Stemmer fra Underdanmark 1: Hvorfor skal mine børn straffes, fordi jeg er ledig?

Amalie Keren Maarbjerg 29.07.2016

Kontanthjælpsreformen og reglerne om integrationsydelse har gjort en i forvejen hård dagligdag hårdere for en lang række udsatte danskere og deres børn. Desuden har den politiske kurs over for mennesker på overførselsindkomster sammen med fortællingerne om Dovne Robert og Fattigkarina skabt et debatklima, hvor de mennesker, det hele handler om, ofte ikke tør at stå frem. Det er et problem, for det betyder at vi kun sjældent hører deres stemmer. I denne serie giver POV’s Amalie Keren Maarbjerg ordet videre til nogle af dem. Flere har betinget sig anonymitet for at deltage – og det har vi valgt at respektere. Skribenternes navne er kendt af redaktionen.

God læsning & god sommer!

Af Sine Aurum

For nylig var der en meget, meget modig kvinde, der offentliggjorde sit budget på de sociale medier. Hun er enlig mor, syg og på kontanthjælp. Hun vidste godt, at hun ville ende på øretævernes holdeplads, men det var så magtpåliggende for hende at vise, hvor urimelig hårdt syge mennesker og deres børn bliver ramt af det såkaldt ”moderne” kontanthjælpsloft, at hun gjorde det alligevel. Og hatten tifold af for hende. Jeg turde ikke.

Og rigtig nok. Hun fik bank. Joachim B. Olsen og en tidligere kandidat for Liberal Alliance i Faxe, Kenneth M. Nielsen, kastede sig over hende. Sidstnævnte hånede hende og kaldte hende både klynker og tigger. Og, tag ikke fejl, han vidste hvad han talte om: Han og fruen havde selv i en periode måttet skille sig af med den ene bil og undvære den store TV-pakke – og det havde sandelig ikke fået ham til at klynke. Han kaldte hende tigger, fordi en gruppe venner og bekendte havde slået sig sammen om at købe en scooter til hende, så hun trods sin sygdom alligevel havde mulighed for at komme omkring. Excuse me, jeg troede ellers, at det var en kongstanke hos LA, at det netop skal overlades til civilsamfundet at hjælpe hinanden. Men tilsyneladende ikke; hvis man er så heldig at kende gode mennesker, der vil hjælpe en, er man altså intet andet end en gemen tigger – og burde skamme sig.

Nok at overleve

Udover disse to prægtige mandfolk fra Liberal Alliance var der også en lang række moraliserende bedsteborgere, der følte sig kaldet til at komme med kommentarer til hendes budget og give hende gode spareråd. Hun kunne nok finde et billigere mobilabonnement f.eks. og havde det ikke også været muligt med billigere briller til hende og datteren, så hun kunne have haft et mindre månedligt afdrag osv osv. Og i øvrigt mente folk nok, at de ville kunne overleve på det budget… Bemærk ordet ”overleve”. Det er altså kommet dertil, at mange synes, det er rimeligt at syge mennesker med børn blot skal kunne overleve.

Fattigdom er ikke blot et spørgsmål om overlevelse. Fattigdom skaber stress, gør mennesker syge, nedbryder deres selvværd, skaber social isolation, sænker folks IQ og reducerer deres evne til problemløsning.

Det er lige præcis denne grænseløst overfladiske og direkte fladpandede diskurs om, hvad fattigdom er, som det er på høje tid vi kommer bort fra. Det er vitterlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kan skrabe sit budget med 100 kroner her eller der. Jo, det er det selvfølgelig også – og ingen ved det bedre, end dem, der måned efter måned kæmper for at holde sammen på hjem og børn med alt for få penge.

Forskning ignoreres

Men fattigdom er meget andet og mere end det. Fattigdom skaber stress, gør mennesker syge, nedbryder deres selvværd, skaber social isolation, sænker folks IQ og reducerer deres evne til problemløsning. Det sidste blev bl.a påvist i et studie fra 2013, publiceret i magasinet Science: fattigdom kan simpelthen nedsætte visse kognitive funktioner. Også andre ting er objektivt målbare: Fattige mennesker har f.eks. et højere niveau af stresshormonet kortisol. Næppe det bedste springbræt til at ”gå ud og finde et arbejde”.

