Smittesporing

Smittesporing er et vigtigt våben i kampen mod spredningen af COVID-19, men hvordan foregår det?

i Sundhed/Viden af
CORONAVIDEN // BAGGRUND – Udover test og ‘social distancing’ er opsporing af smittekæder et af de vigtigste våben mod spredningen af Covid-19. Christian Heebøl-Nielsen forklarer, hvad smittesporing egentlig er, og hvordan det foregår – landene har nemlig grebet opgaven forskelligt an. Der er også både mulige ‘high tech’ og ‘low tech’ tilgange med forskellige frihedsgrader for borgernes privatliv til følge. Det er sandsynligt, at ‘low tech’ løsninger, som bygger mere på ansvarsfølelse og frivillighed, vil blive foretrukket i Danmark.

Efterhånden er myndighederne herhjemme ved at være klart til at øge antallet af test markant.

Det gælder både den såkaldte PCR-test – testen, der viser, om du aktuelt er smittet – og de serologiske test, der viser, om du har dannet antistoffer mod virus og dermed allerede har været smittet.

Opsporing af smittede er et af de centrale værktøjer, som WHO har advokeret for gennem hele epidemien … Tanken bag er, at hvis man agerer hurtigt, kan man nå at identificere potentielt smittede, inden de når at smitte andre

I den forbindelse har du måske også hørt, at flere og flere taler om, at nu skal vi også blive bedre til at spore smittekæder.

Opsporing af smittede er et af de centrale værktøjer, som WHO har advokeret for gennem hele epidemien. Som WHO’s generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus siger det: ” Not testing alone. Not contact tracing alone. Not quarantine alone. Not social distancing alone. Do it all.”

De omfatter test af smittede, opsporing af kontakter og efterfølgende isolation og karantæne, samt naturligvis, som vi alle har lært det, social distancing – social afstand. Vores hemmelige våben, som det har vist sig at være.

Alle elementer har vist sig forbundet med betydelige vanskeligheder. Få lande har været klar til at foretage omfattende test, og derfor taler vi alle om den store ukendte – mørketallet – for, hvor mange der i virkeligheden er smittet.

Landene er også gået meget forskelligt til opgaven med karantæne og isolation. I Danmark foregår det hovedsageligt af frivillighedens vej, mens man særligt i Asien har anvendt tvungen isolation på hospitaler eller hoteller.

Og det peger jo på et af de problemer, vi må forholde os til. Hvor langt kan vi gå i forhold til frihedsrettighederne?

Kontaktsporing i forskellige lande

I nogle lande er man gået langt i forhold til at opspore kontakter til de smittede. Tanken bag er, at hvis man agerer hurtigt, kan man nå at identificere potentielt smittede, inden de når at smitte andre.

Så det står klart, at hvis man skal have succes, må man først og fremmest være klar til hurtigt at finde smittede. Man skal være klar til at teste alle, der mistænker sygdom.

Og så skal man have et set up, der tillader at man kan finde dem, den smittede har været i kontakt med.

Målet med kontaktsporing er at reducere tiden, der går fra symptomstart til isolation. For uden isolation/karantæne kan kontaktsporing være ligegyldig

Et af problemerne her er, at en smittet kan have nået at smitte andre allerede tidligt i forløbet. Inden man har udviklet symptomer. Det er det vi kalder enten præ-symptomatisk eller asymptomatisk smitte.

Målet med kontaktsporing, som kaldes contact tracing på engelsk, er at reducere tiden, der går fra symptom start til isolation. For uden isolation/karantæne kan kontaktsporing være ligegyldig.

Hvordan definerer vi så en kontakt?

En udbredt definition er en person, der har haft kontakt til den smittede i tiden fra 48 timer, før symptomer er startet til 14 dage efter en positiv test. Og vi kan yderligere skelne mellem high risk og low risk.

