HISTORIE // ESSAY – Bare fordi den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland ligger, som den gør, er der ingen grund til at overse Hedeby og vores spændende vikingehistorie, skriver Max Ulrich Klinker, som har besøgt vikingemuseet og området, der er klassificeret som verdenskulturarv. Hvad er historien om dette dynamiske handelscentrum, der pludselig gik til?
I en forunderlig samtid, hvor medierne kæmper så vidtgående om vores opmærksomhed, er det let at overse, at det faktisk ikke er politikere eller medier, der sætter dagsordenen for et samfunds udfoldelse.
For lige siden tidernes morgen skabes grundlag for udvikling, kultur og adgang til velstand gennem handel, og når forretningsfolk ikke længere kan tjene penge, ser de sig om efter nye græsgange med samme logik, som flydende vand altid søger den korteste vej.
Den blotte eksistens for en by eller stat har aldrig haft en naturlig ret, men er et udtryk for, hvor bevidst man insisterer på et samfunds grundlag for overlevelse. Og så er der selvfølgelig jokeren, der kan ødelægge alt: krig. Riger kommer og går, som bekendt.
Hedeby
I krydspunktet af gamle handelsruter opstod i tiden op til 800-tallet en handelsby – Hedeby: bygningen på heden. Det er så langt tilbage, at der nok skal være læsere, der hævder, at jeg forveksler byens navn med Hedehusene.
Og lettere bliver det ikke, når Hedeby i dag omtales som Haithabu på tysk, fordi en af vikingetidens økonomiske kraftcentre i dag ligger godt 40 km syd for den dansk-tyske grænse. Det er rart at blive erindret om, at almindelig handel er en del af vores dna, og at vores forfædre brugte tid på andet end at slås – i modsætning til amerikanske films vægt på rå og afstumpede vikinger.
I årene frem til midten af 1000-tallet blev Hedeby en magnet som mødested for forretningsfolk fra alle verdenshjørner: England, Norge samt saksere og vendere fra kontinentet, men også så langt væk som fra arabiske lande kom handelsrejsende; arkæologer har fundet gamle arabiske mønter i Hedebys gader. Vikingerne solgte især skind og pels, mens arabernes sølv var eftertragtet i Norden.
Kom handelsrejsende ikke ad landevejene, ankom de med skib igennem fjorden Slien (tysk: Schlei). Fra landevejen skulle man krydse Hedebys store halvkredsvold, der var forbundet til Dannevirke og andre volde som Nordvolden, Kovirke, Hovedvolden og Krumvolden. På voldene holdt vagter uønskede ude, og de kunne i løbet af ingen tid være til stede på anløbsbroen.
Storhedstid og fald
Det er bemærkelsesværdigt, at Hedeby ganske vist lå indenfor Danerrigets grænser, men oprindeligt lå byen foran rigets beskyttende voldanlæg. At man i begyndelsen valgte at placere en vigtig handelsby uden traditionel sikkerhed, var langt fra optimalt, når der fandtes mange værdigenstande og penge i Hedeby. Det kan ses som udtryk for dristighed – eller måske som et forsøg på at få andel af verdenshandelen, uden at skulle lukke fremmede ind i riget.
Ikke desto mindre kunne røvere og krigeriske hære principielt set gøre, som de lystede – men det ved vi ikke meget om.
Man ved ikke, hvad der hændte i midten af 1000-tallet, men over kort tid blev byen ødelagt. Var det krig, ugunstige tider eller noget tredje? Arkæologerne diskuterer fortsat
Til gengæld ved vi, at kongemagten i ca. 950 besluttede sig for at opføre ovenfor omtalte halvkredsvold (tysk: halbkreiswall) rundt om byen. Og på denne vold kan man endnu i dag stå og lade øjnene fantasere om det store landområde, der udgjorde Hedeby: et samfunds hverdag på godt og ondt. Men kun støv og skygger er tilbage.
Det skønnes, at der har boet op til ca. 2.200 mennesker i bysamfundet. Folk kom til, slog sig ned med primært håndværk eller handel, alternativt måske som skibsbygger, daglejer, restauratør eller kunstner, mens andre rejste videre. Og sådan udviklede byen sig dynamisk med en øget velstand, som vi i det 20. århundrede kender fra handelsbyer som Hong Kong.
