VALG I PORTUGAL // BAGGRUND – Det portugisiske socialistparti, PS, blev den store taber ved søndagens valg. I stedet har vælgerne peget på det højrepopulistiske Chega.
LISSABON – En ny epoke er indledt for de portugisiske socialister netop i år, hvor man fejrer 50 året for demokratiets indførelse med den berømte Nellikerevolution 25. april 1974, der satte punktum for 48 års diktatur.
Det Portugisiske Socialistparti PS, der har regeret landet siden 2015 og i den sidste periode med absolut flertal, tabte stort ved valget 10. marts i år. Mens det højreekstreme parti Chega blev valgets store vinder.
Der er 230 pladser i det portugisiske parlament, hvoraf den socialistiske regering havde 120 mandater og dermed absolut flertal. Partiet blev valgets store taber med kun 28,7 % af stemmerne som udløste 77 mandater og dermed et tab på 43 mandater.
Centrum-højre-koalitionen (Demokratisk Alliance, AD) mellem det liberalt/konservative Partido Social Democrata, PSD, under ledelse af Luis Montenegro og alliancepartneren Kristendemokratere (CDS) gik frem med to mandater til 79, heraf 3 til CDS, der ellers var røget ud ved sidste valg. De fik tilsammen 29.5 % af stemmerne og blev dermed valgets største parti.
På tredjepladsen kom det relativt nye parti Chega på den på den ekstreme højrefløj med en fremgang fra 7 mandater til 48 og 18,06 % af stemmerne. Chegas leder, André Ventura, har oprindeligt rødder i PSD, inden han i 2019 dannede Chega, som betyder “så er det nok”.
Da Chega så verdens lys i 2019, var det et af de sidste højreekstreme partier i Europa
På venstrefløjen blev kortene blandet på en ny måde. Det legendariske portugisiske kommunistparti PCP, der var kendt for modstanden imod diktaturet før 1974, og som havde sine stærke rødder blandt landarbejderne på godserne i Alentejo-provinsen, regionen, der også blev kaldt det røde bælte, måtte se sig slået totalt i denne region af Chega. Stort tab ikke mindst i den rødeste by Beja, hvor mandatet gik til Chega.
Landarbejderne er ikke længere portugisere, men fattige indvandrere fra Bangladesh, Indien og Nepal, der lever under forfærdelige vilkår isolereret fra det omkringliggende samfund, hvor der hele tiden går rygter om menneskehandel.
Forholdene er så grelle, at den portugisiske regering måtte indgå en aftale med Indien om, hvordan man behandler arbejdskraften. Disse forhold skaber utryghed, og det er vand på Chegas mølle.
Nedturen for PCP var startet tidligere, men nu fik de det ringeste resultat nogensinde, da de gik fra seks til fire mandater fordelt på tre byer.
På valgaftenen var alle politikere enige om at glæde sig over, at valgdeltagelsen endeligt var gået op, og faktisk var den højeste i mere ned 20 år. Portugal har haft en meget lav valgdeltagelse på ca. 50 %, men nu røg den op på 67 %. Nogle mener, at det er fordi Chega har formået at få mange desillusionerede vælgere op af sofaen og hen valgurnerne.
Korruptionsanklager
Valget blev udskrevet i utide af præsidenten i november 2023 mindre end to år inde i regeringsperioden og umiddelbart efter, at statsministeren António Costa havde trukket sig fra sin post på grund af korruptionsskandaler rettet imod hans kabinetschef og andre omkring ham, men ikke direkte imod ham selv.
Det handlede om koncessioner til udvinding af litium fra det nordlige Portugal, som hans statssekretær for energi og miljø, João Galamba, blev anklaget for. Andre blev anklaget for at fremme koncessioner til bestemte virksomheder i forbindelse med anlæggelsen af et stort datacenter i byen Sines, hvor man også vil producere grønt hydrogen. På kontoret hos hans kabinetschef blev der fundet konvolutter med pengesedler svarende til ca. 500.000 kr.
Kabinetschefen økonomiprofessoren Vitor Escária forklarede, at det var penge, som han havde skjult for skattevæsenet i forbindelser med rådgivningsarbejde i de tidligere kolonier i Afrika. Hvad der dog undrer nogle portugisere er, at anklagemyndigheden har aflyttet Galamba i fire år, hvilket får folk til at tænke på det hemmelige politi under diktaturet, mens andre bekræftes i, at der var tale om et statskup.
Costa benægter, at han har begået ulovligheder, men alligevel træder han tilbage som premierminister for ikke at skade embedets værdighed og integritet.
Da Costa trak sig fra posten som regeringsleder i november 2023 blev det klart, at han også ville gå som partileder og heller ikke genopstille til det kommende valg
Antonio Costa’s regering havde regeringsmagten i 8 år. Han var blevet valgt som formand for formand PS i 2014 efter en intern strid, og han kunne allerede efter valget i 2015 sætte sig i stolen som statsminister, fordi han for første gang i Portugals demokratiske historie som socialist havde indgået en aftale med de to venstrefløjspartier PCP og venstreblokken.
