TØJ // KØNSOPDELING – Små lommer og dårligere materialer i damemodeller. Forsker peger på, at kønsopdeling i friluftstøj kan være uhensigtsmæssig. “Designet i sportstøj var meget mere ens for mænd og kvinder frem til 80’erne, hvor branchen voksede eksplosivt. I dag gælder de samme kulturelle regler for friluftsbeklædning til kvinder, som vi ser i fest- og hverdagstøj til kvinder: Det skal være kropsnært, så kvindekroppens form står synligt frem.” Ifølge en tøjproducent foretrækker kvinder dog det kropsnære snit.
Når du går ind i en friluftsbutik, bliver du konfronteret med et valg. Butikken er nemlig delt op i to territorier. Til den ene side finder du de beklædningsgenstande, som er lavet til kvinder. Til den anden finder du varer til mænd.
“Når man kommer ind, står der, at dét er dameafdelingen, og dét er herreafdelingen. Og så er der en pil,” siger Pernille Nielsen, som er butiksassistent i en af Danmarks største friluftsbutikker.
Hun har af og til kunder, som passer bedre i det modsatte køns tøj. Alligevel foreslår hun kun yderst sjældent kunden at skifte over i den anden ende af butikken. Det kan føles udsat at gå over i den ”forkerte” afdeling og prøve tøj:
“En ting er, at man står ovre i modsat afdeling og kigger. Men hvis man pludselig står derovre og prøver, så kan det godt være grænseoverskridende.”
Både snittet og formerne skal vise kvindekroppen fra sin bedste side, mens mandetøjet er mindre direkte koblet til den enkelte mands krop
Pernille Nielsen har med tiden udviklet en metode til at fremme det rigtige fit: Ved at hente varerne over i den del af butikken, der passer til kundens kønsidentitet, bliver det nemmere at få kunden med på at prøve tøjet:
“For at få dem med på det, kan jeg sige: “det skader jo ikke noget at prøve, skal jeg ikke lige prøve at hente den””, siger hun.
“Jeg lader kunderne prøve det, de kan i deres eget køn, for at de selv får en øjenåbner. Og så siger jeg altid, at jeg har mange som krydser over, så de ikke føler, at de er den eneste, som laver det her skift,” fortæller butiksassistenten.
“Og det er de jo heller ikke,” understreger Pernille Jensen, og fortæller, at hun har en del kunder, som ”krydser over” i en anden alders- eller kønskategori.
Forskeren: Klædeligt og kropsnært til kvinder, funktionelt til mænd
Designforskelle mellem mande- og kvindebeklædning bunder ikke kun i forskelle i vores fysiske kroppe, siger Ingun Grimstad Klepp, forsker i påklædning, køn og miljø ved Oslo Universitet. Tøjdesign gennemsyres af kulturelle idealer for hvordan en mand og en kvinde bør tage sig ud:
“Reglerne for kvindetøj er, at det skal være klædeligt,” forklarer Ingun Grimstad Klepp.
“Både snittet og formerne skal vise kvindekroppen fra sin bedste side, mens mandetøjet er mindre direkte koblet til den enkelte mands krop.”
Designet i sportstøj var meget mere ens for mænd og kvinder frem til 80’erne, hvor branchen voksede eksplosivt. I dag gælder de samme kulturelle regler for friluftsbeklædning til kvinder, som vi ser i fest- og hverdagstøj til kvinder: Det skal være kropsnært, så kvindekroppens form står synligt frem.
Pasformen fremhæver figuren. Herrebukser kan laves i stivere materiale, fordi de er løstsiddende
De store fysiske variationer i, hvordan kvinder kan se ud, og personlige ønsker til tøjets pasform, bliver oftest ikke taget i betragtning i designet. Hvis de gør, er det i form af en tydeligt markeret afvigelse, som til eksempel Fjällrävens ”Curved”-serie. Derudover ser vi i dag flere og flere mennesker, som ikke formår, eller ønsker at være det ene eller andet af de to binære køn, som tøjet er designet ud fra.
Ingun Grimstad Klepp mener derfor, at design som er målrettet kvinder, ofte ender med at blive ekskluderende, selvom det i grunden er motiveret af et inklusionsperspektiv:
“Der er et kvindeperspektiv, som går på, at vi også kan. Vi kan også jage, vi kan også stå på ski, vi kan også tage til Nordpolen,” fortæller hun.
