
OL starter 5. august. Brasilianerne arbejder på højtryk for at alt bliver klar til den enorme begivenhed. Men uanset om Rio de Janeiro bliver klar eller ej, skal POV Internationals læsere i hvert fald være klædt på til OL Dette er en personlig beretning om A Cidade Maravilhosa, Den vidunderlige By, og falder i tre dele. Første del, som du er godt i gang med at læse, handler om fodbold og skribentens første clássico. Anden del om strandene, mens tredje og sidste del handler om den solbeskinnede bys skyggeside, den tårnhøje kriminalitetsrate.
Rio de Janeiro er velsagtens verdens smukkest beliggende storby. Om øjet hviler på de brede sandstrande ved Atlanterhavet, de mange klipper med karakteristiske former, bjergsider beklædt med tropisk jungle eller Guanabara-bugtens indbydende stille vand, så er skønheden så betagende, at det ikke lader sig gøre at yde byen retfærdighed og samtidig efterleve den gode journalistiske dyd, der tilsiger, at man sparer på tillægsordene.
Rio de Janeiro er velsagtens verdens smukkest beliggende storby
Derudover er A Cidade Maravilhosa ikke alene velsignet af landskabet, klimaet er også særdeles venligt. I sommermånederne kan varmen blive lige en tand for meget, men ellers er temperaturer, der svinger mellem 18 og 35 grader noget, som de fleste synes om, særligt hvis man har råd til aircondition, hvor man sover.
Livet som carioca
Indbyggerne i byen kaldes cariocas. En rigtig carioca forstår at leve livet. Man definerer ofte sig selv i modsætning til de ”kedelige” paulistas, indbyggerne i Brasiliens største by São Paulo, der bruger al deres tid på arbejde og bor i en by uden strande.
I realiteten går størstedelen af Rios befolkning også på arbejde hver dag, og tjener en løn, der kun lejlighedsvis tillader dem at slappe af og nyde byens mange fristelser. Men fortællingen om den sangvinske livsførelse klæber til Rio. Med til at være carioca hører også, at man hænger en del af sin identitet op på at holde med et af byens fodboldhold.
Små klubber som Madureira, Bangu og Bonsucesso har ganske vist flere tilhængere end en gennemsnitlig dansk superligaklub, men det er intet at regne mod de fire største klubber i byen: Botafogo, Flamengo, Fluminense og Vasco da Gama.
Hvert år mødes de i kampen om Rios statsmesterskab, hvor også en række hold fra de omkringliggende byer i Rio de Janeiro-staten deltager. Derudover plejer de fire store klubber også at spille med i den bedste række i det nationale mesterskab, hvor de også mødes indbyrdes. Der er derfor meget ofte clássico, som det kaldes, når to af de fire store tørner sammen, på programmet.
Indbyggerne Rio kaldes cariocas. En rigtig carioca forstår at leve livet. Man definerer ofte sig selv i modsætning til de ”kedelige” paulistas, indbyggerne i Brasiliens største by São Paulo, der bruger al deres tid på arbejde og bor i en by uden strande.
Flamengo og Botafogo er også navnet på to bydele, og første gang jeg kom til byen var det derfor i forventning om, at disse to klubber havde en tilknytning til disse kvarterer, og at indbyggerne i Flamengo ville være tilhængere af klubben med samme navn. Der tog jeg godt nok fejl.
De to klubber har deres navne, fordi de rent organisatorisk blev startet som fodboldafdelinger i allerede eksisterende roklubber. De to kvarterer ligger begge ned til Guanabara-bugten og sport på vand var meget stort i Brasilien inden fodbold kom til landet.
Det er ikke geografi, men kultur og identitet, der er afgørende for en carioca, når han eller hun lader hjertet bestemme, hvilken trøje der skal trækkes over hovedet.
Hvad tilhørsforholdet betyder
Flamenguistas er langt den største gruppe. For dem betyder fan-identiteten mere end den gør for de andre. Flamengo er også klubben, som internationalt er mest kendt og har de største meritter. Langt de fleste af mine venner fra Rio er mere eller mindre passionerede flamenguistas. Jeg har også en ven, der mig bekendt aldrig har boet i Rio, men alligevel har formået at give passionen videre til sine børn. Flamengo er altså den populære, altfavnende klub, den er populærkultur og klubben som alle realitystjerner holder med. De andre klubbers tilhængere vil mene, at flaminguistas er dem, som følger med strømmen og ikke selv tager stilling.

