MIDTVESTLIV // KLUMME – Den danske film “Druk” vandt en fortjent Oscar, og mens Julie Bendtsen fulgte prisuddelingen live fra sin sofa i Chicago, blev aftenen – meget ligesom filmen – en regulær rutsjebanetur af følelser. Om danske drikkevaner, identitet og levet liv.
CHICAGO – I årene op til vores flytning til USA havde jeg – set med egne, aldeles subjektive øjne – verdens sjoveste job.
Jeg arbejdede på et dansk sladderblad, der i modsætning til de fleste andre af den type blade derhjemme primært beskæftigede sig med the latest gossip fra Hollywood. Jeg var der i næsten syv år, og jeg elskede (næsten) hvert minut af det.
Et af de årlige højdepunkter var naturligvis Oscar-uddelingen, og det var det særlige for mig, fordi jeg hvert år var den, der skulle skrive om og bedømme kjolerne på den røde løber.
Det blev til otte sider fyldt med de bedste, de værste, de vilde, de vovede. Med til den tjans hørte naturligvis forpligtelsen til at holde sig vågen på – eller stå op til – ukristelige tidspunkter for at nå at få glitterbilleder og tilhørende tekst klar til at ryge i trykken mandag morgen.
Amerikanere går til deres alkohol som til deres madbestillinger også i privat sammenhæng: med fuld fleksibilitet, individualisme og upåklagelig kundeservice
Det var det hele værd, men dét til trods kan jeg ikke sige mig helt fri for at nyde den luksus, det nu er at kunne se hele showet – inklusiv rød løber og alle de kjoler, jeg stadig kan mene en masse om, men ikke længere skal skrive om – i primetime med bobler i glasset og aftensmaden i sofaens første parket.
Således indfandt jeg mig også denne søndag, og da jeg så Regina Kings blå sommerfuglekjole, fløj mine tanker fluks tilbage på den redaktion, hvor jeg for få år siden ville have givet den topkarakter: seks stjerner ud af seks.
Mens jeg genlevede en hel masse følelser, som ikke kun var tilbageskuende sentimentale, men også et indre gensyn med alt, hvad den tid var og gav: En karrieremæssig identitet; dage, der nok havde rytme, men alligevel aldrig rigtig lignede hinanden; kolleger, som – fordi den branche altså er lidt speciel – alle delte de samme niche-interesser og interne jokes.
View this post on Instagram
Og lige så stille blev følelsen af let nostalgi foldet ud til noget andet og på en måde mere rørende. Fordi det ved nærmere eftertanke ikke handlede om mig og mine minder, men om den identitet, vi alle hver især vokser op med men mærker forskelligt – og på forskellige tidspunkter.
Den følelse, jeg sidder med, når jeg ser showet fra USA, er meget anderledes, end den ville have været, hvis jeg havde set showet i Virum.
Jeg har aldrig tænkt over den potentielle forskel, der kunne være på dén Oscar-uddeling med dansk deltagelse, man ser fra et hjem uden for hjemlandet – og den, man ser i Danmark, mens man desperat forsøger at holde sig vågen i selskab med de danske tv-kanalers underholdningsværter. Men den er der, i hvert fald for mig: den følelse, jeg sidder med, når jeg ser showet fra USA, er meget anderledes, end den ville have været, hvis jeg havde set showet i Virum.
Der melder sig en følelse af stolthed, jovist, men den er blandet med et par velvoksne skvæt melankoli og hjemve og en følelse af at sidde og kigge på noget, der har formet mig. Et stykke identitet, som min mand ved min side forstår, men som min amerikanske nabo ikke kan gøre sig begreb om. Og et inderligt, håndgribeligt savn, som ikke kom så meget på grund af det storladne show, som af vinderfilmen i sig selv.
Da “Druk” kom ud, og jeg endelig fik den set, opfordrede jeg alle mine venner på Facebook til at se den. Da den blev nomineret til en Oscar, gentog jeg opfordringen. Som i øvrigt var målrettet mine amerikanske venner, for på det tidspunkt var jeg allerede selv ankommet lidt sent til festen og vidste, at alle mine danske venner for længst havde set den.
Men der lå også et andet lag i, at min opfordring var rettet mod ikke-danskere. Filmen gav mig en følelse af, at hvis mine amerikanske venner så den, ville de forstå mig så meget bedre. Hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, hvad jeg er gjort af, hvor stor en del af mig, der ligger mange tusind kilometer og et verdenshav væk.