Det skete ikke mindst på opfordring fra den fremadstormende tidligere formand for ungdomspartiet Pedro Nuno Santos. Efter valget i 2019 fortsatte samarbejdet med venstrefløjspartierne, men det brød sammen i oktober 2021 på grund af uenigheder om blandt andet arbejdsmarkedsforhold, og de to små partier havde nok håbet, at Costa ville give sig.
I stedet blev der udskrevet valg, og socialisterne kørte en valgkamp, hvor de gjorde vælgerne klart, at hvis de ikke fik mandat til at fortsætte, kunne man forvente, at centrumhøjre og Chega ville danne en alliance. Så det lykkedes PS at erobrere 42 % af stemmerne, og 120 ud af 230 mandater i Parlamentet altså absolut majoritet. Nu kunne partiet handle som de ville.
Men allerede i løbet af det første år opstod der interne problemer og skandaler med korruption, og der kom hurtigt andre sager til.
En højtstående embedsmand i det statsejede flyselskab TAP var blevet sagt op kort tid efter, at hun var blevet ansat og havde fået en aftrædelsesordning 500.000 Euro i et land, hvor mindstelønnen er 700 euro om måneden. Sagen og forargelsen fyldte i medierne i månedsvis vinteren 2023 og endte med, at Pedro Nuno Santos, ministeren for infrastruktur, måtte gå. Allerede på daværende tidspunkt gik der stærke rygter i partiet om, at han ville blive den næste formand.
Da Costa trak sig fra posten som regeringsleder i november 2023 blev det klart, at han også ville gå som partileder og heller ikke genopstille til det kommende valg. Derfor skulle Socialistpartiet vælge en ny formand. Der var straks to kandidater, der stillede sig til rådighed: den tidlige næstformand og indenrigsminister José Luís Carneiro og Pedro Nuno Santos.
Førstnævnte tilhører partiets mere centrumssøgende fløj og meldte ud, at han var parat til at samarbejde både til venstre og højre, hvis han blev valgt. Han fik opbakning fra nogle få af de toneangivende, men Pedro Nuno Santos, som var kendt for at tilhøre venstrefløjen, var klar favorit, og han vandt da også med 67 % af stemmerne ved partiets urafstemning.
Chega
Da Chega så verdens lys i 2019, var det et af de sidste højreekstreme partier i Europa.
Lederen, den 41-årige André Ventura, er en meget farverig og dygtig kommunikator. Som barn begyndte han på præsteseminariet, men droppede ud igen, da han som 14-årig løb ind i en forelskelse. Så han endte sine studier med en ph.d. i jura og underviste nogle år på Lissabons Universitet, men han er mest kendt i offentligheden i sin tid som fodboldkommentator for boldklubben Benfica.
I 2017 blev han opfordret til at stille op for PSD til byrådet i byen Loures, en forstad til Lissabon og for øvrigt også den kommune, hvor António Costa startede sin politiske karriere i 1993. Loures er kendt som hjem for en betragtelig del af Portugals sigøjnere. Det drejer sig om ca. 50.000 mennesker, der nægter at blive kaldt for romaer.
Ventura indledte sin valgkamp med en kampagne imod sigøjnerne, som han angreb for at være kriminelle, hente bistandshjælp og besætte tomme huse. Hans angreb på denne gruppe førte til, at selv hans egne partifæller tog afstand fra ham, men han opdagede, at der var en vis klangbund blandt visse vælgere, og han forlod partiet for at danne sit eget parti i 2019. Her stillede han uden held op til Europa-Parlamentet.
Men han fik mere vind i sejlene, da han forsøgte sig som kandidat ved præsidentvalget i 2021, hvor han fik 11 % af stemmerne og ved parlamentsvalget i Portugal i 2022 opnåede Chega 7,2 % af stemmerne og 12 mandater.
Da valget blev udskrevet i november 2023 var Ventura klar med en ny strategi. Nu skulle kampagnen først og fremmest køres på korruption.
Chega har på sine lister mænd som spidskandidater og kvinder som f.eks. 3. og 4. plads. Hvis de så kun får valgt to i hvert distrikt, kan de undgå at få kvinder valgt
Under sloganet “Vi renser Portugal” ville Ventura bruge alle kræfter på at bekæmpe korruption, og til sidst sad man tilbage med det indtryk, at alle portugisiske politikere var korrupte og kriminelle. Det var et oplagt tema ovenpå operation Influencer.
Problemet er bare, at han har fået ret mange medlemmer af parlamentet valgt for Chega, som selv står til straffe i det portugisiske retssystem.
