KONGERNES SAMLING // KULTUR – De færreste har endnu lagt mærke til det, men med sammenlægningen af Koldinghus, Rosenborg og Amalienborg er de kongelige samlinger nu en del af hele Danmark og ikke kun hovedstaden.
Sidste sommer, i corona-rabattens tid, tog jeg mine teenagetøser med på Koldinghus. Jeg har vel kørt igennem byen mindst 100 gange, siden jeg var der sidst på en skoleudflugt i 70’erne. Tror også vi vendte Ribe Domkirke og Legoland. Traditionel folkeskoledannelsestur.
Udstillingen blev så stor en succes, at Kronborg Slot købte den, hvor den stadig kører frem til slutningen af oktober
Det var lidt af en øjenåbner at se Danmarks syvendestørste by ovenfra igen og se udstillingen ”Kongerækken med Jim Lyngvild”, den gale mand, som er fantastisk i sin genfortolkning af anekdotisk og faktuel historie og ikke mindst personlig påklædningsdesign op igennem den danske kongerække.
Udstillingen blev så stor en succes, at Kronborg Slot købte den, hvor den stadig kører frem til slutningen af oktober.
Bygningerne i sig selv, interiør, den imposante arkitektur og restaurering var hele besøget værd i Kolding. Et gensyn og beslutningen om for en gangs skyld at tage et vartegn på afstand bogstaveligt og bevæge sig ind i det igen. Koldinghus kom lidt tid efter, ved årsskiftet, faktisk også til at spille en rolle for København, fordi den blev en del af Kongernes Samling.
KIF Kolding København
Ikke på samme vis som i håndboldens verden, hvor stedbarnet KIF Kolding København som sammenlægning fik hjemmebane i både Kolding Hallerne og Brøndby Hallen. Den fusion gik i sig selv, da resultaterne til sidst udeblev, og hovedstaden er ikke til håndbold og nederlagsfornemmelse.
Hovedstaden, hvor man cykler, går og løber rundt blandt 3-400 år gammel arkitektur, vartegn og mindes- og pejlemærker for byens fysiske og historiske udtryk. Men forbliver det bare staffage og kulisse, når man bor midt i den, som jeg gør nu?
Vidste du for eksempel, at en del af Amalienborg er offentlig tilgængelig? At Dronning Margrethe og Kronprins Frederiks private hjem rent faktisk rummer et museum
Har du set Kronjuvelerne på Rosenborg? Anede du, at der hører et museum til Amalienborg? Det bliver et nej herfra til begge. Men jeg sætter pris på min løberute rundt i Kongens Have, også den lange udgave, jeg har, som går hen over Amalienborg Slotsplads.
Vidste du for eksempel, at en del af Amalienborg er offentlig tilgængelig? At Dronning Margrethe og Kronprins Frederiks private hjem rent faktisk rummer et museum. Ovre i Christian VIII’s Palæ. Eller hele to. Amalienborgmuseet og H.M. Dronningens Håndbibliotek.
Det Gotiske Bibliotek og Dronningens Håndbibliotek på Christiansborg kan man komme ind og se uden aftale og studere bogrygge. Et såkaldt skuebibliotek. På H.M. Dronningens Håndbibliotek kan man kun komme efter forudgående aftale, hvor man angiver, hvad man gerne vil se. Lånerkort gælder ikke. Tingene bliver, hvor de er, blandt andre håndskrevne digte af H.C. Andersen.
Til gengæld lukkede Amalienborgmuseet den 30. august og frem til midten af januar 2022, fordi man skal bruge tiden til arrangere en stor særudstilling for at markere Dronningens 50-års regeringsjubilæum.
Spørgsmålet, om københavnerne kender museerne indefra, kan måske besvares ret enkelt af museumsdirektør for Kongernes Samling, Thomas C. Thulstrup. Og her kommer Kolding ind i billedet. Thomas C. Thulstrup kom til i 2018 efter fem år som direktør for Koldinghus:
”Museerne på Rosenborg og Amalienborg havde 80 procent udlændinge og 20 procent danskere i besøgstal. På Koldinghus var det lige omvendt. Og da coronakrisen var på sit højdepunkt, lukkede alt ned, udlændingene forsvandt fra hovedstaden, og Rosenborg og Amalienborg mistede deres kundegrundlag overnight.”
Koldinghus er en inspiration
Af den grund var det helt oplagt for Kongernes Samling at lade sig inspirere af Koldinghus, hvor man igennem Thomas C. Thulstrups og hans efterfølger som konstitueret direktør, Nanna Ebert, har været kendt for og gode til involverende aktiviteter og arrangementer. Derfor var procentfordelingen givetvis også lige omvendt på Koldinghus, der havde noget nær rekordbesøg, da museerne med rabat åbnede igen efter corona-nedlukningen.
Da Kolding Kommune samtidig var interesseret i, at Kongernes Samling overtog driften af Koldinghus, så både museerne på Rosenborg og Amalienborg selv en oplagt synergieffekt i at lægge de tre museer sammen.
Administration, koordinering af udstillinger og marketing foregår nu fra hovedkontoret på Rosenborg Slot. Med den tidligere direktør for Koldinghus, Thomas C. Thulstrup, som museumsdirektør og tidligere konstitueret direktør Nanna Ebert, som kommunikationschef.
Eksempelvis har Koldinghus netop nu en stor udstilling af Dronningens Broderier frem til januar. De har aldrig været vist offentligt før. Akkurat som udstillingen ”Christian 5. – Konge, kriger og salvet af Gud” er et udtryk for, at Kongehuset gerne ser, at dens samlinger er tilgængelige i mere bred geografisk forstand.
I den sammenhæng passer Koldinghus som gammelt kongeslot perfekt. Christian 5. -udstillingen rummer blandt andet hans salvingskåbe, som kun har været benyttet til hans salving og ved castrum doloris, når majestætens kiste stilles til offentligt skue, og som skal i brug igen den dag, Dronningen skal begraves. Den har nogle år på bagen. Christian V. døde i 1699.
Mange af genstandene i både den og kommende udstillinger har aldrig forladt hovedstaden før, og det ligger Thomas C. Thulstrup meget på sinde, at de på trods af deres skrøbelighed og lysfølsomhed kan udstilles under ansvarlige forhold i Kolding.
I København har man sommeren igennem arbejdet på at få ændret procentfordelingen af besøgende, at omvende københavnerne og række ud til alle danskere i både Kolding og hovedstaden. At popularisere museerne eller tør man sige: Give dem et ordentligt spark lige i kronjuvelerne. For eksempel har udklædte skuespillere trådt fysisk ud af malerierne på nogle af udstillingerne.
Kronjuvelerne i Rosenborgs skatkammer må dog, som noget af det eneste, ikke forlade slottet. Dronning Margrethe bruger dem et par gange om året, men kun indenlands, for de må heller ikke forlade landet.
Nå, men næste gang, så dropper jeg det svedige løbetøj og forsøger mig med de kronjuveler, altså. Så jeg kan lære min by lidt bedre at kende indefra. Derinde bag murstenenes facade…
SE DRONNING MARGRETHES INDVIELSE AF KOLDINGHUS SOM EN DEL AF KONGERNES SAMLING HER
Topillustration: Christian IV’s kongekrone befinder sig i skatkammeret sammen med kronjuvelerne på Rosenborg Slot i København. Foto: Kongernes Samling.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her