berømmelse – selv blandt mennesker, der er usikre på, om Copenhagen er hovedstaden i Stockholm eller omvendt.
Selv om man aner Mark Thorsens sikre hånd bag lagkagen og meget andet, kan det i sagens natur være svært at afgøre, hvor Inger Støjberg holder op, og hvor Mark Thorsen begynder
Fra min udkigspost som rets- og migrationspolitisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe har jeg siden 2015 kunnet følge udlændingeministerens politiske ageren. Og for mig som for andre, der fx ud fra humanistiske grundsætninger ønsker, at flygtninge skal have en god beskyttelse og ret til at bo sammen med deres familie, har det været barske år fulde af skuffelser, tilbageslag og forringelser af sårbare menneskers levevilkår.
Men hvis vi lige lægger moral, politik og menneskeretskonventioner til side, er det svært – med min uddannelsesbaggrund og erfaring som journalist – ikke at beundre ministerens gennemslagskraft, som hendes særlige rådgiver Mark Thorsen har en ikke nærmere angivet del af æren for.
”De er så tæt på hinanden, at nogen mener, han bor inden i hende”, skrev en Politiken-journalist i januar (kræver abonnement).
Selv om man aner Mark Thorsens sikre hånd bag lagkagen og meget andet, kan det i sagens natur være svært at afgøre, hvor Inger Støjberg holder op, og hvor Mark Thorsen begynder.
Idolet Ronald Reagan
Men ét sted, hvor Mark Thorsen træder frem i sin reneste form, må antages at være på Twitter. Jeg gør mig nemlig ingen illusioner om, at ministeren bruger tid på at rådgive rådgiveren, når han retter et af sine provokerende og velformulerede tweets mod fx mig.
Inger Støjberg er selv meget til stede på sociale medier – hendes lagkage og iPad huskes fra Facebook – men hun er ikke på Twitter. Det er Mark Thorsen til gengæld i dén grad, og det er dér, jeg primært møder ham og hans idol Ronald Reagan, som han citerer flittigt og anvender som Twitter-bannerbillede:
Selv om jeg professionelt beskæftiger mig på noget nær fuldtid med udlændingeministerens politik, og selv om vores skriveborde i luftlinje står på mindre end 50 meters afstand, er det nemlig ikke sådan, at Mark Thorsen og jeg – fysisk set – sidder lårene af hinanden.
Faktisk har jeg kun hilst på ham in real life to eller tre gange.
Enestående evner
Til gengæld mødes vi relativt ofte på Twitter, hvor Mark Thorsen (i skrivende stund 4.644 følgere) ikke føler sig hævet over at besvare tweets fra en rådgiver fra et mellemstort oppositionsparti som mig (pt. 779 følgere).
Det har jeg grund til at glæde – og ærgre – mig over. Det er naturligvis glædeligt med opmærksomhed fra Twitter-brugere med mange følgere. Når jeg også ærgrer mig, skyldes det Mark Thorsens enestående evne til at stille polemiske spørgsmål, frame diskussionen og trække præmisser ned over hovedet på sine modstandere.
Hans tweets tager altid udgangspunkt i en virkelighed eller sandhed, som han forstår at skære til, så den på skarpeste vis fremstår i hans interesse. Hans formuleringer demonstrerer en knivskarp indsigt i provokationens anatomi
Jeg skriver en – synes jeg selv – skarp kommentar til en aktuel problemstilling på migrations- eller statsborgerskabsområdet, og efter få minutter har Mark Thorsen inden for de tilladte 280 tegn tweetet en reaktion, som det er svært eller umuligt for mig at lade være med at svare på.
For hans uretfærdige og misvisende tweet skal da ikke have lov at stå alene, tænker jeg og begynder at koldsvede.
Håndtryksceremonien
Dagen efter den første håndtryksceremoni for nye statsborgere i januar 2019 tweeter jeg om Inger Støjbergs udtalelser i dagens Politiken:
https://twitter.com/niels_rohleder/status/1086190937301307392
Der går ikke lang tid, før Mark Thorsen er klar med et svar:
Elegant får han lanceret en påstand om, at der er lovgivning, Enhedslisten ikke synes kommunerne skal overholde. Nu er mine tweets for det første ikke vedtaget i Enhedslistens hovedbestyrelse og derfor ikke nødvendigvis udtryk for partiets politik.
