Hvis man ikke kender sociologen Rasmus Willig nu, kan det kun være, fordi man har ligget i koma de sidste fire uger. Efter hans nye bog ”Afvæbnet kritik” er udkommet, ligger han som honning på alles læber og har været i stort set alle medier. Hans bogs popularitet er ved at udvikle sig til Brinkmannske dimensioner. Det er der ikke noget at sige til, for det lille tætte skriv handler om noget så vigtig som retten til at ytre sig om kritisable forhold, også på vore arbejdspladser.
For mens kritiske ytringer i samfundet frit florerer som myg på en fugtig sommeraften, forstummer de brat ved indgangen til arbejdspladsen. Her gælder der åbenbart andre regler. Regler, som vækker mindelser om de tidligere østlande.
Rasmus Willigs nye bog er netop udkommet på Hans Reitzels Forlag, og på hjemmesiden skriver forlaget: ”Er du pædagog, lærer, sygeplejerske, politibetjent eller socialrådgiver og har en fornemmelse af, at det er blevet sværere at ytre dig kritisk på din arbejdsplads, og at de svar, som ledelsen leverer, afvæbner og sender kritikken tilbage til dig selv? Ja, så er denne bog absolut pensum. For andre professioner er der også rigeligt at hente. Afvæbning af kritik er i vækst på arbejdsmarkedet, og bogen dokumenterer en ny kultur, der præger især fagprofessionerne, offentlige som private, hvor kritik ikke længere kan handle om almene problemstillinger i arbejdslivet, men gøres til et individuelt anliggende, der har med den enkelte medarbejder at gøre.
Afvæbnet kritik er resultatet af syv års indsamling af de svar på kritik, som møder de kritiske medarbejdere. Bogen analyserer de bagvedliggende strukturelle årsager til svarene, og analysen er skræmmende, enkel og desværre overbevisende”.
Intet demokrati uden kritik
Det er en vigtig og ikke mindst velbegavet skrevet bog, som alle tillidsfolk og ledere burde gå med i deres baglomme. Det er en bog uden overflødigt fedt, og omdrejningspunktet er den vigtige betydning, som kritik har for erkendelse og forandring.
At det måske netop er ”brokkehovederne”, der har fat i den lange ende, hvis demokratiet skal bestå – og ikke mindst virke efter hensigten.
Kritik er den olie, der smører samfundsmekanikken og er som sådan helt uundværlig i et moderne samfund med de betydelige frihedsgrader, vi danskere ofte bryster os af
Bogen har helt berettiget fået fine anmeldelser og ikke mindst omtaler, så tilgiv mig, at jeg ikke her vil komme med en gennemgang af emnerne. Bare læs den. Den er et must for ethvert frihedselskende og liberalt menneske, hvis politikerlede er vokset ud af de kendte og ukendte sager om personer, hvis kritiske røster har haft alvorlige konsekvenser eller er blevet vendt mod dem selv.
Hvor mange medarbejdere har efterhånden ikke måttet lægge ører til raffinerede afvæbninger af deres kritik? Afvæbning, som lyder som en kordineret indsats for mange af statens ledere. Ja, man kunne endog fristes til at gå så vidt som til at mistænke dem for at havde været på det samme lederkursus i ”Afvæbning, af medarbejder kritik”, som måske udbydes gennem Kommunerens Landsforening de her dage.
”Tag nu lige ja-hatten på”, ”Du ser lidt træt ud, har du det godt derhjemme?”, ”Vi skal udvikle os i stedet for at afvikle os”, ”I er forkælede. I har sovet tornerosesøvn for længe”, ”Det gider jeg ikke høre mere om”, ”Hvad har I ellers gjort?”, ”Vi er nødt til at være mere fleksible”, ”Vi skal tilpasse os, ellers lukker og slukker vi”, ”Sådan er det bare!” ” Du skal da være velkommen til at finde dig et andet arbejde, jeg holder ikke på dig”, »Hvordan vil du sikre, at du ikke kommer til at stå i den samme situation igen?”, ”Det kan godt være, men husk lige, hvad vi har nu. Vi du risikere at miste det?”, ”Hvis du ikke kan følge med, må du finde et andet arbejde”, ”Nu må vi trække en streg i sandet og se fremad”, ”Du må simpelthen lære at være mere fleksibel”, ”Nu må vi stoppe diskussionen. Der er ikke mere tid, desværre”, ”Det kan jeg godt høre, at du siger, men nu skal vi noget andet”, ”Sådan bliver det altså. Det er min ledelsesret”.
