New York - sundhedspersonale

Livet bag masken: En sygeplejerske i New York

i Sundhed/USA af
CORONAKRISE I NEW YORK // REPORTAGE – “Jeg er et professionelt spøgelse. Spioner er mere synlige. Mine patienter er – når jeg er involveret i direkte patientpleje – under narkose det meste af tiden. Kommunikation er begrænset til et meget fakta-orienteret interview i pre-op, hvor jeg tilegner mig den information, jeg behøver for at beskytte patienten under indgrebet; lige fra forebyggelse af liggesår og elektrisk forbrænding til bibeholdelse af normal cirkulation og kropstemperatur. Dette er ikke tidspunktet, hvor jeg indleder en intens konversation om dødsangst og prognose.” Bibs Carlsen er sygeplejerske. Hun bor i New York – den by i USA med den største koncentration af ofre for covid-19.

NEW YORK – Som ansvarshavende sygeplejerske på operationsafdelingen er jeg ansvarlig for at afvikle operationsprogrammet på en rettidig måde sammen med den ansvarshavende narkoselæge .

Vi har 28 operationsstuer på dette specialiserede hospital på Manhattan og 16 hold af sub-specialiserede kirurger, som i reglen dagligt opererer over 50 patienter med hjælp fra ligeså sub-specialiseret sygepleje- og teknikerpersonale.

Situationen i Harlem, Queens og The Bronx er desperat og alarmerende usikker. Hospitalpersonalet protesterer på gaderne tryglende om mere beskyttelsesudstyr, materialer, respiratorer og mandskab

Foran mig på kontoret har jeg to store plasmaskærme, der viser operationsprogrammet.

Det er farvekodet og prydet med informative ikoner. Rød betyder patienten er ankommet til den præ-operative afdeling, pink betyder patienten er klar, gul, patienten er på operationsstuen, mens grøn indikerer, at patienten er på opvågningen.

Et boble-ikon betyder patienten er under forebyggende isolation, en skalpel at indgrebet er begyndt og en lynlås, at operationsindsnittet er ved at blive lukket.

Narkoselæge iført PPE (Protective Personal Equipment).

Spøgelse

Jeg er et professionelt spøgelse. Spioner er mere synlige. Mine patienter er – når jeg er involveret i direkte patientpleje – under narkose det meste af tiden.

Kommunikation er begrænset til et meget faktum-orienteret interview i pre-op, hvor jeg tilegner mig den information, jeg behøver for at beskytte patienten under indgrebet; lige fra forebyggelse af liggesår og elektrisk forbrænding til bibeholdelse af normal cirkulation og kropstemperatur.

Mit hospitals kommandosystem har arbejdet utrætteligt siden d.3 februar på at rumme det kontinuerlige behov for sengepladser, materiel  og sikkerhedsudstyr, som er nødvendige for patienternes og personalets sikkerhed

Dette er ikke tidspunktet, hvor jeg indleder en intens konversation om dødsangst og prognose.

Jo mere afslappet patienten er, jo mindre doser narkosemidler er nødvendige til at bedøve patienten. Jeg er iført en uniform, der minder om en pyjamas, og mit hår er skjult af en hat. Inde på stuen er mit underansigt dækket af en maske.

Jeg er nærmest uigenkendelig i forhold til alle andre på stuen. Kombiner det faktum med medicinrelateret retrograd amnesi – hukommelsestab, der strækker sig fra før præparatet blev givet – og jeg er ikke eksisterende.

Efter covid-19: Det nye nu

Det var livet, som jeg kendte det i årevis. Så ankom covid-19.

Mit hospitals kommandosystem har arbejdet utrætteligt siden d. 3. februar på at rumme det kontinuerlige behov for sengepladser, materiel  og sikkerhedsudstyr, som er nødvendige for patienternes og personalets sikkerhed.

Et foruroligende antal selvvalgte operationer er blevet aflyst, og der er nu udformet meget stramme kriterier for, hvad der udgør “et essentielt indgreb”. 21 af vores operationsstuer er blevet omlagt til interimistiske intensivafdelinger.

