KOMMENTAR – Regeringens finanslovsforslag for 2019 indeholder øgede bevillinger til kulturlivet. Men de “nye” 400 mio. kr. over fire år til øremærkede initiativer kan langtfra kompensere for de årlige grønthøsterbesparelser, der fortsat udhuler kulturbudgetterne og har haft store konsekvenser for kvaliteten af de kulturtilbud, vi i fremtiden vil have adgang til, skriver Nikolaj Bøgh. Det er i hverdagen, kulturlivets institutioner bliver stadig mere pressede, og selvom det har været sundt at kigge kritisk på udgifterne, bør grønthøsterbesparelserne nu ophøre senest i 2019.
Med fin sans for timing offentliggjorde kulturminister Mette Bock umiddelbart før starten på det nyligt afholdte kulturmøde på Mors, at regeringen i sit finanslovsforslag for 2019 vil prioritere 400 mio. kr. til kulturelle formål med 100 mio. kr. om året i årene 2019-22.
Meldingen blev naturligvis taget imod med behersket glæde og optimisme fra et kulturliv, der har følt sig brutalt behandlet og overset under de sidste tre års årlige grønthøsterbesparelser på 2 pct.
De årlige besparelser fortsætter imidlertid stadig indtil videre med en mulig udløbsdato i 2021. Til den tid er statens kulturbudget i alt nedskåret med 1200 mio. kr., og med løftet om de 400 mio. er nettonedskæringen altså på i alt 800 mio. kr.
Det er rigtig mange penge i en sektor med gennemgående små budgetter og følsomme institutioner, og megen glæde får hovedparten af kulturlivet ikke af de 400 mio. kr., som bliver øremærket til særlige projekter, der primært kommer de store statslige kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Det Kongelige Teater til gode.
Kulturlivet betaler altså så at sige selv for de nye initiativer på finansloven, der kun kommer en mindre del af området til gode. Hunden fodres med dens egen hale
Selv disse gamle hæderkronede nationale institutioner – der burde være kernen og omdrejningspunktet i statens kulturelle engagement – er gennem en årrække blevet vænnet til at stå pryglede med hatten i hånden, mens de håber på, at der falder en skilling af, når politikerne årligt samles til finanslovsforhandlingernes store prioriteringspuslespil.
Fine initiativer – men dagligdagen hænger ikke sammen
Men navnlig de store nationale kulturinstitutioner får altså nu en hjælpende hånd til øremærkede formål, hvoraf nogle også er særdeles påtrængende, herunder mulighed for bedre bevaringsforhold for kulturarven – som i adskillige sammenhænge er i en skandaløs forfatning – og en styrket formidlingsindsats.
På scenekunstens område bliver der også sat et pænt beløb af til en udviklingspulje, der ser ud til at komme teatrene i bred forstand til gode. Der er også andre fine nye initiativer i støbeskeen som ”Kend dit land” – et projekt, der skal vise landets 4. klasser deres land, dets natur, kultur og historie – samt en styrket indsats for kunst og kultur i udsatte boligområder og bedre vilkår for handicappede.
Alt sammen fint. Men det skal stadig ses i lyset af, at de årlige bevillinger falder og falder, og at husleje, lys, varme, vagter, magasiner, lønninger og alle dagligdagens nødvendige små og store udgifter – alt det kedelige, der bare skal fungere – bliver en stadig tungere byrde at bære for kulturinstitutionerne, som sluger de ressourcer og de kræfter, der skulle skabe udvikling og overskud til at se fremad.
Kulturlivet betaler altså så at sige selv for de nye initiativer på finansloven, der kun kommer en mindre del af området til gode. Hunden fodres med dens egen hale.
Fondsstøtte kan ikke kompensere for statens svigt
Og det er for så vidt heller ikke finansieringen af nyskabende projekter, der egentlig er kulturlivets problem. De vil ofte kunne finansieres af de fonde, som de senere år i stigende grad har støttet kulturen, mens staten har trukket sig mere og mere tilbage.
Ville man ikke kunne få fonde til at støtte et fint projekt for landets 4. klasser eller bedre vilkår for handicappede? Det virker bestemt ikke utænkeligt. Fondene støtter til gengæld aldrig den daglige drift, og det er først og fremmest den, grønthøsterbesparelserne rammer.
De første år var der utvivlsomt et effektiviseringspotentiale på mange kulturinstitutioner, men det er nu efter alt at dømme udtømt. Der er grænser for, hvor meget man kan effektivisere en opførelse af Svanesøen – og den vil næppe have gavn af at blive opført 2 pct. hurtigere, som det blev udtrykt i en af debatterne på Mors.
Den fri entré til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, som i sin tid blev indført som et meget fremsynet kulturpolitisk initiativ, gjorde den nationale kulturarv mere tilgængelig for store dele af befolkningen
De årlige besparelser har dokumenterbart betydet mindre udvikling, færre særudstillinger, lukning af udstillingssteder, nedlæggelse af afdelinger, fyring af mange medarbejdere – herunder adskillige med højt specialiserede kompetencer, som bliver meget vanskelige at erstatte.
