DEBAT // KRISTENDOM – Er Danmark et kristent land? Forfatter Flemming Chr. Nielsen mener nej, som han redegjorde for i POV i en artikel for nylig. Jurist og grundtvigianer Torkil Rasmussen mener overvejende ja og peger på Biblens ord, som han skrev om forleden i POV i en kommentar. Flemming Chr. Nielsen er ikke voldsomt uenig med Torkil Rasmussen, men præciserer i et svar sit synspunkt om, at Danmark aldrig har været et kristent land.
Først vil jeg takke dig, Torkil Rasmussen, for et konstruktivt svar på min artikel, som ganske rigtigt argumenterer for, at Danmark ikke er et kristent land og aldrig har været det. Tværtimod var den kristne kirke i århundreder optaget af at manipulere og tvinge den hedenske almue til at opgive sin hedenske skæbnetro og naturfrygt.
Det er blandt andet de to begreber, som artiklen og min bog ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år” forsøger at give et indblik i. Og som jeg fortsat er optaget af.
Skæbnetroen er noget af det mest dybtliggende i os. Hvad enten det er nornerne, som spinder vores skæbne, eller det er de farligt forførende spillebrikker, der selv efter gudernes undergang ligger og lyser i græsset.
Det samme med naturfrygten. I dag er det klima-katastrofen, der martrer os. I anden halvdel af det 18. århundrede var det jordskælvet i Lissabon, hvis 60.000 ofre stred mod tidens optimistiske syn på Gud og naturen. I vor hedenske fortid var vi tilsvarende kastebolde for den svigefulde natur. Den knuste og sønderrev. Den spinkle verdensorden stod hvert øjeblik i fare for at styrte sammen.
Det er en ældgammel tankegang, som heller ikke er kristendommen fremmed. Tværtimod – også for den kristne er mennesket et svajende siv.
Det er en myte
Er vi så et kristent land i dag? Nej, for helt banalt kan et land ikke være kristent, kun det enkelte menneske kan. Kristendom og tro er et forhold mellem den enkelte og hans eller hendes Gud.
Og når en regering som vores definerer et land som kristent, gør den os til medlemmer af en sekt eller en kult. Hver gang det siges, at Danmark er et kristent land, og at vores kristendom har vi arvet igennem 1000 år, er vi tilbage i fortidens manipulation og tvang.
Det er en myte, der kan sammenlignes med den ideologiske overbygning i stater, vi ellers nødigt sammenligner os med.
F.eks. Sovjetunionen, hvor det konsekvent blev fremhævet, at her levede borgerne i ”et socialistisk land” og med en åndelig arv fra Karl Marx. Eller DDR, som helt ud i forkortelsen og med samme arvegods var ”et demokratisk land.” Ja sågar den notorisk uislamiske stat kalder sig ”den islamiske stat.”
Den lutherske sekt
For hvad er det for en kristendom, regeringen hylder på vore vegne, og hvormed den udelukker, udsondrer og diskriminerer? I nyere tid og før Dansk Folkeparti fik indflydelse på regeringsdannelsen med det såkaldte ”systemskifte” i 2001, var kristendom en sag for den enkelte. Et kristent eller ikke-kristent gudsforhold beroede på inderlighed og afgørelse. Det hørte til hans eller hendes privatliv og var ikke noget, hverken staten, Folketinget eller regeringen blandede sig i.
Men med ”systemskiftet” lykkedes det den lutherske sekt, der hedder Tidehverv, at erobre magten.
Sognepræst Søren Krarup kom i 2001 i Folketinget for Dansk Folkeparti, og partiet, som indtil da var jomfrueligt land uden teologisk avlsjord, blev gødet og mæsket, vandet og pløjet. Søren Krarup og andre Tidehvervs-præster agerede sædemænd, og den tørstige danske jord sugede Tidehvervs-kulten til sig.
Det dobbelte kærlighedsbud
Som et ekko af sin far har Søren Krarups datter defineret næstekærlighed som det højst overkommelige at nære omsorg for sine nærmeste, f.eks. give sin mand et kys på kinden og lave mad til sine børn – se f.eks. Kristeligt Dagblad, 6. oktober 2015.
Men det samme gør jo alverdens hedninge og kannibaler, så det har intet som helst med en kristen tro at gøre. Tværtimod er næstekærlighed skrumpet til madlavning og kindkysseri. Og helt uden ”det kristne lands” protest.
Tilsvarende når Folketingets flertal så åbenlyst vrænger ad Jesu ord om, at ”jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig.”
Også her trampes på det dobbelte kærlighedsbud, som du, Torkil Rasmussen, så præcist udtrykker ved, at din ”kristendom hviler på Bibelens ord om, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og at du skal elske din næste som dig selv.”
Anderledes udtrykt: den fremmede er ikke kun vores næste. Den fremmede er også den, hvori Gud kommer til syne. Han er Guds ansigt.
På den måde er dansk næstekærlighed spærret inde bag en teologisk Berlinmur. Selv hvis vi mener os kristne, kan vi ikke leve vort liv derefter. Det forbyder det ”kristne” land os
Men i vores danske sekt er empati gjort til patos, solidaritet til godhedsindustri, menneskeværd til pjat og afvigelse til mangel på uniformitet. Kristelig set er vi kvalt i regeringspåstanden om at være ”et kristent land”.
Hvordan kan et kristent land ydmyge, håne og deportere til den visse død? Hvordan kan et sådant land hindre ægtefæller og børn i at være sammen? Hvordan kan det diktere en fysisk og åndelig ensretning?
Vi er blevet til forrædere
Jeg så for nylig en film fra 1962 om krigsforbryderen Adolf Eichmann, og i slutscenen blev der sagt nogle ord, hvori lå konturerne af den kristne tro, som vores moderne danske sekt har tilintetgjort:
”Vi, der troede, at Gud skabte os bedre end andre mennesker, har selv stået på den tærskel, hvor Adolf Eichmann stod. Da vi lod formen på andres næser, deres hudfarve eller måden, hvorpå de tilbeder deres Gud, forgifte vores opfattelse af dem, kendte vi den mangel på fornuft, der udløste Eichmanns vanvid. Det var sådan, det begyndte for dem, der gjorde disse ting.”
Vor tids magtfulde har allerede løftet foden op mod tærskelen. Vi andre er dermed blevet ofre for den sirenesang, der skal lokke os over den tærskel, som er grænsebommen mod det forgiftede, det menneskeforagtende og det ondskabsfulde.
Vi er blevet til forrædere mod det dobbelte kærlighedsbud.
Rund og glat som en kagedåse
Min egen kristne (?) tro kan jeg ikke komme ret meget nærmere. Den forstyrres hele tiden af, at jeg også er borger i en sekt, hvor ordene har mistet deres værdi og indhold.
For ufarlig skal kristendom være. Rund og glat som en kagedåse. Strejfer den desuden et par elastikudtryk som synd og nåde, opfattes den som djærv og karsk.
Men ve den prædikant, der uindpakket vover at citere Jesu egne ord: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle, for jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig.”
En så uforfærdet prædikant står i fare for at blive indkaldt til tjenstlig samtale hos biskoppen, og hvis en kirkegænger annammer det kristne budskab og tager imod en fremmed (det kan sågar være egen ægtefælle eller eget barn), ja, så risikerer han eller hun i resten af sit liv at skulle gå rundt med en plettet straffeattest.
På den måde er dansk næstekærlighed spærret inde bag en teologisk Berlinmur. Selv hvis vi mener os kristne, kan vi ikke leve vort liv derefter. Det forbyder det ”kristne” land os.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