Høj risiko vs. lav risiko

High risk kontakter har haft tæt kontakt med den smittede i mere end 15 minutter uden brug af beskyttelsesmidler. Det kunne f.eks. være, hvis man har siddet indenfor to sæders afstand på en flyvemaskine, eller har deltaget i et møde eller undervisning med den smittede.

Low risk er, hvis kontakten har varet mindre end 15 minutter, og man eventuelt har brugt værnemidler, f.eks. en maske.

I Singapore gik man tidligt i gang med smittesporing. Fokus var i første omgang på kontakter i sundhedsvæsnet.

Det betød, at man hurtigt gik i gang med at teste alle, hvor der var den mindste mistanke om smitte. Alle, der havde været i kontakt med den smittede, blev så evalueret som high risk eller low risk.

High-risk kontakter blev sat i tvungen karantæne, mens low-risk kontakter blev sat under telefonisk overvågning.

Singapore har 2 døde per million indbyggere sammenlignet med Italiens 400

Karantæneordningen blev ledsaget af en ordning med økonomisk kompensation til de ramte. Yderligere indførte man, at patienter med tidlige respiratoriske symptomer gik i hjemmeisolation i fem dage.

Hvis symptomerne blev forværrede, blev de efterfølgende testet. Samtidig indførte man forskellige social distancing tiltag. Alle disse aktiviteter har muliggjort en effektiv inddæmning af smitte. Singapore har 2 døde per million indbyggere sammenlignet med Italiens 400.

Singapore har også udviklet app’en TraceTogether. Den virker ved at brugerne via bluetooth udveksler informationer – tokens – når de har været i nærheden af hinanden. Hvis en person så bliver smittet, kan myndighederne se, hvem man har været i kontakt med.

Sydkorea har også haft udbredt brug af smittesporing og isolation. Faktisk var man på et tidspunkt ved at miste kontrollen med smittespredningen. Herefter indførte man omfattende smittesporing, bl.a. med brug af mobildata og banktransaktioner.

Desuden anvendte man data fra overvågningskameraer i det offentlige. Altså ganske omfattende tiltag, som man nok har svært ved at se overført til danske forhold.

Hvornår virker smittesporing bedst?

Det tidlige råd fra bl.a. WHO var, at smittesporing er et effektivt værktøj især i starten af epidemien. Det hænger sammen med, at arbejdet med smittesporing er ganske omfattende.

Man har regnet på, hvor mange kontakter, der skal spores for hver smittet, og er nået frem til, at det tal ligger lige omkring 36. Hermed står det også klart, at arbejdet med smittesporing bliver markant større, jo flere smittede man har.

Men da kun ganske få lande kom i gang med effektiv smittesporing tidligt, bl.a. Sydkorea og Island, har man nu rettet opmærksomheden mod, hvordan man griber opgaven an i lande med mere udbredt smitte.

Hvad skal man være opmærksom på, når man udvikler sådanne værktøjer? Først og fremmest om de er i stand til at beskytte brugerens privatliv

I lande som Sydkorea har udbredt brug af smittesporing ført til, at man har været i stand til at undgå hård lock-down, som vi f.eks. har set i Sydeuropa.

Og andre lande, som er i lock-down, f.eks. Italien, ser i stigende grad smittesporing som et redskab til at løfte restriktionerne og dermed hjælpe økonomien på vej.

Hvilke konsekvenser har smittesporing for privatlivet?

I mange lande har man valgt en meget high tech tilgang til smittesporing, som omfatter brug af apps, brug af mobildata og banktransaktioner og meget mere.

Det er klart, at det kommer med en pris. Især, når det efterfølgende kobles til tvungen karantæne. Vi er i Danmark også i gang med at udvikle en app til smittesporing.

Så hvad skal man være opmærksom på, når man udvikler sådanne værktøjer?

