Jim Lyngvild: En forbløffende hjerteløs og ubegavet heksejagt

i Danmark/Historie/Kulturhistorie af

INTERVIEW – “Jeg er beskæmmet over, hvor lidt åbenhed og nysgerrighed, der findes i både medier og blandt anmeldere, der aldrig lytter til andre end egne forudindtagede holdninger”. Det siger designer Jim Lyngvild efter at være blevet mødt med en storm af negative kommentarer over sin medvirken til Nationalmuseets nye vikingeudstilling. Han mener selv, kritikken rummer flere usandheder og bevidste misforståelser, men konkluderer også at hans kritikere i virkeligheden blot fremmer hans succes – og museets.

”Lad mig lægge ud med noget af det vigtigste. Kulturdebatten i Danmark er ofte forbløffende smålig. Det handler mest om at have ret eller om ”find fem fejl” – og meget sjældent om at lytte og gå i dialog. Med den tumult der har været om min person på det seneste skulle man tro, vi var i krig. Men det er jo den helt forkerte indstilling. Det handler om forvaltningen af kulturarven; og om, hvorvidt man gerne vil have danskerne ind og interessere sig for kunst og kultur eller ej”.

Ordene kommer med eftertryk og i et velovervejet tempo. Designer Jim Lyngvild, international anerkendt og ofte selvudråbt enfant terrible med adskillige millioner kroner i indtjening, vil gerne tale om sin medvirken til Nationalmuseets nye vikingeudstilling.

Meget af det personlige er dybt sårende. Jeg kan læse om mig selv, at jeg er racist, nazist og sågar pædofil. Hvad er det for noget

Men han vil også gerne udrydde mange af de ”rene løgnehistorier, spekulationer, insinuationer og halve sandheder”, han mener, er bragt til torvs i den seneste ophidsede debat om hans person – flere af dem her i POV.

Vi vil meget nødig bringe usandheder til torvs, så skal vi ikke lægge ud med, hvor du mener, at påstande om dig simpelthen ikke holder?

”Der er simpelthen så mange steder at starte, og noget af det er petitesser – valg af stoffer, materialer etc. hvor de mennesker, der kritiserer intet aner om den lange og meget grundige faglige proces, jeg har været en del af med Nationalmuseet, hvor der f.eks. er ekstremt skrappe krav til valg af materialer. Jeg ville gerne bruge træ og papir. Nej, det må man ikke, for det kan ødelægge oldtidsfund, fordi vikingeudstillingen er forbundet via det samme udluftningsanlæg som eksempelvis Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden er en del af”.

”Men det er der jo ingen, som tjekker eller aner noget om. De skriver bare løs med overfladisk kritik af et intenst arbejdsforløb på måneder, hvor jeg har knoklet dag og nat uden løn”, indleder han og fortsætter: ”Meget af det personlige er dybt sårende. Jeg kan læse om mig selv, at jeg er racist, nazist og sågar pædofil. Hvad er det for noget”.

Lyngvild er godt og grundigt træt af den parodi, som den kulturradikale elite ynder at fremføre: ”Som om jeg bare er sådan en åndløs designer med løse håndled, der kaster rundt med pailletter”

Den omdiskuterede – og ombejlede – designer har også et bud på, hvorfor kritikken er så hård. Det handler om politik, mener han:

”Det er blevet påstået, at jeg er populist, en slags Danmarks svar på Donald Trump. ”Let’s make Denmark great again”, lød det i P1, at jeg skulle stå for. Hvor kommer det fra? Det har jeg aldrig sagt. Og I lod jo også Jakob Seerup skrive i POV, at ‘for Lyngvild er der nemlig kun et projekt der tæller, og det er projektet Jim Lyngvild. Han er et sandt barn af Donald Trumps tidsalder. Fakta og kendsgerninger er ikke væsentlige, så længe han tjener penge på sit ‘brand’”.

”Tænker Jakob Seerup på, hvor meget han her går efter manden i stedet for bolden?”, spørger Lyngvild retorisk og svarer selv:

”Jeg tror, at det handler om, at jeg privat er venner med Inger Støjberg, og at Pia Kjærsgaard klippede snoren – der da trods alt er Folketingets formand, men ikke længere min personlige ven. De to kvinder mødte op til indvielsen af mit asatempel, som Seerup nævner. Jeg havde så også inviteret flere andre politikere – f.eks. Manu Sareen, der som bekendt er radikal, men som bare ikke kunne komme”.

