En drengerøvs bekendelser

af i Danmark/Liv & Mennesker/Mænd

TAXAMANDENS KLUMME – Det er øjnene. Det er ørerne. Det er næsen. Og bagefter kommer så hele værktøjskassen med høflighed, nærvær og nysgerrighed. Kunsten – eller kunsthåndværket at være journalist og historiefortæller, bruge sproget bevidst og præcist. Sådan er opskriften på Taxamanden som chauffør, fortæller og skriverkarl.

Jeg samler ham op på en privatadresse i et af Københavns inderste bykvarterer. En ung, slank mand først i 20’erne. En fjerde-g’er eller måske en femte-g’er, er jeg sikker på. En af de unge, der endnu ikke er forpligtet af et studie eller voldsomt forpligtende arbejde. 

Om der er røget nogle bajere indenbords?

”Det’ da lige meget! Der er fuld power på kroppen og man ta’r bare solbriller på og ser cool ud, uden at man opdager de røde, søvnige øjne.”

Den er god nok! Han er glad, løftet – og en anelse beruset. 

Men næsen fortæller mig, at det ikke er alkohol, han kører på her i den sene nattetime. Ingen lugt af meget øl. Ingen udåndinger med den sure duft af rødvin. Ingen spritdampe. Blot en let, sød duft af den fjollede tobak. Jo, den er god nok. Han har røget en fed. Den kendsgerning slår mig ikke af pinden. Jeg er fra 1970’erne og hører til rusmiddel-liberalisterne.

Hans spørgsmål er ved at sætte mig skakmat, for jeg er jo hverken psykolog, pædagog – eller hans far

Jeg synes, cannabis burde legaliseres. Indlysende til medicinsk brug, hvor der jo er prikket hul på ballonen. Men egentlig også som almindeligt rusmiddel – også for at få stoppet hele det gangstervælde, der skaffer de raffinerede topskud ulovligt og strafbart ind i landet.

Få nu det afkriminaliseret, som aldrig kan stoppes. 

Det er ikke min næses erkendelser, der bringer hash-emnet på bane. Det er kunden selv, der lukker op for en historie om det svære skridt at blive voksen. Om ikke at kunne slippe drengerøven. Om at nærme sig en erkendelse af, at det frie liv med vennerne er ved at blive for meget. Det sjove ved at blive en kende for skæv. Sabbatåret er blevet til snart fire år uden en afklaring af, hvad det egentlig er, han vil med sit liv. 

Han er nøgtern og ikke klynkende – nærmest lidt flov over ikke at være kommet videre. Og udfordringen er hans egen. Han kommer fra et hjem med gode forhold, uden skilsmisser og svigt – og en vis tolerance overfor, at det med at blive voksen kan foregå i forskellige hastigheder. 

”Et eller andet sted har jeg nok været for forkælet i min skolegang. Jeg er rimeligt kvik i pæren – også til de hårde, naturvidenskabelige fag, som systemet efterlyser i dag. Jeg var rigtig god til matematik, fysik og kemi i både folkeskolen og i gymnasiet. Men jeg ville først og fremmest have det sjovt og lavede ikke en skid. Og så endte jeg alligevel med gode karakterer. Efter studentereksamen startede jeg hårdt op med naturvidenskab på højt niveau, men med samme, lave arbejdsmoral. Det gik slet ikke. Jeg tabte hurtigt pusten og måtte afbryde studiet. Skulle bare have lidt længere frihed fra uddannelse – troede jeg. Men det enkelte år ’off’ er nu blevet til flere.”

Forældrene har han kunnet holde hen ved at bagatellisere hashforbruget. Men han er begyndt at mærke deres tvivl

Undertiden fylder hans hashforbrug alt for meget med flere joints nærmest hver dag. Han har også snuset til det, der er værre. Netop brugt næsen til det hvide kokain, som du finder billigt i nattelivet over hele landet. 

”Men det ’til næsen’ er jeg stoppet helt med efter at have prøvet det nogle gange. Det er sgu for fedt og for farligt. Og jeg har desværre også set et par af mine venner slippe selvkontrollen – og det ser sgu ikke godt ud for dem. Dér vil jeg ikke ende.” 

Forældrene har han kunnet holde hen ved at bagatellisere hashforbruget. Men han er begyndt at mærke deres tvivl. Bekymring som bliver til irritation. Skiftende arbejde, som ikke engagerer ham. Fastfrosset hos far og mor, fordi det er det letteste. Og så gutterne omkring de hjemmerullede ”hvide pinde” – et socialt liv, som gør de fleste af ugens dage til festdage. 

Inden turen er slut, spørger han mig pludselig direkte, hvad jeg synes, han skal gøre. Jeg kigger på ham. Og kigger bort igen, fordi jeg pludselig ser et vemod, der kunne blive til tårer. 

Aner ikke, hvad jeg skal sige. Så falder der nogle ord ned fra himlen. Ikke mine egne. Blot et citat

Hans spørgsmål er ved at sætte mig skakmat, for jeg er jo hverken psykolog, pædagog – eller hans far. Og jeg kender jo ikke fyren. Det er sikkert både angsten for pinlig stilhed og mit omsorgsgen som gør, at jeg ikke vil være tavsheden bekendt. 

”Jeg har ikke pillet et eneste ord ud af dig. Du siger det selv: Ryger for meget, og du ved det. Du vil gerne videre – og du har en god hjerne, der kunne stampe visionerne frem.” 

Aner ikke, hvad jeg skal sige. Så falder der nogle ord ned fra himlen. Ikke mine egne. Blot et citat. 

”Er det ok, at morfar synger et par strofer god, dansk popmusik?” 

Kunden kigger på mig og smiler, mens jeg imiterer forsanger Brandt, der evner at give popmusik mening:

Kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
før det er forbi.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Colorbox.

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er