Men vi mennesker er utroligt forskellige. Derfor bliver vores forventninger til, hvordan en kvinde- og en mandekrop skal se ud, hurtigt til en forhindring for at finde brugbart tøj, argumenterer den norske forsker.
Butiksassistenten: Små lommer i damemodellen
Som butiksassistent ser Pernille Jensen ofte vigtige funktionsforskelle i herre- og damevarianten for et stykke tøj, som skulle være samme model. Det handler tit om praktiske opbevaringslommer, som formindskes kraftigt, eller helt fjernes fra kvindebeklædning.
Hun giver et eksempel med Fjällrävens Skogsö jakke. Jakken kommer med særligt gode justeringsmuligheder i hætten, og en stor smart brystlomme. Hun plejer derfor at sælge den på høj funktionalitet. Men en dag opdager hun til sin overraskelse, at det kun er herremodellen, som har den ydre brystlomme:
“Du får ikke brystlommen med i damemodellen. Skogsö-jakken koster 200 kroner mere end modellen under, men for de penge får du kun justeringsmulighederne i hætten med til damerne.”
Mænd bruger den til kompas, og kompassets firkantede form er ubehagelig for kvinders bryst
Damejakken er i stedet udstyret med en indre brystlomme, som er markant mindre. Også når det kommer til bukser, får den kulturelle norm om kropsnært tøj til kvinder konsekvenser for tøjets funktionalitet:
“Ofte bliver der i damebukser brugt strækpaneler op omkring lår og rumpe, så du får en god bevægelighed, uden at det sidder løst,” fortæller Pernille. “Pasformen fremhæver figuren. Herrebukser kan laves i stivere materiale, fordi de er løstsiddende.”
Pernille Nielsen mener, at producenterne på den måde går på kompromis med kvindetøjets slidstyrke for at opnå et figursyet udtryk. Nylon og elastan er fleksible materialer, men slidstyrken er væsentlig bedre i et par bukser, som er lavet i mere holdbare, stive materialer, som Fjällrävens G1000 stof.
Producenten: Kvinder foretrækker kropsnært snit
Pressemedarbejder hos Fjällräven, Philipp Kloeters, er uenig i, at kvindemodellerne generelt udvikles med mindre bevægelsesrum end mandemodellerne, men henviser konkrete forskelle til kundernes æstetiske præferencer:
“En af de mest populære bukser til kvinder er vores tights. Selvom vi har tights til både mænd og kvinder, er det ikke den mest solgte i mandeafdelingen,” fortæller han. “Så der er visse præferencer, som vi tager i betragtning, når vi udvikler produkter.”
Philipp Kloeters uddyber, at forskelle i Fjällrävens design mellem køn bunder i funktionalitet såvel som præferencer hos kunder og testpanel. For Skogsö-jakken gælder det, at produktudviklingen er fokuseret på kun at inkludere detaljer og funktioner, som rent faktisk bliver brugt.
“Hvad ville en kvinde putte i en brystlomme?” spørger Philipp Kloeters retorisk.
“Mænd bruger den til kompas, og kompassets firkantede form er ubehagelig for kvinders bryst,” siger han. “Det er i hvert fald, hvad vi hører fra vores kvindelige testpanel og kunder. De bruger ikke brystlommer, og de kan ikke lide dem.”
Sælgeren tror hele tiden, at de er mindre, end de er. Idéen om, hvordan en kvinde skal se ud, er så stærk, at de faktisk ikke kan få en ski, som er stor nok til dem
Derfor mindsker Fjällräven yderlommen på de kvindejakker, som har et kropsnært snit, eller fjerner den helt, som i tilfældet med Skogsö. Generelt ser Fjällräven opdelingen i mande- og kvindetøj som en vejledning til forbrugeren, som kun skal følges, såfremt det er en hjælp:
“For de fleste kropstyper hjælper det at skelne mellem mande- og kvindemodeller,” siger Philipp Kloeters. “Det gør udvalget lidt mindre, så det er nemmere at vælge. Men vi anbefaler også, at man prøver det andet køns model, hvis tøjet ikke passer.”
Tøjproducentens holdning er, at det er op til den enkelte, om man evner at skifte kønsafdeling ved behov. De støtter op om salgsoplevelsen ved at sende pasvejledninger med til butikkerne, som uddanner ekspedienter i at hjælpe kunden med at finde det tøj, som passer bedst.
