POV BUSINESS // PORTRÆT – Den 29-årige Yael Bassan er ikke bange for at skille sig ud, faktisk gør hun lidt af en dyd ud af det. Hun kommer fra en minoritets – og flygtningefamilie og anser diversitet som en kæmpe styrke. De sidste fire år har hun været direktør i ‘Copenhagen Bicycles’, som i højsæsonen beskæftiger op mod 30 mennesker, hvoraf trefjerdedel har anden etnisk oprindelse end dansk. I 2018 vandt virksomheden Københavns Erhvervspris. ”For mig er kernen, at vi alle sammen er lidt skøre eller atypiske på en eller anden måde. Hos os bliver det så ikke atypisk, men helt almindeligt,” siger cykeldirektøren, der til enhver tid vil kaste sig ind i offentlige debatter for ting, hun tror på.
”I hele min barndom og ungdom sagde min far altid, når det gik godt i skolen: ’Nu kan du blive direktør!’
Og når det gik dårligt, sagde han: ’Jamen, du kan da altid blive direktør.’
Men jeg skulle bare aldrig være direktør. What so ever!” siger 29-årige Yael Bassan.
Yael Bassan har op mod 30 mennesker i sit brød i højsæsonen og er indehaver af en virksomhed med over 2.500 udlejningscykler plus det løse. Men hun er ikke nogen helt almindelig direktør
I dag er hun så alligevel blevet direktør og har inviteret POV indenfor i sin nyerhvervede private lejelejlighed i et alment boligbyggeri på Sluseholmen i København. For som hun skrev i sit automatiske mailsvar:
”Jeg er blevet mor til Frida – en lille hundehvalp (af racen bichon havanais – til de hundekyndige). Sådan en hund skal jo luftes en gang i timen noget nær døgnet rundt og skal lære at elske cykler og mennesker og den slags, og derfor er jeg på barsel i hele november.”
Faren døde, lige inden hun skulle til eksamen
Det er ikke lige det svar, man forventer, når man beder om et interview med en erhvervsleder, som har op mod 30 mennesker i sit brød i højsæsonen og er indehaver af en virksomhed med over 2.500 udlejningscykler plus det løse.
Men Yael Bassan er heller ikke nogen helt almindelig direktør.
Hun er egentlig uddannet journalist, for hun skulle jo ikke være ’direktør’. Men dagen før hun i 2015 skulle i gang med sit afsluttende eksamensforløb, døde hendes 51-årige far pludseligt af stress og efterlod sig virksomheden Copenhagen Bicycles, som ligger på hjørnet af Nyhavn og Havnegade i København.
Når jeg ansætter medarbejdere, vil jeg næsten altid vælge den, der skiller sig ud, i stedet for den, der ser bedst ud på papiret
Her har hun på fire år udvidet virksomheden og mere end fordoblet medarbejderstaben, og den er ikke bare blevet hentet ned fra den øverste hylde blandt strømlinede kandidater i ansøgerfeltet.
Ansætter folk, der skiller sig ud
”Når jeg ansætter medarbejdere, vil jeg næsten altid vælge den, der skiller sig ud, i stedet for den, der ser bedst ud på papiret – medmindre selvfølgelig der er en kæmpe forskel i deres dygtighed, men det er der sjældent.”
“Når jeg vælger en, der skiller sig ud, kan det være, fordi vedkommende er ældre end gennemsnittet, ikke kan dansk, fordi man er kvinde i en cykelbutik, er på kanten af arbejdsmarkedet, eller hvad det nu kan være. Det, synes jeg, er sjovere.”
“For mig er kernen, at vi alle sammen er lidt skøre eller atypiske på en eller anden måde. Hos os bliver det så ikke atypisk, men helt almindeligt,” siger cykeldirektøren, der også er en ivrig offentlig debattør, når det gælder minoriteter, diversitet, feminisme, etnicitet og Københavns kommunes laissez-faire-holdning til ”ulovlig” udlejning at el-løbehjul.
https://twitter.com/YaelBassan/status/1102542321458073602?s=19
Kommer fra en familie af flygtninge
Hun kommer selv fra en flygtningefamilie og tilhører en minoritet.
