AFRIKA // REJSEESSAY 1 – Landet er midt i en tørke, som det ikke har oplevet før. Det er en virkelighed, zimbabwerne må tilpasse sig. En virkelighed, som den danske regerings Afrika-strategi måske kan være med til at afhjælpe, skriver Kirsten Jørgensen i det første af tre rejse-essays fra Zimbabwe.
ZIMBABWE – Jacaranda-træerne blomstrer, da vi ankommer til Zimbabwes hovedstad Harare en sen mandag eftermiddag i begyndelsen af oktober. De breder en sky af tyste lilla blomster ud over byen og er overjordisk dejlige. Hvis skønheden forsoner lidelse, så udfører jacaranda-træet en vigtig opgave i dette plagede land.
Ikke længe før min afrejse lancerede den danske regering sin nye Afrika-strategi under titlen ”Afrikas århundrede”; en strategi, hvor regeringen ønsker at styrke det danske engagement i de afrikanske lande. Vi skal blive bedre til at lytte til de afrikanske landes ønsker og prioriteter. Ligeværdige partnerskaber er centrale elementer i den nye strategi. Der lægges ikke skjul på, at det også handler om at sikre, at de afrikanske lande i højere grad vender sig mod vestlige lande end mod Kina og Rusland.
Men uanset de storpolitiske og økonomiske interesser i regeringens udspil må det dog hilses velkomment, at vi nu efter mange års resignerede skuldertræk i forhold til Afrika får åbnet øjnene for andet end de massive udfordringer, en del afrikanske lande har. At vi får øje på de mange ressourcer, der trods alle udfordringerne findes, både menneskelige og i naturen. At vi bliver ansvarlige partnere i forsøget på at befri Zimbabwe og andre lande for nogle af de plager, som fx klimaændringerne pådrager dem.
Jeg vendte hjem med en klar fornemmelse af store problemer i Zimbabwe, men også med et håb, fordi der er mennesker, der arbejder meget praktisk og konstruktivt med at skabe forandringer
Den lange rejse fra Danmark til Zimbabwe går over Dubai. København – Dubai – Lusaka – Harare. På bare 24 timer bevæger vi os fra det forkælede Skandinavien til det hysteriske Dubai, hvor et ultraliberalt økonomisk system lever side om side med det, som en dansk mellemøstforsker engang har kaldt kulturel apartheid: Araberne i Emiraterne sørger for at værne om deres beduinkultur, mens de rejser et samfund gennemsyret af kapitalisme og ekstrem vækst – konkret bygget af migrantarbejdere fra Filippinerne, Nepal, Indien og andre fattige lande i Asien.
Engang gjorde jeg ophold i Dubai og Abu Dhabi og var målløs over overfloden og det skamløse forbrug, hvor der fx bruges energi på at drive et ski-resort midt i ørkenen. Og så lander vi efter nogle timer i det sydlige Afrika, hvor vi skal møde mennesker, der lever så enkelt, så man vanskeligt forstår, hvordan det er muligt, og som er endog meget udfordrede af klimaændringerne. Rejsen er i sig selv en illustration af verdens skæve absurditet.
Et af områderne i regeringens Afrika-strategi er klimatilpasning og grøn vækst. Afrikanske lande lider massivt under klimaforandringerne, selvom de historisk set har bidraget mindst til den klimakrise, vi alle er pinefuldt bekendt med. Ekstremt vejr, oversvømmelser og tørke rammer der, hvor der er mindst at stå imod med, og samfundene er skrøbelige.
På vores rejse skal vi besøge forskellige projekter, hvor der arbejdes med klimatilpasning i den erkendelse, at den situation, Zimbabwe er havnet i sammen med mange andre afrikanske lande, ikke forandrer sig om et eller to år, men må frygtes at være permanent. Tilpasning er nødvendig.
Vi kører ud i et af de fattigste områder i landet og bliver grundigt introduceret til træplantning, økologisk landbrug og svampeproduktion. Vi får fortællinger om, hvordan mennesker og vilde dyr både lever sammen og er i kamp med hinanden. Og eftersom vi rejser som en kirkelig organisation, møder vi også en lokal kirke, der kæmper imod en særlig teologi, som er kommet til Afrika fra USA.
Historiens forløb i Zimbabwe er som alle andre steder en kaotisk, kompleks og uforudsigelig affære, og der findes ikke et fix-punkt, som det giver mening at udråbe som nøglen til forståelse
Jeg kan allerede nu spoile og fortælle, at jeg vendte hjem med en klar fornemmelse af store problemer i Zimbabwe, men også med et håb, fordi der er mennesker, der arbejder meget praktisk og konstruktivt med at skabe forandringer. Vi mødte ingen ”hvide elefanter” – ingen fejlslagne projekter uden forankring i lokalsamfundet og uden sans for det reelle behov. Det kommer jeg til at fortælle mere om i mine to næste rejse-essays.
Solen og krokodillen
Forfatteren Peter Godwin, som er født i Zimbabwe, skrev i 2006 et erindringsværk om sin barndom, sin familie og det land, han er opvokset i. Han kaldte bogen When a Crocodile eats the Sun efter en fortælling fra Shona-folkets kultur. Shona-folket beskriver en solformørkelse som det, at en krokodille æder solen, og forstår det som det værste tegn, naturen kan give menneskene.
Hvis man ser ned igennem historien, er det svært at sige, hvornår det lige var, at solen blev ædt af krokodillen. Var det, da Cecil Rhodes gjorde et afrikansk territorium til sit og opkaldte det efter sig selv? Var det, da Ian Smith erklærede landet for selvstændigt i 1965 og indledte en form for apartheidstyre? Eller var krokodillens største hugst faktisk, da klimaændringerne for alvor begyndte at udfordre zimbabwerne? Historiens forløb i Zimbabwe er som alle andre steder en kaotisk, kompleks og uforudsigelig affære, og der findes ikke et fix-punkt, som det giver mening at udråbe som nøglen til forståelse.