Det skrider i den forkerte retning derude
Der er ved at ske grimme ting på de danske arbejdspladser, og vores ret og frihed til ytringer er ganske enkelt ved at glide ud. Igennem syv år har Rasmus Willig indsamlet reaktioner fra ledere på medarbejderens kritik af arbejdsforholdene eller andre sager, som ikke bare rammer de ansatte, men også de borgere, de skal betjene. Skurken er ifølge Willig neoliberalismen, der i sit væsen bliver mere og mere resistent overfor selv berettiget kritik. Og selv om kritikken kunne indeholde nyttige og vigtige informationer om netop for en af liberalismens væsentligste dogmer, krænkelsen af den enkeltes frihed og ret til ytring, bliver den tilbagevist. Underligt paradoksalt.
Rasmus Willig ser et skred i måden, organisationerne behandler medarbejdernes kritik på. Ethvert pip om arbejdsforholdene eller den manglende kvalitet overfor borgerne bliver opfattet som sønderlempende kritik af hele det neoliberale projekt. En ideologi, hvor den eneste gældende præmis for velfærdssamfundets overlevelse er konkurrencestaten.
Kritisk attitude har ikke længere nogen status, og enhver medarbejder, der har sit job kært, bør overgå til en positiv en af slagsen. Især når det handler om en kritisk reaktion overfor det faktum, at det offentlige i disse år skæres helt ind til knoglen ved hjælp af naturstridig effektivitet, tvangsfleksibilitet og målopfyldelse, der er fuldstændig urealistisk.
En mindre og mindre hær af konkurrencesoldater skal løfte en større og større byrde. Og piber du, fordi du er er så forbandet belastet, bliver du velvilligt tilbudt kurser i resiliens (psykologisk modstandskraft, red.).
Rasmus Willigs lille raffinerede historiske pointe om, at der først var medbestemmelse, så kom medarbejderne på medhør, og nu har de bare at være medgørlige, er en lille genistreg, og beskriver så præcist det skred, jeg selv har oplevet i mine over 20 års erfaring som rådgiver og konsulent. Det er skræmmende og ikke mindst uværdigt at være vidne til det, som foregår på de offentlige og statslige arbejdspladser i disse år. I al ubemærkethed har medarbejderne ikke bare skullet vænne sig til selvcensur, men også lære at håndtere den utryghed, det giver, når man risikere at miste sit job, hvis man påpeger forhold, der kunne trænge til at blive set efter i sømmene.
Der går ikke en uge, uden at jeg selv får e-mails fra medarbejdere, der er blevet truet til tavshed med skriftlige advarsler eller trussel om fyring. Medarbejdere, der har påpeget fejl og mangler, er blevet opfattet som kværulanter, som hele tiden vil udfordre systemet. Systemer, der immervæk forringer det, som borgerne har krav på eller direkte har alvorlige konsekvenser.
Det er psykologisk hård kost at skulle lægge ører til de oplæg, der ligger forud for skriftlige advarsler. Oplæg, der ofte også er fordrejede og befængt med usandheder, hvis eneste formål er at berettige den senere advarsel.
Jeg kan selvfølgelig ikke på baggrund af mine mange e-mails vurdere omfanget af disse advarsler. Men jeg aner en tendens, hvor kritik bliver taget i opløbet, og den skriftlige advarsel, med indbygget mulighed for fyring, nærmest er udløst af en automatreaktion, frem for en reflekteret. Nu bliver selv en lille løftet pegefinger opfattet som modstand mod hele systemet, og medarbejderne kan ikke andet end at lukke kæften og med tiden gå til i frustration. Budskabet er ifølge Rasmus Willig ikke til at tage fejl af. Medarbejdere, der er kritiske, er dinosaurer og bør uddø. Medarbejdere skal udvise en mere robust og positiv attitude. De skal lære at finde sig i mere og ikke mindst elske det.
Demokratiet er under pres
En af Rasmus Willigs egne konklusioner er det link, der kunne være mellem de stigende stress- og depressionsproblematikker og den kritik, som bliver afvæbnet og kastet tilbage i hovedet på medarbejderen. En anden er afdemokratiseringen, der ganske ubemærket går hen over vores hoveder. For ham er det ikke kun rimeligt, men direkte nødvendigt, at medarbejderne ved, hvad konsekvenserne er af de mange politiske reformer. Hvis ikke de konsekvenser er kendte og ikke mindst erkendte, vil konsekvensen være resignation og medarbejderens fornemmelse af at have tabt sig selv.
Hvor naturen i de her år oplever en global opvarmning, er menneskeheden også i gang med en global nedsmeltning, hvis ikke menneskeheden snart finder et alternativ til neoliberalismens forråelse af samfundets tilstand.
Bogen “Afvæbnet Kritik” får seks POV-stjerner. Thomas Milsted
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
