mm

Susanne Sayers

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Susanne Sayers
på Mobile Pay: 40 99 49 36

Mediernes ulyst til selvkritik

MEDIEKRITIK –  Susanne Stauns bog om ‘Mediernes Møgkællinger’ fik et par gode anmeldelser med på vejen – derefter blev der stille. Men bogen retter en alvorlig kritik mod medierne, som vi bør forholde os til, skriver Susanne Sayers, der undrer sig over tavsheden og efterlyser en egentlig branchediskussion.

Da jeg og en række andre journalister i 2017 indstillede Susanne Staun til Cavlingprisen for bogen ‘Mediernes Møgkællinger’, havde jeg på forhånd ikke de store forhåbninger til, at den ville have en chance.

Cavlingprisen er mediernes mulighed for at hylde sig selv – Mediernes Møgkællinger er alt andet end en hyldest, den er en skarp kritik, og den slags bryder vi os generelt ikke særlig meget om. Men jeg havde håbet, at den til gengæld havde fået sat gang i nogle debatter rundt om på redaktionerne.

Det ser jeg desværre ikke tegn på, også derfor opråbet her.

Bogen er blevet til på baggrund af Susanne Stauns oprigtige forundring og dernæst indignation, da hun for nogle år siden begyndte at undersøge, hvorfor nogle kvinder vælger at flygte med deres børn.

Er det onde kvinder, som for at hævne sig på mændene på grusom vis frarøver dem retten til at se deres egne børn? Eller er det kvinderne, der som sidste desperate udvej for at komme væk fra en voldelig eller misbrugende mand vælger at gå under jorden?

Hun viser eksempler på ukritisk omgang med kilder i et omfang, hvor jeg som underviser og eksaminator på journalistuddannelsen i Aarhus ville have dumpet studerende, som udviste så ringe kildekritik

I medierne er det især første udgave, som har været mest fremtrædende, men er det rimeligt? Har vi undersøgt det tilstrækkeligt, har vi været omhyggelige med at tjekke kildernes oplysninger og motiv, har vi i det hele taget levet op til de journalistiske retningslinjer? Nej, siger Susanne Staun.

Hun har på sin blog det ene rasende indlæg efter det andet, hvor hun piller påstande og bekvemme myter og tvivlsomme rapporter og mediehistorier fra hinanden. Stilen er uforsonlig og aldeles blottet for diplomatisk sirup, som kunne få ordene til at glide lettere ned, men som journalist må jeg indrømme, at jeg krymper tæer, når jeg ser, hvad vi i medierne ukritisk bringer videre.

Det er samme drivkraft, som bærer Mediernes Møgkællinger, og selv om den er et chokerende indblik i, hvor ødelæggende forældreansvarsloven er for nogle børn, er bogens mediekritik en ikke mindre alvorlig anklage.

Vi passer ikke vores job, siger Susanne Staun, og sætter sig så for at dokumentere det.

Flere fordragelige skilsmisser
Først lidt fakta: Langt de fleste danske børn bliver født ind i en kernefamilie, men når de når 15 års-alderen, vil hver tredje af dem have oplevet, at forældrene er gået fra hinanden.

Skilsmisser og brudte parforhold er altså såre almindeligt. Heldigvis viser danske undersøgelser, at langt de fleste skilsmisseforældre samarbejder godt om deres børn, hvad enten de har 7/7-ordninger, eller den ene forælder har barnet hovedparten af tiden, og deleordninger er med tiden blevet mere almindelige.

FN og EU har kritiseret den danske forældreansvarslov skarpt, fordi den ikke beskytter børnene. Deres ret til begge forældre risikerer at blive til en pligt for begge forældre, også i tilfælde hvor den ene forælder dokumenterbart er voldelig eller psykisk ude af stand til at tage sig kompetent af barnet

Men i en mindre del af sagerne, cirka 10-13 procent, udvikler forholdet sig til en såkaldt højkonfliktskilsmisse eller ‘komplekse sager’, som Børns Vilkår vælger at kalde dem. Og intet tyder på, at forældreansvarsloven har formået at nedbringe antallet af højkonfliktsager, hvor børnene ender som kastebolde i et system mellem sagsbehandlere, myndigheder, forældre og til tider også andre landes love og retssystemer. Faktisk kan over 30 forskellige instanser blive involveret, og sagerne trækker ud i årevis, mens børnene bliver traumatiserede.

FN og EU har kritiseret den danske forældreansvarslov skarpt, fordi den ikke beskytter børnene. Deres ret til begge forældre risikerer at blive til en pligt for begge forældre, også i tilfælde hvor den ene forælder dokumenterbart er voldelig eller psykisk ude af stand til at tage sig kompetent af barnet.

Når den anden forælder så forsøger at beskytte barnet eller udtrykker bekymring for dets trivsel, optrappes konfliktniveauet, og det kan ende med, at den ene forælder går under jorden for at beskytte sig selv og sit barn.

Fra bogens forside.

