KOMMENTAR // TYSKLAND – “Identitære grupper, herunder de tyske nynazister, lever med og under et stærkt indskrænket frihedsbegreb og overlader instinktet styringen,” skriver journalist og forfatter Peter Wivel fra Berlin efter at en ung tysker den 11. oktober 2019 angreb den jødiske synagoge i Halle og dræbte to mennesker. “De bilder sig ind, at de tilhører en bestemt race, et bestemt ’folk’, for slet ikke at tale om et ’herrefolk’, en sand religion eller korrekt ideologi. Det er uden fundamental betydning, at de er borgere i en retsstat, i et demokratisk fællesskab. De har lukket sig inde i deres påståede identitet og smidt nøglen væk. Det kan koste andre livet.”
BERLIN – Kendsgerningerne er overskuelige. Ved middagstid onsdag den 11. oktober 2019 angreb en ung tysker, Stephan B., den jødiske synagoge i Halle, hovedstaden i den østtyske delstat Sachsen-Anhalt. Attentatmanden dræbte nær synagogen en 40-årig kvinde. Ikke langt derfra, ved en nærliggende döner-kiosk, myrdede han en ung mand på 20 år. Han havde intet personligt kendskab til de to mennesker, hvis liv han tog.
I et manifest, Stephan B. havde lagt på nettet, beskriver han sig selv som overbevist nynazist og holocaustbenægter. Han mener, at ’jøder’ er skyld i feminismen og årsag til alle problemer.
Antisemitisme er en holdning, der sjældent kan luftes uimodsagt uden for den nærmeste kreds af sympatisører. Måske var det nemmere i DDR
Synagogen i Halle ligger ved siden af byens jødiske gravplads og er et ombygget kapel, de afdødes sidste station før gravlæggelsen. På linje med andre tyske synagoger og samlingssteder, er bygningen terrorsikret på forskellig vis.
I særlig grad er synagogens døre sikrede. Vinduerne sidder højt oppe under taget. Synagogen var ikke bevogtet af politiet til trods for, at omkring 70 jøder dér fejrede afslutningen på Jom Kippur, den fineste jødiske fest, en forsoningsfest.
Forløbet er veldokumenteret. Gerningsmanden filmede sine forbrydelser live med et webkamera, han havde monteret på sin hue. Tanken synes at have været, at han ud over hovedformålet, en massakre på jøder i synagogen, ville vise ligesindede, hvor nemt de kunne lave deres egne mordvåben.
Massakren i Pittsburg i USA i fjor kan have tjent som direkte forbillede. Den 27. oktober 2018 myrdede en amerikansk hvid racist og nynazist 11 jøder og sårede 7, der fejrede shabbat i deres synagoge. Vi er tæt på årsdagen for denne massakre, som utvivlsomt er en mærkedag for vestlige nazi-tilhængere.
Stephan B. ankom til synagogen i en bil, spækket med sprængstof og molotov-cocktails, og bevæbnet med hjemmelavede våben og granater.
Disse mordvåben skaffede imidlertid ikke morderen adgang til synagogen. I ærgrelse skød han en forbipasserende kvinde, hvis lig blev liggende på fortovet. Under denne salve kom han uforvarende til at punktere det ene dæk på sin bil.
Ikke desto mindre kørte han ind til byens centrum. Her gik han to gange til angreb på en döner-kiosk og dræbte første gang en 20-årig mand inde i forretningen. Morderen havde så meget vrøvl med sine håndvåben, at han selv blev såret i halsen. Han blev senere pågrebet i en stjålet taxa af politiet.
Første dødelige angreb siden 1970
Overfaldet på synagogen i Halle er det første direkte morderiske angreb på en jødisk institution i Tyskland siden februar 1970, da ukendte gerningsmænd satte ild til et jødisk alderdomshjem i München. Syv ældre mennesker blev myrdet, heraf to holocaust-overlevende. Dette attentat kan være udført af venstreradikale, som terrorforskeren Wolfgang Kraushaar viste i en bog i 2013.
En anden trussel udgår fra selve tanken om menneskerettigheder, som alle kan påberåbe sig i et demokrati. Menneskerettigheder, demokrati og civilsamfund er trusler mod racetænkningen. Demokratiet hviler på en forestilling om, at vi er frie mennesker, der selv kan være med til at forme vores skæbne. Vi er frie
Efter genforeningen i 1990 kom det til brandattentater mod en synagoge i Lübeck i 1994, i Erfurt i 2000 og i Worms og Mainz i 2010. Gravskændinger på jødiske gravpladser hører til dagens orden, det samme gælder mobning af jødiske børn i skolegården.
Antisemitisme er på ingen måde begrænset til nynazister og højreradikale. ”I Tyskland er Holocaust familiehistorie”, har historikeren Raul Hillberg engang sagt. Få kender sit stof bedre end han.
I fjor registrerede politi og efterretningstjeneste 404 decideret antisemitiske hændelser. Det tal hviler på faktuel stengrund. De to myndigheder gælder ikke for at være specielt ihærdige opklarere i forbindelse med overgreb, som almindelige dødelige nemt kunne opfatte som udslag af anti-semitisme, f.eks. i forbindelse med vandalisme på jødiske institutioner.