Hvornår begynder historien?
Det spørgsmål i sig selv kan rejse konflikter. Zimbabwes historie begynder selvfølgelig før 1200-tallet. Men mellem 1200 og 1400 var der et kongerige med en hovedstad kaldet Great Zimbabwe, der var den største stenstruktur i det før-koloniale Afrika. Da landet blev selvstændigt, blev det naturligt nok opkaldt efter den gamle by som en besegling og manifestation af et gammelt nærvær på stedet.
I landet syd for Zimbabwe, det nuværende Sydafrika, erobrede englænderne Kapstaden i 1795, og i 1806 blev det en britisk koloni. Cecil John Rhodes, en præstesøn fra England blev koloniens premierminister fra 1890-96. Han blev stenrig på diamantminer og skabte selskabet ”British South Africa Company”, og det var hans selskab, der besluttede sig for at grundlægge territoriet Rhodesia, som er det nuværende Zimbabwe og Zambia.
I dag forekommer det forbløffende, at man kan stjæle noget land fra andre, slå en del mennesker ihjel i processen og opkalde landet efter sig selv
Rhodes havde en drøm om at bygge en jernbanelinje fra Kapstaden til Cairo, som også var kolonialiseret af briterne på den tid. Det lykkedes delvist for ham: Linjen mellem Kapstaden og Harare i Zimbabwe var færdigbygget i 1902 og nåede Victoria Falls i den nordvestlige del af landet i 1905.
De første jernbaner i Afrika blev bygget af kolonimagterne som et vigtigt middel til at sikre sig kontrol over kontinentet og dets naturressourcer. Byggeriet skete ofte med store omkostninger. Jeg har selv rejst med toget fra Mombasa til Nairobi – en strækning, der blev bygget af briterne og stod færdig i 1901.
Storbritannien brugte arbejdere fra en anden af deres kolonier, nemlig Indien. 2.500 indere mistede livet på grund af sygdomme som malaria og dysenteri – eller også blev de ædt af to berømte løver, der efter sigende fortærede 35 jernbanearbejdere i Tsavo.
Mellem 2005 og 2019 havde Kina 155 projekter på kontinentet til en værdi af omkring 95 milliarder dollars. Formålet er det samme som briternes: at gøre Kinas adgang til afrikanske råstoffer nemmere
I dag er det kineserne, der bygger jernbaner i Afrika. I 2013 lancerede det kinesiske styre det store infrastrukturprojekt kaldet ”Silk Road Economic Belt and 21st Century Maritime Silk Road Development Strategy”: på dansk blot ”Silkevejen”. De fleste kinesiske infrastrukturprojekter gennemføres syd for Sahara.
Mellem 2005 og 2019 havde Kina 155 projekter på kontinentet til en værdi af omkring 95 milliarder dollars. Formålet er det samme som briternes: at gøre Kinas adgang til afrikanske råstoffer nemmere. I Zimbabwe er der i dag et stigende antal kinesere, der bl.a. er involveret i minedrift.
Tilbage til Cecil Rhodes. For at kunne bygge sin jernbane gennem det nuværende Zimbabwe så han sig nødsaget til at bekæmpe de lokale stammer og overtage deres jord. I dag forekommer det forbløffende, at man kan stjæle noget land fra andre, slå en del mennesker ihjel i processen og opkalde landet efter sig selv. I kolonitidens rus efter mere land og indflydelse har navngivningen sandsynligvis blot været en markering af et faktum. Og måske er der alligevel ikke så langt til kolonitidens tankegang. Også i dag er der kamp om at få adgang til Afrikas mange ressourcer.
Det er en finurlighed ved historiens sære gang, at der i dag findes et ”Rhodes Scholarship”, der gives til begavede studerende fra hele verden, så de kan studere ved Oxford Universitet, og at Bill Clinton var en af dem, der nød godt af Rhodes’ afrikanske diamantpenge.
Rhodesia var en britisk koloni indtil 1965, hvor et hvidt mindretal erklærede landet uafhængigt af England. Landet blev styret af premierminister Ian Smith. Først i 1980 opnåede man reel uafhængighed og ændrede navn til Zimbabwe.
I landet mellem Zambezi-floden i nord og Limpopo-floden i syd bor der ca. 16 millioner mennesker. Af dem er 70 pct. shona, en mindre gruppe er ndebele og en meget mindre gruppe hvide zimbabwere. Vi skal besøge zimbabwere i Mashonaland, nordvest for Harare.
Da vi ankommer i begyndelsen af oktober, har det ikke regnet siden februar, og sidste vinters regn var sparsommere end normalt. Landet er midt i en tørke, som det ikke har oplevet før. Det er en virkelighed, zimbabwerne må tilpasse sig. En virkelighed, som den danske regerings Afrika-strategi måske kan være med til at afhjælpe. Men mens vi venter på de stores beslutninger, er vi inviteret til at se, hvor meget der kan gøres i det nære og konkrete.
Kirsten Jørgensen rejste i oktober 2024 med Folkekirkens Nødhjælp til Zimbabwe. Rejsen var en del af forberedelserne af sogneindsamlingen den 9. marts 2025. Rejsens 10 deltagerne besøgte projekter, som Folkekirkens Nødhjælp støtter i Zambezi Valley nordvest for hovedstaden Harare. Rejsen blev finansieret af oplysningsmidler, som Nødhjælpen modtager fra Danida. I tre essays fortæller Kirsten Jørgensen om sine indtryk og oplevelser.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
