mm

Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprogpedant.
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU.
Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver
Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lars Luplau
på Mobile Pay: 21 22 23 29

Foto: M Teixeira, CCA licensed

Strandliv i det olympiske Rio

OL blev skudt i gang med et brag af en åbningsceremoni. På POV International bringer vi en optakt i tre dele. Første del handlede om byens fodboldkultur, tredje del handler om de store problemer med kriminalitet. Dette er anden del, som tager læserne med på stranden. Cariocaerne, som indbyggerne i Rio de Janeiro kaldes, har nemlig et helt specielt forhold til deres strande.

Jeg har virkelig prøvet at holde af at tage til stranden. Prøvet at lade mig indfange af den ubekymrede stemning, spontaniteten og livsglæden, som præger strandlivet i Rio. Og der er mange strande i byen. Hver eneste med sit egen natur, sin egen stemning og sit eget specielle klientel. Hvilken strand, man frekventerer, er en ganske stor del af identitetsdannelsen for en carioca.

Men jeg er simpelthen ikke meget for at være på stranden. Der er sand over det hele, og jeg kommer i modsætning til de lokale hurtigt til at kede mig, da jeg ikke har lyst til at kaste mig ud i aktiviteter, der helt konsekvent følges af den ubehagelige og ofte langtrukne proces med at fjerne sand fra steder på kroppen, hvis eksistens man helst ville glemme alt om. Går man i vandet skal logistikken omkring opsyn af værdigenstande først løses, vandet kan være beskidt og på nogle strande er der også farlige hestehuller.

Det er ikke nok at tage til stranden. Det gælder om at finde den strand, der passer bedst til den slags carioca, man gerne vil være.

Min uvilje mod stranden kan også, indrømmet, hænge sammen med, at jeg aldrig rigtig er blevet grebet af trangen til at vise mit legeme frem. At vise sig frem er en meget stor del af strandkulturen i Rio, og skal jeg være ærlig, må jeg sige, at der vist kun var et meget kort tidsvindue i overgangen fra splejset til kvabset, hvor mit legeme med lidt god vilje kunne betegnes som semiatletisk.

Alligevel har jeg været på de fleste strande i Rio. Det er bare en del af tilværelsen, når man prøver at blende ind med de lokale. Men det er ikke nok at tage til stranden. Det gælder om at finde den strand, der passer bedst til den slags carioca, man gerne vil være.

Hvis man tager op til kristusfiguren på Corcovado-bjerget, og det skal man, hvis man besøger Rio, har man et godt overblik over de vigtigste strande. Man kan tydeligt se Flamengo og Botafogo ved Guanabarabugten og Atlanterhavsstrandene Copacabana, Ipanema og Leblon. Lidt længere ude kan man skimte Barra da Tijuca, hvor den olympiske by er anlagt.

Guanabarabugtens stille og beskidte vand

Da portugiserne 1. januar 1501 gik i land, troede de, at Guanabarabugten var en flodudmunding. De kaldte den ”Januar-floden”, på portugisisk Rio de Janeiro, og på trods af misforståelsen hang navnet fast.

Udsigten fra Corcovado. Til venstre i billedet ses Guanabarabugtens og Pão de Açucar-klippen. Til højre Atlanterhavet, der slår ind ved Copacabana. Foto: Artyomic, CCA-licensed

Udsigten fra Corcovado. Til venstre i billedet ses Guanabarabugtens og Pão de Açucar-klippen. Til højre Atlanterhavet, der slår ind ved Copacabana. Foto: Artyomic, CCA-licensed

Det stille vand, som slår mod ved strandene ved bugtens kyst, var længe et trækplaster for børnefamilier, især fra tilstødende bydele Glória, Flamengo og Botafogo. Op igennem 1970’erne og 80’erne blev bugten dog så hårdt ramt af forurening, at stadig færre turde kaste sig i bølgerne.

Ved OL skal sejlsportskonkurrencerne afvikles i Guanabarabugten, og selvom brasilianerne ifølge dem selv har gjort en stor indsats for at rense bugten, så har der været adskillige rapporter om meget uhumske forhold i vandet.

Den største af bugtens bynære strande er Praia do Flamengo. Op til engang i 80’erne var det en velbesøgt strand, især i weekenderne, da de lokale gerne hyggede sig på stranden og boltrede sig i bølgerne.