Først og fremmest om de er i stand til at beskytte brugerens privatliv. Og det gælder både fra andre brugere og fra myndighederne, men også fra tredjepart, der måske kunne forsøge at få adgang til data. Derfor har man også evalueret en række forskellige tekniske løsninger til at foretage kontaktsporing.

Det kan foregå ved, at man som i Singapore udveksler såkaldte tokens mellem brugerne. I det set-up har man en god beskyttelse i forhold til andre brugere, men ingen beskyttelse i forhold til myndighederne, som både vil have data, der dækker ens bevægelser og om ens helbredstilstand. Det er også myndighederne, der giver besked til kontakter om, at man er smittet.

Muligvis kan vi komme ligeså langt med ‘low tech’ løsninger, som bygger mere på ansvarsfølelse

Et alternativ kan være, at man i stedet for at lade myndighederne sende oplysninger om smitte, lader den enkelte bruger lave forespørgsler om, hvorvidt man har været i nærheden af en smittet – et såkaldt polling set-up.

I dette set-up har myndigheder ikke samme behov for at få data fra den enkelte bruger, der dermed er bedre beskyttet. Polling set-ups kan yderligere sikres gennem brug af støj i databasen.

Der er i det hele taget en mængde forskellige kombinationsmuligheder af forskellige set-ups, som kan udvikles. Men der er også en vigtig anden pointe. Muligvis kan vi komme ligeså langt med low tech løsninger, som bygger mere på ansvarsfølelse.

For måske vi kan komme ligeså langt gennem empowerment og uddannelse som via high tech løsninger med alvorlige konsekvenser for vores privatliv?

LÆS OGSÅ DENNE BAGGRUND OM COVID-19 AF CHRISTIAN HEEBØL-NIELSEN:

Christian Heebøll-Nielsen: 7 centrale spørgsmål omkring COVID-19

Virker smittesporing?

Udover de effekter, man kan se i lande som Sydkorea og Singapore, har man også forsøgt at opstille matematiske modeller, der kan evaluere, hvor godt smittesporing virker.

Det viser sig, at effekten af smittesporing er afhængig af forskellige parametre. Bl.a. af tallet R – reproduktionsnummeret.

I de tidlige faser, hvor R værdien er ca. 2,5, skal kontaktsporing være i stand til at finde op til 70% af kontakterne for at være effektiv.

Der er grund til at tro og håbe, at hvis vi finder et effektivt set up for smittesporing, vil det hjælpe os til at få epidemien under kontrol. Og vi vil hurtigere kunne minimere behovet for de mest vidtgående social distancing begrænsninger

Jo højere R værdi, desto større risiko for, at man ikke får sporet smittede kontakter.

Det betyder også, at på et tidspunkt, hvor vi har bragt R værdien betragtelig ned, øges vores chancer for succes.

Og smittesporing kan i modellerne yderligere nedbringe R værdien signifikant, og dermed give os en chance for at stoppe smittespredning.

Der er derfor grund til at tro og håbe, at hvis vi finder et effektivt set up for smittesporing, vil det hjælpe os til at få epidemien under kontrol. Og vi vil hurtigere kunne minimere behovet for de mest vidtgående social distancing begrænsninger.


Kilder:

https://science.sciencemag.org/content/367/6484/1287.full

https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2020.02.14.20023036v1.full.pdf

https://arxiv.org/pdf/2003.11511.pdf

https://academic.oup.com/jtm/article/doi/10.1093/jtm/taaa039/5804843

https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(20)30567-5/fulltext?utm_campaign=tlcoronavirus20&utm_content=120403755&utm_medium=social&utm_source=twitter&hss_channel=tw-27013292


Topillustration: Contact tracing, France 24.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut, analytiker af medicinalindustrien samt sundhedssektoren og har i en årrække beskæftiget sig indgående med bekæmpelse af disinformation og fake news.

P.t. følger han udviklingen i både coronavirussens udbredelse og myndighedernes kamp mod den både nationalt og globalt.

Seneste artikler om Sundhed