mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler
Martin Tulinius. Pressefoto.

”Det smukkeste ved sandskulpturer er, at de skal dø”

MINDEORD OM MARTIN TULINIUS

Af kollega, og ven, Hans Christian Gimbel, direktør på Republique

Republiques medstifter og kunstneriske leder, instruktør, scenograf, fotograf og sandskulptør, Martin Tulinius er mandag den 10. oktober 2016 død efter en kort og intens kamp mod kræften.

”Det smukkeste ved sandskulpturer er, at de skal dø”. Sådan sagde Martin Tulinius utallige gange, når han arrangerede de årligt tilbagevendende sandskulpturfestivaler i både Danmark og Tyskland. For ja, Martin Tulinius’ liv var så meget mere end teater, om end det er hans virke i dansk teater, han er mest kendt for i offentligheden herhjemme.

Nu er det Republiques medstifter og kunstneriske leder, Martin Tulinius, der som en sandskulptur er vasket bort. Dog ikke af det forudsigelige tidevand. I stedet blev han flået væk af en pludselig opstået cyklon, en aggressiv tumor, der som livets djævelskab forårsagede hans alt for tidlige død, kun 49 år.

Gennem hele hans teaterkarriere vendte han konstant tilbage til Franz Kafka og tankerne om et liv, der er spundet ind i et uforståeligt og meningsløst bureaukrati. Senest med hans iscenesættelse af Processen på Republique i 2013. Men ikke kun bureaukratiet er uforståeligt og uden retfærdighed. Martins død minder os også om, at livet kun er til låns. Der findes ingen forklaringer eller rationelle begrundelser for, hvordan og hvor meget vi skal leve. Alligevel kan man sige, at Martin nåede langt mere, end de fleste når i et meget langt liv.

En af grundene var nok, at han selv tog ansvaret for sit kunstneriske virke. Hvis man vil have mulighederne, må man selv skabe dem. Og hvis man som han tog det ansvar på sig og også viede sit liv til arbejdet som teaterchef på først Kaleidoskop og senere – frem til sin død – på Republique, betød det også et ansvar for andres muligheder. Og det på en måde, der har gjort ham til en meget væsentlig person for utallige skuespillere, instruktører, dramatikere og scenografer på den danske scene. Ligesom mange af de teknikere, der i dag går rundt på de københavnske scener og skaber rum til kunstneres drømme, har været tæt knyttet til miljøet omkring Martin og ikke mindst hans ukuelige livsoptimisme og nærhed.

Martin var min ’Brother in Arms’, som instruktøren Staffan Valdemar Holm kaldte det. Det måtte vi være for at kunne gennemleve de mange kampe og stadig formå at skabe teater på Republique og ude i verden. Og det var netop ”Brother in Arms” Martin formåede at være med så mange gennem sin karriere. Hans nærhed, intensitet, livsappetit og viljen til samarbejde var essensen i hans ledelsesform og person og til så enorm inspiration for mange. Særligt selvfølgelig for vores medarbejdere på teatret og de mange samarbejdspartnere – om det har været kunstnere, tilskudsgivere, sponsorer eller producenter.

Martin fik sit helt store gennembrud på den internationale teaterscene i 2012 med hans vel største signaturforestilling overhovedet, The Tiger Lillies perform Hamlet. En forestilling, der ikke blot stod på skuldrene af den store klassiker og de stærkeste fortælletraditioner, men greb om den i en nutidig og æstetisk sublim og fuldstændig ren iscenesættelse. Hans Hamlet-forestilling har nu spillet tæt på 100 opførelser og været på alle kontinenter på nær det afrikanske.

Hamlet-forestillingen, som onsdag spiller i Seoul, og nu også Bosch’ Drøm, der netop er i gang med en større Hollands-turné, var ikke det eneste Martin skabte til den internationale scene. Inden de to forestillinger var han allerede en international stjerne som sandskulptør. For alt imens hans teaterkarriere tog fart, drev han ikke alene sine sandskulpturfestivaler. Han var også selv internationalt anerkendt sandskulptør og vandt så sent som sidste sommer årets store sandskulpturkonkurrence i Japan, ligesom han tidligere har været kåret som verdensmester.

Som sandskulptør kom en af Martins særlige evner i den grad til udtryk i fuldt flor. At skabe sandskulpturer kræver nemlig en helt særlig intuitiv disciplin, da sandet altid er uforudsigeligt, og du derfor som kunstner konstant må forholde dig til øjeblikket. Du kan forberede dig, ja, men intet vil alligevel blive som planlagt. Så hvordan du kan forholde dig til beslutninger i nuet, er det eneste, der i sidste ende tæller.

Det var dette ’nu’, der var Martins styrke. Det var hans måde at skabe nærhed og noget betydningsfuldt i øjeblikket, der for alvor tændte alle omkring ham, det som gjorde, at han skabte begejstring blandt alle på Republique. Og det som gjorde, at han kom helt tæt på og tændte samarbejdspartnere. Bl.a. som det skete, da han mødte madkunstneren Mette Martinussen, som han de sidste 5 år har været i gang med at udvikle en ny form for madteater med. Eller da han skabte Fibonacci-forestillingen med cirkusekvilibristen Samuel Tétreault, en samarbejdspartner som han mødte, da vi startede Republique, og som også skulle blive hans sidste kunstneriske samarbejdspartner i skabelsen af Bosch’ Drøm. En forestilling Martin heldigvis nåede at se færdig og parat til hele verden.

Som Martin så tit sagde om sandskulpturer, var det smukkeste ved ham selv måske også, at han skulle dø. Men ikke at han nu er død alt for tidligt! For Martin var døden en livsbetingelse, og det var det, der gjorde hans udsagn om sandskulpturer til noget helt essentielt for ham. Måske var det den indstilling, der fik ham til at være så intens, tydelig, levende, nu og her. Det var netop også det, han holdt så meget af i den levende scenekunst.

Så måske var døden, som skulle komme – inden den faktisk kom – også det smukkeste ved Martin, og det som var årsag til hans helt eventyrlige evne til at sprudle livsappetitligt og smittende, mens han som intuitionens mester skabte kunst og samarbejder af både den mest elitære og den mest folkelige slags i alle slags rum.

Derfor er det ikke alene som en af vores helt store kunstnere, at Martin Tulinius nu vil blive mindet og savnet efter sin alt for tidlige død. Også som et visionært og livssprudlende menneske vil han blive savnet af familie, venner og kollegaer og i stor grad af alle os på og omkring Republique.

Hans Christian Gimbel, direktør på Republique

Fremfor penge til POV International, så send til Kræftens Bekæmpelse.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Kategorier