Nu blev sigøjnerne ikke længere nævnt, men nu er problemet de indvandrere, der kommer fra ikke-portugisisk talende områder som Bangladesh, Indien og Nepal. Nu er han nemlig ikke længere imod indvandrere fra de tidligere portugisiske kolonier og Brasilien, fordi de taler sproget. I de senere år er der kommet mange indvandrere til Portugal, og 25 % af alle børn i Portugal stammer fra forældre, som er indvandret. Chega har som det eneste parti to sorte mænd blandt de valgte.
Til gengæld er Portugal er kendetegnet af at været et af de lande i Europa, der tiltrækker færrest flygtninge, bortset fra de ukrainske krigsflygtninge. De er kommet til Portugal, fordi de har familie i landet. I 2001 indvandrede omkring 40.000 ukrainere til Portugal, fordi de her kunne få arbejds- og opholdstilladelse.
Socialistregeringen ville løse arbejdskraftsmanglen med indvandring af ufaglærte fra Indien, Nepal og Bangladesh til at arbejde i landbruget, som husassistenter, i den operationelle servicesektor og på restauranter. Portugiserne ønsker nemlig ikke længere at have disse jobs.
Efterhånden er Portugal med 12 års obligatorisk skolegang og sin status som ét af de lande i Europa, som uddanner de unge mest og længst, i en situation, hvor de unge ikke kan få job i landet og derfor rejser ud og bruger deres uddannelser i andre EU-lande. Den samtidige indvandring af ekstremt fattige fra Asien skaber nogle spændinger, som portugiserne ikke har kendt til tidligere.
Chega vil undgå kvinder
Portugal er delt op i 22 valgdistrikter, og loven foreskriver, at der på alle lister skal være mindst 2 af hvert køn blandt de første fem på listen og 40 % i alt.
Chega har på sine lister mænd som spidskandidater og kvinder som f.eks. 3. og 4. plads. Hvis de så kun får valgt to i hvert distrikt, kan de undgå at få kvinder valgt. Chegas parlamentsgruppe består af 38 mænd og 10 kvinder, hvilket trækker gennemsnittet af kvinder ned.
Det fremgår af valganalyser, og når man ser nyheder fra Portugal, at Chegas vælgere fortrinsvis er unge mænd mellem 18 og 30 og ældre mænd, der stadig kan huske tiden under Salazars diktatur. Ventura har da også brugt et Salazar-slogan i sin kampagne.
Chaga har gode kontakter til den ekstreme højrefløj i Europa. Allerede under præsidentvalgkampen besøgte Marine Le Pen Portugal for at støtte Ventura.
Hvad skal der ske?
Lederen af PSD, Luis Montenegro, gjorde det allerede under valgkampen klart, at han ikke ville danne en regering baseret på samarbejde med Chega, hvis han blev udnævnt som statsminister. Det tyder alt lige nu på, at han bliver. Flere andre i hans parti har bakket om den holdning, blandt andet sagde Lissabons borgmester fra PSD, den tidligere EU-kommissær for forskning Carlos Modes, at der ikke bliver tale om nogen koalition med Chega. Men samtidigt begynder der at komme udmeldinger fra enkelt personer i partiet om, at det måske godt kunne være en mulighed, og lederen af kristendemokraterne, Nuno Melo, kan ikke se noget problem i at lave aftaler med Chega.
André Ventura har gjort det klart, at hvis Chega ikke får dele af sin politik igennem, så er de parate til at stemme imod finansloven og vælte en kommende regering.
Pedro Nuno Santos har gjort det klart, at han går i opposition, og som han siger, så vil han ikke være krykkestok for en regering, der ikke selv kan holde balancen.
Men der er kræfter i Socialistpartiet, og ikke mindst omkring António Costa, som for øvrigt lover ikke at blande sig, der fremhæver, at de to store partier altid har samarbejdet om EU-politikken, og nu skal de have de mange penge investeret, som Portugal er tildelt af EU’s genopretningsfond. For Costa har den politiske stabilitet også altid været en afgørende prioritet.
Allerede to dage efter valget rejste den siddende finansminister Fernando Medina til Bruxelles for at lave aftaler om Portugals økonomi. Både han og den tidligere formand for parlamentet, Augusto Santos Silva, har udtalt, at der er visse ting man godt kan samarbejde om, men hvis man som i Tyskland skulle lave en stor midter-koalition, vil det kun styrke Chega.
Venstreblokkens (Bloco) leder Mariana Mortágua har inviteret alle de partier som tidligere arbejdede sammen under Costa-regeringen til forhandlinger om at danne en fælles opposition til den kommende regering. Det har de alle sagt ja til.
Situationen er stadig uklar, hvis Montenegro danner regering. Ender det så alligevel med et samarbejde med Chega, holder regeringen så – som nogle portugisiske aviser skriver – måske højst seks måneder, og hvor lander PS, når det kommer til stykket?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her