Kisser Paludan: Tør du leve livet fuldt ud – tør du elske med hele hjertet?

af

‘Vi falder lidt i søvn. Kører på automatpilot. Nedtoner livets magi med bekymringer om den fortid eller fremtid som vi alligevel ikke ejer. Som om vores bekymringer kunne give os lidt mere kontrol over et liv, der dybest set er uden for vores kontrol.  Vi glemmer at nyde solens stråler, vinden i ansigtet, lyden af børn der leger, duften af nyslået græs, storheden i en givende samtale, kærligheden i vores hjerter’. Kisser Paludan skriver om at nyde livet og turde mærke magien og storheden for alvor.

Sidste weekend var jeg i biffen med min familie og se den anmelderroste debutfilm ”Mens vi lever”. Jeg græd. Ikke bare en enkelt stille tåre, men mere på kanten til det pinlige for min familie.

Det er den type film, der minder os om livets skrøbelighed og om, hvor vigtigt det er, at huske at være taknemmelige for livet og for kærligheden i vores liv. Da jeg kom hjem, skrev jeg med det samme til filmens instruktør, Mehdi Avaz for at aftale et interview med ham til min podcast, Soultalk.

Meget ofte giver de sårbare situationer i livet os ar på sjælen fordi vi tit ikke tillader os at være i det, der er sårbart længe nok, til at vore følelser slipper og forløses. Derfor går de fleste mennesker rundt med gamle rester af uforløste følelser i systemet, der dræner livskraften og glæden.

Det blev til en dejlig snak om at være taknemmelig hver eneste dag, om ikke at falde i søvn i livet, om at gå efter vores drømme og om at trodse janteloven. Jeg har i mange år været optaget af, hvad det er, der gør, at vi tilsyneladende glemmer det her i vores hverdag. At vi tilsyneladende mister livets magi og storhed af syne. At vi i stedet bliver opslugt af hverdagen og ligegyldige bekymringer.

Døden skræmmer os til at leve halve liv

I min sidste bog, MOD til at være dig, gik jeg på opdagelse i, hvad der er sårbart for os mennesker igennem livet. Jeg fandt frem til at der findes to overordnede former for sårbarhed;

Den betingede sårbarhed. Det er den sårbarhed, som vi oplever på så mange forskellige måder gennem livet. Det er den sårbarhed, der udløses ved overgange i livet, kriser, stress, sygdom, dødsfald, skilsmisser og meget mere.

Meget ofte giver de sårbare situationer i livet os ar på sjælen, fordi vi tit ikke tillader os at være i det, der er sårbart længe nok, til at vore følelser slipper og forløses. Derfor går de fleste mennesker rundt med gamle rester af uforløste følelser i systemet, der dræner livskraften og glæden. Der kunne være følelser fra barndommen af svigt eller savn, dyb usikkerhed i teenageårene, følelser af ikke at lykkes helt som vi ønsker, følelser af sorg eller vrede over kærligheden i vores liv.

Og så er der den eksistentielle sårbarhed, som vi alle er fælles om. Det er den form for sårbarhed, som vækkes i os i Avazs film. Det er den sårbarhed, der er en naturlig del af at være menneske. Den handler om det eksistentielle grundvilkår, som vi alle er underlagt- nemlig at vi ved, at vi skal dø og at kærligheden kommer uden garantier.

Jeg husker, da mine børn var små og første gang forstod, at vi lever, skal forsøge at finde en mening med det hele og elske hinanden med hele hjertet, alt imens vi ved, at det kan ophøre når som helst og knuse vores hjerter.

Der var uskyldsren måben…”jamen kan det være rigtigt? Er det virkelig sådan livet er indrettet?”, spurgte de. Og ja det er det jo, og fordi det er så svært for os at udholde bevidstheden om døden og den kærlighed, der kommer uden garantier (vi kan miste dem, vi elsker. De kan forlade os), så benytter vi os af den ubevidste strategi, hvor vi smører hele livet lidt ind i leverpostej.

Vi glemmer at nyde solens stråler, vinden i ansigtet, lyden af børn der leger, duften af nyslået græs, storheden i en givende samtale, kærligheden i vores hjerter. Det er som om, vi laver det ubevidste ræsonnement, der hedder, at, hvis vi nu ikke hver eneste dag, værdsætter livet og kærligheden, hvis vi i stedet skruer blusset ned på halvt, så gør det eksistentielle grundvilkår mindre ondt at leve med

Vi falder lidt i søvn. Kører på automatpilot. Nedtoner livets magi med bekymringer om den fortid eller fremtid som vi alligevel ikke ejer. Som om vores bekymringer kunne give os lidt mere kontrol over et liv, der dybest set er uden for vores kontrol. Og vi fokuserer på alt det, der mangler; på der hvor ungerne er besværlige eller manden/konen irriterende, vi peger fingre af den verden uden for os, der ikke er i stand til at gøre os lykkelige. Og imens glemmer vi livets magi.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Vi glemmer at nyde solens stråler, vinden i ansigtet, lyden af børn der leger, duften af nyslået græs, storheden i en givende samtale, kærligheden i vores hjerter. Det er som om vi laver det ubevidste ræsonnement, der hedder, at, hvis vi nu ikke hver eneste dag, værdsætter livet og kærligheden, hvis vi i stedet skruer blusset ned på halvt, så gør det eksistentielle grundvilkår mindre ondt at leve med.

