ARBEJDSLIV // KOMMENTAR – Klæder skaber folk, siger man, men behøver vi at holde fast i talemåden i fremtiden, spørger Birgitte Hvilsom. Under nedlukningen stemplede hun ind fra sin hjemmearbejdsplads for at facilitere et vigtigt møde i Teams iført løbebukser og bare tæer med 14 dage gammel neglelak. Det gav stof til eftertanke.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For nogle år siden havde vi en praktikant på min arbejdsplads, der mødte ind på job i træningstøj. Iført løbebukser og en top gik hun rundt på kontoret, som om det ikke var et problem. Det synes vi andre, det var. Vi talte om det i krogene og til sidst måtte hendes kontaktperson på arbejdspladsen tage en snak med hende under fire øjne.
Det satte en stopper for den kontorstridige beklædning, og vi så hende aldrig iført løbebukser igen.
For et par uger siden stemplede jeg ind på min hjemmearbejdsplads klar til at facilitere et vigtigt møde med vigtige chefer, der skulle drøfte vigtige emner. Jeg havde bare tæer med 14 dage gammel neglelak og løbebukser på.
Fra livet og op bar jeg en sort, businessegnet top, jeg havde lagt makeup og puttet vand i håret, så det så nyvasket og civiliseret ud. Billedet af, at jeg levede op til de kontekstuelle beklædningskoder var intakt.
Skal vi ikke gribe chancen for at undersøge, hvordan vi fastholder den jobmæssige trivsel og produktivitet, mange følte ved at sidde i morgenkåbe under coronakrisen?
For mødet blev holdt virtuelt og jeg kunne i princippet have gennemført med bar bagdel, men der satte min egen blufærdighed dog grænsen. Men ikke desto mindre, skulle jeg blot skabe en illusion om mit tilpassede udtryk inden for PC-kameraets fire vægge.
Klæder skaber folk, siger man, men vil man også sige det fremover? Jeg opdagede nemlig, at jeg ikke var dummere på mødet, selvom det kun var halvdelen af min påklædning, der var klargjort til at ”være på”.
Mine løbebukser og den afskallede neglelak skyggede simpelthen ikke for adgangen til mit faglige vidensskartotek.
Efter mødet kiggede jeg ned af mit todelte legeme og var ærlig talt en smule overrasket over, at det ikke havde haft en negativ betydning. Måske faktisk tværtimod. Jeg havde på trods af den åbenlyse grænseskæring ved navlen, følt mig som en helhed. Faktisk måske endnu mere end sædvanlig, fordi jeg på denne måde havde ”det hele menneske” med.
Jeg var ikke kun mit polerede, faglige jeg – jeg var samtidig mit øvrige uperfekte jeg med mine bare fusser solidt placeret på det hjemlige stuegulv.
Andre beretter om hele arbejdsdage, der under coronakrisen er forsvundet uden den mindste form for morgentoilette.
”Jeg ville lige svare på et par mails og pludselig var klokken 15.00, og jeg havde stadig morgenkåbe på.”
Der fortælles, at de dage er gået rigtig godt og produktivt – lige indtil en kollega ringer op til spontan faglig sparring via Teams med kameraet tændt.
Det er igen ikke klæderne, der skaber folk, men i stedet klæderne, der skaber problemer ud fra forventningerne til, hvad vores udtryk kræver, for at vi kan klikke på knappen ”Deltag i mødet”. Morgenhåret er en barriere for deltagelse, selvom vi under håret er præcis den samme.
Tilbage til normalen, eller?
Nu er vi atter tilbage i en hverdag med fysisk fremmøde. Hvad stiller vi op med erkendelsen af, at vi måske går glip af noget vigtigt ved at putte os selv og hinanden ind i for mange kulturbestemte beklædningskasser? Ikke så meget af hensyn til en diskussion af tøjet, men en diskussion af, hvordan vi arbejder bedst.
Jeg oplevede jo faktisk en faglig forløsning ved at være mindre tilpasset til den givne jobsituation. Den virtuelle mødeform gav mig mulighed for at lave eksperimentet. Mit faglige jeg og mit øvrige jeg smeltede sammen i en mere hel og autentisk hybrid, i hvilken jeg simpelthen leverede bedre.
I en tid med krav om agilitet, tilpasningsdygtighed og forandringsparathed er der så overskud til at fokusere så meget på, om vi ser ud på en bestemt måde? Skal vi ikke gribe chancen for at undersøge, hvordan vi fastholder den jobmæssige trivsel og produktivitet, mange følte ved at sidde i morgenkåbe under coronakrisen?
At fastholde mulighederne for hjemmearbejde og de virtuelle møder er en vej, men skal vi gå længere end det?
Gad vide, om vi har andre kulturelle koder, der ikke fremmer, men hæmmer faglig udfoldelse?
Klæder skaber folk, lyder talemåden, men er det i virkeligheden os ”eksperter” i konteksten, der skaber og fastholder koder, der ikke tilfører anden værdi, end at vi ved, hvad vi skal rynke på næsen af? Risikoen er, at det skygger for, at vi får det hele menneske med – det fulde potentiale.
Jeg gad fx godt vide, hvad vi overså eller dræbte hos praktikanten i vores iver efter at forme hende i vores eget billede? Vi var simpelthen ikke nysgerrige efter at lære af forstyrrelsen.
Jeg argumenterer ikke for mere løbetøj på kontorerne, men for at hvis vi skal lære at ændre noget ud fra erfaringerne fra coronakrisen, skal vi være villige til at tage det fulde billede med i vores evaluering. Komme helt ind i de kulturelle afkroge og blinde vinkler.
Vi skal turde stille spørgsmål ved noget så grundlæggende som vores morgentoilettes og påklædnings betydning for faglig udfoldelse og det er blot ét eksempel: Gad vide, om vi har andre kulturelle koder, der ikke fremmer, men hæmmer faglig udfoldelse?
Vi skal være åbne for nye svar og tage nye konsekvenser, i forhold til i hvilke rammer vi trives bedst og som mest meningsfuldt forløser vores og andres potentialer. For en omskiftelig og uforudsigelig fremtid kalder på hele mennesker. Det var der måske ikke helt plads til før coronaen, men måske kan vi bevæge os i den retning efter.
LÆS FLERE ARTIKLER OM ARBEJDSLIV HER
Foto: Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
