
REPORTAGE – Omkring 200.000 sahrawiere lever i fem flygtningelejre i Algeriets ørken, og endnu flere sahrawier undertrykkes af det marokkanske styre i de besatte områder i Vestsahara. Brian Traantoft Rasmussen har besøgt 29-årige Musa, der er født og opvokset i flygtningelejren Smara. Musa er stadig fortaler for en fredelig løsning på konflikten og gør dagligt, hvad han kan for at give lejrens børn et håb om en bedre fremtid, men han har efterhånden tabt troen på, at FN kan gøre en forskel. “Når du ser, at hele verden har glemt dig, og FN heller ikke gør noget over en længere periode, begynder folk at miste håbet – også de unge”.
SMARA, ALGERIET – Musa bærer bakken ind, og de små mønstrede glas klirrer let, da de slår mod de overfyldte sukkerskåle. Vi sætter os på de farverige, plyssede tæpper, og han fortæller med sin rolige arabiske røst om te-ceremonien.
Det er en gammel fællesskabsorienteret praksis, der har til formål at binde folk sammen. Den danner og uddanner og skaber et rum for refleksion, debat og fordybelse. Det er samtidigt en gestus, der skal byde alle velkommen på lige fod.
Jeg ønsker ikke krig, der er ingen, der ønsker krig, men jeg vil heller ikke leve hele mit liv her
Vi er gæster i flygtningelejren Smara i det vestlige Algeriet, hvor sahrawier fra Vestsahara har levet i eksil de sidste 43 år. Musa hælder op, og han rækker mig et glas.
“Når du ser, at hele verden har glemt dig, og at FN heller ikke gør noget over en længere periode, begynder folk at miste håbet. Der er mange unge, der har det på den måde”.
Han sidder med hænderne i skødet, behersket og eftertænksom, som en sahrawisk sfinks, men en trist en af slagsen. Han retter lidt på sin hvide og guldbroderede derrā`ah, der er sahrawi-dragten til mænd, og tager en slurk af teen.
“Jeg ønsker ikke krig, der er ingen, der ønsker krig, men jeg vil heller ikke leve hele mit liv her”.
Bitter som Livet
29-årige Musa er født og opvokset i lejren. Hans forældre blev fordrevet fra deres hjemland, da Marokko i et storstilet nationalistisk projekt annekterede Vestsahara i 1975-76.
Spanien havde indtil da koloniseret området, men de spanske styrker overgav kolonien til Marokko og Mauretanien, da civile bosættere og militære tropper nærmede sig grænseegnene.
Mauretanien trak sig imidlertid ud i 1978, mens marokkanerne slog rødder. I 1980’erne opførte den marokkanske konge Hassan II mere end 2500 km mur i Vestsahara i et forsøg på at trænge sahrawierne ud fra deres hjemland.
Det lykkedes kun delvist. Mange blev i stedet fanget i de besatte dele af Vestsahara, mens andre flygtede til nabolandet Algeriet.
Efter mere end 15 års blodsudgydelser, fik FN endelig forhandlet en våbenhvile på plads mellem Polisario, den sahrawianske frihedsbevægelse og nu eksilregering, og den marokkanske regering.
Fredsaftalen blev indgået på én betingelse – at sahrawierne skulle have lov til at stemme om deres uafhængighed af Marokko. Afstemningen er imidlertid aldrig blevet afholdt, da Marokko gang på gang forhaler processen og forhindrer FN i at forestå folkeafstemningen som aftalt.
Derfor lever omkring 200.000 sahrawiere i dag i fem flygtningelejre i Algeriets ørken, og endnu flere sahrawier undertrykkes på daglig basis af det marokkanske styre i de besatte områder i Vestsahara.
Både danske og udenlandske virksomheder har økonomiske interesser i det besatte Vestsahara. Derfor fortsætter ressourceudvindingen med ufortrøden kraft
Imens lukrerer det internationale samfund på ressourceudvindinger i de besatte territorier. Ørkenen indeholder store forekomster af det vigtige mineral fosfat, der benyttes til produktionen af kunstgødning, og farvandet byder på attraktive fiskerimuligheder.
Selvom ressourceudvindingen reelt er imod international lovgivning og EU-domstolens afgørelser, fortsætter den med ufortrøden kraft, da både danske og udenlandske virksomheder har økonomiske interesser i det besatte Vestsahara.
Hver af de tre obligatoriske runder i den omstændige te-ceremoni har et arabisk navn, der refererer til teens smag og til sahrawiernes traditioner og livsvisdom. Den første omgang kalder sahrawierne for حامد مثل الحياة, ‘Bitter som Livet’.
Sød som Kærligheden
I en langsom opadstigende bevægelse hælder Musa teen fra det første glas ned i det næste. Han gentager øvelsen, indtil alle glas har været fyldt og tømt.