For det andet: Hvor står der i mit tweet, at jeg (eller altså ”Enhedslisten”) ikke synes, at kommunerne skal overholde lovgivningen?
Mark Thorsen scorer 22 glade likes på sin reaktion. Jeg må nøjes med 11 for mit oprindelige tweet. Skal jeg lade påstanden om, at ”Enhedslisten” ikke synes, at kommunerne skal holde loven stå uimodsagt? Jeg føler mig stærkt provokeret, som man nu gør, når man udsættes for en retorisk stråmand.
Men nu gælder det frem for alt om at bevare roen. Jeg tweeter tilbage med tungen lige i munden:
Mark Thorsen er der med det samme igen:
Dybest set samme teknik: En stråmand. Naturligvis mener jeg ikke, at ministeren skal lade være med at svare, når folketingsmedlemmer stiller spørgsmål. Det kan ikke stå som det sidste ord. Jeg bliver nødt til at svare.
Jeg skriver med tilkæmpet selvbeherskelse:
Og får omsider det sidste ord.
Inger Støjbergs iPad
11. december 2018 tweeter jeg om Inger Støjbergs iPad med Muhammed-tegningen, der fik præste-diktaturet i Iran til at aflyse et møde om udsendelse af afviste asylansøgere – et emne, der angiveligt i høj grad ligger regeringen og Inger Støjberg på sinde:
https://twitter.com/niels_rohleder/status/1072411564043591680
Mark Thorsen reagerer hurtigt:
Det troskyldige spørgsmål kender han vist godt svaret på.
Jeg mener, at tibetanske flag og demonstrationer for menneskerettigheder vanskeligt kan sammenlignes med at insistere på at håne, spotte og latterliggøre tilhængerne af en af de store verdensreligioner. Bare fordi man kan. Bemærk også, hvordan Mark Thorsen lige griber fat i Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper i håb om at hive hende ind i hundeslagsmålet. Elegant.
Jeg forsøger mig med dette svar:
Der går ikke mange minutter, før Mark Thorsen er tilbage i mit feed:
Dén har jeg ikke lige set komme. Nu skal man simpelthen have tegningen af bomben i Muhammeds turban som skrivebordsbaggrund for at kunne kaldes solidarisk med ofre for attentatforsøg. Den kan jeg ikke lade stå uimodsagt:
Jeg venter spændt ved computeren. Ikke mere polemik fra Mark Thorsen i denne omgang. Jeg tørrer sveden af tastaturet.
Udrejsecenter Lindholm
4. december 2018 skriver jeg om udgifterne til det kommende udrejsecenter på øen Lindholm:
https://twitter.com/niels_rohleder/status/1069968439509479430
Der går ikke mange minutter, før Mark Thorsen er der:
Jeg har jo ikke skrevet, at Lindholm ”bare” er symbolpolitik, for naturligvis får udrejsecentret indgribende konsekvenser – både for de mennesker, der forvises til øen, og for beboerne i Kalvehave og omegn. Ikke desto mindre har ideen om en øde ø til såkaldt ”kriminelle udlændinge” (der altså har udstået deres fængselsstraf) da en enorm symbolkraft – og det til en meget høj pris på i hvert fald trekvart milliard. Altså dyr symbolpolitik.
Men Mark Thorsen nøjes ikke med at twiste mit tweet, som om jeg havde skrevet ”bare” symbolpolitik. Han spørger også, om lukning af Lindholm er et ”krav” fra Enhedslisten til en kommende S-regering. Uenigheder mellem Mette Frederiksens socialdemokrati og de partier, der muligvis kan bringe hende til magten, optager – klogt – megen plads i Mark Thorsens Twitter-præsens.
Alt dette skal jeg så forsøge at kondensere ned til 280 tegn. Jeg prøver … Mark Thorsen vender i dette tilfælde ikke tilbage med nye irriterende stråmænd, og jeg ånder lettet op
Det med at formulere ”krav” til Mette Frederiksen er (og det ved Mark Thorsen nok godt) ikke mit arbejdsområde hos Enhedslisten. Det tager partiets folketingsgruppe og hovedbestyrelse sig af. Derfor er spørgsmålet rettet til den forkerte, men kalder ikke desto mindre på et svar.
Når det er sagt, så er hele Enhedslistens politik – såsom nationalisering af bankvirksomhed, modtagelse af 2000 kvoteflygtninge årligt og indførelsen af demokratisk socialisme – naturligvis ”krav” til en S-regering (eller til en hvilken som helst regering).