Foruden det triste og reelt virkningsløse tab af den fri entré til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, som i sin tid blev indført som et meget fremsynet kulturpolitisk initiativ, der gjorde den nationale kulturarv mere tilgængelig for store dele af befolkningen.
Lad os tale om noget andet end penge
Kulturminister Mette Bock taler tit om, at det er ærgerligt at besparelserne fylder så meget i kulturdebatten, og det er for så vidt jo også rigtigt. For det er kedeligt kun at tale om penge, navnlig når man har med kulturen at gøre, som rummer så afgørende perspektiver for vores samfund – hvem er vi, hvor kommer vi fra, hvad har vi tilfælles og hvor er vi på vej hen?
Grønthøsterbesparelserne har kørt længe nok, og bør nu ophøre senest i 2019. Så kan der forhåbentlig blive luft til at tale mere om, hvad vi egentlig vil med vores kulturpolitik, og ikke kun tale om penge
Men sålænge kulturlivet i dagligdagen gisper efter vejret, så er det meget svært at hæve blikket og deltage i den store nyskabende, kulturpolitiske samtale, som vi afgjort også har alt for lidt af.
Denne sommer har budt på en ret livlig debat om besparelserne og deres konsekvenser, og der er et stort kulturelt engagement i befolkningen, hvilket den stigende opslutning til Kulturmødet på Mors bare er et lille eksempel på. På mange kulturelle områder stiger forbruget og interessen markant i disse år. Danskerne er faktisk interesserede i kultur.
Finanslovsforslaget tyder på, at der også er blevet lyttet til det, og at der er en vilje til at prioritere kulturen igen. Dette er positivt, men grønthøsterbesparelserne har kørt længe nok, og bør nu ophøre senest i 2019. Så kan der forhåbentlig blive luft til at tale mere om, hvad vi egentlig vil med vores kulturpolitik, og ikke kun tale om penge.
Sorte skyer i horisonten
En særlig udfordring i kultur- og mediepolitikken i disse år er, at den i stort omfang bruges som redskab til at fremme andre politiske dagsordner – og for mange politikere ikke rigtig ser ud til at have nogen værdi i sig selv. Den anvendes til at fremme mål som nedskæring af statens virksomhed, fremme at provinsen på bekostning af hovedstaden og andre politiske formål, der for så vidt ikke har meget med kultur at gøre. Meget tyder desværre på, at dette vil fortsætte.
Kulturminister Mette Bock har længe talt om en reform af statens tilskud på museumsområdet, der skal skabe en ”mere tidssvarende og gennemskuelig fordeling af museumsmidler”. Det lugter langt væk af flere penge til provinsen på bekostning af hovedstadsområdets museer.
Det er trist, hvis disse fine museer skal svækkes alvorligt, primært for at tilgodese en regionalpolitisk dagsorden, som dybest set ikke har noget med kulturpolitik at gøre
I hovedstadsområdet har vi en række store museer, der af historiske årsager – men også fordi de løfter meget væsentlige opgaver og rummer helt unikke samlinger – får store statstilskud. En omfordeling til fordel for provinsen og nye initiativer på museumsområdet kan næsten ikke andet end ramme dem hårdt. I finanslovsudspillet er det allerede foruddiskonteret, at dette vil ske, idet der er sat penge af til en pulje, der skal ”sikre, at de ramte museer får længere tid til at implementere tiltag for at øge egenindtægterne og evt. sikre øgede kommunale tilskud.”
De museer, der navnlig er i skudlinjen her, vil formentlig være Louisiana, Arken og Glyptoteket, som i dag modtager de højeste statstilskud. Det er trist, hvis disse fine museer skal svækkes alvorligt, primært for at tilgodese en regionalpolitisk dagsorden, som dybest set ikke har noget med kulturpolitik at gøre.
Fattige og elendige er vi
Blandt de mange populære Winston Churchill-citater finder vi det, hvor han angiveligt efter udbruddet af 2. verdenskrig skulle have kommenteret den britiske finansministers forslag om at skære i kulturbudgetterne for at finansiere krigsindsatsen med ordene: ”Hvad er det så, vi kæmper for?”
”Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op med at være Stat.”
Det hører dog vist til de mange “falske” Churchill-citater, selvom det slet ikke er usandsynligt, at han faktisk mente netop det. Det står til gengæld helt til troende, at den senere kong Christian VIII, der som tronfølger var præces for Kunstakademiet, i 1814 – efter englandskrigene, statsbankerotten og tabet af Norge – kommenterede finansministerens forslag om at skære i akademiets bevillinger med ordene: ”Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op med at være Stat.”
Der er altid kamp om pengene, og politik handler dybest set om prioritering.
Kulturen er sårbar, fordi dens nytteværdi er vanskelig at dokumentere og sætte ind i regneark. Heldigvis har vi tidligere haft fremsynede konger og politikere, der forstod kulturens betydning og sikrede, at vi fik et stærkt fælles kulturelt fundament at stå på.
Forhåbentlig vil deres åndelige arv også kunne inspirere fremtidens beslutningstagere i de svære debatter om, hvad vi i fællesskab bør prioritere. Så fattige og elendige er vi nu heller ikke…
Topillustration: Wikimedia Commoms
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
