Bortvendthedens æstetik

af

Ved et tilfælde faldt min tanke i dag på bortvendthedens æstetik.

Jeg tror ikke, det er et begreb, der eksisterer isoleret. Men ikke desto mindre ved mange nok, hvad jeg tænker på: Besnærende billeder fra film, malerier og fotografier, hvor vi ikke får lov til at se – kun fornemme hvordan vedkommende ser ud, mens vi fantaserer om, hvad det skjulte ansigt monstro afslører om personens indre (følelses)liv.

Bortvendtheden har ofte et vemodigt udtryk, noget tavst over sig eller et ensomt præg. Det kan dog også være det modsatte. Under alle omstændigheder er det pirrende og stærkt dragende, fordi vi på ingen måde kan få det at se, vi ønsker. Og omvendt er det mere intimt – fordi vi identificerer os stærkt med beskueren og betragter det samme som ham.

På den måde er det ofte billeder, der er svære at slippe.

Fra maleriets verden må kongen indenfor begrebet være maleren Caspar David Friedrich med maleriet “Vandrer over tågehavet” (1818).

Det er et romantisk mesterværk og blev beskrevet af forfatteren John Lewis Gaddis som efterladende en modstridende fornemmelse, “det antyder både herredømme over et landskab og individets ubetydelighed i det. Vi ser intet ansigt, så det er umuligt at vide, om udsigten er oplivende eller skræmmende for den unge mand – eller begge dele.”
Personligt har jeg altid set det som en stærkt sansende stund, hvor personen får lov til at tænke lidt langsomt for sig selv.

Picture

Caspar David Friedrich, “Vandrer over tågehavet” (1818)
En dansk maler, som i den grad også excellerede i at pirre beskueren med tavse, tyste og tilbagetrukne tableauer var Vilhelm Hammershøi. Et arsenal af malerier i lyse lokaler med sortklædte bortvendte kvinder (og mænd). Afdæmpet udtryk. Sørgmodigt, måske. Indadvendt, tænksomt, alene men ikke nødvendigvis ensomt. “De stille stuers maler” blev han kaldt. Stilhed. Nok mest det.
Fra filmens verden, er det filmen L’Aventtura med Monica Vitti, jeg tænker på, når det handler om den besnærende bortvendthed. I 2009 havde Cannes Film Festival en plakat, som jeg i mange situationer og af mange årsager ofte kigger på og tænker på.
Der står kvinden som et rådyr på spring og kigger ud af døren. Ved at jage eller ved at flygte? Forskrækket, bekymret, begejstret eller blot iagttagende?  Har aldrig set filmen for at finde svaret.

Picture

Det lille tilfælde, der fik mig til at tænke på bortvendthedens æstetisk kom i dag fra virkelighedens verden.

Min datter iførte sig en våd kjole med særlig vidde, som hun insisterede på kunne tørre i solen, for hun ville ud og øve sig på Claudia Cardinales dansede figur. Hver gang hun snurrede forsøgte jeg at ramme, men hver gang kom knipset, da hendes ansigt var væk. Godt for det. Stærkt koncentreret eller frigjort grinende? Bortvendthedens æstetik kommer også i børnehøjde:

Kan du lide Frederikke Letts skriverier, så send hende gerne et direkte beløb på MobilePay 2228 8484. Du er også meget velkommen til at læse videre på hendes egen blog, Frederikke fokus.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederikke Lett

Frederikke Lett(f. 1974) er oprindeligt uddannet jurist, men skriften og kulturen trak i hende og hun endte med at forlade sit job som jurist i Dansk Industri og skifte levevej. Fra paragraffernes verden til kunsten og kulturens. Hun er tekstforfatter og skribent og har skrevet for adskillige film-medier og er fast klummeskribent på ALT for Damerne. Du kan følge hende på hendes egen blog, Frederikkes fokus.
 
 

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top