
Resumé
Er det virkelig vinterkulden, der har antændt lunten og startet krigen mellem Hipsted og Folkerup? Det startede jo bare med et af den ukronede Hipsted-dronning og donuts-sælger Christina Fridilds jævnlige indlæg i debatten: ”Luk lortet” skrev hun om Roast Duck, den gigantiske andefarm i Folkerup, der får Langesø til at boble om sommeren og sviner juleidyllen med sit brune anushul af et udløb om vinteren. Miljøaktivisten Gitte Tutborg nægter at gå i skole. Juliane er rasende på sin far, Birger Bentzen, som er formand for andefarmens bestyrelse. Radio og tv er begyndt at dække andekrigen, mens priserne på slagteænder rasler ned. Og Frede Olsen og Henry Hansen – chefredaktørerne for landets to tabloidaviser – må rafle om deres vinkler på historien om landsbyidyllen, der forsvandt.
Beboerne? – De er i klemme!
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
Bestyrelsens medlemmer ankom til mødet sådan lidt peu à peu, som Birger Bentzen, formanden, selv udtrykte det.
Vel var han en landskendt erhvervsmand, der fulgte tidens principper om core business, change management, followers, Corporate Social Responsibility, Corporate Branding – ja, corporate hvad-som-helst. Uden at kende det stammesprog bliver man ganske enkelt ikke taget alvorligt i erhvervslivet.
Men inderst inde var Bentzen også et meget forfængeligt menneske, der ikke ville slås i hartkorn med masserne. I sine unge dage drømte han om at blive skuespiller. Faktisk dumpede han med et brag ved optagelsesprøven til elevskolen i en scene fra Molières Den indbildte syge. ”Overspillet” sagde en af censorerne. ”Hr. Argan’s sygdom er jo indbildt – han er ikke døende”.
Hånlig latter.
Den unge Bentzen var tvunget til at grine med – og blev aldrig skuespiller. Men sproget, det franske, brugte han stadig – og fik således bestyrelsesmedlemmerne i Roast Duck A/S til at ankomme: Lidt efter lidt.
Det ekstraordinære bestyrelsesmøde blev afholdt på hans store landejendom, som lå bekvemt vest for andefarmen.
I et land med overvejende vestenvind sikrede det ham som oftest mod dunsterne fra hans egen virksomhed.
Det var soleklart, at på fabrikken skulle det ikke foregå, for i de sidste dage var de løbende demonstrationer mod andeproduktionen taget til, stimuleret af børnenes skulkeri og opmærksomheden fra landsmedierne.
Og som sagt – peu à peu for ikke at stimulere rygtedannelsen.
En åbenbaring
”Velkommen,” sagde han til mødedeltagerne, otte mænd og en kvinde. Hun var bestyrelsens sekretær, så også Roast Duck fulgte traditionen fra erhvervslivet i almindelighed og landsbrugssektoren i særdeleshed: topledelse gøres bedst med maksimal tilsætning af mandligt kønshormon.
Birger Bentzen gennemgik køligt den alvorlige situation. Virksomheden var ganske uretfærdigt kommet i dobbeltild mellem deltagerne i den aktuelle konflikt mellem Hipsted og Folkerup – og så den almindelige intimidering af storlandbruget. Indkøbskæderne var begyndte at tvivle på, om de ville købe ind hos Roast Duck. Og priserne falder dag for dag.
Han åbnede sit PowerPoint-show med de ubehagelige, røde tal. Prisindekset var nede på 38. Lige om lidt ville markedet ikke give mere end en tredjedel for en nyslagtet and. Det var jo absurd og gjorde hele farmen til en underskudsforretning på et selvdestruerende niveau.
Så lod formanden bestyrelsen tale. Han kendte principperne for ledelse i krisetider: Du lader de enkelte tale sig varme. Lidt overophedede måske. Og SÅ kommer du med det løsningsforslag, du allerede har planlagt. Du optræder som symbiosen af frelser og diktator. Det virker – hver gang.
