USA // KRONIK – Trump hævder at have genoprettet ytringsfriheden i USA – men hans administration bruger udokumenterede anklager, gammel lovgivning og ministervurderinger til at deportere aktivister. Når ytringsfrihed bliver politisk våben, er det ikke længere højre mod venstre – men demokrati mod autoritære strømninger. Er Europa bedre rustet til den kamp – eller bør vi vogte vores egne principper bedre?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Før påske havde Trump-administrationen frist til at fremlægge beviser for sine anklager mod studenteraktivisten Mahmoud Khalil, som ledede pro-palæstinensiske demonstrationer ved Columbia University sidste år. Khalil er syrisk født, men har permanent opholdstilladelse i USA. Hvis myndighederne havde noget på Khalil, var det nu, det skulle frem for domstolen.
Men intet blev fremlagt. Ingen hyldester til Hamas, ingen opfordringer til vold, ingen hadefulde udtalelser om jøder. Ingenting.
Anklager uden bevis
I stedet skrev udenrigsminister Marco Rubio et notat, hvor han fastslog, at selvom Khalil ikke har gjort noget ulovligt, kan han alligevel udvises for sine ytringer og holdninger. Ifølge en lov fra 1952 kan udlændinge nemlig udvises, hvis udenrigsministeren personligt vurderer, at de udgør en hindring for USA’s udenrigspolitik. Rubio har altså vurderet, at Khalils ytringer truer USA’s udenrigspolitiske arbejde mod antisemitisme. Hvilke specifikke ytringer der er tale om, får vi ikke at vide.
Loven, som Rubio henviser til, virker skræddersyet til vilkårlig magtudøvelse. Hvis den politiske stemning skifter, og den næste udenrigsminister personligt mener, at visse udlændinges støtte til Israel truer USA’s udenrigspolitiske arbejde mod etnisk udrensning og apartheid-styre, kan disse individer i princippet fængsles og deporteres uden videre. Dette er ikke en retsstat værdigt. Det er heller ikke en situation, som den Israel-venlige højrefløj vil være tjent med på langt sigt. Man beskytter ikke sin egen ytringsfrihed i fremtiden ved at misbruge den magt, man har i dag, til at kvæle ytringer, man ikke bryder sig om.
Det er korrekt, at Hamas-støtte, hærværk og antisemitisk retorik har forekommet på amerikanske universiteter, samtidig med at pro-israelske grupper har truet og angrebet demonstranter. Intet af dette hører hjemme på campus, og det bør få konsekvenser. Men konsekvenserne bør være baseret på lovværk eller klare retningslinjer for acceptabel adfærd, ikke vage anklager uden bevis.
Khalils eksempel er langtfra enestående. Ifølge The Guardian har mere end 600 studerende mistet deres opholdstilladelse uden nærmere forklaring. Flere er blevet arresteret for at blive deporteret, men dette er kun begyndelsen, ifølge Rubio. I sidste uge kom nyheden om, at Trump-administrationen forsøger at nægte Harvard University at optage internationale studenter.
Den amerikanske model er ingen garanti for ytringsfrihed
Den amerikanske forfatning beskytter i udgangspunktet ytringsfriheden både for amerikanske borgere og for udlændinge. Det er derfor ikke kun Demokraterne og venstrefløjen, der er bekymrede over udviklingen, vi ser nu, men også Republikanere, som kender og værdsætter konstitutionen. Ann Coulter, en kendt Trump-støttespiller og anti-immigrationspolitiker, skrev for nylig på X: ”Der er næsten ingen, jeg ikke vil deportere, men medmindre de har begået en forbrydelse, er dette så ikke et brud på First Amendment?”
Jeg har i flere faglige arbejder forsvaret racisme-lovgivning af den type, man har i alle vestlige demokratier – med undtagelse af USA. I Danmark er hadefulde og diskriminerende ytringer forbudt gennem straffelovens paragraf 266 b, som blandt andet rammer antisemitiske ytringer og hadytringer mod muslimer. I modsætning til dette beskytter den amerikanske First Amendment også groft hadefulde ytringer, hvilket ofte vækker debat.
I Danmark har der også været diskussioner om, hvor grænsen for ytringsfrihed bør gå – især i mødet med nethad og stigende ekstremisme. Kritikere, som den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, mener, at europæisk lovgivning går for langt i at begrænse ytringsfriheden og bruger ofte dette som eksempel på et kontinent præget af ”woke”-censur. Vi, der forsvarer disse love, ser dem ikke som en trussel mod ytringsfriheden, men som en beskyttelse af minoriteters menneskeværd.
Hvis du virkelig er for ytringsfrihed, må du også forsvare ytringer, du ikke kan lide. Du må for eksempel forsvare Khalils ret til at udtale sig i stærke vendinger om Israel, selvom du er helt uenig i hans synspunkter
Jurister og politiske filosoffer, der forsvarer den amerikanske model, hævder, at den bedre varetager retten til at sige kontroversielle og oprørende ting, herunder ting, som magthaverne ikke kan lide. Da må man tåle at få lidt hadsk tale med i købet.
Det, der sker i USA nu, viser noget andet. Manglen på juridisk regulering og god retspraksis for hadefulde ytringer gør det muligt for autoritære ledere at definere ”hadsk tale” vilkårligt til politiske formål. Dermed står man i en situation, hvor fredsdemonstrationer mod en blodig krig kan defineres som ”antisemitisme”. Universiteter mister millionstøtte, hvis de ikke accepterer myndighedernes fortolkning af antisemitisme. Samtidig florerer nazi-hilsener og konspirationsteorier om jøder uden regulering på sociale medier.
Sammenblandingen af Israel-kritik og antisemitisme forekommer også uden for USA, men i lande som Danmark har vi i det mindste et juridisk rammeværk, der formår at skelne mellem dehumaniserende angreb på menneskegrupper på den ene side, og kritik af stater og deres handlinger. Hvis nogen anklages for hadefulde ytringer, kan sagen prøves i retten.
Vores fælles kamp for demokrati
Kritik af censur og ”cancel culture” på venstrefløjen er en integreret del af Trumps MAGA-bevægelse. Noget af denne kritik er legitim, men nu må MAGA se sig selv i spejlet: Hvis du virkelig er for ytringsfrihed, må du også forsvare ytringer, du ikke kan lide. Du må for eksempel forsvare Khalils ret til at udtale sig i stærke vendinger om Israel, selvom du er helt uenig i hans synspunkter.
Den trumpianske ”cancel culture” kommer ikke ”nedefra”, fra private aktivister, universiteter og organisationer, men ”ovenfra”, fra en stat med voldsmonopol og magt til at deportere mennesker til fjerne fængsler uden rettergang. Det kalder jeg cancel culture på steroider.
Dette viser, at kampen for ytringsfrihed ikke er højrefløjens kamp mod venstrefløjen – det er vores alles kamp mod autoritære og antidemokratiske kræfter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og