Resumé
Konflikten mellem andelslandsbyen Hipsted og den slidte stationsby Folkerup er ramt af et paradoks. En uge før jul er balladen stivfrossen som jorden på egnen og vandet i Langesø. Men underligt nok er medie-interessen nærmest hysterisk, som om krigen – ”andekrigen” – allerede er brudt ud. Der er tale om en skyttegravskrig mellem dem, der vil have lukket den store andefarm Roast Duck i Folkerup – mestendels beboerne i Hipsted. Bedste- og oldeforældrene vil have deres vilje nu. Ligesom dengang i 68! I Folkerup føler den almindelige borger sig svigtet. Politikerne Irene Larmtue og Marcus Stuka kommer til byen for at opildne til kamp og den anløbne journalist Skitte Warcastle rejste hertil – denne gang som konsulent. Bestyrelsesformand for andefarmen, Birger Bentzen, søger desuden ny kapital, fordi den dårlige presse har stoppet salget af juleænder. Så alt, i alt:
Støtten udefra tropper først og fremmest op ud fra deres egne interesser.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
Christina Fridild stampede sneen af de økologiske fåreskindsstøvler ved sin lille knaldrøde Fiat 500. Hun havde travlt, men nåede dog at nyde sine scrambled eggs, det hjemmerøgede bacon og den koffeinfri kaffe. Hun havde og har altid haft et oprørsk og til tider revolutionært sind. Det kunne hendes far, stedfar og 4 ægtemænd bekræfte.
Men pragmatikken havde sneget sig ind på hende som en slags alderens uundgåelige, ideologiske slidgigt. Hun fulgte med nye trends – men veganer? Nej tak! Dog var æggene, ligesom den hjemmerøgede bacon, selvfølgelig økologiske.
Den gamle oprører mødes af en stor gruppe unge, som hun straks ser, tæller skoleungdommen fra både Hipsted og Folkerup. Demonstration. Blokade. Oprør
Og de lavtlønnede afrikanere, der havde dyrket hendes kaffebønner, kunne dog glæde sig over, at hun købte via Fair Trade. Fattige, ja, men anstændigt fattige. Og Fiat’en? Jo, den kører på benzin – men er en ”hybrid” med en el-hjælpemotor til at tage toppen af både brændstofforbrug og dårlig samvittighed. Christina var med tiden blevet en meget pragmatisk frihedskæmper.
Hun baksede med det store skilt, der skulle op at hænge foran hendes nye Donut Joint – frokostrestauranten i det gamle Folkerup. Det nye iværksætteri havde fra starten stærkt brug for hendes tiltagende pragmatik.
”Den skal være økologisk og vegetarisk – 100 pct”, sagde hendes søn, Robert, da hun luftede forretningsideen for sønnen.
Hun nikkede stumt, som forældre gør, når de ikke kan få ordet nej over deres læber. Men hun vidste, at et rent vegetarisk spisested ingen gang havde på jord – i Folkerup. Hun skulle jo leve af det her. Og donuts uden andekød i netop denne by befolket af folket ville være som at servere sodavand for en bryggeriarbejder.
Der er ikke plads til skiltet i den lille bil. Ingen anden udvej end at åbne soltaget denne dag, hvor frosten holder sig lige under 20 minusgrader. Ned ad grusvejen mellem de ældste af Hipsted-husene. Til venstre ned mod broen.
Det bliver dagens korteste biltur. Broen er totalt spærret.
De unge i blokaden forstod ikke en skid – og gik i gang med at overmale skiltet med et nyt og vigtigere budskab
Den gamle oprører mødes af en stor gruppe unge, som hun straks ser, tæller skoleungdommen fra både Hipsted og Folkerup. Demonstration. Blokade. Oprør. Alt det hun voksede op med i sine egne år i Ungdomshuset. Til sin egen overraskelse er Christinas første, ureflekterede reaktion vrede! Hun skal på arbejde. Forretningen skal køre. Hun springer ud af den lille smarte bil og begynder diskussionen med de unge.
Hun kommer ikke forbi.
I stedet tager et par af aktivisterne skiltet og viser det frem for de andre demonstranter. De griner højlydt af teksten, som skulle være en stikpille til politikeren Irene Larmstue, der lige havde besøgt Folkerup. Larmstue var mere kendt for sin evne til at læse folkestemninger end til selv at tænke nyt. Så hun havde lige neglet ”Dræn Sumpen ”-citatet fra en eller anden halvgal præsidentkandidat på den anden side af kloden.
”KOM UD AF SUMPEN – FÅ DONUTS PÅ RUMPEN”, stod der på Donut-sælgerens nye skilt til forretningen inde i den gamle by. Fridild synes faktisk selv, at der var tale om både skæv humor og et politisk statement.
De unge i blokaden forstod ikke en skid – og gik i gang med at overmale skiltet med et nyt og vigtigere budskab.
Så fik Christina øje på sin søn. Hendes egen søn var med i blokaden side om sig med Juliane – storkapitalistens forkælede datter. Barn af ondskaben selv.
Nu opdager Robert også sin mor. Først så han vred ud – så nærmest sørgmodig. Han klemte sig gennem den store gruppe af råbende børn og unge, tog sin mor under armen og førte hende ned mod den isdækkede sø, som nu var eneste mulige forbindelse mellem Hipsted og Folkerup.
De stoppede op der, hvor ingen kunne høre dem.
Juliane fulgte dem med øjnene. Ville løbe efter sin kæreste – men det var nok lettest at blive. Hun så, hvor de lignede hinanden – mor og søn. Deres armbevægelser. Deres indlysende temperament, når de virkeligt var tændte. Så var moren ved at gå. Så tog han fat i hende. Så ville sønnen skride tilbage til de andre unge. Så holdt hun fast.
Det stod på i 5-10 minutter – indtil hun flagrede over isen til Folkerup med en vrede, der kunne aflæses i hver eneste af hendes krops bevægelser. Robert satte sig hårdt ned i sneen med ansigtet i begge hænder.
Han græd allerede højlydt, da Juliane nåede frem til ham.
Han slipper hovedet på skrå. Nu kysser hun ham på halsen
”Hun burde da for helvede om nogen forstå, hvorfor vi tager den her kamp”, sagde han. “Det er hende, der bliver ved med at belære mig om, at jeg sige fra.”
Robert taler i stød – med flere pauser af klumpen i halsen. Juliane sætter sig bag ham og lægger begge sine arme tæt om hans krop. Han slipper hovedet på skrå. Nu kysser hun ham på halsen.
Christina Fridild er nået helt over på Folkerup-siden, inden hun vender sig om. Hun ser sønnen og hans nye kæreste tæt sammenkrøbne i sneen.
Og bilen – den pang-røde Fiat, der nu er en del af de unges blokade. Og skiltet, som hun bragte med sig. Hendes røde bogstaver anes utydeligt bag overmalingen. Det nye budskab i neonagtige, selvlysende bogstaver er ikke til at tage fejl af.
”FUCK ANDEMORDET!
– sæt grøn mad på julebordet”
LÆS FLERE AFSNIT AF POV’S JULEFØLJETON HER
Topillustration: POV International. Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