Hendes fars familie kan spore sine jødiske rødder helt tilbage til Spanien på Columbus’ tid, og farens forældre er flygtninge fra Bulgarien. Hendes morfar kommer fra den jødiske minoritet i Ukraine og flygtede fra det, der dengang hed Sovjetunionen.
”Mine forældre er den første generation, som ikke har skullet flygte. Derfor er det vigtigt for mig som integreret flygtningeefterkommer at sørge for, at der er ordentlige forhold for de flygtninge, der kommer til Danmark i dag,” fastslår Yael Bassan, hvis medarbejderstab for 75 procents vedkommende består af mennesker, som ikke har dansk oprindelse.
Men hvordan var det for en blot 25-årig nyuddannet journalist, der for alt i verden ikke ville være direktør, pludselig at overtage sin afdøde fars virksomhed?
”Ingen procedurer og intet skrevet ned – alt var kaos”
”Da min eksamen var overstået, gik jeg ned i butikken for at se, om der var et eller andet, jeg eventuelt kunne hjælpe med. Og så viste det sig, at det hele var noget værre rod.”
“Udadtil fungerede det fint. Der var mange kunder og penge på bankkontoen. Men min far havde haft det hele inde i hovedet. Han havde tidligere haft virksomheden GiliSoft, som udviklede computerspil til børn. Her var han blevet snydt af en medarbejder, der havde lækket deres data til en konkurrent.”
“Derfor stolede han ikke på andre mennesker, og han ville ikke uddelegere sit arbejde, men sad alene med alting. Så der var ikke noget at sige til, at han døde af stress.”
Der var intet skrevet ned, ingen procedurer, intet skrivebord, og jeg vidste ikke, hvem der havde nøgler til butikken. Fordi min far var død, var bankkontoen spærret og alt lukket ned med NemId. Det var fuldstændig kaos
”Men nu var det så pludselig mig, der skulle prøve at få samling på, hvad det egentlig var for en virksomhed, hvem der var medarbejdere, og hvad folk fik i løn.”
“Jeg måtte jo stole på, hvad de sagde, for jeg kunne ikke finde nogen kontrakter. Der var intet skrevet ned, ingen procedurer, intet skrivebord, og jeg vidste ikke, hvem der havde nøgler til butikken. Fordi min far var død, var bankkontoen spærret og alt lukket ned med NemId. Det var fuldstændig kaos.”
”Det vigtigste er at stole på sine medarbejdere”
”Jeg fandt hurtigt ud af, at min vigtigste opgave var at gøre mig selv undværlig, så jeg ikke også døde af stress. Min far havde nogle megagode medarbejdere, og jeg stolede på, at de kunne få meget mere ansvar, end de havde.”
“Det er derfor, vi er, hvor vi er i dag. Jeg havde aldrig kunnet klare det alene. Det vigtigste er at stole på sine medarbejdere og uddelegere ansvaret,” siger Yael Bassan.
Da Yaels far Gili Bassan døde, var det midt i højsæsonen for cykeludlejning, og der var omkring otte ansatte i virksomheden. I dag er der 15 fuldtidsansatte og omkring 30 plus det løse i højsæsonen. I 2018 vandt virksomheden Københavns Erhvervspris.
Copenhagen Bicycles består af flere forretningsområder.
Efterhånden ved man vel godt, at en virksomhed ikke bliver en succes, bare fordi fem mænd i 50’erne i det samme jakkesæt klapper hinanden på skuldrene over, hvor geniale de er. Det kommer man ingen vegne med
Udover udlejningen af cykler til turister og salg af souvenirs fra butikken i Nyhavn er der udlejning af cykler fra hoteller og campingpladser samt app-baserede cykler, guidede cykelture i København, cykel- og trafikundervisning for især indvandrerkvinder, events, salg af brugte cykler, reparation af cykler for både private, virksomheder og ejendomme, samt udlejning af billige cykler til studerende.
Bruger sin position til at debattere
I dag er direktøren ikke mere undværlig, end at hun kan tillade sig at tage en måneds ’hundebarsel’. Hun har også mulighed for at kaste sig ind i den offentlige debat for at forfægte sine meninger og holdninger
For som hun siger: ”Jeg vil gerne gøre verden til et bedre sted.”
