Ude i Dansk Vestindien var solen ved at stå op over de tre øer, der senere samme dag skulle overdrages til USA. Under indtryk af den igangværende verdenskrig, havde amerikanerne omsider besluttet af købe øerne, og var endda gået med til at betale 25 millioner kroner for dem. Det danske kolonieventyr i Caribien var efter 246 år gået ind i sin allersidste dag. Om få timer ville salget af øerne blive effektueret ved en ceremoni på paradepladsen foran kasernen i Charlotte Amalie, hovedbyen på St. Thomas. Den nye guvernør, amerikanske James H. Oliver, ville holde en tale henvendt til den afgående guvernør, danske Henri Konow. Dannebrog ville blive strøget, og Stars and Stripes gå til tops. Og så ville den sag være overstået.
I København stod den samme sol højt på himmelen. Men dette til trods, var der endnu et køligt forårspræg over den danske hovedstad, denne den sidste dag i marts. Der var forholdsvis mange mennesker på gaden den lørdag. Damerne var på gaden for at købe brød, mændene for at købe tobak. Den 31. marts 1917 var sidste dag inden brødkortene trådte i kraft og tobakspriserne blev forhøjet. En følge af verdenskrigen.
Begravelsen
Kirkeklokkerne ringede fra Helligkors Kirke på Nørrebro. De ringede for Alberta Viola Roberts. Bisættelsen var slut. Ud af kirken bar man kisten med den kun 15-årige pige. Hun var død af tuberkulose syv dage tidligere på Sankt Josephs Hospital, der lå lige op ad kirken.
Nu skulle Alberta bringes ud til Fasankirkegården på Frederiksberg, hvor pastor John Freud Nielsen ville overse selve begravelsen af hende. Langt væk fra det Dansk Vestindien, hvor Alberta var blevet født. Langt væk fra de øer, hun var blevet sendt afsted fra bare fire år gammel, fordi hun skulle være med i en koloniudstilling i København.
Koloniudstillingen
Alberta Viola Roberts var kommet til København i juli 1905 sammen med den knapt syvårige Victor Waldemar Cornelins. Lad det være sagt med det samme. De to sorte børn blev ikke bragt til Danmark med det formål at blive udstillet i et bur. De blev bragt til den danske hovedstad, fordi de skulle være statister i den store koloniudstilling i Tivoli, der viste varer, stande og indbyggere fra blandt andet Dansk Vestindien og Grønland.
De to børn blev et tilløbsstykke i den danske hovedstad, som man siden har kunnet læse i Victors selvbiografi, ”Fra St. Croix til Nakskov”. Ikke, at der ikke fandtes andre sorte mennesker i København dengang. Der fandtes snesevis. Victor og Alberta var imidlertid bare blevet lanceret ganske aggressivt af forlystelsesparken i ugerne og dagene op til deres ankomst. Da de endelig nåede frem til København den 29. juli, opsatte Tivoli store plakater rundt om i byen, der bekendtgjorde dette.
Følger man dagspressen fra sommeren 1905 får man et levende indtryk af, hvor feterede de to små vestindiske børn var. De var ”sorte som ibenholt, smilende og søde og lige med det samme publikums erklærede yndlinge”, kunne man læse i Nationaltidende dagen efter deres ankomst.
Alberta og de kongelige
Og yndlinge blev de to især hos den danske kongefamilie, der besøgte koloniudstillingen i Tivoli næsten ugentligt. Al virakken synes ikke at have rørt den glade og udfarende Victor, men den yngre og mere generte Alberta var ikke udelt begejstret for al opmærksomheden.
Den 24. august var eksempelvis prinsesse Dagmar og kronprinsesse Louise, der besøgte udstillingen i Tivoli. Som Politiken skrev dagen derpå: ”Kronprinsessen var som altid meget interesseret, købte gaver til skolebørnene og talte livligt med de små negre, der efterhånden synes at befinde sig under de ny forhold”.
Dog afslører Nationaltidende et lidt andet billede. Avisen var der, da kronprinsessen til tivoligæsternes begejstring tog Alberta op på armen. ”Den eneste, som ikke delte denne begejstring, var den lille sorte Alberta. Hun var ganske uforstående overfor den ære, der blev hende til del, og hylede i vilden sky”.
Dagen efter sendte kronprinsessen fire af udstillingens ansatte hver en jubilæums-tokroner. En til en grønlandsk kvinde, der stod i udstillingens Grønlands-afdeling. En til en sort mand fra St. Croix, William Smith, der var bragt til Danmark for at tage sig af de vestindiske husdyr på udstillingen. Og så endelig en jubilæumsmønt til såvel Victor som Alberta.
