Yogisk solhverv – dansen om livets store bål

af i Liv & Mennesker/Sundhed

DAGENS POV // LIV – I dag er det solhverv. Det er også FN’s Internationale Yogadag. Sådan har det været siden 2015, hvor verdensorganisationens generalforsamling enstemmigt vedtog at gøre den længste dag på den nordlige halvkugle til yogaens dag, efter et forslag stillet af den indiske premierminister Narendra Modi.

Sådan bliver det sandsynligvis også næste år. Det bliver forhåbentlig også solhverv igen til næste år, og ligesom du måske fejrer Sankt Hans anderledes, eller i andet selskab i 2020, er det også tænkeligt, at din yogapraksis har forandret sig.

For alting forandrer sig. Konstant. Uafladeligt. Hele tiden. Hvert syvende år har vi mennesker skiftet samtlige af vores trilliarder af celler ud, så vi på en måde bliver os selv i et nyt billede hvert syvende år – hvis ikke ligefrem vi genfødes som en ny i det samme billede, eller et der ligner til forveksling.

Måske sker begge dele på én og samme tid. Helt som i yogaens stillinger (eller asanas, som det hedder på moderne yogask, der egentlig er sanskrit), hvor man rækker op og trykker ned på samme tid.

Det er egentlig en skæg tanke, at man kan gøre noget modsatrettet på samme tid, men det går fint i yoga, hvor resultatet fysisk er en dynamisk stilstand, som måske nok synes mere som en pose, men som i realiteten er en ret taknemmelig måde at opnå en idiosynkratisk, kropslig erkendelse af helt grundlæggende principper som asymmetri og balance, og måske først og fremmest, den stadige forhandling mellem de to yderpunkter – Shivas og Shaktis dans, kunne man kalde det. Coagula-Solve, ville middelalderens alkymiker måske have foreslået: At samle og opløse.

Da jeg startede med at praktisere yoga for ti år siden, var fitness-yoga the shit. Power yoga, Vinyasa, eller flow-yoga, blev det ofte kaldt. Jeg startede med at gå på yogahold i Fitness World på Gasværksvej og havde forskellige undervisere. Som jeg husker det, var det knaldhård træning fra starten

At vi i Vesten betragter den modsatrettede bevægelse som naturstridig, er forbundet med cartesianismens opdelingsfilosofi, hvor der kun gives enten eller. Krop eller hoved. Sjæl eller legeme. Selve det dualistiske indeholder i sit væsen kimen til en mulig konflikt, et modsætningsforhold. På den måde kan man sige, at Descartes gjorde Vesten og verden en gebommerlig bjørnetjeneste med sit credo ’Cogito ergo sum’: Jeg tænker, altså er jeg.

For siden da har vi været i krig eller konkurrence med os selv, med vores egen organisme, som er et integreret hele, vi stadigvæk – og skadeligt forkert – forstår som adskilte dele. I dag ved vi, at cellerne husker, at krop og sind hænger uløseligt sammen, og at troen på en god dag flytter omtrent 80 pct. af bjerget. Og alligevel er vi stadig i skyttegravskrig med os selv.

Da jeg startede med at praktisere yoga for ti år siden, var fitness-yoga the shit. Power yoga, Vinyasa, eller flow-yoga, blev det ofte kaldt. Jeg startede med at gå på yogahold i Fitness World på Gasværksvej og havde forskellige undervisere. Som jeg husker det, var det knaldhård træning fra starten. Kroppen skulle vrides, strækkes, holdes og presses ud i stillinger og vinkler, som den ikke havde været i før. Så jeg bandede en del, når min stive og genstridige krop ikke ville, som jeg ville.

Det faldt et par undervisere så meget for brystet – eller brysterne – at jeg flere gange blev spurgt, hvorfor jeg bandede. Jeg svarede, eller tænkte i det mindste, at jeg var irriteret på mig selv, fordi min krop ikke adlød. At materien ikke adlød åndens bud. At formen ikke genspejlede intentionen.

Hver gang svarede underviseren, at man bare skulle grine af sig selv og forsøge igen. At man ikke skulle tage det så tungt. Det forstod jeg ikke et klap af.

Men det gør jeg nu. Min praksis er også anderledes, ligesom yogaens trends har skiftet en del i løbet af de ti år, der er gået. Efter et års tid, da jeg selv kunne lave et lille grundprogram, gled jeg mere og mere over til at dyrke yogaen selv og blev min egen underviser – med hjælp fra yogabøger og videoer. En praksis jeg har fulgt siden. Træningen gav småskader her og der, som skulle rettes op og rådes bod på.

Måtten fik følgesvende i takt med, at jeg lærte at tage mere hensyn til min krop og de muligheder og begrænsninger, styrker og svagheder, som ligger i lige præcis den udgave af det universelle design, som jeg har fået i fødselsgave. Jeg har en lang ryg, korte arme og ben og helt urimeligt korte sener og muskler. Min krop er med andre ord antitesen til de hypermobile yoga-akrobaters, og skal derfor stryges med hårene på en måde som støtter og afhjælper, ligesom den hypermobile og langlemmede møder andre udfordringer.

Vedholdenhed og afveksling betaler sig. Bedst som man tror sig stående foran afgrunden og en stilling som er absolut uopnåelig, opdager man sig stående på den anden side af det umulige, i en helt ny forbindelse med sig selv og verden

Blokkene understøtter og hjælper for korte lemmers møde med længere dele af anatomien, kork-kilen aflaster mine håndled, når jeg laver stillinger hvor kropsvægten hviler på hænderne. Jeg bruger træningselastikker, yogahjul og engang imellem også en skumrulle. I starten så jeg med foragt på denne redskabs-fetichisme, men redskabsbrug i yogaen er en gave, man forærer sig selv.

Faktisk gør jeg en dyd ud af at afbalancere mit addiktive og fanatiske væsen med eftergivenhed og flexibilitet, når det kommer til dagens program, og om hvorvidt der overhovedet skal være noget program. Til gengæld er jeg måske også små to kilo tungere. Men det går den rigtige vej, for yogaen har lært mig noget, jeg godt vidste i forvejen, men udelukkende havde erkendt på et teoretisk niveau:

Vedholdenhed og afveksling betaler sig. Bedst som man tror sig stående foran afgrunden og en stilling som er absolut uopnåelig, opdager man sig stående på den anden side af det umulige, i en helt ny forbindelse med sig selv og verden.

På den måde er der faktisk ræson i at tænke yoga, når man tænker sommersolhverv, for også her skal skygger, ondskab og gammel slagger leges til Bloksbjerg i dansen om livets store bål. Og den dans kan man snildt træde til daglig.

Glædeligt yogasolhverv. Namaste. Skål.


Foto: Skribenten.

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Claus Ankersen er forfatter til tolv bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Hans seneste udgivelse er digtsamlingen Tigerens Sang, som udkom i rumænsk oversættelse i sommeren 2019 under titlen Cantecul Tigrului (Fractalia, 2019). Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog.

Til efteråret 2019 er forfatteren aktuel med to nyudgivelser og en oversættelse.

Seneste artikler om Liv & Mennesker