Hvis man er vascaino er man altid i skudlinjen. Ingen fangruppe bliver drillet så meget af de andre som Vasco da Gamas. Den evige toer bliver de kaldt, selvom de også har vundet titler gennem tiden. Man siger, at hvis man lavede en undersøgelse af, hvilken klub i Brasilien, der har vundet flest vice-titler, så ville Vasco med garanti blive nummer to. Selv siger de tapre vascainos, at Vasco da Gama ikke blot er en lidenskab, men en ideologi. Om at holde fast i retfærdigheden gennem alle Brasiliens mange kampe med social uretfærdighed, racisme og ulighed. At blive nummer to uden at skamme sig og altid kæmpe videre.
Botafogo har fostret nogle af de bedste spillere i Brasiliens historie. Den hjulbenede dribler, Garrincha, er den mest berømte. Er man ægte botofoguense, vil man endda hævde, at han var bedre end selveste Pelé. Og man vil hævde, at man er den rigtige arbejderklub. Flamengos enorme popularitet har naturligvis også tiltrukket arbejderklassen, men den ægte proletar, der er bevidst om sin position, kan med sit tilhørsforhold til Botafogo lægge en god portion autencitet til den identitet. I nyere tid er de blandt de andre fans blevet drillet med at være en flok tudeprinsesser, fordi klubbens præsident, efter endnu et uheldigt nederlag i lang række af sådanne, samlede spillere og trænere og for rullende kameraer holdt en tale om, hvor hårdt og uretfærdigt livet var, mens tårerne løb ned af hans kinder.
Botafogo har fostret nogle af de bedste spillere i Brasiliens historie. Den hjulbenede dribler, Garrincha, er den mest berømte. Er man ægte botofoguense, vil man endda hævde, at han var bedre end selveste Pelé. Og man vil hævde, at man er den rigtige arbejderklub.
Den velbjergede middelklasse og den del af kultureliten, som ikke er faldet for fristelsen til at lefle for de mange flamenguistas, holder med Fluminense. Det er klubben for dem, som elsker, at fortælle lange historier fulde af fremmedord, som forklarer klubbens mytiske status i brasiliansk fodbold. Det er uden tvivl klubben, som Jørgen Leth ville holde med, hvis han var født i Rio. Spillets æstetik bliver besunget, mens man på aristokratisk vis bærer sin fodboldpassion, som var det antikkens kunst man var forgabt i.
Den største rivalisering af alle
Alle fire klubbers tilhængere elsker at hade hinanden, men ingen uforsonlighed stikker så dybt, som den mellem Flamengo og Fluminense. Vi skal helt tilbage til 1912 for at finde roden til denne dybe rivalisering. Hele Fluminenses førstehold forlod klubben på grund af en uoverensstemmelse med ledelsen, og de 11 spillere henvendte sig til roklubben Flamengo for at høre, om de ikke var interesserede i at starte en fodboldafdeling.
Den 7. juli samme år mødtes Fluminense og Flamengo således for første gang. Kampen mellem de spillere, der kort tid forinden havde været de 11 foretrukne på Fluminenses hold og på den anden side reserverne, der nu var forfremmet til førsteholdsspillere, blev en hård og ubarmhjertig fight. Fluminense trak sig sensationelt ud af opgøret med en sejr på 3-2. Utallige clássicos sidenhen har budt på stort drama, og hvis man kun skal se en clássico i Rio, skal man vælge Fla-Flu.
Fodbold i parken
Da jeg ankom til byen i midt 90’erne var det med en forestilling om, at jeg nok holdt med Flamengo. Ved VM i 1982 tabte jeg mit fodboldhjerte til det brasilianske landshold, og især var jeg betaget af Zico, som uden tvivl var sin generations største brasilianske stjerne. Zico var 10’er på Flamengos hold og vandt i den rolle verdensmesterskabet for klubhold.
Sammen med en ven fra Danmark boede jeg på et billigt kakerlakvenligt hotel i bydelen Flamengo. Det var her, at jeg opdagede at man så ligeså mange trøjer fra de andre klubber på gaden, og at fodboldklubben Flamengo faktisk har til huse langt derfra.
Alle fire klubbers tilhængere elsker at hade hinanden, men ingen uforsonlighed stikker så dybt, som den mellem Flamengo og Fluminense.
Mange dage tog vi ned i Parque do Flamengo. En offentlig park med en lille bane med grusunderlag, hvor der blev spillet femmandsfodbold. Reglerne var, at alle kunne være med. Man dukkede op, dannede et femmandshold sammen med nogle andre og ventede på tur. Kampene blev spillet til to. Det hold, som først scorede mål nr. to, havde vundet og blev på banen. Og et nyt hold udfordrere kom ind.
Vi fik rigtig mange timer til at gå med at spille fodbold i Parque do Flamengo, og opdagede, hvor demokratisk en atmosfære, der var omkring spillet. Høj og lav, kvinder og mænd, alle kunne være med. Vi fik blandt andre spillet på hold med en boliviansk hash-sælger, en dyrepasser og en pilot. Eneste adgangskrav var, at man havde lyst til at spille fodbold.