41,1 procent af de registrerede antisemitiske overgreb kunne politiet ikke tilskrive en bestemt baggrund. 29,7 procent var udført af højrekræfter, 11,9 procent var ”anti-israelske”, muligvis et kodeord for arabisk inspirerede kræfter, 6,2 procent skyldtes ”sammensværgelsesteorier”, og 1,5 procent havde ”venstre-antiimperialistiske” motiver.
Tyske højreradikale savner ikke opmuntringer, det gælder i ganske særlig grad i det østlige Tyskland, hvor partiet Alternativ for Tyskland, AfD, står usædvanligt stærkt. En af dets to ledere, Alexander Gauland, har således om ”Hitler og nazisterne” sagt, at de bare er ”en fugleklat” på landets ellers glorværdige historie.
Anklager fra højreradikale
Her er vi tæt på to anklager, som AfD og højreradikale ikke kan blive trætte af at gentage. Den ene gælder den påståede ’politiske korrekthed’, den anden tysk erindringskultur. I højreradikales øjne opfattes erindringskultur som et ”skyldkompleks”, vore dages tyskere påtvinges.
Tysklands jødiske trossamfund var ifølge de seneste tal på 98.000 medlemmer i 2017
En nylig meningsmåling, gengivet på ugemagasinet Die Zeits online-udgave (3. oktober), viser, at hele 41 pct. af de adspurgte østtyskere mener, at deres ytringsfrihed enten er den samme som i DDR (26 pct.), eller, at den er blevet værre (15 pct.). I betragtning af, at DDR var et diktatur, er det ikke opmuntrende tal 30 år efter Murens fald.
Disse borgere må mene, at den ’politiske korrekthed’ lukker munden på dem i det offentlige rum. På nettet er ytringsfriheden ubegrænset – og nettet fandtes slet ikke i DDR. Undersøgelsen melder intet om, hvad de tidligere DDR-borgere ikke ’må’ sige i dag. Men antisemitisme er ganske rigtigt en holdning, der sjældent kan luftes uimodsagt uden for den nærmeste kreds af sympatisører. Måske var det nemmere i DDR.
Her er Stephan B. altså en foregangsmand. Hans notoriske antisemitisme fortæller os en del om racisters og højrenationalisters tankeunivers. Det er mere udbredt, end vi forestiller os.
Deres irrationelle forestillinger kan ikke bekæmpes med rationelle argumenter. Viggo Hørup advarede os om, at det vitterlige vås i så fald ville klæbe til vores egne argumenter. Vi kan kun forsøge at forstå mekanikken.
Vore dages racistiske, religiøse eller ideologiske mordere ser sig ikke som borgere i et pluralistisk civilsamfund. De betragter sig som etniske efterkommere efter en bestemt race eller nation. Her ligner de til forveksling andre fanatikere af tilsvarende kaliber, der ser sig behersket af en bestemt videnskabelig korrekt ideologi eller den eneste sande tro.
Tyske nynazister ser deres ’objektive’, etniske tilhørsforhold anklaget for forbrydelser, de ikke vil kendes ved. Deres race, deres naziideologi eller påståede biologiske ’arv’ tåler ikke den tilsvining, de ser i det, de kalder ’skyldkulturen’. De sidder så at sige på anklagebænken sammen med Adolf Eichmann, der i 1962 blev dømt til døden i Jerusalem i Israel. Holocaustbenægtelse er i den forbindelse en trossætning.
Den (ikke faktuelt eksisterende) tyske ’skyldkultur’ betragter de som en falsk anklage. Det etablerede samfunds påståede ‘anklagere’ er, mener de, hvad man i det antikke Athen kaldte sykofanter. Sykofanter tjente deres levebrød ved at rejse falske anklager og afpresse ærlige mennesker modydelser eller penge.
Nøjagtig dét anklager antisemitter tyske jøder for i almindelighed og Israel i særdeleshed. Hadet til jøder er uudslukkeligt. Hannah Arendt har engang sagt, at ”for antisemitisme er man kun sikker på Månen”. Men det var længe før de første månelandinger.
Den klassiske tyske antisemitisme forudsatte, at den ’semitiske’ identitet truede med at udslette den ’germanske’ identitet. Den trussel eksisterer stadig i nynazistisk bevidsthed
Nazistisk racetænkning forudsætter, at der findes sådan noget som et ’semitisk’ folk til forskel fra f.eks. et ’germansk’ folk. Den klassiske tyske antisemitisme forudsatte, at den ’semitiske’ identitet truede med at udslette den ’germanske’ identitet. Den trussel eksisterer stadig i nynazistisk bevidsthed, selv om Tysklands jødiske trossamfund ifølge de seneste tal var på 98.000 medlemmer i 2017.
En anden trussel udgår fra selve tanken om menneskerettigheder, som alle kan påberåbe sig i et demokrati. Menneskerettigheder, demokrati og civilsamfund er trusler mod racetænkningen. Demokratiet hviler på en forestilling om, at vi er frie mennesker, der selv kan være med til at forme vores skæbne. Vi er frie.
Identitære grupper, herunder de tyske nynazister, lever med og under et stærkt indskrænket frihedsbegreb og overlader instinktet styringen. De bilder sig ind, at de tilhører en bestemt race, et bestemt ’folk’, for slet ikke at tale om et ’herrefolk’, en sand religion eller korrekt ideologi. Det er uden fundamental betydning, at de er borgere i en retsstat, i et demokratisk fællesskab.
De har lukket sig inde i deres påståede identitet og smidt nøglen væk. Det kan koste andre livet.
Topillustration: Screenshot, Euronews.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her