PLAKATKUNST // BOGUDDRAG – Ib Antoni var designeren bag plakaterne med de farverige Tivolilamper, ikoniske cirkusklovne og livgarder med kæmpe bjørneskindshuer. I 1960’erne og 70’erne skabte plakaterne succes for dansk eksport og turisme, og de blev synonyme med fortællingen om danskerne som det varme, lykkelige folkefærd med den gode smag. Forinden var Antoni allerede berømt i udlandet, men på trods hans superligastatus blandt designere er Antonis historie ikke fortalt før nu, hvor Sara Alfort skildrer den glemte verdensmand i bogen “Manden der tegnede Danmark”. POV har fået lov til at bringe et uddrag.
På en trappe i hjertet af Europa sad Ib Antoni og tegnede. Året var 1948, han var 19 år og havde taget toget ned til Lausanne uden andre penge på lommen end de schweizerfranc, han havde sømmet ind i hælen på sin sko. Hjemme i Aarhus havde han været i lære som reklametegner, men han var for rastløs til at blive på sin plads. Kortvarigt havde han også været forbi teknisk skole, men verden var større, og han skulle videre.
I Schweiz vidste Antoni, at den grafiske kunst var på et højt niveau. Nu sad han på trappen i Lausanne ved Genèvesøen med de imponerende sneklædte alper på den modsatte bred og sugede til sig, så han blev helt svimmel. Ved siden af ham på trappen sad en mand og solgte sæbe. I sin rygsæk havde Antoni et rugbrød med hjemmefra, men han havde brug for penge til at komme videre. Han kiggede op fra sin blok og så en ung pige og hendes far nærme sig. Hende ville han måske kunne sælge sin tegning til. Måske ville han kunne nå toget videre allerede samme aften.
Ib Antoni fik aldrig en formel uddannelse. Han lærte sit fag ved at prøve sig frem og øve sig på skitse efter skitse efter skitse. Landevejene, som han vagabonderede på ned gennem Europa, var hans kunstakademi. Kunstnerne bag de plakater, han så i Schweiz og Frankrig, var hans læremestre.
Han var rundet af en tid og et hjem, hvor man huggede en hæl og klippede en tå for at få enderne til at mødes. Hans barndomshjem var et kludetæppe af midlertidige boliger, og her lærte han, at med stædighed, gode idéer og hårdt arbejde var der altid en vej. Den tid og det hjem var med til at forme ham og trak spor gennem resten af hans liv.
Hans streg, hans farver og hans lune illustrerede den fortælling om Danmark, som også har været med til at præge danskernes selvforståelse
Som voksen blev han et sammensat menneske. Han var stadig lige så nervøs og forsigtig, som dengang han som dreng stammede, og hele livet var han så panisk angst for at flyve, at han igen og igen udsatte sine rejser. Samtidig blev han en dreven forretningsmand og en perfektionistisk kunstner, der lavede hundredvis af skitser, før den endelige tegning var færdig.
Han sparkede døre ind til de største reklamebureauer i New York, Amsterdam og Bruxelles. Han vandt internationale priser, omgikkes prinsesser, ambassadører og statsministre. Og om aftenen stod han ofte på sin stamkro i Rågeleje, endnu en gang i tvivl om, hvorvidt han skulle vælge fiskefilet eller wienerschnitzel. Eller måske fransk bøf med kryddersmør. Eller engelsk bøf med løg.
Ib Antoni blev verdensmanden, der kørte stærkt i sin åbne grønne MG-sportsvogn med en sixpence trukket ned i panden og en smøg i kæften. Manden, som fik hentet sit glemte pas ved at få det kørt i en taxa tværs gennem Danmark. Men han var også Esbjergdrengen, der blev ved med at tage hjem til sin mor, sine mostre og kusiner for at spørge, hvad de syntes om hans tegninger. Om de syntes, han skulle ændre noget. Om de syntes, det var godt nok.
