mm

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Se alle skribentens artikler

Den der graver en grav for andre

Midt i verdens vrimmel, med Trumpforvirring, regeringsdannelses-cirkus og dagens opgaver er jeg rendt ind i et virkelig dumt problem. Og jeg er 100 procent selv skyld i det. ”Den, der graver en grav for andre, falder ofte selv i den”, og dernede ligger jeg og roder for tiden. Jeg skulle være åh så klog og forsigtig, og nu er jeg på den. Vi taler ilandsproblem, luksusproblem og alt det der. Tak jeg ved det. Men jeg er desperat nu.

Det her er en tilståelsessag. Jeg udleverer mig selv nu. Jeg kunne holde min mund, og vente på, at problemet forsvinder af sig selv, for det det gøre på et tidspunkt. Men jeg er nok ikke den eneste, der har oplevet at føle sig dum.

Jeg kan ikke finde min tablet! Min elskede Ipad, som har så stort læsefelt, at øjnene hviler, modsat mobilen, hvor det hele er så småt, at øjnene bliver trætte og hovedpinen lurer. Det var derfor en god ide at bruge penge på en Ipad i sin tid. Den blev lynhurtigt en uundværlig del af min hverdag. Det er den stadig, men nu er den blevet væk. Eller, det kan man jo ikke sige. Jeg kan bare ikke finde den. Jeg har selv gemt den, og nu kan jeg ikke finde den.

Ja, du må godt grine, og det gør jeg også selv. Men jeg føler mig også ret dum, kan du nok forstå.

Vi skulle rejse, være væk i 14 dage. Så tænker man på, hvordan hjemmet efterlades. For tænk hvis nu, Gud forbyde det, at der var indbrud, mens vi var væk. Så skal gode ting ikke ligge og flyde, lige til at putte ned i tasken med tyvekoster. Det mindste, man kan gøre, er at lægge gode ting væk. Ude af tyvens synsfelt. Og det gjorde jeg omhyggeligt den dag, kufferten blev pakket. Jeg gemte min Ipad. Og min PC. De skulle ikke med til Facebookløse og wifi-svage Iran. Jeg var endda så omhyggelig, at jeg også gemte opladeren. For den kloge tyveknægt kan sagtens lægge to og to sammen: Hvis opladeren hænger i stikket, så har man også ladet sin tablet blive hjemme.

Jeg har et solidt omslag på min tablet, så den ikke går i stykker. Så hvis jeg bare lægger den under en bog på hylden, kan man sagtens se den. Det var ikke ‘gemt væk’ nok. Og den er rød. Jeg har før benyttet mig af bunken af trøjer i skabet, der er sådan én godt gemt. Men denne gang fik jeg en endnu bedre ide. Ingen tyveknægt ville finde min Ipad.

Så jeg tog af sted med fornemmelsen af veludført arbejde. Det tør siges. Nu kan jeg ikke finde den.

Trætte kom vi hjem efter en dejlig rejseoplevelse. Glædede os over at være sluppet for indbrud. Det hele var, som vi havde efterladt det. Og langsomt vendte hverdagen tilbage til normalen. PC’en blev fundet frem – den lå i sweaterbunken – og så fandt jeg opladeren til Ipad’en, men hvor var det nu, jeg lagde den Ipad?
Og der er absolut ingen erindring i min hjerne om, hvad det var for en god ide, jeg fik den dag, vi rejste. Jeg kan overhovedet intet huske om, hvor jeg har lagt den.

Jeg har før benyttet mig af bunken af trøjer i skabet, der er sådan én godt gemt. Men denne gang fik jeg en endnu bedre ide. Ingen tyveknægt ville finde min Ipad. Så jeg tog af sted med fornemmelsen af veludført arbejde. Det tør siges. Nu kan jeg ikke finde den. For hver dag, der går, føler jeg mig endnu mere dum

Jeg har været bag alle bøger i reolen – det er også godt at gemme noget bag bogryggene, der er ofte alt for meget plads inde bag bøgerne. Men uden held. Det eneste jeg fandt var støv. Helt ufattelig meget støv. Tænk at bøger kan samle så meget støv.

Garderobehylderne er tjekket – flere gange – og så mange er der heller ikke. Walk-in-closet – det er ikke mig. Vores lille skab med duge, heller ikke. Hylden med tørklæder og handsker, negativ. Perfekte steder at gemme en tablet. De tunge skuffer i det gamle chatol med alt muligt og umuligt rod? Nej. Ingen Ipad mellem julepynt, fortidens brevbunker, indpakningspapir, gamle dokumenter og pudset sølvtøj i plastikposer.

For hver dag, der går, føler jeg mig endnu mere dum. Så kom nu bare frit frem, kære ven. Du er savnet. Og jeg er tilbage i mobiltelefon-formatet. Tilbage til begrænset læsetid, fordi hjernen protesterer og advarer om hovedpine forude. Mega irriterende at blive begrænset. Og når jeg skriver beskeder eller facebookopdateringer, skal der læses ekstra korrektur, for fejlprocenten er større med de små bogstaver, end på de større ipadfelter. Det siger sig selv.

Tænk, hvis jeg aldrig finder den? Min mand siger, at jeg har lagt den i noget, vi så har smidt ud. Men det tror jeg ikke på. Det nægter jeg at tro på. Jeg er sådan en tjekhystade, at det anser jeg for aldeles udelukket. En gaffel kan risikere at ryge i skraldespanden i et ubevogtet øjeblik, eller et dokument kan snige sig ind i bunken af gamle aviser, men en tyk og for så vidt ret tung Ipad? No way.

Og jeg nægter at hyre en indbrudstyv. Fætter langnegl kan sikkert finde den i en ruf, men det er usportsligt på den helt ufede måde. Det nægter jeg. Andre gode forslag modtages med kyshånd.

Den er der et sted. Men hvor? Desværre har jeg ikke Imessage på den, så ku’ jeg jo bare ringe til den. Den luksus er forbeholdt min mobil. Og ‘find min Ipad,’ heller ikke. Den ligger og hygger sig et rigtig godt sted. Og jeg er sikker på, at når jeg en dag finder den, så vil jeg rose mig selv og sige højt: Det var virkelig godt tænkt, Monica.

Men indtil da: Hold nu kæft, hvor føler jeg mig dum!

Illustration:Michaël Dorbec,

Som skribent på POV får jeg kun den betaling, som læserne har lyst til at bidrage med. Jeg bliver glad for store og små beløb på Mobile pay på 2424 6242

Kategorier