PORTRÆTINTERVIEW//POV-BUSINESS – 88-årige Paul Lauritzen startede i frisørlære som 15-årig, og han er stadig aktiv frisør i sin salon i Helsinge. Hans mor var tysker, og under krigen blev han som niårig “indsæber” hos en barber i Haderslev. Året efter blev han sendt på børnehjem på Fyn. ”Jeg har været snydeheldig med alt og haft et vidunderligt liv,” siger han. POVs Poul Arnedal er blevet klippet af Danmarks formentlig ældste herrefrisør, der gerne fortsætter, til han er 100 år.
Jeg er gået forbi frisørsalonen i Østergade 9 utallige gange. Men selv om jeg var nok så langhåret, har butiksfacaden aldrig kunnet lokke mig indenfor. De hvide gardiner dækker hele indgangsdøren og den nederste del af butiksruden, så man ikke kan se ind i forretningen. Det røde skilt med de slyngede hvide bogstaver, som fortæller, at her ligger en Herre Frisør, og det har der gjort Siden 1902 …
Ja, undskyld, men det har virket noget altmodisch på mig. Og hvordan ville jeg mon se ud, når jeg kom ud derfra? Så jeg er altid hastet videre ned ad den i forvejen ikke særlig prangende hovedgade – og gågade – i Helsinge for at finde en af byens andre 20 frisørsaloner.
”Du er altså ikke hjemme i laden”
Men så tog jeg alligevel chancen forleden dag.
Efter i det meste af corona-nedlukningen at have overladt afkortningen af mine hovedhår til min hustru, lod jeg mig lokke af et lille og noget bedaget skilt foran gardinet i vinduet, hvor der stod Kom bare ind … Ingen tidsbestilling – Her klippes også med saks. Jeg dristede mig op ad trappen og ind bag det hvide gardin, hvor der sad en ældre mand foran spejlet i frisørstolen i en nærmest meditativ tilstand med halvt lukkede øjne. Han rejste sig straks op, da jeg kom ind og spurgte, om jeg kunne blive klippet.
”Ja, det er det, vi gør her!” sagde han og anviste mig en plads i den stol, hvor han lige havde mediteret.
Det gik ikke stærkt, men det blev gjort omhyggeligt og uden rysten på hånden
Jeg skulle dog først lige have min jakke af og hængte den over ryggen på en af de stole, som stod op mod væggen til eventuelt ventende kunder.
Frisøren kiggede en smule bebrejdende på mig og sagde: ”Du er altså ikke hjemme i laden,” og slog ud med hånden mod stang med bøjler, som jeg havde overset.
Efter at have forklaret ham, hvordan jeg gerne ville have klippet mit hår, gik han i gang med maskine og saks. Det gik ikke stærkt, men det blev gjort omhyggeligt og uden rysten på hånden.
Efter lidt stilhed i salonen og små korte indledende bemærkninger måtte jeg spørge ham, hvor længe han havde haft forretningen, og hvor gammel han var.
”Jeg har ligget her i 57 år,” fortalte han og tilføjede, at han var 88 år. Og formentlig landets ældste aktive frisør.
Der var en dreng længere nede ad gaden, som jeg pludselig ikke længere måtte lege med, fordi jeg var tysker
Men hvorfor var han stadig aktiv herrefrisør i stedet for at nyde sin alderdom?
”Der er mange på min alder, der siger, at de keder sig hele dagen. Og når de så skal se fjernsyn om aftenen kommer folk og forstyrrer dem, for nu har familien fri fra arbejde. Men jeg møder mennesker hele dagen, og så har jeg fred til at se fjernsyn om aftenen,” siger han med et skælmsk glimt i øjet..
”Og så har jeg snart 80-års jubilæum i branchen,” fortsætter han uopfordret.
På børnehjem som 10-årig efter morens død
Han hedder Paul Lauritzen og er født den 14. juni 1933 i Haderslev. Hans mor var tysk og navnet stammer fra hans tyske forfædre. Og allerede som 9-årig fik han job som ’indsæber’ i en lokal frisørforretning, hvor han sæbede de kunder ind, som skulle barberes. Det var i 1942 under den tyske besættelse.