Hvor enorm rummeligheden var, fik vi syn for en dag, da en meget feminin ung mand kom anstigende i fuldt Flamengo-udstyr. Han havde også enormt dyre fodboldstøvler og en masse ringe og halskæder. En del af de andre kendte ham, og kunne fortælle os, at han tjente sine penge ved at sælge sig selv til ældre mænd. Tilsyneladende med en vis succes, for den samlede pris for hans udstyr og smykker vil jeg skyde på lå på mellem en halv og en hel årsløn for en, der dengang tjente mindsteløn.
Han valgte at være målmand og var så langt fra den bedste, som jeg har set af slagsen. Men ingen betvivlede hans ret til at være med og alle behandlede ham med stor værdighed. Jeg lærte meget om cariocaernes måde at anskue livet på ved at spille fodbold i parken.
Min første clássico
Et par måneder senere var jeg tilbage i Rio, denne gang for at besøge en ven, som var og stadig er besat af Flamengo. Og da det faldt sammen med et Fla-Flu opgør i kampen om Rios statsmesterskab, skulle jeg selvfølgelig opleve min første clássico. Og så endda på det legendariske stadion, Maracanã. Det stadion, hvor op mod 200.000 mennesker blev helt tavse, da Uruguay bragte sig foran i VM.-finalen 1950 og tildelte Brasilien en flænge i den nationale stolthed, som kun næsten var helet, da Tyskland ved slutrunden for to år siden rev den op igen.
Vi var vel i alt otte personer, der i samlet flok tog offentlig transport til Maracanã for at se kampen fra et afsnit på stadion forbeholdt de entusiastiske men stadig civiliserede flamenguistas. De mindre, til slet ikke civiliserede fans, stod længere nede mod plænen, og dem skulle jeg komme til at stifte nærmere bekendtskab med senere.

Flamengo var dengang inde i en væsentlig bedre periode end Fluminense. Romário, som de fleste danskere vil huske, var vendt hjem fra Europa, havde trukket den sort- og rødstribede trøje over hovedet og scorede også i Flamengo mål på samlebånd. Fluminense derimod rykkede to år i træk ud af det nationale mesterskabs bedste række. Første gang valgte fodboldforbundet at komme dem til undsætning ved at ændre turneringsstrukturen, så de kunne blive oppe, men anden gang var der ingen vej udenom. Fluminense måtte en tur ned i 2. division.
Men denne kamp var ikke i den nationale turnering, men en kamp på vej mod Rios statsmesterskab. Og selvom Flamengo på papiret var favoritter, er det meget sjældent, at en clássico bliver vundet nemt. Disse kampe plejer at være tætte og intense. Fluminense havde ingen Romário på holdet, men de havde Renato Gaúcho. Hans navn var aldrig et, der gav genlyd i Europa, men i Brasilien var han et kæmpe navn, næsten på højde med Romário. En meget målfarlig angriber, der også udenfor grønsværen gjorde sig bemærket, med sin narcissistiske attitude og sine konservative og sexistiske udtalelser.
Et par år inden havde han afgjort finalen i Rio-mesterskabet med et legendarisk mål scoret med maven. Netop mod Flamengo. Nede fra den anden ende af stadion kunne man indimellem høre Fluminenses fans råbe ”quem tem Renato não precisa do Romário”, på dansk ”dem som har Renato, har ikke brug for Romário”.
Her ses Renato Gaúchos legendariske mål, scoret med maven:
De blev dog overdøvet af Flamengos fans, der var flere og vildere. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg stod iblandt dem. ”Renato cuzão, segunda divisão!”, som bedst kan oversættes til ”Renato, dit røvhul. 2. Division!”, var det mest benyttede tilråb nede fra vores ende.
Jeg var stadig i færd med at tilegne mig det portugisiske sprog og en tur på stadion var i det hele taget en god lektion i de gloser, som meget sjældent høres ved middagsbordet. Der var også sange og tilråb, der i høj grad kredsede om, hvordan dommerens mor tjente til dagen og vejen.
Kampen endte 1-1 og Romário scorede for Flamengo. Jeg husker ikke, hvem der scorede Fluminenses mål. Stemningen under kampen var noget mere intens, end hvad jeg var vant til, når jeg havde været i Parken eller på Brøndby Stadion. Men den mest ekstreme oplevelse ventede mig på vej ud af stadion.