Farvel til nuancerne
Det er stof med masser af dybt personlige interesser, og går man ind i de konkrete sager, går man, med briternes ord, ind på et felt ‘where angels fear to tread’. Det kan være svært at skelne påstand fra fakta og personligt nid fra oprigtig frygt. Der er sjældent én side af sagen, men det er grundigt dokumenteret, at danske myndigheder i nogle tilfælde tvinger børn til at være sammen med forældre, som de er bange for, og som skader deres trivsel alvorligt.

Vil man læse eksempler, kan man – foruden Susanne Stauns bog – læse rapporten fra Børns Vilkår: “Børn i komplekse skilsmisser”, der både er en kvalitativ undersøgelse af børns oplevelse af komplekse skilsmisser samt en minirapport med politiske anbefalinger.

Som sagt, det er komplekse sager. Men en stor del af kompleksiteten forsvinder, når medierne tager fat. Så ender vi ofte med en langt mere enkel problemstilling: “Mødre er onde kvinder, der fremsætter falske anklager og bruger tarvelige tricks med det formål at monopolisere deres børn, og efterlader en hale af grædende fædre i deres kølvand,” som Susanne Staun skriver.

Hvorefter hun viser eksempler på ukritisk omgang med kilder i et omfang, hvor jeg som underviser og eksaminator på journalistuddannelsen i Aarhus ville have dumpet studerende, som udviste så ringe kildekritik.

Er det ganske enkelt sådan, at vi bedst kan lide historier, som vender det hele på hovedet? Som bekendt er det ikke en historie, at en hund bider en mand. Men en mand der bider en hund rummer et overraskelsesmoment. Den gode mor har vi hørt om til bevidstløshed. Det samme gælder historier om voldelige mænd. Nu vender vi så det hele på hovedet

Sagen er ikke, at alle kvinder er engle, og alle mænd er onde i konfliktfyldte samværssager. Sagen er, at vi i medierne i en række konkrete sager har glemt basale, journalistiske regler. ‘Foreningen Far’ er eksempelvis en lobbyvirksomhed, der skal behandles med samme form for kildekritik som alle andre.

Jeg har spekuleret på, hvorfor ‘den frygtelige kvinde’ og ‘den manipulerende mor’ er så gode historier i pressen for tiden. Er det, fordi vi har fået en generation journalister, som selv står midt i en skilsmisse og bruger deres platform til at få luft for deres frustrationer?

Er det mangel på tid til ordentlig research, manglende forståelse for stoffets kompleksitet, almindelig magelighedsglemsel af journalistisk børnelærdom?

Eller er det ganske enkelt sådan, at vi bedst kan lide historier, som vender det hele på hovedet? Som bekendt er det ikke en historie, at en hund bider en mand. Men en mand der bider en hund rummer et overraskelsesmoment. Den gode mor har vi hørt om til bevidstløshed. Det samme gælder historier om voldelige mænd. Nu vender vi så det hele på hovedet, for kvinder slår også, og mødre kan også være dem, der svigter.

Og ja, det kan de. Men vi skal denondelynemig stadig dokumentere, at det er sådan, det forholder sig, hvis vi skriver det.

Hvor er selvransagelsen?
Som sagt havde jeg håbet, at bogen og dens kritik af medierne havde givet anledning til lidt større selvransagelse. Det kan selvfølgelig også være, at det har været tilfældet rundt omkring – jeg hører ikke alt. Men jeg har ikke set noget hos vores fagblad eller på de steder, hvor vi diskuterer journalistik i det hele taget.

Det ser jeg som et skidt tegn. Hvis vi i lange forløb svigter på ét område, har vi så styr på andre? Og er vi villige til at lære af vores fejl? Hvorfor vælger vi gang på gang de sensationelle personhistorier og ignorerer de større systemhistorier – EU’s og FN’s kritik af forældreansvarsloven gav f.eks. ikke meget omtale.

Åbne spørgsmål, objektive undersøgelser, nul følelser. Ja tak til den faktuelle verden. Nej tak til dem, der vader ind på gerningsstedet, ser sig om og råber: “Nå! Det var nok kællingen, der gjorde det

Det kan godt være, at sådan en debat ville munde ud i, at kritikken i noget omfang er uretfærdig, at vi som journalister er bedre, end vi fremstilles i Mediernes Møgkællinger. Jeg synes jo, at jeg dagligt ser eksempler på fremragende og tankevækkende, nuanceret journalistik, men lad os tage debatten, når vi nu i hvert fald på nogle felter ikke udviser tilstrækkelig omhu.

Jeg deler Susanne Stauns efterlysning af en journaliststand, som er i stand til at varetage sit job med åbenhed og kritisk sans. Eller som hun selv skrev, da hun fik overdraget Mathildeprisen i 2016.

“Vi mangler en offentlighed – og en journaliststand i særdeleshed – der går til verden i et ærligt ment forsøg på at begribe den, som den er – som når politiet går ind på et gerningssted og spørger: “Hvad er der sket her?”. Og derefter går i gang med at indsamle beviser og sende dem videre til analyserende eksperter”.

Åbne spørgsmål, objektive undersøgelser, nul følelser. Ja tak til den faktuelle verden. Nej tak til dem, der vader ind på gerningsstedet, ser sig om og råber: “Nå! Det var nok kællingen, der gjorde det”.

Topillustration: CC, HonestReporting.com, flickr

Kategorier