N95-masker er låst inde og kun givet til det mest udsatte personale. Vi har maske på alle steder, hele dagen

Krænkelse af visse fremgangsmåder, der ville have resulteret i disciplinærhandling for to måneder siden, er nu obligatorisk. N95-masker er låst inde og udleveres kun til det mest udsatte personale. Vi har maske på alle steder, hele dagen.

Men det taget i betragtning er vi som operationspersonale nok en af de grupper, der oplever den mindste ændring i den daglige rutine. Vi går med maske og vasker hænder ustandselig.

Nu gør vi det bare mere. Vi bruger alligevel vores professionelle liv på at skelne mellem kontamineret, desinficeret, rent og sterilt. Vi er ikke som gruppe de mest tilbøjelige til at gå i panik. Vi lever på knivens æg.

I modsætning til mange af mine kolleger er jeg ikke blevet omrokeret til en anden afdeling, nu da operationsgangen har reduceret kapacitet. Min alder og det faktum at jeg har astma har fritaget mig fra direkte pleje af patienter med coronavirus.

Min første impuls var at melde mig som frivillig, men i betragtning af, hvor syg jeg bliver af almindelig influenza, blev jeg nødt til at forholde mig realistisk til situationen.

Jeg formanede mig selv, som jeg også ville formane velmenende filantroper, der vil ud i katastrofeområder, og som med stor sandsynlighed ender på en båre med dysenteri indenfor en uge, fordi de ikke har de nødvendige forudsætninger, og dermed bliver en del af problemet.

Over 700 mennesker blandt hospitalets personale har været eller er syge. Nogle, yngre end mig, har ligget på intensivafdelingen. Men mit hospital har nu ressourcer til at teste alle kirurgiske patienter …   vi åbner 13 operationsstuer på mandag

Jeg vil ikke være til nogen nytte, hvis jeg beslaglagde en respirator. Det er min nye standard for velbefindende: Så længe jeg ikke er tilsluttet en ilttank stortrives jeg.

Mange har ikke været så heldige. Over 700 mennesker blandt hospitalets personale har været eller er syge. Nogle af dem, som er yngre end mig, har ligget på intensivafdelingen.

Men mit hospital har nu ressourcer til at teste alle kirurgiske patienter. Vi har bibeholdt et plateau, der har foranlediget ledelsen til at åbne 13 operationsstuer fra på mandag.

Den meget omtalte teltlejr i Central Park, New York, der fungerer som nødhospital.
Den meget omtalte teltlejr i Central Park, New York, der fungerer som nødhospital.

Desperate forhold i Harlem, Queens og The Bronx

Som specialhospital har vi oplevet en meget mindre patientstrøm end byens øvrige hospitaler.

Situationen i Harlem, Queens og The Bronx er desperat og alarmerende usikker. Hospitalpersonalet protesterer på gaderne tryglende om mere beskyttelsesudstyr, materialer, respiratorer og mandskab.

Nogle hospitaler kræver, at personalet viser en lægeerklæring, hvis de sygemelder sig. Det er en yderligere belastning af et allerede overbebyrdet system.

Så hvilken politisk beslutning ligger bag den kendsgerning, at mit hospital ikke modtager nogle af patienterne fra de overbelastede hospitaler, nu da vi har underbelægning?

I mellemtiden er sensationalisme blevet en pandemi i sig selv. Når man lever i epicentret, bliver man bombarderet med pop-ups af dramatiske nyheder og billeder af massegrave, selvom man forsøger at se på noget andet

For ikke at nævne USNA The Comfort, et af flådens hospitalsskibe, der har ligget for anker på Manhattans vestside siden d. 20 marts. Skibet har 1000 sengepladser, hvoraf 500 er blevet ‘justeret’ til at tage CoVid19 patienter, og d.10 april var kun omkring 70 i brug.

Flåden har meget stramme og ikke specielt indlysende kriterier for indlæggelse, er det blevet annonceret.

Jeg var udstationeret som frivillig på The Comfort som en del af Operation Unified Response efter jordskælvet i Haiti i 2010.