Og på spørgsmålet om det ikke var et problem at være en del af det tyske mindretal i Haderslev under besættelsen, siger han, at det ikke var noget, han mærkede, og han følte sig ikke som noget “mindretal”. Efter et øjebliks betænkningstid tilføjer han dog: ”Jo, der var en dreng længere nede ad gaden, som jeg pludselig ikke længere måtte lege med for hans forældre, fordi jeg var tysker. Men vi fandt alligevel ud af at mødes, og efterhånden accepterede hans familie mig.”
Som 10-årig døde hans mor, hvorefter Paul kom på børnehjemmet Toftegård på Fyn. Nu går der jo en masse historier om, hvordan der var på børnehjemmene dengang, og jeg fortæller ham, at jeg selv bor lige ved siden af det tidligere skolehjem Godhavn.
”Jamen, jeg var glad for at være på Toftegård. Selvfølgelig fik vi nogle øretæver ind imellem, men jeg har ikke noget at beklage mig over. Det var et godt sted at være,” konstaterer han og nikker.
Mine børn siger, at jeg har været streng, men det skyldes nok, at jeg var garder
Allerede som 15-årig kom han i lære som frisør i Odense. Som voksen frisørsvend forsøgte han sig for en tid også i Jylland, men det var hans soldatertid i Livgarden, der førte ham til Nordsjælland, hvor Sandholmlejren ved Allerød var kaserne for Den Kongelige Livgarde.
Og tiden som garder har tilsyneladende haft stor betydning for ham, udover det førte ham til det område, hvor han stadig har sin frisørsalon. For som han fortæller: ”Mine børn siger, at jeg har været streng, men det skyldes nok, at jeg var garder.”
Vi ville have kunnet fejre diamantbryllup til næste år, men min kone døde tidligere i år
I Hillerød mødte han sin kone, som også var frisør, og i 1964 overtog de forretningen af den tidligere indehaver, Viggo Larsen, hvis bedstefar havde grundlagt frisørvirksomheden i 1902.
Bygningen bestod af to forretninger og lejligheden ovenpå. Konen slog sig ned som damefrisør i den ene forretning og Paul Lauritzen som herrefrisør i den anden. Viggo Larsen blev boende i lejligheden ovenpå.
Til sig selv og konen fik Paul Lauritzen som selvbygger gennem årene opført hele tre huse i Helsinge, hvor han i sin fritid opdrættede boxerhunde.
”Og i 50 år cyklede jeg hver dag efter arbejde og uanset vejret lange ture med hundene, som løb ved siden af,” siger han.
Da Viggo Larsen døde, købte Paul Lauritzen og hans kone huset, og da han blev for gammel til at opdrætte og cykle rundt med boxerhundene, flyttede parret selv ind i lejligheden på første sal.
”Jeg har haft alt, hvad jeg kunne ønske mig”
”Vi ville have kunnet fejre diamantbryllup til næste år, men min kone døde tidligere i år efter at have boet på det lokale plejehjem,” fortælle frisøren.
Om det er hans afdøde hustru, han sidder og mediterer over foran spejlet i frisørsalonen, melder historien ikke noget om.
Men han skynder sig at understrege: ”Jeg har været snydeheldig med alt og haft et vidunderligt liv. Jeg har haft alt, hvad jeg kunne ønske mig.”
Hans to børn arbejder henholdsvis som sygeplejerske og portør i sygehusvæsnet og besøger ham selvfølgelig. Men de forstyrrer ham ikke alt for ofte, når han skal slappe af og se fjernsyn om aftenen.
Hvis helbredet altså holder så længe, tilføjer han med sit skælmske smil
Efter at have fuldendt klipningen, reder han lidt vat fra den smukke gamle forkromede vatbeholder ind i sin kam, inden han fører den gennem mig nyklippede hår for at fjerne alle hårrester, inden han med sit nakkespejl viser mig, hvordan jeg er blevet klippet i nakken.
”Det er smukt,” siger jeg.
”Er det lige så godt, som når din kone har klippet dig?” spørger han.
”Det er meget bedre,” svarer jeg ærligt og betaler 230 kr. i kontanter, inden jeg tager min jakke på bøjlestangen og forlader frisøren. På falderebet meddeler han, at han gerne vil fortsætte, indtil han bliver hundrede. ”Hvis helbredet altså holder så længe,” tilføjer han med sit skælmske smil.
Herre Frisør Paul Lauritzen
Østergade 9, 3200 Helsinge
Åbent tirsdag til fredag fra kl. 9.00
Lukket lørdag og mandag
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