”Og det er da også pudsigt, at samme Seerup skriver ’Jim Lyngvild forsøger at indynde sig hos det Konservative Folkeparti, men de holder ham indtil videre ude i armslængde’, når jeg nu rent faktisk for det første er medlem af partiet – og det kunne han jo have fundet ud af, hvis han havde kontaktet mig i stedet for bare at svine mig til. For det andet kunne han med et minimum af research have fundet ud af, at jeg holdt hovedgæstetalen på partiets landsmøde forrige år”.

”Derudover er partiets leder Søren Pape Poulsen en privat ven af mig – Vi ses privat. Han sagde i øvrigt til mig, at Seerup ud fra hans karakteristik af mit forhold til partiet lyder som en ’idiot’. Det tyder ikke på, at jeg bliver holdt ud i strakt arm, synes du”, spørger Lyngvild og tilføjer, at han i øvrigt også har holdt en længere tale på Venstres sommergruppemøde, og at han er godt og grundigt træt af den parodi, som den kulturradikale elite ynder at fremføre: ”Som om jeg bare er sådan en åndløs designer med løse håndled, der kaster rundt med pailletter”.

Det kan da godt være, at der er nogle detaljer i min fortolkning, der er smuttet, men hovedbilledet, som jeg formidler sammen med Nationalmuseet, er fagligt korrekt

Kan du slet ikke følge noget af kritikken – at du ikke er fagligt velfunderet, ikke er kunsthistoriker eller bare historiker, og at museumsudstillinger bør være båret af dyb indsigt i materien?

”For det første har udstillingen faktisk fået rigtig fine anmeldelser – fire stjerner i både Berlingske, Politiken og Kristeligt Dagblad. Og det i øvrigt på et budget på 300.000 kroner. Hvor tidligere vikingeudstillinger i Egmonthallen kostede 20 millioner. Det skal man lige huske”.

”For det andet, og vigtigere, så ved jeg faktisk meget om emnet, jeg har skrevet 25 bøger heraf fire om vikingerne. Jeg læser det meste faglitteratur, der udkommer på dansk, og selvfølgelig også på engelsk. Jeg har brugt oceaner af tid på at studere vikinger og diskutere med eksperter. Og jeg er bestemt ikke ligeglad med kendsgerninger eller fakta. Men jeg vil gerne lade mig inspirere af dem – ikke kopiere dem”, svarer han og taler sig varm:

”Derudover så iagttager jeg med dyb undren, hvordan der stilles en mystisk falsk modsætning op. At for at kunst eller historie skal være ’rigtigt’ eller ’accepteret’, så skal det helst være smalt og helst lidt kedeligt. Men hør nu her – Nationalmuseet, og især efter de sidste, triste nedskæringer på 2%, lukker, hvis ikke gæsterne kommer. I sidste ende handler det om besøgstal – også for politikerne. Og så har Rane Willerslev for alvor et problem. Hvad er det, der er så forkert ved at få folk derind. Det er ikke prostitution, vi taler om”.

Foto: Rike Caroline Carlsen, Nationalmuseet.

Lyngvild beretter videre, at han oprindeligt ikke troede, at det var vikinger, Nationalmuseet ville samarbejde med ham om, men den kjoleudstilling, som han i øjeblikket har på Naturama-museet i Svendborg. Der har han udstillet kjoler, han selv har designet, siden marts i år, og han fortæller med begejstret stolthed i stemmen, at der har været et løft i antallet af museumsgæster med over 20% siden udstillingen åbnede.

Han tror, siger han, at Rane Willerslev har bidt mærke i, at han kan skaffe gæster i butikken, og at han med sine over 200.000 følgere på sociale medier er attraktiv som arrangør. ”Jeg var både beæret og overrasket over, at de bad mig om at samarbejde med dem om vikingeudstillingen”.

