
MUSIK // ANMELDELSE – Efteråret er kammermusikkens tid. De søgende, dramatiske, følsomme klange, hørt i sådan lidt dunkle rum, mens man længes efter det derude, der nu er forsvundet. Jakob Brønnum har hørt tre nye udgivelser med stor, international kammermusik – af Mendelssohn, Brahms og den hidtil næsten ukendte mesterkomponist fra sovjettiden, Dmitri Klebanov.
Der er nogle komponister (og forfattere og billedkunstnere), som jeg har haft et svingdørsforhold til gennem mange år. Indimellem oplever man, at det, de laver, er rigtig fint, og andre gange synes man, at de selvsamme ting er altså for tyndbenede.
For mig har det indenfor f.eks. rockmusikken været Moody Blues og Barclay James Harvest, Frank Jæger i lyrikken, den præ-rafaeliske kunststil og i den klassiske musik nogle komponister fra Mozarts og Beethovens tid omkring år 1800 – navne som Weber, Danzi og Hummel. Og fra anden halvdel af 1800-tallet Niels W. Gade, hvis symfonier jeg for tiden ikke kan stå igennem. Og så Mendelssohn.
Heldigvis er det for tiden kommet så vidt, at jeg ikke alene elsker Mendelssohn, men har det håb ikke mere at skulle skilles fra hans guddommeligt smukke musik. Felix Mendelssohn-Bartholdy er kendt af Gud og hvermand. Han er født i Hamborg og døde i 1847 som 38-årig i Leipzig, hvor han havde en karriere som dirigent og pædagog.
De graver følelsesmæssigt uafklarede, udfordrende, ekstatiske elementer frem af det romantiske menneske fra samtidens kunstneriske miljø
Grunden til, at han er så kendt (uden rigtigt at være det), er, at han er ophavsmand til bryllupsmarchen, som spilles ved nærmest alle bryllupper. Hvorfor er det så, han kan være uhørlig? Hans konservative musiksmag gør, at det indre kaos og den eksperimenterende stil, som var karakteristisk for hans samtidige, mangler – ligesom i øvrigt hos vennen Niels W. Gade. Det er afløst af en tilsyneladende stiv klassicistisk higen efter det sublime, enkle og helt rene udtryk.
Kontakten med det sublime
Indimellem mister man som postmodernistisk sekulariseret romantiker kontakten med det sublime og hører bare toner, der hvirvler rundt i blæsten. For tiden er det lykkedes mig at holde fast i enkeltheden hos Mendelssohn og se, hvordan den rene, næsten altid ganske let melankolske skønhed bølger stort set uhindret og uafbrudt gennem hans omfattende og udtryksmæssigt overraskende ensartede produktion. Så vidt så godt.

Den engelske Doric Quartet, som den opmærksomme læser stiftede bekendtskab med i anmeldelsen af ensemblets Mozart-strygekvartetter, er i gang med en indspilning af Mendelssohns seks strygekvartetter, og den anden af to CD’er er netop udkommet.
Hvor jeg tidligere har lyttet til dem i indspilningen med Cherubini-kvartetten og oplevet en ren, nærmest overjordisk ro i ensemblets lyse, klare tone, går Doric Quartet til dem med en respektfuld respektløshed. De graver følelsesmæssigt uafklarede, udfordrende, ekstatiske elementer frem af det romantiske menneske fra samtidens kunstneriske miljø, alt det, der naturligvis også findes hos Mendelssohn, skønt det netop kan ligge gemt under den strenge kompositionsstil. Det er en overbevisende god præstation.
Det virker som om, Doric Quartet spiller Mendelssohn, som om det var en af hans andre og endnu nærmere venner, Robert Schumann, der bestemt ikke var klassicist men sand romantiker med en musik fuld af kaos på de indre linjer. Den indspilning af Mendelssohns strygekvartetter bliver man ikke færdig med lige med det samme.
