INDIEN // REJSEBREV – Vi vil gerne have lidt af Goa med hjem, og allerede første dag bliver det klart, at kufferten kan komme på gevaldigt overarbejde på hjemrejsen. Men jeg er ikke kommet for at shoppe og modstår omtrent fristelserne, da det går op for mig, at denne rejse kan blive en game changer.
”First customer today, madam. Good price for you, and good luck for me, madam”.
Hellige køer, vilde hunde, smukke ranker af lime og chili også for good luck over dørene, farvestrålende broderede og perlebesatte sarier, røgelse, det venligste folkefærd, jeg nogensinde har mødt, messingsmykker og buddhaer, turkiser og håndbankede syngeskåle, der hver synger med sin stemme, tasker til din yogamåtte, krydderier i smukke bjerge. Cashmere så blødt som kattekillinger fra underulden hos geder i Himalaya og silketørklæder i regnbuens farver.
Det er efterhånden et par år siden, at jeg fik kendskab til Niyama Yogas rejser til Goa, men jeg tænkte dengang, at det var uden for rækkevidde. Så meget luksus? Så mange penge?
De indiske hoveder vipper karakteristisk fra skulder til skulder, som om de bliver holdt i en snor oppefra, og tilkendegiver accept af den foreslåede pris, som vi sammen har pruttet os frem til.
Vi vil gerne have lidt af Goa med hjem, og allerede første dag bliver det klart, at kufferten kan komme på gevaldigt overarbejde på hjemrejsen. Men jeg er ikke kommet for at shoppe og modstår omtrent fristelserne, da det går op for mig, at denne rejse kan blive en game changer.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Spontanitet er mit mellemnavn, så da jeg i starten af december fik mulighed for at tage på 12 dages yogarejse til Goa i starten af januar, sprang jeg til.
Det er efterhånden et par år siden, at jeg fik kendskab til Niyama Yogas rejser til Goa, men jeg tænkte dengang, at det var uden for rækkevidde. Så meget luksus? Så mange penge? At bruge to ud af mine seks årlige ferieuger på en ego-tur 7000 km væk fra min familie virkede alligevel for selvcentreret.
Vi har alle hørt om iltmasken i flyet, ikke? Den, man først selv skal tage på, inden man hjælper andre, hvis trykket i kabinen falder? Ego betyder ´jeg´ både på græsk og latin, og med iltmasken in mente, så er det vist på tide, at jeg passer bedre på mit ´jeg´.
Denne tur var min iltmaske, og jeg ordinerer hermed mig selv iltmaske jævnligt fremover.
Googl Goa
Jeg har aldrig været i Indien før, og da jeg begyndte at fortælle om min forestående rejse til Goa blev jeg mødt af “ok, lækkert nok, men det er jo ikke det rigtige Indien”.
Hvorfor er det ikke dét, og hvad er Goa så?
En hurtig Google-søgning viser, at Goa har været en portugisisk koloni siden år 1505. Efter flere diplomatiske forsøg på at overtale portugiserne til at afgive Goa, invaderede indisk styre besiddelserne i 1961, og Goa blev først herefter del af den indiske republik.
I 60’erne og 70’erne fik Goa ry for at være et hippieparadis og i 80’erne overtog vilde techno-rave fester med stoffer og alkohol i rigelige mængder. For at dæmme op for det noget blakkede ry som festparadis for vestlige turister og russere med meget lidt tøj på kroppen, blev der indført alkoholforbud på strandene.
Om det bliver håndhævet, skal jeg ikke kunne sige, men efter sigende skulle der være lagt en dæmper på festivitassen og de euforiserende stoffer. Jeg opfattede en stemning af børnefamilier på ferie og yogier. Strandhytterne bebos af rygsækrejsende unge mennesker, børnefamilier, yogarejsende og pensionister som bruger 2-3 af årets kolde måneder i Goa.
Yogaens hjemland
Jeg kender Malika og Annette, så jeg vidste, at jeg ville få en bouillonterning af deres omsorgsfulde yoga i to uger, og at det uundgåeligt ville gøre underværker. Et travlt efterår med alt for meget arbejde, jul, nytår, mangel på motion, hurtig og tilfældig mad og overfladisk vejrtrækning havde sat sine spor. Grå, træt og tung boardede jeg søndag morgen Qatar Airways. Cph-Doha/Doha-Goa.
