ANBRAGTE BØRN // KOMMENTAR – “Når man er 11 år, så skal man lege, gå til spejder eller badminton, lave TikTok-videoer, være irriteret på sin lillebror og måske drømme om at være kæreste med ham den lyshårede fra parallelklassen. Sådan blev det ikke for Anna. Hun blev kun 11 år. Og hverken hendes sidste år – eller årene før – var præget af den harmoni og glæde, som man må ønske for alle børn,” skriver Mads Roke Clausen, direktør i Landsorganisationen for Sociale Tilbud, der efterlyser fokus på implementering, helhedsorientering og kvalificeret arbejdskraft på området og håber, at statsministeren er enig.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En aften for to uger siden blev jeg ringet op af en gammel ven. En ven og nok en af de dygtigste socialarbejdere, jeg kender. Hun ringede vedrørende en lille pige. Vi kan kalde hende Anna, men det er selvfølgelig ikke hendes rigtige navn. Det første år i Annas liv boede hun sammen med sin mor på et bosted, hvor min ven arbejdede. Men på grund af meget konfliktfyldte forhold i Annas øvrige familie, måtte hun og hendes mor flytte efter et år. Og derefter blev hun flyttet fra
anbringelse til anbringelse til anbringelse.
I sommer blev Anna 11 år. Når man er 11 år, så skal man lege, gå til spejder eller badminton, lave TikTok-videoer, være irriteret på sin lillebror og måske drømme om at være kæreste med ham den lyshårede fra parallelklassen.
Anbragte børn skal have samme muligheder som ikke-anbragte, for at opleve at de hører til
Sådan blev det ikke for Anna. Hun blev kun 11 år. Og hverken hendes sidste år – eller årene før – var præget af den harmoni og glæde, som man må ønske for alle børn.
Jeg fortæller ikke om Anna for at hænge nogen ud. Men fordi hendes historie selvfølgelig har gjort mig ked af det. Og givet anledning til refleksion.
Behov for bedre udredninger og rød tråd i tilsyn
Min første refleksion er, at vi i dag har så meget viden – både forsknings- og praksisbaseret – at vi må være i stand til at skabe bedre og mere sammenhængende anbringelser. Til gengæld er der et kritisabelt, manglende fokus på implementeringen af de redskaber og den lov vi har i dag.
Lad mig komme med to konkrete eksempler: For det første ser jeg i mit arbejde næsten dagligt eksempler på, at kommunernes børnefaglige undersøgelser og udredninger ikke er gode nok. Det gør det vanskeligt at finde den rigtige løsning ved første anbringelse, og det gør det vanskeligt for bostederne at vurdere, om de er den bedste løsning for barnet.
Området har gennem mange år været præget af negativ omtale – fx når nogle hævder, at det sociale område koster 45 milliarder kroner om året, og at der ikke kommer noget ud af det. Det er noget sludder
For det andet er jeg en varm tilhænger af Socialtilsynet, fordi det bidrager til en høj kvalitet ved at kontrollere de reelle forhold på bostederne. Men tilsynet er opdelt i regioner, og resultatet er, at tilsynet fungerer på fem forskellige måder i de fem regioner. Det er samme lov, samme psykologiske behov hos børnene, men en varierende tilsynspraksis, som de facto giver forskellige vilkår for børnene alt efter, hvor de bor.
Børn har brug for en meningsfyldt og rolig hverdag
Min anden refleksion handler om det, som sker rundt om anbringelserne. Anbragte børn skal have samme muligheder som ikke-anbragte for at opleve, at de hører til. Derfor er det vigtigt, at vi altid tænker civilsamfundet med i tilrettelæggelsen af anbringelserne: Altså at vi hjælper med, at man også kan komme til spejder, badminton eller hvad, man nu har lyst til.
Og så er det vigtigt – og det viser historien om Anna også – at der gives hjælp til hele familien, også mens barnet er anbragt. I Danmark kan vi være glade for at have mange specialiserede og meget kompetente tilbud til anbragte børn. Men selv den dygtigste og mest specialiserede pædagog kan ikke hjælpe et barn, som har en voldelig far, der roder i kulissen, og som gør, at barnet hele tiden er bange for, hvad der skal ske med mor.
Familien spiller med, selvom man er anbragt. Og god hjælp til barnet er også at hjælpe den voldelige far. Sådan er det. Ingen lever i en silo.
Manglen på arbejdskraft skal løses
Min tredje refleksion er en bekymring for fremtiden. På det specialiserede socialområde bliver det til stadighed vanskeligere at skaffe den fornødne arbejdskraft. Det skyldes bl.a. at området gennem mange år har været præget af negativ omtale – fx når nogle hævder, at det sociale område koster 45 milliarder kroner om året, og at der ikke kommer noget ud af det.
Det er noget sludder, som bidrager til at tegne et skævt og negativt billede, og som gør, at færre har lyst til at arbejde på de sociale områder. Resultatet bliver for mange svingdørsmedarbejdere, hvilket er til skade for de anbragte børn, som har brug for stabilitet og langvarige og trygge voksenrelationer.
Summen af mine refleksioner er, at fokus på implementering, helhedsorientering i indsatsen og tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft er tre helt afgørende succesfaktorer for bedre hjælp til anbragte børn. Jeg håber, statsministeren er enig og prioriterer disse forhold, når regeringens stort anlagte og vigtige flagskib om Børnene Først sættes i søen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