Ib Antoni hører til i superligaen blandt de danske designere, der markerede sig i 1950’erne og 1960’erne – en periode, der ofte omtales som dansk designs guldalder. Hans plakater er i dag gledet ind i vores kulturelle inventar sammen med Hans J. Wegners Y-stol, Børge Mogensens tremmesofa og PH’s loftslampe.
Antonis motiver er mange sikkert stødt på. Hans ikoniske cirkusplakat med Charlie Rivel, der strækker hals mod himlen, mens en lille fugl har sat sig på hans røde næse. Den marcherende gardersoldat med kvidrende fugleunger på toppen af sin gigantiske bjørneskindshue. Tivoli-plakaten, hvor et forelsket fuglepar har slået sig ned på en lygte i den mørkeblå skumring. Hans plakater er blevet klassikere, men få kan i dag sætte navn på kunstneren bag plakaterne. Endnu færre kender til hans historie.
Ib Antoni satte sig som kun 27-årig bag skrivebordet på et af New Yorks største reklamebureauer på Madison Avenue. Her tegnede han kampagner for det legendariske LIFE-magazine, og hans billboards hang i lufthavnen, når man landede i New York. Da han købte sin første bolig som 36-årig, havde han haft udstillinger i New York, Stockholm og Dallas. Hans plakater var samlerobjekter, og han var på julekort med direktøren for den amerikanske kæde af luksusvarehuse, Neiman Marcus.
Men først og fremmest spillede Ib Antoni en afgørende rolle i etableringen af den fortælling om Danmark, vi i dag tager for givet. Fortællingen om det lille eventyrland, hvor det flyder med bacon, lykke og lækkert design, er i dag så grundigt cementeret, at dansk turisme og eksport stadig står påryggen af den. Uanset hvad man måtte mene om fortællingen, er den en ubetalelig grundtone, som Danmark stadig nyder godt af – og den opstod hverken ved en tilfældighed eller fra den ene dag til den anden. Den var et produkt af en målrettet og omfattende indsats i efterkrigstidens Danmark, da dansk økonomi desperat havde brug for en genstart.
I 1990’erne så grafiker Finn Nygaard de mange stakke, der lå oppe på loftet hos Antonis bror, Jørgen, og han var rystet. “Det er jo en kulturskat!
Udenrigsministeriet, Landbrugets Afsætningsudvalg (i dag Landbrug & Fødevarer) og Københavns Turistforening (i dag Wonderful Copenhagen) var hovedaktørerne bag indsatsen, og Antoni var indsatsens faste tegner. Hver gang Danmark i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne havde et officielt eksportfremstød i udlandet, hang Antonis plakater overalt i den pågældende by.
Hans streg, hans farver og hans lune illustrerede den fortælling om Danmark, som også har været med til at præge danskernes selvforståelse. Hans figurer blev synonyme med fortællingen om danskerne som det varme, lykkelige, afslappede folkefærd, der omgiver sig med smukke, enkle ting, og som har luret, hvordan det gode liv ser ud.
“Danmark har mistet en af sine store, muntre sønner. Han har været med til at gøre vort land kendt og tilhørte på en måde os alle. Denne strålende kunstner døde på sit livs højdepunkt.” Sådan sagde præsten Erik Damm i sin begravelsestale for Ib Antoni. I 1973, som kun 44-årig, omkom Antoni i en brand på Hotel Hafnia. Da han døde, kaldte aviserne ham for “verdensberømt” og “den største på sit område”.
Ib Antoni tilhørte på en måde os alle. Alligevel lykkedes det os at glemme ham. Historien om Ib Antoni, hans liv og hans arbejde har været længe undervejs og har haft mange benspænd på sin vej. Antonis dramatiske død rystede familien så meget, at de lagde hans værker på et loft. I årevis lå alle disse plakater, håndtegninger og skitser gemt og glemt.