De forelskede instrumenter
Et af de instrumenter, der er noget forfordelt, når det gælder solostemmer i kammermusikken, altså musik for de små ensembler såsom strygekvartet, er bratchen – eller violaen, som den også kaldes. Denne lidt større violin giver en helt speciel fylde til et symfoniorkester, men står langt sjældnere frem i værker for få instrumenter og mest sjældent i værker for to instrumenter, hvor det andet er klaveret. Her har violinen en fremtrædende position i den såkaldte violinsonate for violin og klaver.
Violinsonaten har en fast plads på komponisternes repertoire i slipstrømmen efter Mozart og Beethoven, der udviklede genren. Bratchsonaten har slet ikke denne position. De mest opførte i genren er ovenikøbet omarbejdet af komponisten fra klarinetsonater, altså fra kompositioner for klarinet og klaver, skrevet i 1890’erne. Det er Brahms’ to, fuldstændigt vidunderlige bratschsonater, som netop er udkommet i en lys og levende fortolkning af bratchisten Philip Dukes og pianisten Peter Donohue.
Den ukrainsk-jødiske komponist Dmitri Klebanov var noget af et vidunderbarn, men faldt i unåde hos de sovjetiske myndigheder
CD’ens ledsagende essay om musikken bemærker de oprindelige klarinetsonater, ”Efter premieren … skrev Brahms’ ven, musikologen Eusebius Mandyczewski, at det er som om, instrumenterne er forelskede i hinanden. Dette træk kan høres hele vejen igennem … Det er på nogle måder beriget i de versioner, som Brahms lavede kort efter for bratsch og klaver.” Det kan man kun være enig i.
I Dukes og Donohues indspilning står relationen mellem bratsch- og klaverinstrumenter frem i al sin nuancerede pragt, fuld af tilnærmelser og modspil – som en studie i samtale, der afløses af refleksion og derefter genoptages. Musikken er som en samtale med kærtegn, fuld af tilbageholdt åndeløshed og decideret stilhed – og prøvende, hengiven, til tider flydende melankolsk melodiøsitet.
Fra sovjettidens rige musikliv
En af de mest berigende ting ved den klassiske musik er, at der altid er noget, man ikke havde opdaget, noget nyt blandt de lidt ældre, noget der lyder lidt anderledes i forhold til det, man kendte, men som alligevel var i samme afdeling. Lige der sidder Dmitri Klebanov (1907-87). Han er en af den kolossale mængde meget dygtige komponister, som sovjettiden skabte, og som vi langsomt lærer at kende, med Mjaskovskij og Vainberg som de for tiden to mest spillede.
Værker af meget høj kvalitet fra sovjettiden venter stadig i kulissen. Den ukrainsk-jødiske komponist Dmitri Klebanov var noget af et vidunderbarn, men faldt i unåde hos de sovjetiske myndigheder med sin første symfoni fra 1945 og har været hørt meget lidt siden.

Arven fra Klebanov rummer ni symfonier, to koncerter hver for violin og for cello, en del kammermusik, bl.a. forskellige værker for violin og klaver, operaer og balletter, omkring hundrede sange og næsten to dusin filmmusikværker.
I september udkom tre af hans kammermusikværker i en indspilning med det canadiske ARC-ensemble. Det er den 4. og 5. strygekvartet og den 2. klavertrio, for klaver, violin og bratsch. Det er utrolig interessant musik.
Nogle gange lyder det som musik fra den centraleuropæiske tradition, altså Østrig-Tyskland og Tjekkiet, nogle gange lyder det mere sovjetrussisk med den tids typiske, såkaldte formalisme, en lidt bastant kompositionsform, der trækker på moderne melodistof. Det er legende, endda morsomt, underholdende, men alligevel alvorligt, lige på kornet, skarpt. Og så er det aldrig indspillet tidligere.
Doric Quartet: Mendelssohn – String Quartets Vol. 2 (Chandos)
Philip Dukes and Peter Donohue: Brahms – Viola Sonatas (Chandos)
ARC Ensemble: Chamber Works by Dmitri Klebanov (Premiere recordings) (Chandos)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.