KULTUR // BOGANMELDELSE – I romanen “Til Dancing Boy”, der foregår i en nær dystopisk verden, er alle mennesker fremmedgjorte for hinanden, for naturen og for dem selv. Her har begær og erotik anderledes betingelser – folk køber fx interaktive ydelser på orgasmeklinikker. Man bliver både provokeret og fascineret af Sara Johnsens undersøgelse af, hvad sker der, når mennesket mister kontakten til sig selv og naturen, skriver Signe Wolff Ravneberg.
I en nær dystopisk fremtid er verden hærget af pandemier, klimakriser og politiske omvæltninger. I Norge sidder ”Demokratisk Samfundsparti” ved magten, som udøves gennem diverse nidkært-lydende organer, herunder: ”Tilsynet”, ”Barneomsorgen”, ”Forvaltningen”, ”Instituttet for befolkningstilvækst” samt ”Etisk Råd”.
Befolkningen holdes i kort snor. Klimakrisen har medført, at naturområder er blevet spærret af for at beskytte biodiversiteten, og folk må derfor søge om særlig tilladelse, hvis de vil i skoven eller på stranden.
Samtidig har den dalende folkesundhed og de mange pandemi-relaterede og russisk-hackede vacciner fået befolkningstilvæksten til at gå i stå. Mange kvinder kan ikke få børn, og de få unge kvinder, der kan, bliver allerede i skolen opfordret til at melde sig som surrogatmødre og tjene penge på at donere deres børn.
Imponerende er det, at Sara Johnsen formår at beskrive det på en måde, så man faktisk ser det erotiske potentiale i naturen
Demokratiet er brudt sammen under vægten af alle virusserne og miljøkatastroferne. Det er, som om alle mennesker er fremmedgjorte for hinanden, fremmedgjorte for naturen, fremmedgjorte for dem selv. Ja, selv sexlivet er blevet institutionaliseret og afkoblet fra virkeligheden.
Lyder det bekendt? Som noget Margaret Atwood kunne have udtænkt? Bestemt. Men forfatteren er den norske Sara Johnsen, og romanen, der bærer den pudsige titel Til Dancing Boy, er netop udkommet på dansk ved Lindhardt og Ringhof.
Orgasmeklinik med stort menukort
I romanen følger vi Elisabeth, kaldet Lizzy, som sammen med sin mand, Boje, driver en såkaldt orgasmeklinik, ”Pure Pleasure”, i Oslo. Her kan man komme ind og vælge blandt en række oplevelser på menukortet, hvor udvalget spænder vidt. Der er for eksempel ”Damptromlen”, hvor man bliver udsat for selvskade. Der er brud på knogler, hovedet der dunker ind i en væg, og til sidst ligger man på en vej, hvor en stor damptromle kommer kørende imod én.
”Man kan virkelig mærke hvordan kroppen presses mod asfalten og bliver flad og borte, så kommer der en stærk pibelyd og det ringer for ørerne, sort, hvidt, og en følelse af vægtløshed”.
Men der er også oplevelser til et mindre ekstremt publikum, såsom ”Studenten”, en blød fortælling om en lille studiegruppe der har kærlig gruppesex, og som involverer både brusebad, dans, indtag af rusmidler, latter, komplimenter og kærlige kys.
Her er det måske værd at nævne, at oplevelserne på orgasmeklinikken ikke er virkelige, men programmerede på en computer. Man ligger i et rum, får placeret elektroder strategiske steder på kroppen, og så er man til stede i den opdigtede historie. En slags interaktiv og uortodoks pornooplevelse, som tiltrækker alt fra unge teenagedrenge til ældre damer, der ikke længere er seksuelt aktive. Folk går derfra med røde kinder og fantastiske orgasmer. Der er noget for enhver smag.
Hvorfor Dancing Boy?
Parallelt med beretninger fra det forretningseventyr, som orgasmeklinikken viser sig at være, følger vi Lizzys livshistorie fra barnsben til nutiden.
En historie om en alkoholiseret mor, komplicerede søskendeforhold, overgreb, surrogatgraviditeter, kærlighed, utroskab samt selvfølgelig den underliggende og gennemgribende krisestemning.
”Dancing Boy” er den røde tråd i fortællingen, hendes kælenavn for det surrogatbarn, hun opgav som ung, og som hun bliver ved med at længes efter.
Begær og erotik
Selvom handlingen er født ud af en undtagelsestilstand, er der alligevel genkendelighed at finde for de fleste: Sure og sårbare teenagedøtre, hemmelige og skamfulde seksuelle præferencer, begær, magtrelationer, religion, klasseskel, identitetspolitik, forfængelighed og meget andet.