Til dem, der mener, at designeren er ”ligeglad med kendsgerninger” og kun har medvirket for at ”passe og pleje sit eget brand”, siger han:

”Jeg tyggede bestemt på tilbuddet fra Nationalmuseet. Især fordi budgettet var så ekstremt lille. For jeg er ikke interesseret i at lave noget lort. Det ville da netop ramme mit brand. Og jeg har haft søvnløse nætter i månedsvis og holdt tonsvis af møder med et 10-12 mand stort fagligt panel bestående af museets eksperter, der gang på gang har sat mig til vægs, når jeg har foreslået noget.

Den proces er jo usynlig, men her er kritikken temmelig hjerteløs. Der var ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, men så ville det blive for dyrt”.

Men igen – kan du forstå dem, der mener, at Nationalmuseet leger med sin troværdighed ved at lade dig nyfortolke vikingetiden? I sin anmeldelse af udstillingen i POV skriver professor i arkæologi Søren M. Sindbæk f.eks., at din medvirken og udstillingen er ”historieløs udklædningsleg, der i visse tilfælde har meget lidt med den rigtige vikingetid at gøre”.

”Misforstå mig ikke; jeg har intet imod at have debatten. Der kan være tale om historiske unøjagtigheder, men al historie indskrives jo i en samtid. Se på fortolkningen af Egtvedpigens dragt og de billeder der er taget i forbindelse med rekonstruktionerne. Der findes versioner fra 1920’erne, 30’erne og 1960’erne, og hun ser ikke ens ud. Det er samtiden, som spiller ind. Man kan læse moden i f.eks. hendes frisure”.

”Så om 50 år ser man måske tilbage på min fortolkning, og så siger man ’wow, hvor var Jim Lyngvild bare 2018-agtig der’. Og så vil vikingerne blive set anderledes. Opfattelsen af historien er ikke mejslet i sten”.

Men historie er vel båret af fakta? Det er næppe bare et spørgsmål om holdninger …

”Jo, ofte er det. Opfattelsen af, hvad der er fakta, ændrer sig også tit. Det er bare ikke noget, som arkæologer især, der måske har brugt fire år af sit liv på at skrive en disputats, bryder sig om at indrømme. Men tror f.eks. at en lyre hører til i et bestemt århundrede, og vupti, så finder man en lyre fra 700-tallet i Ribe, og så må man skrive musikhistorien om. Det kan da godt være, at der er nogle detaljer i min fortolkning, der er smuttet, men hovedbilledet, som jeg formidler sammen med Nationalmuseet, er fagligt korrekt.”

Foto: Rike Caroline Carlsen, Nationalmuseet.

Han giver to eksempler fra den aktuelle udstilling:

”Jeg er f.eks. blevet kritiseret for at udstille gummihoveder med tatoveringer. Så siger kritikerne: ’Det er jo helt ude i skoven, vikingerne var ikke tatoverede.’ Men vi har henholdt os til Ibn Fadlans beskrivelse fra 922, hvor han skriver: ‘Fra fingerspids til hals har hver af dem en samling træer, figurer og lignende’. Det lyder som tatoveringer på mig, men vi kan selvfølgelig ikke bevise det.

”Og så er der brugen af silke. Her er den faglige kilde også 100% i orden. Vi ved, at den byzantinske kejser, ifølge bogen Silk for the Vikings, i 911 og 944 skabte handelstraktater, der tillod vikingerne at købe fem gange så meget silke som andre handlende. Og i Oseberggraven fra Norge er der fundet 110 silkefragmenter. Men hver gang jeg stopper en ildebrand, så rykker de kulturelle pyromaner videre med deres verbale flammekastere”.

”Det eneste, der opmuntrer mig, er, at alle dem, der har så travlt med at svine mig til og gå efter min person, i virkeligheden blot gør en ting: de bidrager til min og museets succes”, slutter han og slår fast: ”For nu har alle hørt om den udstilling og vil se den. Jeg modtager mails i massevis fra glade besøgende, der ved mere om vikingerne end før. Hvis kritikerne havde holdt deres kæft, kunne det være, at udstillingen ville være blevet en fiasko. Så noget godt er der vel kommet ud af balladen”.

Foto: Jim Lyngvild.

Topillustration: Pressefoto, Nationalmuseet.


 

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Danmark