Om ikke rindende vandhaner, så har dog de mange rendestenslignende vandløb og bække sikret funktionalitet i hverdagen. Værksteder og handelshuse lå side om side, men der var ingen stalde – for det var et forretningscentrum, her var ikke bondegårde med landbrug.
Nogle folk var finere end andre, ikke mindst kredsen omkring kongen, som for kvindernes vedkommende kunne bære sølvsmykker, og der har som i ethvert samfund eksisteret et hierarki – hvad enten, man brød sig om det eller ej.
Det er i Hedeby, at Nordens apostel Ansgar (801 – 865) indledte sine bestræbelser på at kristne nordboerne. Han opnåede at få lov til at opføre en kirke af træ i Hedeby, og i bysamfundet levede kristendommen en tid side om side med asatro.
Dog gik det ikke bedre, at mens Ansgar var på missionsopgaver i handelsbyen Birka i Sverige, brændte kirken i Hedeby ned. Han kæmpede dog utrætteligt videre, og en ny kirke blev rejst. I vores tid er der anlagt en religiøs pilgrimsrute på stinettet rundt om Hedeby med såkaldte stationer undervejs med mulighed for refleksion.
Sådan kan man gå og gnægge over historiens forunderlighed, mens man følger stierne rundt om Hedeby Nor ledsaget af fuglesang – som der nok altid har været
Man ved ikke, hvad der hændte i midten af 1000-tallet, men over kort tid blev byen ødelagt. Var det krig, ugunstige tider eller noget tredje? Arkæologerne diskuterer fortsat. Vi ved kun, man begyndte opførelsen af en ny by på den anden side af Slien; det er den by, som er blevet til Slesvig.
Vikingemuseet i Hedeby
Siden 2005 har Vikingemuseet i Slesvig (tysk: Wikinger Museum) opført vellignende kopier af flere af vikingernes huse. Der er også stisystemer i byen, vikingeskibe og en større bådebro. Der ligger endda noget, som kan minde om en kopi af Nydam-båden fra jernalderen (kan ses på Gottorp Slot i Slesvig By, fundet på Als, og var før 1864 det fineste arkæologiske skibsfund i Danmark). Og en række lokale ildsjæle tager imod og virker i museumsbyen for at illustrere hverdagslivet.
Fra april til oktober er der åbent for besøgende i vikingehusene, mens selve museet med alverdens udgravninger fra Hedeby er åbent hele året. Så kan man stå på bådebroen i Hedeby og forestille sig det mylder af mennesker og aktivitet, der har udspundet sig for 1.000 år siden. Eller man kan fordybe sig i museets udstillinger med smykker, våben, skibe og i det hele taget flotte gennemgang af en tid, der var.
Museets tekster er på tysk og dansk, og er man mere interesseret, udlåner museet frit hæfter med samtlige oversættelser og forklaringer på dansk.
Efter at have set museet og træhusene kan man begive sig ud på en fin vandretur rundt om Hedeby Nor (ud til floden Slien). Ikke mindre end fire runesten (kopier) står i landskabet, og de er alle fra 900-tallet. En af stenene er rejst for Sigtryg, der var søn af kong Gnupa (også kaldet Knud), og han blev som den sidste i sin slægt fordrevet af Gorm af den Gamle omkring 940. Det antages, at Sigtryg faldt under et felttog i Normandiet tre år efter, og han mor Asfried lod rejse ”Den store Sigtryg-sten” (en af Hedebystenene).
Sådan kan man gå og gnægge over historiens forunderlighed, mens man følger stierne rundt om Hedeby Nor ledsaget af fuglesang – som der nok altid har været. Og her er genplantet takstræer; det er det træ, flittige Hedeby-folk skar buer og værktøj af.
Bare fordi den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland ligger, som den gør, er der ingen anledning til at overse Hedeby og vores spændende vikingehistorie. Området er tilmed klassificeret som verdenskulturarv.
Vikingemuseet i Slesvig
Adresse: Busdorf (Bustrup på dansk) Schlossinsel 1, 24837 Slesvig, Tyskland
Læs flere tekster om historie i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