I dag er stranden mindre besøgt, men myndighederne har forsøgt at forbedre vandkvaliteten, og der er stadig flere dage, specielt om vinteren, hvor der meldes om badevand i rimelig kvalitet. Så stranden er så småt ved at vende tilbage til tidligere tiders aktivitetsniveau, hvor der spilles bold i sandet og leges i vandet. Denne skribent skulle ikke nyde noget.

Kort over Rio de Janeiro. Google Maps.

Kort over Rio de Janeiro. Google Maps.

Flamengo betyder egentlig ”flamsk”, og navnet menes at stamme fra omkring år 1600, da en nederlandsk admiral, Van Noort, forsøgte at invadere byen. Dengang kaldte portugiserne alle nederlændinge for flamengos.

Nabobydelen mod syd, Botafogo, byder kun på en lille strand, men har til gengæld en meget flot marina, og personligt har jeg ofte på mine gåture ved marinaen ønsket at kende en med en båd der, så man kunne sidde og nyde livet på dækket og i ny og næ tage en tur ud på bugten. Helt uden at få sand mellem tæerne eller mere besværlige steder.

En dansker kommer til byen

Det er ganske naturligt, at sejlsportskonkurrencerne skal afvikles på Guanabarabugten, eftersom det er arnestedet for brasiliansk sejlsport. Da danskeren Preben Schmidt i starten af 1900-tallet kom til Rio de Janeiro, blev han efter sigende betaget af Guanabarabugtens skønhed i en grad, så han udskiftede sin passion for hestesport med sejlads. Han blev således en af brasiliansk sejlsports pionerer, og hans efterkommere har holdt fanen højt. Børnebørnene Lars og Torben Grael er begge blandt de største navne nogensinde i brasiliansk sejlsport.

Torben har vundet fem medaljer heraf to af guld ved OL og er dermed den brasilianer, der har vundet flest olympiske medaljer til sit land. Han har også deltaget i Americas Cup, og ved åbningsceremonien kunne man se ham, som en af de atleter, der bar det olympiske flag. Lars nåede at vinde to olympiske medaljer ved OL, inden han mistede benet ved en ulykke, hvor en speedbåd kolliderede med hans båd. Brødrene har lært at sejle på båden Aileen, som har været i familiens eje, siden morfaren købte den efter OL i 1912 i Stockholm, da den under navnet Nurdug II vandt OL-sølv til Danmark.

Ipanema forrest. Helt i baggrunden ses klippen Dois Irmãos, de to brødre, som ligger hvor stranden i Leblon slutter. Foto: Jorge Andrade, Wikimedia Commons

Ipanema forrest. Helt i baggrunden ses klippen Dois Irmãos, de to brødre, som ligger hvor stranden i Leblon slutter. Foto: Jorge Andrade, Wikimedia Commons

Hvis man befinder sig i Botafogo og tager turen sydpå via tunnelen, der forbinder bydelene ved Guanabarabugten med de bydele, der ligger ud til Atlanterhavet, kommer man til Rios nok mest berømte kvarter, Copacabana. På venstre side kan man se svævebanen, der fragter turister fra Morro da Urca til Pão de Açucar, den berømte klippe som er et af byens vartegn. På højre side anes Lagoa Rodrigo de Freitas, hvor OL-medajerne i blandt andet roning skal uddeles. Vandet her er om muligt endnu mere beskidt end i Guanabarabugten.

Den mest berømte del af Rio

Hvis man spadserer fra Copacabana over Ipanema til Leblon, vil man opleve, at både stemning og sammensætningen af  strandgæster ændrer sig nærmest skridt for skridt. Det starter hektisk og med en klar overvægt af turister i Copacabana og slutter ganske afslappet og med en klar overvægt af lokale i Leblon. Man kan faktisk vælge præcist det sted på dette kontinuum, der passer bedst til den måde, man ønsker at gå på stranden. Noget forsimplet: hvis man vil have gang i den, tager man på stranden i Copacabana, er man til afslapning på Leblon og vil man lidt af hvert, så er Ipanema stedet.

Rio de Janeiro voksede med udgangspunkt i Flamengo, Botafogo og de andre bydele ved Guananabarabugten, mens Copacabana, Ipanema og Leblon langs Atlanterhavskysten  voksede frem senere. I 1960’erne vandt især Copacabana berømmelse i hele verden, og der kom pres fra tilflyttere. Alle ville bo i de populære kvarterer.