Ær dit liv, og lev det fuldt ud lige nu

Mennesker, der bliver alvorligt syge, beretter, hvordan alt andet pludselig falder fra. Alt det, der syntes så vigtigt i hverdagen bliver med ét så ligegyldigt og tilbage står kun glæden over livet og kærligheden. Måske vi kan stoppe op, før vi bliver syge eller skal dø og finde ud af, hvordan vi kan ære det liv, vi har.

Så i stedet for at bruge bevidstheden om døden til at skræmme os selv til halve liv, så må vi forsøge at bruge bevidstheden til hele levende liv. Så jeg minder hver eneste dag mig selv om det. Når jeg vågner om morgenen, så takker jeg, uanset det humør jeg er i, for min dag – for at være vågnet op til endnu en dag i live, sund og rask.

Vi må, på trods af muligheden for at miste, have modet til at elske fuldt ud og til at leve helt. Vi må bruge bevidstheden om døden, ikke til at skræmme os selv til halvdøde liv, men til at minde os om kærligheden til livet

Jeg takker hver eneste dag for de mennesker, jeg elsker. Og jeg minder mig selv om, hver eneste dag, at sætte tempoet ned indimellem og trække vejret og mærke livet.

Vi må, på trods af muligheden for at miste, have modet til at elske fuldt ud og til at leve helt. Vi må bruge bevidstheden om døden, ikke til at skræmme os selv til halvdøde liv, men til at minde os om kærligheden til livet.

Måske du tænker, at du lever dit liv fint fuldt? Måske er det rigtigt – så hører du til de få. Men hvis du er i tvivl om, hvorvidt du virkelig lever fuldt ud og elsker med hele hjertet, så spørg dig selv, hvor ofte du føler dig helt og aldeles kraftfuldt i live? I den dybeste taknemmelighed over, at du er til?

Og jeg mener uden, at du lige efter ødelægger den gode følelse ved at beskæftige sindet med tanker om ting, der kan gå galt, eller bare ligegyldige ting, som får den dybe livstaknemmelighed til at blegne. Som når vi ser på vores sovende børn og vores hjerter flyder over af kærlighed, som vi så ødelægger ved at forestille os, at vi mistede dem. Eller som at stresse over aftensmaden i stedet for lige at bruge 10 min i fuldt nærvær på at lytte til dine børn eller partner.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Vi gør det ofte – forklejner nuet. Så får du nydt livet nok? Også nuet, hverdagen? Ikke engang, når det hele bliver nemmere eller bedre, men lige nu? Og er du nok opmærksom på kærligheden? Til dig selv, til dem du elsker? Får du sagt det nok? Vist det nok? Mærket det nok?

Hvis du har lyst til at give dig selv den gave at træde endnu mere ind i dit liv, kan du lave denne lille øvelse;

ØVELSE – Ærer du dit liv?

Kig på følgende spørgsmål med den største venlighed over for dig selv. Uden at slå dig selv i hovedet med skyld eller skam. Du skal vide, at vi hele tiden gør det så godt, vi kan i vores liv. Så gå igennem disse spørgsmål med dig selv med medfølelse, uden dom.

I hvor høj grad ærer du dit liv og det, som dit liv vil dig? På en skala fra 0-10?

I hvor høj grad er du til stede/nærværende i dit liv? På en skala fra 0-10?

Hvad spænder ben for dig for at være ydmyg og taknemmelig i dit liv?

Hvad vil dit liv med dig?

Luk øjnene, træk vejret dybt ned i maven, mærk dine fødder. Prøv ikke at regne noget ud. Skriv evt. ned. Lad pennen føre sig selv. Ær livet ved at undersøge, hvad dit liv kalder på.

Hvis du skulle ære dit liv helt og fuldkomment og ikke var bange for noget, hvad ville du så gøre? Hvornår vil du gøre det?

Har du brug for hjælp? Hvem vil du spørge? Hvad er skridt 1-2-3? Hvad er din tidsplan?

Hvis det lyder stort eller uoverskueligt, så lad mig berolige dig; små ændringer gør en kæmpe forskel.

At begynde at trække vejret ned i maven og lytte til fuglenes sang. At tænke eller skrive tre ting ned, hver dag som du er taknemmelig for. At smile til dig selv i spejlet om morgenen og sige en venlig ting.

At hjælpe et andet menneske bare for at hjælpe. At lytte lidt mere til den musik du elsker, mærke solens stråler et minut længere end du plejer. Livet og hverdagen er fyldt med muligheder for at stoppe op og synke ind i livet og mærke magien. Vid, at du har fortjent det.

Topillustration: Beach

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Kisser Paludan
Psykolog og rådgiver |

Spirituel psykolog, forfatter og specialist i selvværd, nærvær, mod og personligt lederskab. Jeg er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet. Jeg fungerer som mentor, kursusleder, foredragsholder og forfatter. Har podcasten, Soultalk. Jeg er født i 1969, er gift og har to børn. Læs mere om min virksomhed på: www.kisserpaludan.dk

Seneste indlæg fra

Gå til Top