I 1990’erne så grafiker Finn Nygaard de mange stakke, der lå oppe på loftet hos Antonis bror, Jørgen, og han var rystet. “Det er jo en kulturskat! Det kan man jo ikke bare have liggende deroppe,” siger han. “Antoni var en af de vigtigste nøglepersoner i dansk plakathistorie, og den vigtighed er en del af vores historie. Det måtte der jo gøres noget ved.”
Drømmen om at tage de mange originale plakater og tegninger ned, trække Antonis arbejde frem fra glemslen og fortælle hans historie blussede op, men den ene dag tog den anden, og det blev i første omgang ikke til noget. De mange hundrede håndtegninger blev liggende på loftet.
Indtil 2009. For en dag klatrede Ib Antonis nevø op ad trappestigen til lemmen i loftet og hev tegningerne ned. Anton Antoni rullede nogle af de originale plakater sammen og tog ind til København med plakatrullerne under armen. Han besøgte flere gallerier uden held, og han gik ind i den største plakatforretning i København, hvor ejeren ikke havde tid til at tale med ham.
Slukøret besluttede han sig for at tage hjem. På vej ned ad Gothersgade gik han forbi det, der meget vel kunne være byens mindste galleri. Anton Antoni gik ind, fortalte om sin onkels værker og rullede plakaterne ud på stengulvet. Klovnen Charlie Rivel, det lille fuglepar på Tivolis lygte og deres klare farver fyldte gulvet ud.
De brudstykker af hans livshistorie, som Kit fortalte mig, var dybt nysgerrighedsvækkende. Hvordan i alverden kunne det gå til, at den historie aldrig var blevet fortalt?
Ejeren af det lille galleri, grafiker og fotograf Mikael Hauberg, genkendte plakaternes motiver fra sin folkeskole, hvor de havde hængt ned ad gangen, men han kendte ikke til kunstneren bag. Mikael googlede Ib Antoni, fandt yderst sparsomme oplysninger, men skrev det, han kunne finde, ind på galleriets hjemmeside, og her satte Mikael og Anton et udvalg af de originale plakater til salg. Dog kun dem, hvor Anton havde flere eksemplarer. Mikael Hauberg havde imidlertid ingen anelse om, hvor mange værker Anton havde liggende derhjemme.
I landsbyen Bjergsted på Vestsjælland trak Anton (der i virkeligheden hed Jørgen ligesom sin far, men kaldte sig Anton) to gamle læderkufferter fyldt med håndtegnede skitser frem fra under sengen. Mellem to spær under loftet lå sammenrullede originalplakater i mange gamle paprør. Her var skotøjsæsker med fotos. Kurve med gamle artikler. Fryseposer med dias. Mapper med tegninger, der ikke havde været fremme i lyset i 50 år, hvor farverne stod, som var de lagt på dagen inden. Mikael Hauberg var overvældet.
Anton fortalte, at han oplevede det som et stort ansvar, at hans onkels arv lå på hans skuldre, og at alle disse tegninger samlede støv. Og så fortalte Anton også sin egen historie. Han havde rejst og sejlet meget, fortalte han. Han havde levet som narkoman, været fængslet i tre år i Rusland og var vendt tilbage til Danmark i 2002. Han var clean og klar til en ny begyndelse.
Efter nogle år, hvor Anton var begyndt på en ny uddannelse og havde arbejdet forskellige steder, var hans far blevet syg. Jørgen havde fulgt sin brors karriere og var ærgerlig over, at Ib Antoni var blevet glemt. Måske kunne Anton puste liv i de gamle plakater på loftet? Således havde Anton og plakaterne fundet vej til galleriet i Gothersgade.
Efter noget tid så Mikael Hauberg en mulighed for ikke alene at sælge de originale plakater, men også at reproducere Ib Antonis tegninger. Han solgte reproduktioner til salgssteder i København, fyldte plakater og kort på hylderne. Poserne, mapperne og kasserne, der blev ved med at dukke op, samlede Anton og Mikael sammen på Mikaels lager.
