HISTORIE – Anders Lundt Hansen har med ”Sølv, Blod & Kongemagt” begået en veloplagt, underholdende og velskrevet bog, der søger at gå bag om myten om vikingerne – og i sig selv er et opgør med V-ordet. Hvad det angår, sparker han dog åbne døre ind: De fleste forskere er klar over historiens kompleksitet, og for dem er vikingetiden en etikette på en historisk periode, mener Henrik Schilling i denne anmeldelse.
Lad det være klart fra begyndelsen. Anders Lundt Hansen bringer ikke banebrydende ny forskning på banen, men han anskuer vikingetiden gennem en anderledes prisme, og det er der kommet et mere end hæderligt resultat ud af. Sølv, Blod & Kongemagt henvender sig ikke til den forudsætningsløse læser, men til den, som vil bag vikingetidens hype og tør løbe risikoen for at få et par knæsatte forestillinger aflivet.
Anders Lundt Hansen vil bag om vikingemyten. Det lykkes langt hen ad vejen. Som en anden Ockham skærer han alt overflødigt fra og definerer tre faktorer, som styrer den skandinaviske ekspansion i vikingetiden.
Den ene faktor er sølvet i form af handelsvarer og plyndringsgods, som kom til Norden sejlende på en strøm af sølv, som forfatteren poetisk skriver. Det ankom om bord på lange snekker, der som noget helt nyt var forsynet med sejl. Sejlene øgede skibenes rækkevidde og gav nordboerne en afgørende strategisk fordel.
Den anden faktor er kongemagten, men ikke som vi betragter det ud fra et nationalstatsperspektiv. Det var ikke kongen, som var aktivt udfarende. Anders Lundt Hansens pointe er derimod, at kongernes forsøg på at centralisere magten, pressede selvstændige og egenrådige stormænd til at søge lykken andre steder – på Island, de nordatlantiske øer og Irland langt væk fra magtsyge konger, som ville kontrollere dem.
Bogens måske vigtigste budskab er, at de danske vikingekonger ikke tog på tilfældige plyndringstogter, fordi de kedede sig. De deltog aktivt i spillet om magten i Nordeuropa
Tredje faktor er slægten og dynastierne, som på trods af konstant skiftende alliancer forblev en sikker magtbase, hvorfra ambitiøse stormænd og konger altid havde noget at tilbyde i det evigt foranderlige storpolitiske spil; enten gennem velbetalt troskab eller et rask lille giftemål.
Det er altid godt at fatte sig i korthed, men Anders Lundt Hansen skærer lidt for dybt. Jeg savner større fokus på hjemmefronten, der var en væsentlig forudsætning for skandinavernes succes. Mennesket lever ikke af sølv alene. Verden erobrer ikke sig selv, og kongers magt baserede sig også dengang på kød og blod, hvad enten det var trælle, frie bønder og håndværkere. Uden dem ingen økonomisk og militær styrke og dermed intet at spille spillet om magten med.
Alt handlede om magt
Stoffet forløses af tre historiske personer, gennem hvis liv og skæbner læseren oplever begivenhederne. Anders Lundt Hansen skriver godt, og sine steder er bogen en page turner. Som fortællemotor fungerer det rigtig godt, hvor hovedpersonerne bygger på troværdige historiske kilder. Vi møder den forsmåede tronkræver Harald Klak, som gennem årtier i 800-tallet forgæves prøvede at vinde den danske trone.
Vi møder den normannisk-fødte dronning Emma (985 – 1052), gift med Knud den Store. Som en ål i mudder manøvrerede hun sig gennem magtspillet i England for til sidst at stå som Europas mest magtfulde kvinde. Hun var en stærk kvindeskikkelse i en mandsdomineret verden og en oplagt skæbne til et historisk TV-drama.
Til gengæld fungerer det mindre godt i kapitlet, hvor begivenhederne opleves gennem sagafiguren Egil Skalle-Grimssøn. Som sagafigur er Egils udsagnsværdi begrænset, og det virker ikke optimalt, især fordi forfatteren bruger uforholdsmæssig meget plads på at genfortælle Egils saga.