Dét sidste lag endte jeg altid med at udelade. På en eller anden måde virkede det lidt usundt at bede mine nye venner om at forstå mig bedre gennem en film, der – for dem at se – handler om det, den hedder. Druk. En omgang mere. Jeg følte mig aldrig helt overbevist om, at de ville forstå, at dét, jeg bad dem kigge efter og tage ind, var personerne, livet, nuancerne, følelserne, sindstilstandene, venskaberne, kriserne – og på den led måske få øje på lidt af grunden til, at Vinterbergs film satte sig i mig som en ekstra pulsåre.
Jeg savner at sidde omkring ét bord med mennesker, jeg kender og holder så meget af, at en lørdag aften tilbringes bedst i deres selskab, og at mærke stemningen udfolde sig, mens den ene flaske tager den anden, og vi er sammen om det hele
Måske var det arrogant af mig, at jeg ikke helt stolede på, at mine ikke-danske venner ville kunne se så langt ud over – eller ind under – filmens umiddelbare handling. Måske det havde været et forsøg værd. Hvorom alting er, opgav jeg at opfordre med mig selv som grund.
For hvordan skulle jeg i øvrigt eksemplificere det? Jeg er hverken den midtvejskriseramte mand, den dansende studine (ikke længere, i hvert fald) eller den ensomme idrætslærer. Hvordan skulle jeg forklare, at hvis de forstår stemningen, forstår de mig?
Amerikanerne drikker i øvrigt på en anden måde end danskerne. Her taler jeg ikke om mængderne eller aldersgrænsen eller det mildest talt lemfældige forhold til at sætte sig bag rattet med en brandert, der kan være alt fra minimal til astronomisk.
Jeg taler om det meget danske, der er i at mødes om det, vi drikker, når vi drikker. At have et fællesskab. Når vi mødes med gode venner eller familie til en lørdagsmiddag, begynder aftenen typisk med et glas af noget med en velkomst-vibe, inden værten til middagen åbner den gode flaske vin. Som kan stå alene eller blive til flere, men som altid hældes i alles glas.
Amerikanere går til deres alkohol som til deres madbestillinger, også i privat sammenhæng: med fuld fleksibilitet, individualisme og upåklagelig kundeservice.
Så inden middagen – der i øvrigt typisk består af forskellige retter anrettet i forskellige fade og skåle på køkkenøen, hvor de tilstedeværende så forsyner sig med dét, de kan lide, inden de vælger en plads et vilkårligt sted i det åbne spiseområde – vil én måske have en Moscow Mule, mens den næste foretrækker en Martini, og en tredje vil bare gerne have et glas Pinot.
Måske er sandheden, at det var mig selv, den gav en dybere forståelse, både af det liv, jeg har levet og vil leve, samt det liv, vi alle sammen er blevet givet, men indimellem glemmer at mærke glimtene i
Men den fjerde gæst er ikke vild med Pinot, og den femte kan slet ikke lide rødvin, så til middagen åbnes der en masse forskelligt, som gæsterne så selv kan fylde op med efter behov. Hvis de altså ikke bare er fortsat ad cocktailvejen.
Det er ikke en kritik. Enhver fugl synger med sit næb, og enhver nationalitet drikker med sin mund. Smag og behag og tradition og kultur og alt det jazz.
Men jeg savner den danske måde at drikke på. For nu at sige det på en måde, der måske lyder både semivulgært og småalkoholisk. Men det gør jeg.
Jeg savner at sidde omkring ét bord med mennesker, jeg kender og holder så meget af, at en lørdag aften tilbringes bedst i deres selskab, og at mærke stemningen udfolde sig, mens den ene flaske tager den anden, og vi er sammen om det hele.
Jeg håber stadig, at alle mine amerikanske venner vil se “Druk”, men jeg er holdt op med at forestille mig, at det vil give dem en dybere forståelse af deres danske bekendtskaber.
Måske er sandheden, at det var mig selv, den gav en dybere forståelse både af det liv, jeg har levet og vil leve samt det liv, vi alle sammen er blevet givet, men indimellem glemmer at mærke glimtene i. Jeg mærkede dem, da jeg så “Druk”.
Klummetankerne denne uge indtraf i øvrigt ikke kun under Oscarshowet, men også efter et par stykker af den i min husstand for tiden dominerende drink – ananasvodka iblandet danskvand med kokossmag og tilsat et ordentligt skud friskpresset limesaft.
Lur mig, om promillen ikke var lige omkring de 0,5 da (jeg syntes, at) perspektiverne flød bedst.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Rosé og fællesskab en sommeraften i København nogle år tilbage. Druk er så meget andet end selve alkoholindtagelsen. Fotos: Julie Bendtsens egne
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