Derfor er hun med i panelet i P1-programmet ’Public Service’ og derfor er hun aktiv i en række netværk, som skal gøre København og Danmark til et bedre og grønnere sted.
Hun deltager i paneldebatter, tager ud og holder foredrag og har siddet i Erhvervsrådet for Københavns Kommune. Og hun benytter gerne sin position som ’direktør’ til at komme frem med sine holdninger og synspunkter. Ja, i den sammenhæng ser hun det som en fordel at være direktør.
”Diversitet er en kæmpe styrke”
”Jeg mener, diversitet er en kæmpe styrke. Det vil jeg gerne kæmpe for på alle niveauer. Når jeg skal søge gode råd hos andre, så spørger jeg også folk, der ikke er specialister på området, for flere forskellige indsigter kan give helt nye perspektiver.”
“Efterhånden ved man vel godt, at en virksomhed ikke bliver en succes, bare fordi fem mænd i 50’erne i det samme jakkesæt klapper hinanden på skuldrene over, hvor geniale de er. Det kommer man ingen vegne med.”
“Man når meget længere, hvis man tør diskutere tingene og acceptere forskellige meninger og mennesker med forskellig baggrund,” understreger Yael Bassan.
Hvis det er kvoten, der gør, at jeg kommer med, så er det ok med mig, så skal jeg nok vise dem, hvor god jeg er
Af samme årsag tror hun også på indførelsen af kvindekvoter. Ikke for kvoternes egen skyld og slet ikke på lang sigt. Men som situationen er lige nu så for at vise, at kvinder i virksomhedsbestyrelser er et kæmpe plus.
”Jamen, de skal bare ringe”
”Ind imellem spørger folk mig: ’Jamen vil du så gerne vælges bare på grund af en kvote?’ Så siger jeg: ’Ja! Det vil jeg gerne, for så kan de fandeme se, at jeg er det værd!'”
“Så længe mænd i 50’erne hyrer mænd i 50’erne, kommer vi bare ingen vegne. Så jeg skal da gerne gå hen og vise dem, at jeg er den kvote værd. Jeg er sikker på, at når kvoten ophører, så vil de beholde mig alligevel.”
”Nogle gange kommer jeg med i et panel, fordi de også lige skal have en kvinde med. Eller en fra en minoritet. Eller en ung. Fint! Jamen, de skal bare ringe.”
“Hvis det er kvoten, der gør, at jeg kommer med, så er det ok med mig, så skal jeg nok vise dem, hvor god jeg er.”
Så fryder det mig lidt, når jeg kan se, at de havde regnet med, at jeg var en mand. Det betyder ofte, at jeg er totalt undervurderet fra starten af, og det er skønt.
Nogle gange er det sjovt at blive undervurderet, for så kan man jo kun overraske
”I starten var jeg jo kun 25 og gik meget i sådan noget ’direktørtøj’ med blå blazer osv., fordi jeg troede, jeg skulle ligne en rigtig direktør. ”
“Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke ligger i tøjet, men i det jeg gør. Og jeg elsker at gå i kjoler – gerne blomstrede kjoler – og højhælede sko, så i dag går jeg helst ikke i andet”
”Derfor er der mange, som ikke kan gætte, at det er mig, som har denne her virksomhed. For eksempel er min account manager en mand i 50’erne, og når vi er ude sammen og siger, hvor vi kommer fra, henvender folk sig altid til ham.”
“Så er det helt vildt sjovt, at det er mig, der svarer. Når det så efterhånden går op for dem, at de har opfattet situationen forkert, og at det er mig, som er direktør, så elsker jeg det,” fortæller Yael Bassan og fortsætter:
Hvornår skulle han møde chefen?
”Fordi mit fornavn er etnisk, så er der ingen, der kender det. Det ender på ’el’ ligesom jødiske drengenavne som f.eks. Daniel eller Samuel.”
Nogle gange er det sjovt at blive undervurderet, for så kan man jo kun overraske.”