Indholdet af det sidste ender i tekanden. Et fint, tykt skumlag fylder halvdelen af glassene.
Omgang nummer to hedder حلو مثل الحب, ‘Sød som kærligheden’.
Musa gik i skole, gymnasium og på universitetet i Algier, Algeriets hovedstad. Han er uddannet ingeniør med speciale i atomkraft, og det afføder ikke ligefrem de store jobmuligheder i en flygtningelejr, der lever af nødhjælp.
Derfor arbejder han nu som direktør i en sportsorganisation under Ministeriet for Sport og Ungdom og er derudover frivillig sportstræner i flygtningelejren Smara.
Mens han stadig studerede i Algier, valgte han at bruge sine sommerferier på at træne lejrens børn i fodbold. Han blev Smaras første sportstræner uden en træningslicens, og folk betragtede ham i begyndelsen som en ørkentosse.
Te-seancen er en berusende beroligelse, en eftertænksomhed og fordybelse, der ikke rigtig står mål med sahrawiernes udfordringer på den anden side af de lerklinede vægge
I dag dyrker de unge både fodbold, volleyball, bordtennis, boksning og skak. Ifølge Musa lærer de om disciplin, lydighed og arbejdsomhed igennem sporten, og den forhindrer samtidig, at de ender i radikaliserede religiøse grupper, som mange andre frustrerede unge i Nordafrika.
Musa slæber ofte de unge fodboldspillere med over på lejrens bibliotek. Viden om sit ophav, sin historie og sin kultur og generelt om hele den verden, man er en del af, er den mest effektive medicin mod rodløshed og radikalisering, forklarer han.
Derfor skal de unge boldspillere læse selvvalgte bøger, som de bagefter skal genfortælle for de andre børn
For Musa handler det om, at sport og uddannelse i samspil kan tjene større formål – dels at lære de unge at håndtere deres praktiske hverdag i en ørkesløs, deprimerende og ofte håbløs tilværelse, og dels at fungere som et redskab i den større udenrigspolitiske virkelighed, hvor sahrawierne har brug for gode forbilleder i deres kamp for anerkendelse og selvstændighed.
Let som Døden
Te-seancen er en berusende beroligelse, en eftertænksomhed og fordybelse, der ikke rigtig står mål med sahrawiernes udfordringer på den anden side af de lerklinede vægge.
Sahrawierne er traditionelt set et pacifistisk folkefærd, og Polisario har lige siden fredsaftalen i 1991 agiteret for en ikke-voldelig løsning på konflikten.
Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at FN kan løse konflikten. Men jeg har efterhånden svært ved at tro på det. Hvert år bliver det værre og værre, og de kommer kun med tomme løfter
Men tålmodigheden er ved at være sandblæst og nedslidt, specielt for den yngre generation. Deriblandt Musa, hvis kamp for ikke at kæmpe er ved at nå sin smertegrænse.
Han er stadig fortaler for en fredelig løsning på konflikten og gør dagligt, hvad han kan for at give lejrens børn et håb om en bedre fremtid.
Men han forstår samtidig de unge, der mener, at en AK-47 er mere pålidelig end Polisarios politik. Under hans derrā`ah kan man skimte Che Guevara, der som et print på brystet sidder tæt på Musas hjerte. Og ligesom idolet på blusen er Musa klar til at udskifte lærebog med ladegreb, hvis situationen udvikler sig i den retning.
“Hvis det er den eneste mulighed, der er tilbage, så vil jeg, ja, men jeg forsøger at overbevise mig selv om, at FN kan løse konflikten. Men jeg har efterhånden svært ved at tro på det. Hvert år bliver det værre og værre, og de kommer kun med tomme løfter”.
Der bliver et øjebliks stilhed, og vi mærker ørkenens vinterkulde trænge sig på. Vi deler det sidste kamelkød, brød og grønt fra det store fællesfad på gulvet.
De sahrawiske nomader har traditionelt set været lige så bevægelige, som sandet under deres fødder. De har rødder i mobiliteten, i friheden til at følge i fiskenes, kamelernes og handelskaravanernes spor.
Og nu sidder de her, som fugle med stækkede vinger, og drømmer om en dag at kunne flyve så frit som før. Men nattens skygger udvisker horisonten, og morgendagens sol er mange, mørke timer væk.
“Hvis det fortsætter på den her måde, så er der ingen løsning. Så vil det udvikle sig til en væbnet konflikt”.
Vi drikker resterne af den tredje og sidste te. Den kaldes for خفيف مثل الموت, ‘Let som Døden’.
Topillustration: Flickr
Øvrige fotos: Brian Traantoft Rasmussen og Lærke Uhrenholt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.