”De var alle fire lige vilde af henrykkelse, da de fik mønterne”, skrev Politiken. ”Grønlænderinden var ved at besvime ved tanken om, at mønten kom fra selve kronprinsessen. Negeren erklærede, at han ville have sin anbragt ved sin urkæde, og de to unger fik deres hængt om halsen under udstødelse af høje glædeshyl”.
Den 13. september var det Grækenlands danskfødte kong Georg I, hans bror kronprins Frederik og kronprinsesse Louise, der besøgte koloniudstillingen. Endnu en gang var Victor og Alberta i deres fineste tøj, og endnu en gang var det kronprinsessen, der tog sig tid til at snakke med de to børn.
Naturbørnenes ugenerte tumlen
Al denne positive særbehandling af de to børn fra Dansk Vestindien blev for meget for nogle københavnere. Det var derfor, at Nationaltidende i begyndelsen af september modtog et klagebrev fra en utilfreds tivoligænger.
Klageren beskrev, hvordan Victor og Alberta med deres ”skrigen og skrålen og vilde leg”, gjorde besøget i Tivoli utåleligt. Samtidig fandt klageren, at de to ”sikkert er de to grimmeste Negerbørn, der kunde skaffes til Veje”. Hvorom alting er så sluttede avisen Dagens Nyheder sig til et ønske om, at koloniudstillingen måske kunne få lagt ”en lille dæmper på de to små naturbørns ugenerte tumlen omkring mellem publikum”.
Det var givet dette stemningsskift omkring de ellers så feterede vestindiske børn, der førte til, at medarbejdere på koloniudstillingen tog det skridt, der siden er blevet så uløseligt knyttet til historien om specielt Victor Cornelins. Han og Alberta blev spærret inde. Som Victor selv forklarer det i sine memoirer fra 1977, var det fordi koloniudstillingens ledelse ikke ville have, at han ustandseligt stak af fra den vestindiske afdeling for at besøge den grønlandske.
”Man anskaffede et bur!!! Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afdeling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var meget medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: — en velrettet spytklat —!! Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed.”
En tvivlsom affære
Hvor længe den fireårige Alberta og den syvårige Victor blev anbragt i et bur, står ikke klart. Dagspressen, der fulgte børnene rimelig tæt, omtaler ikke denne indespærring. Og der har bestemt ikke været tale om en publikumsattraktion i stil med de fremvisninger af ”menneskeædere”, ”kannibaler” og ”vildmænd”, der i 1800-tallet havde været så populære på markedspladser rundt om i Danmark og resten af Europa. Tivolis koloniudstilling var på ingen måde i denne boldgade. Det var mere en etnografisk udstilling, der skulle præsentere danskerne for folkeslag og kulturformer fra Danmarks fjerne egne og kolonier.
Hvad mere er, det er utænkeligt at to små børn, der i den grad nød kongefamiliens bevågenhed, ville blive genstand for nogen længere indespærring i et bur forbundet med en systematisk forevisning. De blev uden tvivl lukket inde. Det var et meningsløst og afstumpet skridt. Men det var ikke med henblik på kynisk at udstille de to børn. Og, som nævnt, de blev endnu mindre ”hentet til Danmark” med det formål at blive ”udstillet i et bur”. Selv om medieomtale og debatindlæg helt frem til i dag kan give indtryk af dette.
Koloniudstillingen sluttede den 24. september 1905. Dagen i forvejen havde hele kongefamilien været på endnu et besøg. Kong Christian IX, dronning Alexandra og prinsesse Dagmar, kronprinseparret og Grækenlands kong Georg. Som Dagens Nyheder skrev: ”Der blev sendt bud efter de to små negerbørn, og de kongelige herskaber mente at kunne konstatere, at børnene under det lange ophold på koloniudstillingen var gået frem i opdragelse og gode sæder. Men den lille Alberta var ikke sen til at svække det gode indtryk ved vrissende at sige nej til en kage, som den gamle konge havde bestemt for hende”.
Vajsenhusets skole
Efter koloniudstillingen var det egentlig meningen, at Victor og Alberta skulle sendes hjem til Dansk Vestindien igen. En journalist fra Nationaltidende havde spurgt Emma Gad, en af folkene bag udstillingen, direkte om disse planer. “Der har været adskillige, som ikke syntes utilbøjelige til at tage sig af børnene”, forklarede Gad, der siden skulle blive så kendt for sin etikettebog “Takt og Tone”. “Men”, fortsatte hun “efter moden overvejelse har vi besluttet at sende dem tilbage til Vestindien. De har været udsat for så mange smådrillerier, og nu længes de hjem”.
Men tingene gik ikke som planlagt. Emma Gad og den øvrige udstillingsledelse sadlede pludselig om. Og besluttede, at de to børn skulle forblive i Danmark med henblik på at få en uddannelse.