Salget greb om sig, og efter et års tid sagde Anton sit job op på et bosted for tidligere kriminelle unge. Både Mikael og Anton begyndte nu at arbejde på fuld tid med Ib Antonis kunst og design. De talte om, hvordan de kunne bringe Ib Antoni frem fra glemslen og ind i den kollektive hukommelse igen, og de begyndte at opsøge dem, der havde kendt Ib Antoni. De havde en idé om, at en dag ville de få overblik over alle kufferter, fryseposer og skotøjsæsker ogfortælle Ib Antonis historie.
I en rundkørsel syd for Rågeleje i Nordsjælland kørte en gammel Citroën en solrig novemberdag i 2016 en ekstra runde. Ved rattet sad Anton. Han var 57 år, lang og tynd, spillede trommer i et band og klædte sig som det, de, der mødte ham, kaldte “Christianiaagtigt”. Hans grå hår var samlet i en hestehale i nakken, solbrillerne sad i håret, hans stemme var dyb og ru.
På bagsædet sad Mikael, og på forsædet ved siden af Anton sad Inger Larsen. Hun var 83 år, hendes røde strikkede hue matchede både jakken og brillerne. Hun havde hældt kaffen på termokande derhjemme, så den var klar, når de var tilbage fra turen. De havde aldrig mødt hinanden før, og nu var de kørt for langt.
“Vi skulle have været til højre i rundkørslen. Men det er jo dejligt vejr, så det gør ikke noget,” lo Inger Larsen. “Det er nok, fordi vi snakker for meget.” Stemmen fra GPS’en fortalte, at de skulle dreje om 500 meter. “Ja, jeg skal nok,” sagde Anton og drejede Citroënen ud af rundkørslen.
Et digitalt arkiv over Antonis enorme produktion voksede. Arkivet fortalte om en perfektionist og om, hvor lang vejen havde været fra idé til færdig plakat
Inger Larsen havde været Ib Antonis husholderske de sidste ti år af hans liv. Anton og Mikael havde hentet Inger Larsen i hendes hjem. Sammen skulle de køre op til Antons onkels hus, hvor hun ikke havde været siden den dag, Ib Antoni døde. Anton havde tændt en lydoptager i bilen. Han ville gerne kunne huske det, Inger fortalte ham om hans onkel Ib.
Mens de kørte, pegede Inger Larsen på de sommerhuse i området, hvor hun også havde gjort rent, indtil hun fik hyre hjemme hos Ib Antoni. “Så skulle jeg ikke længere. Dér havde jeg det fint,” sagde Inger Larsen.
De nåede frem til det hus, hvor Ib Antoni boede i Udsholt uden for Rågeleje. Anton parkerede bilen, de steg ud og smækkede dørene i. Inger Larsen greb fat om sine krykker, og de gik op mod Ib Antonis hus. Sammen mindedes de den Ib Antoni, der elskede at få gæster. Ham, der insisterede på at være dus med Inger Larsen. De huskede den Ib Antoni, der ikke så forskel på folk. “‘Vi er alle skabt på sammemåde.’ Det sagde han,” fortalte Inger. “Sådan var Antoni.”
Anton og Inger gik rundt om huset. De lænede sig ind mod køkkenvinduet og kiggede ind. Dengang Ib Antoni boede her, havde han brune gardiner med røde blomster og Arne Jacobsens myrestole rundt om køkkenbordet. Her sad han og Inger Larsen og drak morgenkaffe og læste avis, når hun havde lavet spejlæg og bacon.
I stuen lå et hvidt ryatæppe foran en hvid lædersofa. Loftet var mørkt træ med blåmalede loftsbjælker. I hans tegnestue ved siden af stuen lå et sort- og hvidternet klinkegulv, hvor Antoni stænkede med sin maling, fortalte Inger Larsen. Hans arbejdsbord var tæt befolket af farver, pensler og skitser.