Han rejste sig, og gik hen mod vinduet. Det, der skulle foregå nu, evnede han, som kun de færreste gør det. Han udviste ikke blot situationsbestemt ledelse – men selviscenesættelse med dramaturgisk præcision. Hans rolleregister var stort. Den ene dag kunne han optræde som paneldeltager i et eller andet familieprogram, hvor kvinderne elskede ham for de fordragelige ord. Den næste være forsidetyr på et af disse moderne herremagasiner, der kæmper for at se selv den mest kyniske erhvervsmand som en rockstjerne. Billedet tog kegler. Bentzen i læderbukser foran den Harley Davidson Street Glide – som han ikke ejede. Så nu var han også elsket af mænd i alle aldre. Han øvede sig for tiden også som kristen korsfarer mod de muslimske horder.
Nu elskede de nationalkonservative ham også.
Og nu tændte han så for alfaderen.
”Mine herrer, jeg har en plan.” Den replik lå bare så mundret i Bentzens mund.
Han redegjorde for de økonomiske kendsgerninger. Eller – rædsler – det var det rette udtryk for Roast Duck’s øjeblikkelige situation. Priserne på friskslagtede juleænder var katastrofedykket. Veganere, økosocialister og ikke mindst pressen har svinet dette gennemdanske produkt i sådan en grad, at der måtte handles. Bentzen gik direkte til sagen. Den kinesiske kapitalinvestor, Tiu Ban Ditt, har tilbudt at købe 49 pct. af andefarmen. Han vil dels sikre leverancerne af restproduktet, vakuumpakkede andefødder, som han igennem årene har importeret til sit lækkersultne folk gennem en af sine handelsvirksomheder.
Hun er kold – og nu vender hun skiltet mod ham med budskabet, der ligner noget, der er malet i blod på en revolutionær, hvidkaldet væg: ANDEMORDER
”Hvad der skal ske med selve andekroppen, må vi tage stilling til senere. Vi fodrer videre, indtil priserne stiger. Vi angribes fra alle sider. Men nu sætter vi modangrebet ind. Og ved samme lejlighed fyldes vores pengekasse af den kinesiske investering”.
Der er stille i konferencestuen på Birger Bentzens lystgård, da bestyrelsesformanden er nået til dramakurvens point of no return. Helt stille, mens formanden har rejst sig og står og skuer som en godsejer gennem panoramavinduerne ud over sine agre og indkørslen med det hvide grus – alléen op mod hovedbygningen. Nu ser han en skikkelse og klemmer øjnene sammen for at fokusere. En slank person som ham selv, en ung pige, hans datter Juliana, går målbevidst og trodsigt. Hendes vagt ved demonstrationen er slut for i dag. Men hun kommer tilbage, det lover hun.
Så ser hun faderen bag vinduet. Han er forstenet. Hun er kold – og nu vender hun skiltet mod ham med budskabet, der ligner noget, der er malet i blod på en revolutionær, hvidkaldet væg: ”ANDEMORDER”.
Nærmest i panik finder han snorene til de store gardiner – og trækker for som en scenemester på et gammelt teater. Nu sidder bestyrelsen i absolut mørke, og medlemmerne begynder at rykke nervøst på stolene i denne pludselige og intimiderende blindhed. Bentzen har varmen tilbage i kinderne, da han finder lyskontakten og tænder for de to navnkundige bronzekogler over det gigantiske herskabsbord.
De otte mand og kvinden misser med øjnene. En virtuel åbenbaring
”Det så sort ud. Nu tænder vi fremtidens lys. Er vi enige?”
Bentzen kigger på dem, hver og én hele vejen rundt.
De nikker.
FØLG POV’S JULEFØLJETON 2020 I DECEMBER – LÆS FOREGÅENDE AFSNIT HER.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her