I dag er de tre bydele med de lækre strande ganske mondæne kvarterer, der afspejler denne historie. Arkitekturen bærer præg af, at man fra 30’erne til 70’erne har presset ganske mange mennesker ind på relativt få kvadratkilometer, og især i Copacabana kan historien også ses i den demografiske sammensætning. Der bor mange, som oftest velhavende, seniorer i denne del af Rio.

Da der mere eller mindre var fyldt op i Copacabana, Ipanema og Leblon, voksede byen længere ud langs Atlanterhavskysten. De høje klipper, der flere steder går helt ned til kystlinjen udfordrede denne tilvækst. Hvis man fra Leblon bevæger sig længere ned af kysten, passerer man bjerget, hvorpå Rios største favela, Rocinha, voksede frem. Derefter São Conrado, hvor bakkerne bebos af nogle virkelig velhavende cariocas. De aflukkede og bevogtede boligområder med kæmpevillaer står i skærende kontrast til hytterne i Rocinha.

Elevado do Joá. Forbinder Barra da Tijuca med de gamle bydele. Foto: Rodrigo Soldon, CCA-licensed

Elevado do Joá. Forbinder Barra da Tijuca med de gamle bydele. Foto: Rodrigo Soldon, CCA-licensed

Efter São Conrado kommer man til Elevado do Joá, en viadukt i to etager, der forbinder Rios øvrige kvarterer med Barra da Tijuca. Det er her i det nyere og mere moderne Rio, at man har valgt at bygge den olympiske by, og altså her at de fleste af atleterne skal bo og dyste.

Det moderne Rios bedste strand

Barra er en lang tange og en bydel, som voksede hastigt frem, da der ikke var plads til flere i Copacabana, Ipanema og Leblon. Arkitekturens repetetive karakter vidner om denne udvikling, men hvor bydelen måske ikke har historie og elegance som de ældre kvarterer, har den haft en tiltrækningskraft på de unge, de rige og de smarte.

Barra da Tijuca med den lange flotte strand. Foto: Barrazine via Flickr, CCA-licensed

Barra da Tijuca med den lange flotte strand. Foto: Barrazine via Flickr, CCA-licensed

Det er her man skal på stranden, hvis man vil møde fodboldspillere, skuespillere fra de populære telenovelas eller realitystjerner. Det er også her man som blegfed dansker kan vække opsigt, når man smider T-shirten og fremviser en torso, der hverken i kulør eller veltrænethed ligner det, som man ellers ser på den hippe strand i Barra. Vandkvaliteten er glimrende, stemningen er uformel og behagelig, og her er langt flere lokale end turister.

Skulle jeg tvinges til en dag på stranden i Rio, er der ingen tvivl om, at jeg ville foretrække Barra, først og fremmest fordi vandet er langt mere indbydende, og at jeg ved stranden foretrækker aktiviteter i vand fremfor i sand, men også fordi den 18 kilometer lange strand giver god plads til, at man kan være på stranden på sin helt egen måde.

Paradis findes få timer fra Rio

Det fredede centrum i Paraty. Den perfekte kombination af kultur, ro og lækre strande kan man finde, hvis man er villig til at forlade storbyen. Foto: Leandro Ciuffo, CCA-licensed

Det fredede centrum i Paraty. Den perfekte kombination af kultur, ro og lækre strande kan man finde, hvis man er villig til at forlade storbyen. Foto: Leandro Ciuffo, CCA-licensed

Kunne jeg helt selv vælge strand, ville jeg dog forlade byen og køre længere ned af kysten. Små fire timers kørsel fra Barra, lige inden delstaten Rio de Janeiro støder op til São Paulo, ligger det lille fiskerleje Paraty. Byen er fredet af Unesco, og husene står, som de gjorde i kolonitiden. Strandene her er paradisiske, og stemningen er markant anderledes end i storbyen. Her tager man til stranden for at opleve, ikke for at blive oplevet.

Min måde at være carioca på er altså at køre langt væk for at gå på stranden.

Topfoto: Copacabanastranden og den brede Avenida Atlântica. Foto: M Teixeira, CCA-licensed

Kategorier