Hospitalsskibet siges overvejende at være tilegnet behandling af traumer, men på det tidspunkt blev patienter behandlet for cancer, der blev givet fødselshjælp, og patienter med stivkrampe og quadroplegi lå i respirator.

The Comfort har kapaciteten. Det ville klæde The Military Industrial Complex – som i modsætning til de fleste andre amerikanske institutioner aldrig oplever budgetnedskæringer – at benytte sig af lejligheden til at redde snarere end at tage liv til en afveksling.

Men nu har Trump erklæret, at The Comfort skal tilbage til Virginia, ‘fordi New York ikke har brug for skibet og det er jo godt’.

Sensationalisme

I mellemtiden er sensationalisme blevet en pandemi i sig selv. Når man lever i epicentret, bliver man bombarderet med pop-ups af dramatiske nyheder og billeder af massegrave, selvom man forsøger at se på noget andet.  Kunne man overveje at fokusere på antallet af overlevende?

Præsidenten afleverer usammenhængende tirader og modsiger sig selv dagligt med en frekvens uden fortilfælde. Han anbefaler Hydroxychloroquine, på trods af kontroversen om stoffets virkning.

Han har sagt ‘Hydroxychloroquine’ så mange gange, at man spekulerer på, om han er stolt af at kunne udtale ordet fejlfrit, eller om han er i gang med et reklamefremstød, fordi han har aktier i det firma der fremstiller pillerne.

Senest har producenter af desinfektionsmidler set sig nødsaget til at advare befolkningen mod indtagelse af præparater som Lyson og Klorin efter præsidentens sidste bizarre bekendtgørelse:

Det samme har regeringens eget Center for Disease Control (CDC):

Før Trump så til sidst prøvede at trække sine bemærkninger om desinfektionsmidler tilbage med at svare på et spørgsmål fra en reporter med, at han blot havde været sarkastisk for at se, “hvordan journalister som dig ville reagere”:

Den politiske dissident Noam Chomsky har kaldt Trumps retorik for en brilliant strategi:

Trump fyrer erklæringer af i alle retninger, og på et tidspunkt vil han ramme plet, sige noget, der passer, hvilket hans tilhængere så vil gentage i en uendelighed, indtil Trump fremstår som et orakel, der havde ret under hele processen.

Dagsordener og misinformation.

Der er en svimlende lavine af information i omløb.

Hvem som helst er en selvbestaltet immunolog. Jeg kender en psykiater, som insisterede på at bestille mad udefra i stedet for at spise venindens hjemmelavede, fordi han mente, det var mere sikkert med den begrundelse, at han var læge. Så længe vi ikke har bevist, at covid-19 smitter per telepati, er han ikke at betragte som en autoritet.

Enhver tænkelig sammensværgelsesteoretiker, omnipotent, pseudo-intellektuel krypto-narcissist prædiker løs med dagsordener, der rangerer fra velmenende bekymring til desperat krav om opmærksomhed.

‘Virussen kan overleve i 18 måneder i et køleskab’ Hvor ved man det fra, når vi taler om en virus, der var ukendt indtil for 5 måneder siden?

Nogle gentager efter sigende retorikken fra det Hvide Hus for at indynde sig, så de får penge til deres egen forskning. Gyldige såvel som anekdotiske betragtninger er lige så allestedsnærværende som selve virussen, og det er uoverskueligt at kende forskellen.

‘Virussen kan være luftbåren i tre timer’ . Så nu er tyngdeloven sat ud af kraft i lighed med folketælling og brevstemning?

‘Virussen kan overleve i 18 måneder i et køleskab’ Hvor ved man det fra, når vi taler om en virus, der var ukendt indtil for 5 måneder siden?

Nogle troende fra de evangelikalske trossamfund går stadig i kirke og krammer hinanden; de siger, de ikke kan blive syge, fordi de er dækket af Jesu blod. Guddommelig biobelastning vil redde dem.

Madison Square i New York ligger øde hen.
Times Square er tom for mennesker det meste af døgnet. Utænkeligt på noget andet tidspunkt i dette århundrede.