Victor og Alberta blev indskrevet på Det Kongelige Vajsenhus på Nørre Farimagsgade. På skolen for forældreløse børn. Og allerede her mærker man, at det begynder at gå galt for Alberta, der er anderledes introvert, end den mere livsglade Victor.
Der findes et hjerteskærende fotografi taget af Alberta i 1908. Mens hun står der i klassen på Vajsenhusets skole og ser betuttet ud, sidder hele klassen og stirrer på hende. Nærmest nedstirrer hende. Lærerinden står i baggrunden og gør det samme. Det er et billede, der skriger ensomhed, udstødthed.
Alberta havde da også indlæringsvanskeligheder. Måtte gå første klasse om igen og igen. Anden og tredje klasse ligeså. Hun fik omsider sit afgangsbevis fra Vajsenhusets skole i 1915.
Tjenestepigeskolen
Året efter blev Alberta konfirmeret og kom på tjenestepigeskolen på Emiliegade på Frederiksberg. Lige ved St. Jørgens Sø. Det var en skole opkaldt efter den kronprinsesse, der havde taget sig så meget af Alberta under Tivoli-dagene og som havde givet hende en jubilæums-tokrone.
Kronprinsesse Louises Tjenestepigehjem var en institution, hvor unge piger lærte alt indenfor praktisk husgerning. Hjemmet havde en forstanderinde, tre lærerinder og så 35 elever.
Det var her, at den 15-årige Alberta blev syg. Fik konstateret tuberkulose og blev indlagt på Sankt Josephs Hospital på Nørrebro. Der var imidlertid intet at stille op mod den frygtede lungesygdom. Alberta sygnede mere og mere hen, og den 24. marts 1917, klokken ti minutter i et om natten, døde hun i en seng på hospitalet.
Alberta Viola Roberts fik et kort liv. Det blev et eksperiment, der ikke lykkedes. Et uden tvivl velment dansk forsøg på at uddanne et vestindisk barn, man forinden havde revet op ved rode. Et barn, som var blevet omplantet i Danmark, som følge af, at hun skulle bruges som et eksotisk indslag i en koloniudstilling. Victor Waldemar Cornelins klarede sig langt bedre. Blev viceskoleinspektør i Nakskov. Men ham har de fleste hørt om.
Et mislykket eksperiment
Da Albertas kiste blev sænket i jorden ude på Fasankirkegården på Frederiksberg, var solen ved at stå op over Dansk Vestindien. Danskerne derude var ved at gøre klar til at lægge endnu et mislykket eksperiment i graven. Et næsten 250 år langt kolonieksperiment, der havde ført så meget ondt med sig i form af slaveri, udnyttelse og fornedrelse.
Da klokken blev 16 startede overdragelsesceremonien på paradepladsen i Charlotte Amalie. Ceremonien blev meget kort. De gamle kanoner på batteriet saluterede, og foran fortet, hvor en afdeling af amerikanske og danske flådesoldater havde taget opstilling, samledes en del af øens fremstående danske samt velhavende kreoler og enkelte farvede købmænd. Den sorte befolkning, slaveefterkommerne, var ikke repræsenteret.
Den amerikanske guvernør, der var i admiralsuniform, holdt en kort tale og tog under henvisning til et telegram fra udenrigsministeriet i Washington øerne i besiddelse. Admiralens tale var henvendt til den fungerende guvernør, kommandør Konow. Han havde fra det danske gesandtskab i Washington telegrafisk fået meddelelse om, at de 25 millioner dollar nu kunne hæves af den danske regering. Pengene var som lovet blevet indsat på konti i fire nærmere opgivne banker.
Da talen var slut, faldt der en dyb stilhed over paradepladsen. Dannebrog blev strøget, og Stars and Stripes gik til tops. Mange af de tilstedeværende danskere græd. Det samme gjorde flere af amerikanerne. Vejret var upåklageligt. Blændende tropesolskin.
Fotos: Vajsenhusets skole (Københavns Bymuseum), Albertas død (Kirkebogen for Helligkors kirke, København), “Negerbørnene fra Skt. Thomas” (Nationalmuseet), Avisudklip fra Ekstra Bladet (Nationalmuseet), Portræt af Alberta og Victor (“Fra St. Croix til Nakskov”), Tjenestepigeskolen (Nationaltidende, 15.08.1915).
Kilder: Freiesleben, Birgit: “Fra St. Croix til Tivoli. En historisk beretning om to vestindiske børns lange rejse”. Forlaget Acer. Bagsværd, 1998; samtidige avisartikler fra den københavnske dagspresse; Cornelins, Victor: “Fra St. Croix til Nakskov”. Frimodts Forlag, 1977.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og