16 timer senere og 4,5 tidszone væk landede vi i yogaens hjemland og tjekkede ind på Himalaya Yoga Valley Centers trygge område med port og 24 timers vagt. En vidunderlig rolig oase med hinduistiske statuer med blomsterkranse, smukke velholdte haver og et dyreliv med aber, egern, grønne knælere, smukke sommerfugle, en enkelt ugiftig træslange og vagthundene Molly og Lilly. Diametral modsætning til byens kaos med affald i vejkanten og vanvidsvirvar af knallerter, biler og busser – alle med hornet i bund med højlydt salut til medtrafikanterne.
Uden at det er italesat, så er stemningen indforstået: En respekt og andægtighed for den nye dag og for hinanden giver ro og en følelse af samhørighed
Vækkeuret er sat. Om det er “Peer Gynt – Morning Mood” på min telefon eller fuglenes morgenkvidder, der vækker mig først, er lidt forskelligt. Fuglenes kvidder akkompagneret af kragers kragen, uglers klukken og frøers kvækken. Hundene hos genboen ligger kun og venter på, at knallerten med dagens brødleverance hilser godmorgen med sit lidt for ivrige gammeldags båthorn, så de kan følge ham på vej i hylende kor. En hellig ko tygger drøv på den anden side af vejen, og der dufter af røgelse. Himlen er farvet lyserød af solopgangen, og der er ginger-lemon-te i koppen.
Malika og Annette venter i vores yoga shala, og uden at det er italesat, så er stemningen indforstået: En respekt og andægtighed for den nye dag og for hinanden giver ro og en følelse af samhørighed.
Balance
Udover daglig yoga fra 7 til 9 og fra 17 til 19 består vores dagsprogram af en times ayurvedisk oliemassage tilpasset individuel dosha, som vel kan oversættes som kropstype. Ayurveda er sanskrit og betyder livets videnskab og er et 5000 år gammelt holistisk sundhedssystem, hvis ærinde er at skabe balance i energierne ved optimal fordøjelse.
I ayurvedaens univers arbejder man med de fem energier: Rum, luft, ild, vand og jord. Disse fem energier eksisterer i unik sammensætning hos hvert enkelt individ i både krop og sind og bestemmer vores fordøjelsessystem, nervesystem, immunsystem, vejrtrækning, temperament og udseende. Vores unikke sammensætning af energierne afgør vores måde at tænke og opføre os på. De defineres som vata, pitta og kapha.
Hvis der er ubalance i energierne, bliver vi syge, overvægtige, stressede, trætte, ængstelige. Ayurvedisk levevis arbejder med fordøjelsen både fysisk og på mentalt og følelsesmæssigt plan. Ubalance og sygdom opstår derfor ligeledes, hvis ikke vi får fordøjet følelser, informationer og oplevelser ordentligt.
Jeg vil ikke lyve. Nogle lag kan gøre nas. Måske fungerede lige netop det lag som beskyttelse for noget, der gjorde ondt? Det er sundt at kigge på, men ikke nødvendigvis behageligt
Inkluderet i rejsen var en konsultation hos Dr. Rohit R. Borcar, som er højt uddannet ayurvedisk læge, og det var øjenåbnende, så godt jeg kunne genkende mig selv i hans diagnostik af mig som kapha-vata i dosha.
Kapha-vata i balance: Elsker spænding og nye oplevelser. Bliver let følelsesladet og ked af det. Tilgiver hurtigt. Energisk, kreativ, fleksibel, rolig, betænksom, kærlig, stærk, trofast, tålmodig, stabil, forstående. Initiativtager og snakkesalig – jo tak, lige i skabet!
Kapha-vata i ubalance: Bekymret, ængstelig, søvnløshed, overvægt – oh yes.
Konsultationen afsluttedes med ordinationer i form af massagetype, forskellig ayurvedisk urtemedicin, hvilke madvarer og drikke jeg skulle foretrække, og hvilke jeg skulle undgå, træningsforslag og stræk- og vejrtrækningsøvelser samt 15 minutters daglig dans.