“Det er jo en fantastisk rejse ind i en tidslomme,” udbrød Anton, der stadig gik rundt med sin lydoptager. “Når vi snakker om det, så dæmrer det jo,” sagde Inger. “Det er jo ting, som ellers bare er omme i rygsækken.” “Ja,” supplerede Anton. “Nu er det så dukket op igen.”
Anton Antoni lagde hånden på Inger Larsens skulder. “Det er rigtig dejligt, du gider være med, du,” sagde han til hende. “Og heldigt, at jeg er her endnu,” svarede Inger. “Det kunne lige så godt være, at jeg ikke var her længere.” “Argh,” sagde Anton. “Du virker som en, der er rigtig frisk og livsglad.” De aftalte at mødes igen, men det skete aldrig.
Et år efter deres møde fik Anton konstateret kræft. Han gik bort to år senere, i marts 2019.
Efter Antons død stod Mikael Hauberg på lageret og så rundt på kasser med breve. Poser med fotografier af en ung Antoni sammen med ukendte ansigter. Bunker af skitser, ruller med plakater og gulnede udklippede interviews med Ib Antoni, klippet ud uden at få datoen og navnet på avisen med. Nu var tiden inde til at få overblik over materialet. “Hvis det her nogensinde skulle fortælles, så var det nu,” fortæller han. “Det her var den arv, der var, og nu var det mit ansvar alene at bringe det videre. Det var nu, det gjaldt.”
Men arkivet rejste flere spørgsmål, end det besvarede. Hvad havde formet Ib Antoni og hans streg?
Ét efter ét affotograferede Mikael, sammen med kunstfotograf Anders Sune Berg, flere tusind skitser og værker. Et digitalt arkiv over Antonis enorme produktion voksede. Arkivet fortalte om en perfektionist og om, hvor lang vejen havde været fra idé til færdig plakat. Ud fra gamle interviews og sort-hvide fotografier dukkede også konturerne af et hektisk liv frem. Nu, tænkte Mikael Hauberg, var tiden endelig inde til at fortælle historien om Antonis liv.
Det er her, jeg som forfatter træder ind i historien. Ad omveje havde jeg mødt Mikaels samarbejdspartner, Kit Flensted. Under en lang telefonsamtale en tidlig forårsdag fortalte hun mig om Antoni. Jeg havde ærlig talt aldrig hørt om ham, men de brudstykker af hans livshistorie, som Kit fortalte mig, var dybt nysgerrighedsvækkende. Hvordan i alverden kunne det gå til, at den historie aldrig var blevet fortalt?
Mikael Hauberg gav mig adgang til det arkiv, han havde samlet med de mange hundrede avisartikler, skitser, motiver, fotografier og efterladte papirer. Arkivet var en guldgrube at dykke ned i. Her var en endnu ufortalt historie, et unikt indblik i en tid, et vidnesbyrd fra en plakatbranche, en fortælling om en dreven og sjældent dygtig kunstner, der levede et dramatisk, intenst liv og led en tragisk død.
Ved at sammenstykke oplysninger fra gamle interviews, flere hundrede små notitser og efterladte papirer kunne vi nogenlunde datere plakater, udstillinger og rejser. Men arkivet rejste flere spørgsmål, end det besvarede. Hvad havde formet Ib Antoni og hans streg? Hvad var det, der drev ham? Hvad var det for et liv, han førte?
Hvem var han?
(uddrag af bogens introduktion)
Manden der tegnede Danmark – fortællingen om Ib Antoni
Forfatter: Sara Alfort (i samarbejde med Antoni Legacy)
Forlag: Turbine. 311 sider, rigt illustreret.
Udkom d. 15. oktober 2021
Findes også i en engelsk version med titlen The Man Who Drew Denmark.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