Ikke vilde barbarer, men beregnende magtpolitikere
Anders Lundt Hansen kan sit stof og formår overbevisende at tegne magtspillet, som en blodig tråd gennem de tre århundreders historie, han fortæller om. Alt handlede om at vinde magten og beholde den. Det var et brutalt og blodigt spil, og det gik altid ud over den svage. Deltagere i det game døde sjældent af naturlige årsager. Hvis en fyrste ikke formåede at knytte stormænd til sig, var han svag og hurtigt sat ud af spillet. Det minder lidt om den måde, politik føres i Afghanistan og på Kaukasus nu om dage.
Han piller Harald Blåtand ned og kalder ham en fiasko… Men hvor stort fejlede Harald, når det kom til stykket? Han sad trods alt på magten på magten i tre årtier, og uden en vis styrke kunne han ikke iscenesætte sig selv på den måde
Bogens måske vigtigste budskab er, at de danske vikingekonger ikke tog på tilfældige plyndringstogter, fordi de kedede sig. De deltog aktivt i spillet om magten i Nordeuropa på lige fod med frankere, tyskere og englændere. Alt, de foretog sig, skete efter nøje, strategiske overvejelser. Og de gjorde det til tider godt kulminerende med Knud den Store, som for et øjeblik var en af Europas stærkeste fyrster.
Det var en verden, der drejede sig om alliancer. Datidens konger herskede ikke over territorier. De var fløjtende ligeglade med landet. De var derimod interesserede i skatter og loyal støtte fra stedets stormænd. Den fik kongen, så længe han betalte godt, og ingen andre betalte højere. Bogen er fuld af stormænd, som skifter side flere gange i løbet af en konflikt; de værste vendekåber blev som regel elimineret ved sværdet, når der igen var faldet ro over sagerne. Og få år senere begyndte det hele forfra igen.
Harald Blåtand var en fiasko
Så længe kongen respekterede stormændenes uafhængighed og ikke forsøgte at centralisere magten, var alt godt. I det lys forklarer Anders Lundt Hansen Harald Blåtands fald i 986 som stormændenes opgør med en lidt for ambitiøs konge.
Han piller Harald Blåtand ned og kalder ham en fiasko. Harald spillede for højt spil over for sine stormænd med sine selviscenesættende monumenter og præstigeprojekter. Da han forsøgte at gøre kristendommen til statsreligion, hvilket antydes på den store runesten i Jelling, fik stormændene nok. De skiftede hest og satsede på hans søn Svend, som gjorde oprør og styrtede sin egen far fra tronen.
Men hvor stort fejlede Harald, når det kom til stykket? Han sad trods alt på magten på magten i tre årtier, og uden en vis styrke kunne han ikke iscenesætte sig selv på den måde. At betegne Harald Blåtand som en fiasko er en forsimpling. Han spillede spillet og vandt, indtil han tabte, ligesom så mange af de konger, fyrster og stormænd på den tid.
Vikinger er en nationalromantisk opfindelse
I bogens optik er det det nationalromantiske fokus på Jelling-dynastiet, som er skyld i, at Gorm den Gamle og Harald Blåtand har fået uforholdsmæssigt meget plads i historien; en plads de ifølge forfatteren stadig indtager. Den store Jellingsten, hvor Harald proklamerer, at han gjorde danerne kristne, udlægges som Danmarks dåbsattest. Og det på trods af, at kristendommen var udbredt i Danmark længe før Harald. Selvsamme Harald krediteres også for at samle Danmark til et rige, mens tidligere konger negligeres.
Vikingetiden … er en myte skabt ud af 1800-tallets nationalisme og tankegang om, at en nation, et territorie og et folk uløseligt hører sammen … De fleste forskere er klar over historiens kompleksitet, og for dem er vikingetiden en etikette på en historisk periode
Anders Lundt Hansen har fat i en vigtig pointe, når han skriver, at Jellingkongernes forgængere som Kong Godfred og hans sønner må have hersket over ikke så lidt. De formåede ikke blot at spille lige op med Europas på det tidspunkt største stormagt, Frankerriget, i kampen om Nordeuropa. De formåede også i perioder at være i offensiven og spille ”del og hersk kortet” over for frankerne. Det kan ikke lade sig gøre, hvis man blot er en småkonge.