Restauranten på Himalaya Yoga Valley Center har sammensat et menukort med veltilberedt og frisk vegetarisk mad, så uden at tænke nærmere over det, så gik der to uger uden kød, alkohol og kaffe samt med minimalt indtag af mælkeprodukter. I stedet spiste jeg mig mæt i grøntsager, frugt, nødder, linser og kikærter. Tørsten blev slukket i frisk kokosvand, varm te og friskpresset mangojuice. Da der kun var Wi-Fi i restauranten, blev mit forbrug af telefon og computer nedsat med 55 %!
Naturlig og afslappet detox både kropsligt og elektronisk, og det var skønt!
Dagene reduceredes for det meste til det helt simple: Yoga, morgenmad, massage, afslapning ved pool, frokost, afslapning ved pool, yoga, aftensmad og i seng kl. 22. Når tiden udelukkende kan bruges til at mærke sig selv og egne behov, daglig massage fra hovedbund til tåspids, yoga, otte timers nattesøvn, sund mad og afslapning, så skrælles lagene af.
En livsændrende rejse
Jeg vil ikke lyve. Nogle lag kan gøre nas. Måske fungerede lige netop det lag som beskyttelse for noget, der gjorde ondt? Det er sundt at kigge på, men ikke nødvendigvis behageligt.
Turen til Goa med Niyama Yoga sidder i kroppen, selvom jetlagget også lægger arm med mig her fire dage efter hjemkomst. Min solbrune hud vil hurtigt blegne, men jeg har fået sat et andet aftryk, som ikke forsvinder.
Inden afrejse var jeg allermest spændt på, hvad fire timers yoga og meditation dagligt ville gøre ved krop og sind. 30 graders varme, sol, pool og strand gør altid underværker, så jeg var klar til to uger i selvforkælelsens tegn.
Hvad jeg ikke vidste var, at disse to uger ville blive en livsændrende rejse både geografisk, og i krop og sjæl.
To ugers læring, fordybelse og koncentreret indsats åbner en dør til selverkendelse. Den ayurvediske opfattelse af vores måde at være i verden på giver stof til eftertanke og giver forklaring på tidligere ubesvarede spørgsmål
Med sikker hånd, blødhed, blidhed og omsorg blev vi af Annette og Malika nænsomt skubbet ud i alle kroge af krop og sind. Med yoga i traditionel forstand, men jeg lærte, at yoga er alt, der skaber balance og optimal fordøjelse. Yoga vil skabe harmoni mellem krop og sjæl og denne balance forbinder individet med omgivelserne. Yoga er derfor alt, der bringer krop og sjæl mere i balance.
At sove længe, fordi det er tiltrængt, solhilsner, at vinterbade, at danse eller synge, at nære kroppen med sund mad, en is på en sommerdag eller sidde på stranden og se solen enten stå op eller gå ned. Malikas og Annettes dedikerede ønske er at vise en vej til mere balance og lære os at leve sanseligt i nuet, i stedet for at stræbe efter eller frygte fremtiden eller dvæle ved fortiden. At behandle os selv lige så kærligt, som vi behandler vores børn. Iltmasken, husker du.
Rent fysisk kan jeg mærke, at jeg trækker vejret bedre, og jeg føler mig mere i ro. Mine gamle skavanker fra tiden på racercyklen er blødt op, og min låste lænd knager og brager på en god måde, fordi den er i bevægelse igen.
Sarita, min smukke massørs, blødgørende strøg med olier og urter har løsnet min stive kontorkrop, og jeg sværger på, at hendes ihærdige indsats kan ses med det blotte øje! Min familie kunne tydeligt se forandringer, da jeg kom hjem, og ganske rigtigt viste min vestlige og videnskabligt funderede badevægt fem kilo mindre, end før jeg tog afsted. God energi og optimal fordøjelse.
Mentalt kan jeg mærke, at to ugers læring, fordybelse og koncentreret indsats åbner en dør til selverkendelse. Den ayurvediske opfattelse af vores måde at være i verden på giver stof til eftertanke, og giver forklaring på tidligere ubesvarede spørgsmål.
Jeg har lyst og lærdom til at passe bedre på mig selv, og jeg ved nu hvordan.
Hari Om Tat Sat – alt er sandhed, alt er virkeligt og alt er godt.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Fotos: skribenten.
[/expander_maker]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her