Børn i dag har sgu da lov at være børn

i Debat & Klummer/Klumme/Liv & Mennesker af

HVERDAGSDANSK – For meget forældrekontrol, for meget skærmtid og for lidt fri leg i naturen betyder, at børn i dag ikke har lov at være børn. Vås, mener idéhistoriker Mette Bærbach Bas, som ser det som et udtryk for en forældet barndomsopfattelse, der resulterer i forældre-shaming.

Du har helt sikkert også hørt den. Den dér helt særlige sætning, som dukker op i samtalen. Den udsiges som en universel sandhed, og når den bliver proklameret, nikker alle tilhørere i takt, som om det er det klogeste og mest rigtige, der nogensinde er sagt. Sætningen lyder: ”Børn i dag har ikke lov at være børn”.

Som forælder føler jeg mig så ramt. Har jeg virkelig sat et liv op for mine børn, som ikke er tilstrækkeligt?

Jeg ved ikke helt, hvad der menes med det, men jeg tror, det handler om, at børn kun har haft en rigtig barndom, hvis de har tilbragt oceaner af ikke-forældreovervåget tid med at bygge huler i skoven og leget i labyrinter af halmballer ude i laden.

Nu har jeg ikke en lade, så jeg kan ikke sådan uden videre stille halmballelabyrinter til rådighed. Og hvis jeg lod mine piger på 3 og 7 rende rundt alene i skoven her i Brabrand, ville jeg nok blive meldt til politiet. Men jeg lader dem da være i fred, når de for eksempel skiftes til at smøre deres dukke ind i ymer og vasker den i håndvasken, mens de henrykte råber kaka-lorte-fuck! Dér har de da lov at være børn, skulle jeg mene.

Det er jo ikke, fordi vi sidder bag store skærme i et højteknologisk kontrolrum og overvåger vores børn, der har fået opereret en GPS med solcelle ind i håndleddet.

Når man siger, at børn i dag ikke har lov at være børn, mener man så, at børnene ikke får lov at være nok på egen hånd? Jeg bor som sagt i Brabrand, hvor der er store veje, der skal krydses for at komme over til bedstevennen. Så jeg slipper dem ikke løs, før jeg er helt sikker på, at de ikke bliver kørt over.

Måske ville det være anderledes, hvis jeg boede i et lille, romantisk udkantssamfund, hvor alle kender alle. Så ville mine børn kunne vandre over markerne til bedstevennen, og de kunne bygge huler og lave labyrinter af halmballer, som de selv har været med til at høste og binde.

Jeg har bare en nagende fornemmelse af, at disse sunde børn med æblekinder også har en iPad, som de foretrækker frem for halmballerne, og bor sammen med forældre, som er bookede med fuldtidsarbejde, fyraftensmøder, kørsel til og fra gymnastik, forældremøder, indkøb, aftensmad, bad, tandbørstning, nattøj og så i seng.

De forældre, jeg kender, gør deres allerbedste for netop at give børnene en god barndom og installere gode barndomsminder hos dem – mens de samtidig jonglerer med livets bolde så godt, de nu engang kan. De er som udgangspunkt bare sammen med deres børn, mens de prøver at tilgodese alles behov i en travl hverdag.

Hvornår er det egentlig, børn i dag ikke har lov at være børn? Er det, når vi hjælper dem med at arrangere legeaftaler, indtil de er gamle nok til selv at stå for det? Eller er det, når vi aktiverer forældrekontrolfunktionen i deres browsere, så de ikke møder børnelokkere eller porno på nettet? Det er jo ikke, fordi vi sidder bag store skærme i et højteknologisk kontrolrum og overvåger vores børn, der har fået opereret en GPS med solcelle ind i håndleddet.

Så hvad er det egentlig for noget vås at sige, at børn i dag ikke har lov at være børn? Børn i dag har da bestemt lov at være børn. De er det bare i en verden, som er markant anderledes, end da vi var børn.

Peter Hansen, Spielende Kinder auf dem Enghave Platz, 1907-08. Faaborg Museum.

Dengang og nu

Sætningen siger nok i højere grad noget om den, der udtaler den. Jeg tolker det som en længsel mod den (problem)frie barndom, som måske endda opfattes som en menneskeret. Vi glemmer bare, at denne menneskeret først blev til i vores forældres generation, og at det at være barn har ændret sig meget på bare tre generationer.

Hvis vi ser tilbage på vores bedste- og oldeforældres tid, så skulle man tjene til føden og hjælpe til på gården, så snart man kunne holde på en spade eller en kartoffelkniv. Fik børn så heller ikke lov at være børn dengang?

Når vi siger eller nikker til, at børn i dag ikke har lov at være børn, handler det så i virkeligheden om, at barndomsbegrebet er blevet os fremmed, og at det er nemmere at forkaste det, vi ikke forstår?

Vi taler om en hel generation af børn, som er mere homogen end nogensinde på grund af en enorm fælles referenceramme i form af danske kulturværdier, den danske folkeskole samt fremkomsten af elektronisk underholdning og kommunikation. Vi taler også om en generation af børn, som har brug for hjælp og vejledning til at finde rundt i de helt uforståeligt mange facetter, et børneliv rummer.

Derfor er det helt åndssvagt, at sætninger som denne er med til at give os forældre dårlig samvittighed over at beskytte vores børn og leve op til det fundamentale krav, der stilles til forældre i dag: at lære børnene at navigere i et samfund, der er markant anderledes end det, vi selv voksede op i.


Foto: Pixabay.

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge.

Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned for en tid i Brabrand med sin tyrkiske mand, Cem. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer.

Med klummeserien Hverdagsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.

Seneste artikler om Debat & Klummer