Men 1800-tallets danske nationalromantikere er ifølge Anders Lundt Hansen skyld i en langt større synd. De opfandt vikingetiden som en gylden storhedstid, hvor Danmark og Skandinavien sparkede røv og satte de selvsamme fjender, som nu skar lunser af Danmark, på plads. I desperation over tabet af Norge i 1814 og nederlaget til Prøjsen og Østrig i 1864 skabte de myten om vikingerne, og vikingetiden blev født.
Afskaffer vikingetiden
I et kort afsluttende kapitel, der fremstår som et påklistret appendiks, gør Anders Lundt Hansen op med vikingetiden: Den er en myte skabt ud af 1800-tallets nationalisme og tankegang om, at en nation, et territorie og et folk uløseligt hører sammen.
Hvad det angår, sparker Anders Lundt Hansen åbne døre ind. Ingen arkæolog eller historiker ved sine fulde fem støtter tanken om et sådant vikingebegreb. De fleste forskere er klar over historiens kompleksitet, og for dem er vikingetiden en etikette på en historisk periode.
I dag optræder vikingerne i deres folkelige og populære form. De er for længst muteret og har transcenderet den oprindelige nationalistiske betydning, de blev tillagt. Men er det nødvendigt at gå så radikalt til værks og afskaffe vikingetiden
Jeg er langt hen ad vejen enig med Anders Lundt Hansen. Det er befriende at læse om begivenhederne, uden at ordet viking optræder. Stor ros for det.
At vikingetiden er udsprunget af en mere end 150 år gammel nationalistisk dagsorden har alene akademisk interesse. Opgøret med vikingetiden kommer 80 år for sent til at ryste nogen i de kredse, men det er relevant, når det kommer til den brede brug af ordet viking.
I dag optræder vikingerne i deres folkelige og populære form. De er for længst muteret og har transcenderet den oprindelige nationalistiske betydning, de blev tillagt. Men er det nødvendigt at gå så radikalt til værks og afskaffe vikingetiden?
Blot fordi noget ikke er rigtigt, betyder det ikke, at det er berøvet enhver mening. Det giver stadig mening at bruge ordet viking i visse sammenhænge
Bortset fra at enkelte højreradikale grupper, som hylder en forkvaklet samhørighed med vikingerne, forbinder langt de fleste i dag vikinger med vinterbadning, landsholdsfodbold og spareribs. I virkeligheden er det ganske uskyldigt, selv om det, bevares, bygger på en myte om vikinger med horn i hjelmene?
Blot fordi noget ikke er rigtigt, betyder det ikke, at det er berøvet enhver mening. Det giver stadig mening at bruge ordet viking i visse sammenhænge. Viking er kendt begreb. Det skaber en umiddelbar genkendelse og forforståelse, som museumsfolk kan bruge i deres formidling og bygge videre på, og som turismebranchen udnytter i sin markedsføring af Danamark.
Min eneste alvorlige anke mod bogen er, at den springer for let hen over opgøret med vikingetiden.
Anders Lundt Hansen bider ikke for alvor til den populære fremstilling af vikingerne, hvorfor hans opgør fremstår overfladisk. Myten om vikingerne fortjener en grundigere behandling end et påklistret afsluttende kapitel.
Nogle af de mange sider, som Anders Lundt Hansen bruger på Egil Skalle-Grimssøn, havde været brugt bedre på at følge opgøret med vikingetiden helt til dørs. Især fordi Gyldendal markedsfører bogen på, at den er et opgør med V-ordet.
Det skæmmer bogen en smule, men det rokker det ikke ved, at Sølv, Blod & Kongemagt er en velskrevet, gedigen og underholdende fortælling, som gør læseren klogere og undervejs afliver et par myter og forestillinger om vikingerne, eller hvad de nu skal kaldes.
Topillustration: Uddrag af bogens forside.
Sølv, Blod og Kongemagt. Gyldendal 299,95 kroner. Udkommer 28. maj 2018
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