Siden Anders Fogh kom til og gjorde op med ”ekspertvældet”, er det blevet helt legitimt for politikere at regere og lovgive på trods af forskning og fakta. De kan rask væk afvise forskningsbaseret kritik med et enkelt udsagn: ”Jamen, det mener jeg altså ikke…”.

Men der er forsket i fattigdom og fattigdoms konsekvenser for både samfund og individ.

Det er også en ofte hørt påstand, at det er folks egen skyld. De må sætte tæring efter næring, gøre noget ved det og i øvrigt lette røven fra sofaen og komme ud og bestille noget. Og hvis ikke de gør det, ja så må de jo ligge, som de har redt. Altså et individuelt problem, som det selvfølgelig ikke skal være andre menneskers ansvar at forholde sig til.

Men den påstand modsiges også utvetydigt af forskningen på området. Eldar Shafir, professor i psykologi fra Princeton University og medforfatter til ”Scarcity: Why Having Too Little Means So Much” udtrykker sine forskningsresultater i denne ene sætning: ”All the data shows it isn’t about poor people, it’s about people who happen to be in poverty. All the data suggests it is not the person, it’s the context they’re inhabiting”

Matematiske krumspring

Nu ved jeg godt, at mange mener, at der slet ikke findes fattigdom i Danmark, og derfor er alle mine ord jo ganske irrelevante. Men selv beskæftigelsesminister Jørn Neergaard har – hårdt presset efter syv måneder og en løftet pegefinger fra Folketingets formand – medgivet, at kontanthjælpsloftet vil medføre, at 7000 børn vil blive fattige som en konsekvens heraf. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan han er nået frem til det tal, men det korresponderer i hvert fald ikke med beregninger fra BL, interesseorganisationen for cirka 700 almene boligorganisationer, der viser, at ”14.000 familier må vurderes at få meget vanskeligt ved at fastholde deres nuværende bolig”. Og da loftet specifikt rammer mennesker med børn, har jeg umiddelbart svært ved at forstå, at tallet ikke skulle være højere. Måske skyldes det, at regeringen ikke mener, at man uden videre kan opstille hjemløshed som et kriterie for fattigdom?

Og fattigdommen er kommet til Danmark – efter alt at dømme er der endda mere på vej. Endvidere skal man ikke tage fejl: Fattigdom og skam går hånd i hånd. Det er ved gud ikke noget, man praler med.

Det kan også skyldes, at de budgeteksempler, som beskæftigelsesministeriet har opstillet for at beregne kontanthjælpmodtageres rådighedsbeløb, kun regner skat og boligudgifter med som faste udgifter. Hvilken anden budgetberegner ville kun tage de to udgiftsposter med? Endvidere går de ud fra en ”gennemsnitshusleje” sic! Den holder nok stik i Udkantsdanmark, men i og omkring de større byer, er huslejerne naturligvis højere. Sidst, men ikke mindst, har ministeriet sat et maksimalt forbrug for el, vand og varme til 1.296 kroner pr måned, ligegyldigt hvor mange mennesker, der er i husstanden. Ifølge Energistyrelsen bruger en almindelig familie på to voksne og to børn 2.846 kroner om måneden på forbrug. Altså en forskel på hele 1.550 kroner.

Så ved hjælp af disse krumspring, kan både Neergaard og Joachim B. med klart blik og løftet pande, fortælle os alle sammen, at en enlig mor på kontanthjælp har hele 14.400 kroner til rådighed hver eneste måned – og det kan man sagtens klare sig for.

Ja, det kan man, hvis ellers beløbet også fandt vej til virkeligheden.