Vælgerundertrykkelse og massedistraktionsvåben

‘Beware of the weapons of mass distraction’  – vær opmærksom på massedistraktionsvåben – stod der på et skilt under en protest mod Irakkrigen. Pandemien har forårsaget en opmærksomhedsrelateret pandemi: Monomani.

Vi er entydigt opslugt af covid-19 – angste, ensomme og berøvede.

En hel verden oplever separationsangst.

Og i kulissen arbejder magthaverne på at underminere vores borgerrettigheder. Vælgerundertrykkelse fandt sted for nylig i Wisconsin. Miljølovgivningen er stort set ophævet og forurenere kan svine straffrit og uden ansvarlighed.

Den største græshoppesværm i 70 år, med potentiale til fordobling 300 gange har angrebet afgrøderne i Østafrika med omfattende hungersnød til følge. Det er endnu en katastrofe, der er blevet skjult – overdøvet af pandemien

Men hvis jeg rømmer mig i det offentlige rum, ser folk på mig, som om jeg er massemorder.

Den største græshoppesværm i 70 år, med potentiale til fordobling 300 gange har angrebet afgrøderne i Østafrika med omfattende hungersnød til følge. Det er endnu en katastrofe, der er blevet skjult – overdøvet af pandemien.

Soundtrack

Det sædvanlige lydbillede i New York: Den kontinuerlige brummen og dytten fra storbytrafik, er erstattet af en ildevarslende stilhed, afbrudt af sirener. Og undertiden et fuglefløjt.

Hver dag kl. 19 starter newyorkerne en salutering af hospitalspersonalet i frontlinjen. Folk klapper, hujer, fløjter og trommer på potter og pander.

Mens jeg ser på de affolkede gader fra min lejlighed på 21. etage, føler jeg det uundgåelige jag af dårlig samvittighed. Som fantomsmerter per stedfortræder. Jeg føler, jeg burde tilslutte mig frontlinien. Saluteringen er provokerende, som en opfordring til handling.

Livet i New York er forandret - måske for evigt?
Soundtrack. Men ikke som før. Lyden af og livet i New York er forandret – måske for altid?

Men jeg har været operationssygeplejerske i 30 år. Det er det, jeg kan, og vi har stadig patienter, der skal opereres. Så jeg udfører mit sædvanlige job, mens jeg inkorporer den nye koreografi, som er forbundet med social afstandtagen. Jeg er mig overordentlig bevidst om, hvor privilegeret jeg er.

For millioner af mennesker i udviklingslande, fængsler og flygtningelejre er social afstandtagen ikke en mulighed.

Når pandemien er overstået, vil alle måske kaste sig ud i samfundet som projektiler. Måske lige undtaget udmattede sundhedsmedarbejdere, som falder om på sofaen og kysser deres børn med en maskeløs mund

Mine kolleger facetimer med deres børn, som er i eksil hos bedsteforældre. Nogle af dem har allerede mistet familiemedlemmer, som døde alene. Vi er alle i epicenter-limbo uden deadline

Man bror er performer. Sidst jeg talte med ham, fortalte jeg om en virtuel koncert, jeg havde set, da den egentlige koncert var aflyst. Han udtrykte bekymring for, at folk nu vil blive vant til at få deres kulturelle stimulation hjemme i sofaen.

Jeg sagde til ham, at hvis det generelle publikum har noget  til fælles med mig, vil de, når pandemien er overstået, være i så massivt et underskud af tredimensionelle oplevelser, at de kaster sig ud i samfundet som projektiler.

Måske lige undtaget udmattede sundhedsmedarbejdere, som falder om på sofaen og kysser deres børn med en maskeløs mund.

LÆS FLERE ARTIKLER FRA NEW YORK SKREVET AF BIBS CARLSEN HER.


Alle fotos: Bibs Carlsen ©

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske på et cancerhospital. Har deltaget som frivillig i 15 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
Hvis du læser med og gerne vil donere et beløb som tak for skriverierne fra Bibs kan du overføre til hendes konto i Jyske Bank: 7170 0002195315

Seneste artikler om Sundhed