En farlig vej ud
Vi var som nævnt omkring otte personer, der fulgtes til kampen. På vej ud gik jeg og talte om kampen med en af de andre. Vi gik igennem nogle lange betonkorridorer, der løb under tribunerne for at komme ud. Bedst som vi gik og snakkede hørte vi en masse larm. Folk der råbte, og omkring os begyndte folk at blive urolige.
Larmen kom nærmere, lød mere og mere som et kampråb, og panikken begyndte at brede sig omkring os. Min følgesvend fortalte, at det var Jovem, der var på vej ud af stadion, og at jeg skulle gøre mig klar til at slås. ”Torcida Jovem” var en organiseret fangruppe, hvis navn på dansk ville være ”De unge fans”. Han forklarede mig, at de ofte benyttede sig af denne metode, når de skulle ud af stadion. De dannede en stor, massiv gruppe og så løb de mens de råbte. Hvis man stod i vejen for dem, blev man slået ned og trampet på. De var nu så tæt på, at man næsten kunne høre, hvad de råbte.
Det kan godt være, at jeg var sekunder fra at få tæsk, men man skal huske sine prioriteter og jeg var meget dedikeret i forhold til at få lært portugisisk. Nu kunne jeg efter at have fået grammatikken forklaret også tydeligt høre, hvad de råbte.
Dem, jeg fulgtes med, stillede sig ud til siden af korridoren med paraderne oppe klar til at møde bøllerne. Nu kunne man også høre, hvad der blev råbt. Det var ganske rigtigt et kampråb, som blev gentaget. Der stod jeg parat til konfrontation, og lyttede rigtig godt efter, hvad der blev råbt. Mit portugisiske var ikke så veludviklet, at jeg helt selv kunne dechifrere kampråbet, så mens vi stod i kampposition, fik jeg af min følgesvend en minilektion i den specielle grammatiske konstruktion på portugisisk, der hedder futurum konjunktiv.
Det kan godt være, at jeg var sekunder fra at få tæsk, men man skal huske sine prioriteter og jeg var meget dedikeret i forhold til at få lært portugisisk. Nu kunne jeg efter at have fået grammatikken forklaret også tydeligt høre, hvad de råbte. ”Quem for da Jovem pode se juntar, quem não for vamos quebrar!”, blev der råbt. Det betyder omtrent ”Dem som er med Jovem kan tilslutte sig, dem som ikke er med, smadrer vi!”
Og det gjorde de. Mit bud er at de var mellem 200 og 300, der som et cykelfelt susede forbi. Og stod man bare lidt i vejen, var man i overhængende fare for at blive slået til lirekassemand. De var hurtigt væk og ingen havde fundet anledning til at slå ud efter mig. Rundt omkring os var der nogle stykker, der havde fået et par øretæver, men ingen så ud til at være kommet alvorligt til skade. Af dem, jeg fulgtes med, havde ingen lidt nogen overlast, så vi gik stille og roligt videre mod udgangen.
Sympatien skifter
Da vi kom ud spurgte jeg til den oplevelse, som jeg lige havde fået sat ind på mindekontoen. Jeg fik forklaret, at sådan gjorde Jovem tit, når de ville hurtigt ud fra stadion. Det var lidt svært for mig at forstå, at de i den grad var voldelige overfor folk, som holdt med samme klub som dem. Jeg spurgte derfor, om det var almindeligt, om den slags også foregik nede i den anden ende, om intern vold i fangrupperne forekom altid.
Det blev der grinet lidt af og tålmodigt fortalte de mig, at Fluminenses fans slet ikke var sådan. De havde sikkert travlt med at diskutere, hvilket skuespil af dramatikeren og den erklærede Fluminensefan, Nelson Rodrigues, som kampens dramaturgi mindede om. Jeg nikkede indforstået og prøvede at sende et blik, der signalerede ”sikke nogle tøsedrenge, så går de jo glip af sjove oplevelser, som dem vi lige har haft.”. Jeg sagde ingenting, men har holdt med Fluminense lige siden.
Vi tog hjem til min ven, der boede i den mondæne bydel Leblon. Vi gik en tur langs stranden i Leblon næsten hele vejen til Ipanema. Jeg havde nu en del af min carioca-identitet på plads. Jeg var fluminense. Næste skridt var at finde ud af, hvilken strand jeg foretrak. At gå på stranden i Rio er nemlig ikke bare at gå på stranden. Hvilken strand man vælger, og den måde hvorpå man indtager stranden, er nemlig også med til at fortælle, hvem man er. Det handler næste del af min Rio-beretning om.
Topfoto: Finalen i Riomesterskabet 2008 mellem Flamengo og Botafogo. Pedro Lopez via Flickr
På POV skriver vi frivilligt, men vi bliver glade for bidrag. Har du lyst til at bidrage til mine fortsatte skriverier, kan du betale på Mobilepay +21 22 23 29
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her