Skam, stigmatisering og isolation

Men nok om tal og beregninger. Det er jo dem, jeg så gerne vil væk fra. De er skruen uden ende, som hhv. højre- og venstrefløj kan kaste efter hinanden i en uendelighed – og aldrig komme nogen vegne med. Hele det beskæftigelsescirkus, som syge og udsatte mennesker kastes rundt i, i en ubønhørlig klapjagt på deres sidste arbejdsevne, mens der skæres drastisk ned på deres ydelser. Al deres angst og bekymring for om de kan beholde deres bolig eller kunne fejre børnenes fødselsdag. Uvisheden fordi sagsbehandlingen trækker ud i årevis. Skammen, stigmatiseringen og isolationen. Den bedrevidende og nedgørende måde, de bliver omtalt på i den offentlige debat. Påstanden om, at det er deres egen skyld, som mange tager til sig og gør til deres egen. Utrygheden og mindreværdet – og selvmordstankerne. Det er fattigdom.

Og fattigdommen er kommet til Danmark – efter alt at dømme er der endda mere på vej. Endvidere skal man ikke tage fejl: Fattigdom og skam går hånd i hånd. Det er ved gud ikke noget, man praler med og alligevel vælger eksempelvis kvinden jeg nævnte, at gøre noget så ekstremt grænseoverskridende, som at lægge sit private budget ud til offentlig skue. Ville nogen ved deres fulde fem gøre det, hvis ikke de var desperate?

Måtte udleje børnenes værelser

Det er også historien om min egen 15-årige søn. Han er en rigtig dygtig dreng, der scorer 12-taller på stribe. Han har gode kammerater, masser af humor og er vellidt af både jævnaldrende og lærere.

Og så er hans mor syg og på kontanthjælp. Det har han altid sørget omhyggeligt for, at ingen skulle vide. Han ville ikke ses på med de øjne, han ville bare være en normal og velfungerende dreng, der indgik i fællesskabet på lige fod med alle andre og det havde han ingen tiltro til at han ville kunne, hvis folk kendte hans velbevarede hemmelighed.

Men så lancerede regeringen kontanthjælpsloftet og jeg gik i panik. Jeg kunne jo godt se, at vi umuligt ville kunne blive boende i vores lejlighed, hvis loftet blev vedtaget. Så i min frygt for at ende på gaden, valgte jeg at udleje begge mine børns værelser.

Er det rimeligt, at en 15-årig dreng, der er i fuld gang med at mestre livet, skal føle sig presset til at afsløre det, han skammer sig over? Og er det rimeligt, at han skal skamme sig? Og synes vi, det er en rimelig standard, at teenagere i dagens Danmark skal leve i en familie stuvet sammen i en stue, for at kunne få råd til mad?

Det fik ham til at sætte sig ned og skrive en kronik, i et desperat håb om, at de alligevel ikke ville vedtage det loft, som ville få så enorme konsekvenser for ham. Den handlede blandt andet om, at ingen, selv de mest liberale, vel på nogen måde kunne mene at det var hans skyld, at hans mor ikke gik på arbejde. Så hvorfor skulle han nu ligge på en madras i stuen klos op ad sin mor og søster, aldrig have mulighed for at være alene og aldrig kunne invitere venner hjem? Så den hemmelighed han så nøje havde værnet om, følte han ikke længere han kunne beholde. Han sendte sin kronik til to aviser. Men ingen af dem valgte at trykke den. Så han har stadig sin hemmelighed. Men han har ikke et værelse eller mulighed for privatliv.

Usikre fremtidsudsigter

Er det rimeligt, at en 15-årig dreng, der er i fuld gang med at mestre livet, skal føle sig presset til at afsløre det, han skammer sig over? Og er det rimeligt, at han skal skamme sig? Og synes vi, det er en rimelig standard, at teenagere i dagens Danmark skal leve i en familie stuvet sammen i en stue, for at kunne få råd til mad? Og hvordan tror vi, det påvirker hans chancer for at udvikle sit potentiale og sine fremtidsudsigter. Vil det mon styrke eller svække ham?

Og hvis vi så også skærer SU’en og indfører mere brugerbetaling på uddannelserne, vil min kvikke dreng med sit gode hoved så stadig have chancen for at blive en veluddannet voksen mand, der kan bidrage til et godt samfund til gavn og nytte for os alle? Det må tiden vise. Men det er svært at få øje på, at tidens politiske kurs vil gøre det nemmere for ham.