Som da Lizzy som ung pige har udset sig en ældre, gift mand, og begæret er ved at flyde over i hende. Hun vil erstatte hans kedelige kone og fantaserer om, at konen dør, så hun selv kan overtage manden. Og så, da hendes begær endelig indfries, en fortrydelse:
”Så lod han hånden glide helt ned til det nederste af maven og langsomt begyndte han at beføle mig. Jeg var allerede meget våd, men alligevel var der noget i mig som fortrød, især da han satte sig på knæene og tog sine bukser af. Hans pik så bleg og tynd ud, og lårene var behårede, jeg kom til at tænke på en hund i nabolaget der plejede at ville humpe på mit ben.
Bogen driver på sin egen måde af erotik, der er en fortættet stemning – som damp, der har sat sig på siderne og er blevet til dråber
Han kom næsten med det samme. Jeg følte mig forvirret og klistret, men klamrede mig til følelsen af at jeg elskede Are”.
Mon ikke mange, i mere eller mindre ekstreme versioner, har oplevet noget lignende? Et stærkt begær efterfulgt af en virkelighed, der viser sig at være mindre skøn, end man forestillede sig.
Overgreb
Bogen driver på sin egen måde af erotik, der er en fortættet stemning – som damp, der har sat sig på siderne og er blevet til dråber – undertiden pirrende, andre gange forvirrende. Hvornår er det frækt, hvornår bør man skamme sig?
Det er som pornografiens verden, og alligevel er det jo ikke på den måde smudslitteratur. Seksuelt frigjorte situationer bliver grænseoverskridende, uskyldig fascination udnyttes, og deciderede overgreb finder sted.
Et minde fra Lizzys barndom, som først senere blev skamfuldt, da hun forstod det:
”Vera brugte natkjole, og hun fortalte mig at hendes far havde sagt at hun ikke skulle have trusser på om natten, for så skulle hendes tissekone have luft. Det blev sådan at vi fik lov til at løbe rundt kun i natkjole og lave ballade når vi havde været i bad om aftenen. Og når vi var udmattede efter at have drønet rundt og danset, plejede han at løfte os op på køkkenbordet og give os kakaomælk. Jeg husker at jeg længtes efter at han skulle løfte mig op på bordet og sige at jeg var let som en fjer”.
Hun udsættes for overgreb, men fortsætter med at komme på besøg, fortæller om ”nætterne hvor jeg frivilligt gik ind til faren i stuen, løftede op i natkjolen og viste ham både det ene og det andet. Noget gjorde meget ondt, og noget var dejligt”.
Unødig forløsning
Til Dancing Boy er på mange måder ulig nogen anden roman, jeg har læst. Man skiftevis provokeres og fascineres, alt imens det overordnede tema udforskes: Hvad sker der, når mennesket mister kontakten til sig selv og naturen? Lizzy driver en elektrode- og programmeringsdrevet orgasmeklinik, som jo på mange måder netop repræsenterer en afkobling fra det kødelige og ’naturlige’ begær.
Selv længes hun dog så meget efter naturen, at det netop bliver den, der er hendes kink: blød jord, duften af træer, lyden af rislende blade, store og pelsede dyr, en doven vandpyt i fordybningen af en sten. Imponerende er det, at Sara Johnsen formår at beskrive det på en måde, så man faktisk ser det erotiske potentiale i naturen.
Samtidig er den så handlingsbåret, at de potente emner bliver mere underholdende end udfordrende
Romanen er utraditionel, og så alligevel – særligt hen mod slutningen mærker man, at Sara Johnsen er filminstruktør. Alle sporene skal nu samles op, fortiden skal indhente nutiden, det viser sig, at intet var så tilfældigt og kaotisk, som man troede. Som ren ingeniørkunst stykkes handlingen til sidst sammen i en nøje kurateret kulmination.
Det fungerer selvfølgelig i en god krimi eller film, men lige her, i denne dystopiske kontekst, bliver virkningen ironisk nok lidt antiklimatisk – man kunne godt ønske sig, at den var forblevet uforløst og mystisk hele vejen igennem.
Til Dancing Boy er alt i alt en spændende tanke og et mærkeligt univers at være i, man stryger let gennem siderne, og tvinges da også til undervejs at tænke over klima, krop og tidens konsekvenser.
Men samtidig er den så handlingsbåret, at de potente emner bliver mere underholdende end udfordrende, og på den måde bliver det i sidste ende alligevel ikke en roman, der sådan for alvor gør indtryk. I hvert fald ikke på denne læser.
Læs om kulturen i Kulturlisten hver fredag i POV. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