Fordi jeg har søgt og fået afslag, så får jeg en bøde, hvis jeg stiller vores cykler ovre på pladsen. De andre virksomhedere får ingen bøder, fordi de slet ikke har søgt
”Jeg havde på et tidspunkt en polsk medarbejder, som havde været til jobsamtale med mig, og jeg havde skrevet under på hans kontrakt og diskuteret løn.”
“Men efter et par måneder begyndte han at spørge sine kolleger, hvornår han mødte chefen. Han havde aldrig set det komme, at chefen var en ung kvinde, men hvis jeg har gjort en forskel i Polen, når han er kommet hjem og har fortalt det, så er det helt ok med mig.”
”Det er simpelthen noget, der kan pisse mig af”
I fremtiden ser Yael Bassan gerne, at hendes forretning vokser. Blandt andet er hun klar til at lave app-baseret udlejning af cykler fra cykelstande rundt omkring i byen.
Det er der allerede andre, der gør – inklusive de forskellige udlejere af elektriske løbehjul – men i modsætning til Copenhagen Bicycles, har de ingen butikker.
Yael Bassan har søgt Københavns Kommune om tilladelse til at placere sine cykler på en stor åben plads lige over for sin butik. Her stiller både andre cykeludlejere og løbehjulsudlejere deres cykler og løbehjul; de nyder også godt af, at Yael Bassans butik tiltrækker mange kunder. Men hun har fået afslag fra kommunen.
Hendes kampagne imod de mange el-løbehjul, som efterlades ulovligt, og ligger og flyder rundt om i København, har betydet, at hun har været både i Time Magazine, Los Angeles Times og New Tork Times
”Fordi jeg har søgt og fået afslag, så får jeg en bøde, hvis jeg stiller vores cykler ovre på pladsen. De andre virksomheder, de får ingen bøder, fordi de slet ikke har søgt, og derfor ikke overtræder et afslag fra kommunen.”
“Det er simpelthen noget, der kan pisse mig af,” konstaterer direktøren, som sidste forår postede en video på Twitter, hvor hun med egne hænder i kjole og høje hæle flyttede de efterladte el-løbehjul fra pladsen.
Den fik adskillige retweets, resulterede i et indslag i TV-Lorry og blev en manifestation af det, hun har døbt ’Løbehjulsgate’.
Denne aktion og hendes kampagne i øvrigt imod de mange el-løbehjul, som efterlades ulovligt og ligger og flyder rundt om i København, har betydet, at hun har været både i Time Magazine, Los Angeles Times og New Tork Times.
Nu håber hun bare, at hendes aktivisme måske bærer frugt.
Københavns Kommune har lovet, at de vil give en række officielle tilladelser til, at der placeres udlejningscykler og el-løbehjul på udvalgte pladser, og her er Yael Bassan og hendes cykelvirksomhed med i ansøgerfeltet.
Folk skal bare ringe. Jeg skal bare lige være færdig med min hundebarsel
”Selvfølgelig satser jeg på, at min virksomhed vil vokse i fremtiden. Til næste sommer regner vi med at øge vores kapacitet til 3000 cykler.”
“Men jeg har ikke lyst til at få fremmede investorer eller anden økonomisk hjælp. Væksten skal ske organisk, så jeg kan fastholde de værdier om diversitet, den bygger på nu.”
“Og så vil jer gerne ud og holde endnu flere foredrag og bruge alt det jeg kan. Og ja! Folk skal bare ringe. Jeg skal bare lige være færdig med min hundebarsel,” slutter Yael Bassan.
Copenhagen Bicycles
Nyhavn 44
1051 Copenhagen
Denmark
Følg Yael Bassan på Twitter: https://twitter.com/YaelBassan
Topfoto: Direktør Yael Bassin er hjemme på barsel med sin hundevalp Frida, der er opkaldt efter maleren Frida Kahlo. Foto: Poul Arnedal.
Hvis du vil læse flere erhvervsportrætter, rejsebreve og gastro-klummer fra Poul Arnedals hånd, så klik på linket ovenfor. Hvis du vil have POV’s digitale weekendavis ind ad din digitale dør hver fredag, så klik her. Det koster ikke noget, men du må gerne abonnere, hvis du gerne vil sikre mere POV i fremtiden. Det gør du øverst på sitet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her