Idéen om den lille kvindekrop står i vejen for det rigtige køb
Spørgsmålet er, i hvilken grad forbrugeren evner at se bort fra producentens kategoriseringer. For det kan være svært at gøre sig fri fra forestillingen om, hvordan man bør se ud som kvinde eller mand, mener Ingun Grimstad Klepp. Det gælder både for kunder og ekspedienter. Den norske forsker giver et eksempel fra sit eget liv:
“Jeg kender høje kvinder, som sender deres mand, når de skal have ski,” fortæller hun. “Ellers får de for korte ski med hjem. Sælgeren tror hele tiden, at de er mindre, end de er. Idéen om, hvordan en kvinde skal se ud, er så stærk, at de faktisk ikke kan få en ski, som er stor nok til dem.
Ingun Grimstad Klepp er uenig i, at det er forbrugerens ansvar at bryde med de strukturer, som producenterne skaber. Hendes forskning viser, at når vi køber tøj, træder vi ind i de identiteter, som er tilgængelige for os gennem forbrug – vi går som regel ikke ind og skaber os selv på en måde, som omvælter den verden, der bliver præsenteret for os.
Det samme gælder med modsat fortegn. Også Pernille Nielsens mandlige kunder holder sig fra at krydse over i damevarianten af en sko, selvom den ville passe dem bedre
I friluftsbutikken er Pernille Nielsen også bekendt med idéen om den lille kvindekrop. Den kommer jævnligt i vejen for, at hun får sendt sine kunder ud ad døren med sko i den rigtige størrelse:
“Med sko kan det være et kæmpe problem at få damerne op i størrelser, der passer,” siger hun. “Og på et eller andet tidspunkt er du jo også nødt til at give dem det, de vil have, og lave et salg.”
Pernille Nielsen fortæller, at det for nogle kunder ikke er tilstrækkeligt ”kvindeligt” at være i en kvindemodel.
Det skal også være en lille størrelse, fordi de vil gerne have afstand, mellem hvad der er det kvindelige, og hvad der er det mandlige. Det er især tydeligt, når det kommer til vandresandaler:
“De vil gerne have den så lille, at tæerne falder udover kanten. Der må slet ikke være noget ekstra plads,” fortæller Pernille Nielsen. “Det er ikke særlig optimalt, når du skal have en vandresandal, hvor foden hæver, og der skal være ekstra plads.”
Det samme gælder med modsat fortegn. Også Pernille Nielsens mandlige kunder holder sig fra at krydse over i damevarianten af en sko, selvom den ville passe dem bedre.
Nybegyndere har størst risiko for fejlkøb
Problemet er, at tøjindustriens binære opdeling ikke afspejler virkeligheden, mener Ingun Grimstad Klepp.
“Der er en streng adskillelse af kønnene i vores tøj,” fortæller den norske forsker. “Kvinder er der, mænd er der, og der er ingen overlap; ingen fælles flade.”
Hun fremhæver, at forskningen viser, at den biologiske diversitet indenfor en kønskategori er markant større end forskellen mellem kategorier. Opdelingen af tøjproduktionen i to adskilte kategorier skal derfor ses som en grov forsimpling, hvor mange kroppe falder udenfor:
“Andelen af kvinder, som er større end nogle mænd, er meget stor,” fortæller hun. “Derfor kan de meget stereotype idéer om, hvordan kvinde- og mandekroppe bør se ud i forhold til hinanden, forvirre forbrugeren og ekspedienten til en grad, så kunden får et produkt med hjem, som passer dårligt,” afslutter Ingun Grimstad Klepp.
Pernille Nielsen fortæller, at det typisk er de kunder, som har størst viden om friluftsliv, som er mest villige til at prøve modeller til det modsatte køn. De har fokus på tøjets tekniske detaljer, og køber det for at præstere optimalt. Derfor er de også mere fleksible i forhold til hvor i butikken, tøjet kommer fra.
Anderledes forholder det sig med nybegyndere:
“Fordi det er så følsomt, foreslår jeg det som regel ikke selv. Jeg lader kunden åbne op for muligheden, hvis vi skal over i en anden afdeling. Og som regel krydser begyndere ikke over,” fortæller butiksassistenten.
“På den måde er det jo dem, som har størst behov for hjælp fra noget velsiddende udstyr, som har størst risiko for at komme hjem med et forkert køb.”
Topfoto: Piqsels.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