På christiansborgsk betyder ”krav” imidlertid ”ultimative krav”, og jeg tvivler ærlig talt på, at opgivelsen af Lindholm bliver et ultimativt krav fra noget parti ved en kommende dronningerunde. Men det er som sagt ikke mit bord.
Alt dette skal jeg så forsøge at kondensere ned til 280 tegn. Jeg prøver:
Mark Thorsen vender i dette tilfælde ikke tilbage med nye irriterende stråmænd, og jeg ånder lettet op.
Inger Støjbergs særlige rådgiver – og stedfortræder på Twitter – har en særlig evne til i en tilsyneladende venlig og troskyldig tone at stille polemiske spørgsmål, hvor han indbygger så mange falske præmisser og retoriske stråmænd, at det kræver den yderste selvbeherskelse ikke at svare.
Jeg venter spændt ved computeren. Ikke mere polemik fra Mark Thorsen i denne omgang. Jeg tørrer sveden af tastaturet
Hans stil og form er altid høflig, oftest spørgende og tilsyneladende oprigtigt interesseret i et svar. Han besidder en sjælden evne til at ægge til modsigelse og kan på 280 tegn indbygge mange spørgsmål og twists, det er svært eller umuligt at lade stå uimodsagt.
Når man er én gang er gået i dialog med Mark Thorsen, kender man fornemmelsen.
Hans tweets tager altid udgangspunkt i en virkelighed eller sandhed, som han forstår at skære til, så den på skarpeste vis fremstår i hans interesse. Hans formuleringer demonstrerer en knivskarp indsigt i provokationens anatomi.
Relativ lav løn
Tidligere har de særlige rådgiveres lønniveau været til debat. Nogle har ment, at det var for højt. Ligesom de 34.195,18 kr. om måneden, jeg selv får i enhedsløn for mit arbejde for Enhedslisten, er Mark Thorsens lønforhold fuldt offentlige.
På Moderniseringsstyrelsens hjemmeside kan man se, at han pr. januar 2019 får en ”fast årsløn ekskl. arbejdsgivers og eget pensionsbidrag” på 745.893 kr., og at han i 2017 modtog et ”engangsvederlag” på 60.000 kr.
Han lever tydeligvis ikke et liv i ussel armod – temmelig langt fx fra en flygtning på den ydelse, der efter aftale med Dansk Folkeparti ikke længere må kaldes integrationsydelse – men trods sin internationalt og nationalt uforlignelige branding-indsats hører Mark Thorsens løn til i den lave ende blandt ministrenes særlige rådgivere, hvilket man kan se, når man lader blikket glide ned over dokumentet fra Moderniseringsstyrelsen. Egentlig underligt.
Hans stil og form er altid høflig, oftest spørgende og tilsyneladende oprigtigt interesseret i et svar. Han besidder en sjælden evne til at ægge til modsigelse og kan på 280 tegn indbygge mange spørgsmål og twists, det er svært eller umuligt at lade stå uimodsagt
Nu kan det være svært for os udenforstående at vurdere eller prissætte værdien af de særlige rådgiveres indsats, eftersom en stor del af deres arbejde i sagens natur må være usynlig for offentligheden.
Men man kunne mene, at den særlige rådgiver for en minister, der i dén grad har sat Danmark på verdenskortet, burde ligge blandt de højestlønnede i sin faggruppe.
Han regerer på Twitter på et niveau, der kun ses blandt få danske Twitter-brugere. Hver og én af de 745.893 kr. må siges at være godt givet ud – bedømt på den del af hans arbejde, der er synligt på Twitter – og når der nu er adskillige særlige rådgivere, der tjener langt over 800.000 kr. om året, er det egentlig svært at forstå, at Mark Thorsen skal spises af med så relativt lidt.
Udlændingeministeren har en særlig rådgiver, der er sin egen vægt værd i guld, og hvis Inger Støjbergs parti – ikke mindst takket være Mark Thorsen – vinder folketingsvalget i 2019, havner rådgiveren i den fordelagtige situation at skulle genforhandle sine lønvilkår.
Han kan i så fald lade denne hyldestartikel indgå i forhandlingerne.
Topfoto: Collage af Kristian V. Jensen efter foto fra Wikimedia Commons, author Jebulon.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