Tusindvis af mennesker bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Det er lykkedes at lave et billede af en kontanthjælpsmodtager, som de færreste kan fatte sympati for. Billedet ser ca. sådan ud: Det er en person, der sagtens kan arbejde, men han gider ikke. Han har truffet et bevidst valg om, at det er federe at gå og hygge sig derhjemme, søge og få en masse ydelser og på den måde opretholde en temmelig komfortabel livsstil, mens han uden tanke for alle dem, der arbejder hårdt hver dag, slasker sig i sofaen, hvor han spiser (for meget) usund mad.

Lige så forskellige som resten af samfundet

Virkelighedens kontanthjælpsmodtager ser anderledes ud: det er først og fremmest syge eller handicappede mennesker. Det er som regel mennesker, der har arbejdet og betalt skat i mange år, indtil de blev ramt af ulykke eller sygdom. Det kan også være mennesker med medfødte sygdomme eller handicaps. Eller mennesker, der var så uheldige at blive født ind i familier med vold, omsorgssvigt og misbrug, der gjorde, at det aldrig lykkedes dem at komme op at stå i tilværelsen. Det er måske svært at tro, men vi er ligeså forskellige som resten af samfundet. Vi er højtuddannede og lavtuddannede, vi er dumme og kloge, sjove og kedelige. Vi er ganske enkelt mennesker, der enten tidligt eller sent i livet kom ud for noget, der væltede os omkuld.

Men faktum er, at det er under en fjerdedel af os, der ikke har ”andre problemer end ledighed”. Vi er mennesker, der mere end noget andet, ville ønske at vi kunne arbejde – men vi kan ikke. Men allervigtigst – og måske det som mange helst vil lukke øjnene for; vi er mennesker som alle dem, der i dag har arbejde og fast indtægt. Vi er bare blevet ramt af uheld, som lige så godt kunne have ramt enhver anden – ikke mindst det uheld, det må siges at være, at der simpelthen ikke er jobs nok i samfundet. Og da slet ikke til dem, der ikke kan yde 100 procent.

Min smukke, kloge og følsomme datter, der ellers havde fået temmelig godt styr på sin spiseforstyrrelse og selvskadende adfærd, vendte voldsomt tilbage til sin selvdestruktive adfærd og har begået to selvmordsforsøg indenfor de seneste måneder og er nu langtidsindlagt på psykiatrisk hospital.

Og hvad med mig? Hvordan er det gået med mig? Er jeg kommet tættere på arbejdsmarkedet og selvforsørgelse, som jeg jo ifølge regeringen nu skulle blive motiveret til? Nej, ikke just. Jeg har tilbragt månederne siden loftet blev lanceret, med først at gå søvngængeragtigt omkring, fordi angsten for hjemløshed fyldte min krop og sjæl.

Jeg fik udskrevet sovepiller af min læge, for jeg kunne umuligt finde ro og kunne ikke tåle at ligge søvnløs nat efter nat. Og min smukke, kloge og følsomme datter, der ellers havde fået temmelig godt styr på sin spiseforstyrrelse og selvskadende adfærd, vendte voldsomt tilbage til sin selvdestruktive adfærd og har begået to selvmordsforsøg indenfor de seneste måneder og er nu langtidsindlagt på psykiatrisk hospital. Ville hendes tilstand alligevel have blusset op igen med fornyet kraft, hvis ikke der var blevet indført et loft, som fik så store konsekvenser for os? Hvem ved? Hendes psykiater kalder det en belastningsreaktion, men han kan tage fejl. Jeg kan også tage fejl, men det er mere end svært, at få øje på, hvordan jeg nu skulle være bedre rustet til at blive rask og komme ud på arbejdsmarkedet.

Vi er kun en af de mange tusinde familier, som i øjeblikket lever med angst og fortvivlelse. Resten af landet fortsætter som hidtil, de tegner måske lidt flere private sundheds- og lønforsikringer, men ellers er alt business as usual for det store flertal. Og det lille priviligerede mindretal får skattelettelser igen og kan købe billigere luksusbiler.

Sine Aurum er et pseudonym. Forfatterens navn er kendt af redaktionen.

Foto: Modelfoto, Derek Mindler, Flickr, CC

Amalie Keren Maarbjerg

Amalie er freelancejournalist på POV International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby.