1. MAJ // VERDENSØKONOMI – Historien om Nemlig.coms behandling af sine ansatte og ’leverandører’ ansat som daglejere er både relevant og instruktiv på en dag som 1. maj. Problemstillingen er imidlertid kompleks og kan ikke bare reduceres til manglende moral hos Nemlig.com. Thomas Christiansen tager med udgangspunkt i stormen omkring Nemlig.com en tur gennem historien og økonomien samt kaster et hurtigt blik på Brasilien for at give et bud på et svar på nogle af udfordringerne på dagens arbejdsmarked.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Det er blevet så besværligt at rejse med tog, for det er ikke til at få en drager nu om dage”.
Citatet er fra engang i 1990’erne og stammer fra min morfars søster. Hun var født i 1907, så da hun beklagede sig over de manglende dragere på Københavns Hovedbanegård, var hun omkring 90 år gammel.
På det tidspunkt var hun stadigvæk frisk for sin alder, så når der var familiefester i Jylland, dukkede hun op med en eller flere kufferter med klenodier fra sit lange liv, som hun satte på auktion. De penge, som kom ud af auktionen, gik til at dække udgifterne til festen. Men med alderen var det ikke så nemt at rejse med et par kufferter, og der blev manglen på en drager et problem.
Gudrun, som min morfars søster hed, kom ikke fra et privilegeret hjem, så det var ikke derfor, hun var vant til at bruge en drager. Hun var den næstyngste af otte børn og voksede op i Klovborg ved Horsens, hvor hendes far var degn og lærer på den lokale landsbyskole.
Selv om drageren forsvandt, så har de lavt betalte servicemedarbejdere for eksempel hele tiden overlevet i form af filippinske au pairs i Gentofte og omegn
I starten af 1930erne blev Gudrun gift med Bjarne, som solgte mel til bagerier, mens Gudrun vekslede mellem at være hjemmegående og arbejde som afløser i Illum. Gudrun og Bjarne var ikke velhavende, men manglede på den anden side heller ikke noget økonomisk. Da de desuden levede nøjsomt til daglig, fik de endda råd til at rejse en del på deres ældre dage, og her kunne det være praktisk at bruge en drager.
Genkomsten af et fænomen
Gudrun døde i 2008, men hvis hun fortsat havde været i live, ville hun stadigvæk ikke kunne få en drager til at bære sine kufferter på Hovedbanegården. Til gengæld ville hun have flere muligheder for at få leveret sine indkøb til døren. Hun kunne både få dagligvarer fra et on-line supermarked som Nemlig.com og, hvis der kom gæster, få aftensmaden leveret af Wolt.
Men, som den lille historie om Gudrun viser, så er Wolts og Nemlig.coms lavt betalte servicemedarbejdere ikke et nyt fænomen. Det er genkomsten af et fænomen, som kun har været væk i en ret kort periode. Eller rettere sagt et fænomen, som kun har været næsten væk i en kort periode.
Selv om drageren forsvandt, så har de lavt betalte servicemedarbejdere for eksempel hele tiden overlevet i form af filippinske au pairs i Gentofte og omegn. Her skal man være mere end almindeligt naiv for at hævde, at der er tale om “kulturudveksling” og ikke blot en moderne udgave af Agnes og Laura fra familien Varnæs’ husholdning i TV-serien Matador.
Akkord og daglejere
De seneste ugers medieomtale af arbejdsforholdene hos Nemlig.com er selvfølgelig både relevante og instruktive på en dag som 1. maj. Forholdene for henholdsvis lagerarbejderne og chaufførerne, der er forklædt som underleverandører, ser dog ikke ud til at være helt ens.
Ifølge Politiken så arbejder lagerarbejderne under en hård akkord og under opsyn af tidligere befalingsmænd, som har til opgave at holde tempoet oppe, og med en meget kort vej til at blive fyret. Det er, som Nemlig.com direktør Steffen Plenge sagde til Politiken, et job “hvor man skal have lyst til at røre sig”. Det har fået 3F til at opsige overenskomstens mulighed for deltidsansættelse, fordi fagforeningen mistænker deltidsansættelserne for blot at være en skjult måde at holde timelønnen nede på ved at lade folk arbejde flere timer, end de er ansat til.
Forholdene for Nemlig.coms chauffører er ikke helt de samme. Det skyldes, at der er en forskel på arbejdsforholdene, som her gør det muligt yderligere at undergrave arbejdstagernes vilkår. Mens det vil være umuligt at påstå, at lagermedarbejderne er selvstændige underleverandører, så bruger Nemlig.com den smutvej i forhold til chaufførerne.
Det har flere fordele for virksomheden. Det betyder, at man både kan reducere lønudgifterne, omgå overenskomsten, slippe for sygedagpenge og lignende, og samtidig komme uden om medarbejdernes faglige organisering.
Det, der foregår her, er ikke anderledes, end hvad man har set på utallige andre arbejdspladser gennem historien
Det er ikke helt det samme ansættelsesprincip, som ligger bag virksomheder som Wolt, Uber og Ryanair. Men forskellen er lille og i praksis nærmest ikke eksisterende. I alle tre tilfælde er ansættelsesforholdene baseret på, at nominelt selvstændige sidder på spring for at køre eller flyve det næste job, mens virksomheden ingen lønudgifter har, så længe der ikke er noget at køre eller flyve med.
Historien gentager sig
Forholdene for de “selvstændige”, som arbejder i disse selskaber er dermed i realiteten blot en moderne version af fortidens havnearbejdere, som mødte op på kajen hver morgen i håb at få et arbejde for en dag. Den teknologiske udvikling har nu øget muligheden for at bruge daglejere på nye områder, men logikken er grundlæggende den samme.
Historien gentager sig, og den gør den også for medarbejderne på Nemlig.coms lager. Det, der foregår her, er ikke anderledes, end hvad man har set på utallige andre arbejdspladser gennem historien. Nu foregår det bare indenfor brancher, som ikke eksisterede for 100 år siden. Det som gentager sig, er arbejdsgivernes konstante pres af arbejdstagerne.
Presset kan være baseret på en klassisk høj-hat-og-cigar-kapitalistisk opfattelse af, hvordan man “bedst” driver en virksomhed. Men presset kan også være baseret på, at der er tale om en branche, hvor marginerne er så små, at hver en bøjet femøre eller oversprunget tissepause har betydning for, om virksomheden nogensinde kommer til at give overskud. Eller betydning for, om ejeren synes, at hans indtjening er stor nok.
Image vs. realitet
Når man ser de officielle billeder af direktør Stefan Plenge, så peger meget på, at han gerne vil præsentere sig som en moderne forretningsmand. På billederne fremstår han smilende og afslappet, med åbenstående skjorte, uden slips og med smart hår.
Nemlig.com siger desuden i deres seneste årsrapport, at “man ønsker en mangfoldig arbejdsstyrke”, “at virksomheden prioriterer at danne en tryg og sikker ramme for samarbejde på tværs af kulturelle forskelle” samt at “virksomheden (har) indført en række foranstaltninger, der bedre understøtter de medarbejdere, som kommer til Danmark som flygtninge”.
Ideer om selvledende teams, tillidsbaseret ledelse og flad organisationsstruktur har adskillige årtier på bagen, men er åbenlyst ikke en del af Stefan Plenges værktøjskasse
Samtidig har virksomheden en målsætning om at levere mange økologiske varer og endda leve op til to af FN’s verdensmål. Det er et image, som passer perfekt til det stressede, socialt engagerede og købedygtige “spelt-segment”. Problemet er, at når der bliver kradset lidt i overfladen, så afspejler billedet ikke virkeligheden.
Mentalt set ser Stefan Plenge ud til netop at være en klassisk høj-hat-og-cigar-kapitalist, som dog, men kun i et vist omfang, har været i stand til at opbygge et andet image. Men når han bliver gået på klingen, krakelerer facaden, og ejeren Anders Holch Povlsen har været nødt til at træde til og gå i medierne med noget damage control. Men hvorfor er det nu på den måde?
Dårlig ledelse i svær branche
En mulig forklaring er, at Stefan Plenge ikke nåede at få timerne med om moderne ledelse, inden han droppede ud af CBS. Ideer om selvledende teams, tillidsbaseret ledelse og flad organisationsstruktur har adskillige årtier på bagen, men er åbenlyst ikke en del af Stefan Plenges værktøjskasse.
En anden mulig forklaring er, at Stefan Plenge mener, at et ekstremt lønpres er den bedste eller eneste måde at drive forretning på i dagligvarebranchen.
På trods af en kraftig vækst, ikke mindst på grund af Covid19-pandemien, har Nemlig.com endnu ikke formået at tjene penge til sine ejere – tværtimod. Seneste regnskabsår sluttede midt i 2020, og viste et underskud på næsten 12 millioner kroner, hvilket vel at mærke var det bedste resultat nogensinde for virksomheden.
Det kan umiddelbart virke underligt, men problemet er, at dagligvarebranchen i Danmark er kendetegnet ved, at der er meget små marginer på de enkelte varer. Det betyder, at man skal have en stor volumen for at kunne få dækket sine omkostninger, og der er Nemlig.com ikke endnu.
I Skandinavien, Tyskland, Storbritannien, Holland, Belgien, Østrig og Schweiz har en kombination af en relativt stærk fagbevægelse og indflydelsesrige socialdemokratiske/socialistiske partier i en række årtier i det 20. århundrede været i stand til at regulere arbejdsmarkedet gennem overenskomster og/eller lovgivning
Hvis de skal komme dertil, skal de fortsat vokse og samtidig holde omkostningerne nede. Her spiller lønnen en stor rolle. Hvis Nemlig.com skal konkurrere på prisen med Salling, Coop og de andre store kæder, så har kæderne givetvis et forspring på deres indkøbspriser, fordi de køber større ind.
Set i det lys er det svært ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af, at Nemlig.coms forsøg på brande sig som en inkluderende virksomhed først og fremmest er et forsøg på at tiltrække en arbejdsstyrke, som ikke har erfaring med det danske arbejdsmarked og den dertil hørende høje grad af faglig organisering.
Eller sagt på en anden måde, det er svært ikke at se ansættelsesstrategien, som andet end et forsøg på at få medarbejdere, som kun har en marginal tilknytning til arbejdsmarkedet og derfor er villige til at acceptere vilkår, som etnisk dansk arbejdskraft ikke ville gå med til.
Når man så samtidig kan bruge en “inkluderende ansættelsespolitik” som image overfor socialt bevidste kunder i det økologiske spelt-segment, er det at slå to fluer med et smæk. Men kynismen er til at føle på.
I historisk og globalt perspektiv er Nemlig.com det “normale”
Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at Nemlig.com og lignende virksomheder hverken er en undtagelse, et nybrud eller usædvanlige. I en periode har de måske ikke været så udbredte i Danmark og cirka to håndfulde andre lande.
I Skandinavien, Tyskland, Storbritannien, Holland, Belgien, Østrig og Schweiz har en kombination af en relativt stærk fagbevægelse og indflydelsesrige socialdemokratiske/socialistiske partier i en række årtier i det 20. århundrede været i stand til at regulere arbejdsmarkedet gennem overenskomster og/eller lovgivning. Men det gør det ikke til det “normale” – hverken i et globalt eller i et historisk perspektiv.
Her er det “normale” tværtimod, at store dele af arbejdsmarkedet er baseret på de principper, som ligger bag virksomheder som Nemlig.com. Det vil sige et stærkt pres på arbejdstagernes vilkår og en individualisering af dem.
Piketty i helikopteren
Den kendte franske økonom Thomas Piketty har i et par bøger set på det ud fra en strukturel vinkel. Han ser på globalt niveau på spørgsmålet om ulighed indenfor og mellem indkomst og formue.
Her er det relevante spørgsmål at stille, hvilken merværdi man tilføjer, når man for eksempel arbejder som chauffør eller lagerarbejder
Pikettys forskning viser, at frem til starten af det 20. århundrede tilfaldt langt den største del af samfundets overskud kapitalejere, mens kun en mindre del kom lønmodtagerne til gode. Det ændrede sig gradvist i løbet af det 20. århundrede, hvor lønmodtagerne fik en større del af overskuddet.
Det skyldtes dels de politiske forandringer i store dele af verden før, under og efter første verdenskrig, dels de massive ødelæggelser af fysisk kapital under anden verdenskrig. Men, siger Piketty, i de sidste årtier af det 20. århundrede begyndte det i mange lande at gå den anden vej igen. I den forbindelse har han tre vigtige pointer.
For det første viser historien, at der ikke er tale om en entydig udvikling i én bestemt retning. For det andet, at store historiske begivenheder kan påvirke udviklingen i den ene eller den anden retning. For det tredje, at retningen i udviklingen også kan ændres af politiske initiativer. Udviklingen siden slutningen af det 20. århundrede er således ikke et resultat af én stor begivenhed som anden verdenskrig, men i langt højere grad et resultat af politiske beslutninger.
Det betyder, og det er vigtigt, at ræset tilbage mod bunden, i form af Nemlig.coms og andres genopfindelse af daglejere uden rettigheder og mindsteløn ikke er en naturlov. Det kan ændres. Men det sker ikke af sig selv, og det kan ikke tages for givet.
Chaufføren bidrager kun med lille merværdi
Problemstillingen om fordelingen af samfundets overskud mellem indkomst og formue kan også ses på et mere praktisk plan, end det sker hos Piketty. Her er det relevante spørgsmål at stille, hvilken merværdi man tilføjer, når man for eksempel arbejder som chauffør eller lagerarbejder.
Når man køber varer gennem Nemlig.com, får man i langt de fleste tilfælde de samme eller tilsvarende varer, som man selv kunne købe i det lokale supermarked. Den primære værdiforøgelse, som Nemlig.com tilbyder, er “fri tid”. Det vil sige den tid, kunden sparer ved ikke selv at skulle købe ind på vej hjem fra arbejde, fratrukket den tid, det tager at lave bestillingen.
For de fleste mennesker har “fri tid” et faldende skalaafkast. Den første times “fri tid” har en stor værdi, men den næste vil have mindre og så fremdeles. Kundernes villighed til at betale for “fri tid” er derfor måske stor for den eller de første par timer, de vinder hver uge, men derefter vil den aftage. Det er med til at presse forretningsmodellen.
Jo højere lønnen bliver, jo hurtigere vil der være en business case for Stefan Plenge i at automatisere disse jobs
Desuden vil den enkelte chauffør have svært ved at opgradere kvaliteten af den “fri tid”, som kunden køber. Kundens forventning er, at varerne leveres til den aftalte tid. Hvis dette ikke sker, kan der derimod ske en forringelse af den købte “fri tid”, fordi man ikke kan bruge den som planlagt.
Alt i alt har chaufførerne dermed svært ved at bidrage med en stor merværdi, som i sig selv kan retfærdiggøre en høj løn. Det samme gælder for lagermedarbejderne, som blot skal sørge for, at de rigtige varer kommer i de rigtige kasser.
Risiko for automatisering
Qua den teknologiske udvikling er der samtidig en stor risiko for, at chaufførerne og lagermedarbejderne bliver helt overflødiggjorte inden for bare det næste årti. Automatiserede lagersystemer har været brugt i en årrække, og selvkørende biler og droner til levering af varer er ikke længere en science fiction-drøm.
Den engelske fremtidsforsker Steve Brown mener således, at det vil være realiteten allerede i løbet af 2020’erne.
Dette praktiske perspektiv giver en ekstra dimension til spørgsmålet om løn- og arbejdsforhold hos Nemlig.com. Forbedrede vilkår for lagerarbejderne og chaufførerne vil hjælpe dem på den korte bane. Men på bare mellemlangt sigt vil det være endnu et søm i ligkisten i forhold til deres ansættelse.
Jo højere lønnen bliver, jo hurtigere vil der være en business case for Stefan Plenge i at automatisere disse jobs. Eller også, som det skete for min morfars søsters drager, så vil jobkategorien simpelthen forsvinde, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange, som vil efterspørge denne service, når medarbejderne skal have en løn, der er til at leve af.
En nedadgående spiral
Problemstillingen om løn- og arbejdsforhold i disse lavt betalte, lavt kvalificerede, nogle gange undværlige og ofte automatiserbare jobs er dermed mere kompleks end blot et spørgsmål om løn, akkord og Stefan Plenges høj-hat-og-cigar-ledelsesstil. Det er et strukturelt problem. Men på den anden side kan man heller ikke nøjes med at se på problemstillingen ud fra en strukturel synsvinkel, medmindre man er abonnement på Nye Borgerliges og Liberal Alliances neoliberalisme.
De sidste vil sandsynligvis sige, at selvfølgelig skal lagermedarbejderne, dragerne og chaufførerne ikke have en løn, som ligger ud over, hvad de bidrager med af merværdi.
De kan ende med at blive working poor, og det er en situation, som det kan være meget vanskeligt at komme ud af igen
Det er således næppe en tilfældighed, at det er et erklæret medlem af Nye Borgerlige, som har oprettet Facebook-gruppen Vi støtter Nemlig.com, som i parentes bemærket kun har fået syv medlemmer. De få medlemmer afspejler forhåbentlig, at der er to alvorlige problemer med det synspunkt.
For det første, at den blinde tro på neoliberalismens lyksaligheder overser det indbyggede asymmetriske magtforhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det ser vi med Stefan Plenge, som ser ud til at forsøge at slippe af sted med at betale mindre, end han burde, ved – via en pseudo corporate social responsibility – at ansætte medarbejdere, som er udsatte og derfor nemmere at udnytte.
For det andet, at neoliberalismens logik nemt fører til en nedadgående spiral, hvor flere og flere mennesker fastholdes i lavt kvalificerede og gradvist lavere og lavere betalte servicejobs, som kun har få eller ingen muligheder for at blive udviklet til at indeholde elementer, der bidrager med større merværdi.
Det betyder, at der er en risiko for, at samfundet udvikler sig i retning af, at en større og større del af befolkningen bidrager ganske lidt til den økonomiske udvikling og samtidig ikke har mulighed for at realisere deres talent og drømme.
Working poor i fattigdomsfælde
En nedadgående spiral vil først og fremmest være et problem for de personer, som bliver fanget i den situation. De kan ende med at blive working poor, og det er en situation, som det kan være meget vanskeligt at komme ud af igen.
Men det er ikke kun et problem på individuelt niveau. Det er også et problem for samfundet som helhed, fordi den nedadgående spiral efterlader en pulje af uudnyttet talent, som ikke bidrager til samfundets udvikling. Ikke fordi dem, som bliver efterladt på sidelinjen, er dumme eller dovne, men fordi de i sidste ende risikerer at blive fanget i en fattigdomsfælde, som det kan være overordentligt vanskeligt at komme ud af.
Han følger blot logikken i et kapitalistisk samfund, hvor man socialiserer tabene og individualiserer gevinsterne
Dette er vel at mærke ikke et skræmmebillede eller et fremtidsscenarie. Min gode ven og POV-medskribent Jesper Grunwald har gang på gang fortalt om sine, ofte veluddannede, kollegaer med anden etnisk baggrund, som kører taxa til en horribel lille løn. Hvis man skal køre taxa 10 timer om dagen, uden at det er nok til at skrabe mindstelønnen sammen, er der ikke meget tid tilbage til at bruge sine talenter.
Et kik til Brasilien
Jeg har i de sidste godt 2 år boet i São Paulo i Brasilien, som er et af de mest ulige lande i verden, når man ser på indkomstfordelingen. Mindstelønnen, som er fastsat af staten, er på cirka 1.000 reais om måneden, hvilket svarer til godt 1.100 kroner. Mange ting er naturligvis også billigere end i Danmark, men selv når man tager det i betragtning, er en mindsteløn virkelig få penge at leve af.
Men det, som er lige så bemærkelsesværdigt, er indkomstuligheden. I Brasilien vil en akademisk medarbejder i den offentlige sektor typisk tjene 10-15.000 reais om måneden. Det er stadigvæk langt mindre end i Danmark, men altså 10-15 gange så meget som mindstelønnen.
Og så stopper det selvfølgelig ikke der. São Paulo er den by i verden, som har den største flåde af privatejede helikoptere. Selv i et relativt moderne og udviklet samfund som Brasilien er der ikke åbenlys øvre grænse for økonomisk ulighed.
Den kapitalistiske logik
Forargelsen over Stefan Plenge er på den ene side yderst rimelig, men hans måde at agere burde ikke være nogen overraskelse. Han følger blot logikken i et kapitalistisk samfund, hvor man socialiserer tabene og individualiserer gevinsterne. Drevet til det ekstreme vil det føre til situationer, som man ser i Brasilien.
Samtidig gælder det, at hvis Stefan Plenge ikke gjorde, som han gør, ville en af hans tidligere med-dropouts fra CBS nok have fundet på den samme forretningsmodel. Det er en konstatering, men ikke en undskyldning. For der er ikke noget, der tvinger Stefan Plenge til at agere, som han gør. Han kunne vælge at lade være, men så ville han måske ikke have en forretning.
Hvis man ikke vil acceptere den underliggende forretningslogik, kan man som kunde stemme med pungen og holde op med at handle hos Nemlig.com. Som det fremgår af Trustpilot, er det noget, der ser ud til at ske i stigende omfang, hvis man ser på de seneste kommentarer i de “1-stjernede anmeldelser”. Men selv hvis det skulle løse de konkrete problemer på Nemlig.com, er den generelle problemstilling fortsat den samme.
På den ene side er det både en moralsk og samfundsmæssig nødvendighed at sikre, at folk i arbejde ikke lander i en fattigdomsfælde
En forbedring af lønvilkårene i denne type jobs vil nok indebære en forbedring på den korte bane for de individuelle medarbejdere. Samtidig risikerer det imidlertid at fremskynde en automatisering eller et bortfald af disse jobs.
Derudover vil en neoliberal accept af vilkårene – det vil sige argumentet om, at den lave løn afspejler værdien af arbejdet – føre til, at der opstår en voksende gruppe af lavt betalte medarbejdere i prekære jobs. Dermed risikerer medarbejderne at lande i en fattigdomsfælde. Det er hverken godt for de pågældende eller samfundet som helhed, fordi der dermed går en masse talentmasse tabt, samtidig med at folk lever et kummerligt liv.
En politisk løsning på dilemmaet
Løsningen på det dilemma er, bør og kan kun være politisk forstået i bred forstand. På den ene side er det både en moralsk og samfundsmæssig nødvendighed at sikre, at folk i arbejde ikke lander i en fattigdomsfælde. Samtidig er det nødvendigt at tage hånd om de folk, som bliver ledige, når deres job automatiseres eller falder bort, for den proces er samtidig uundgåelig, så længe man accepterer at leve i en kapitalistisk markedsøkonomi.
Det er ikke et nemt dilemma at løse, men Danmark er sandsynligvis i en ret privilegeret situation, hvad det angår. Arbejdsmarkedets parter er vant til at samarbejde om at sikre løn- og arbejdsforhold, og selv om det ikke altid går stille af, overlader det ikke de enkelte medarbejdere til sig selv i forsøget på at skabe værdige vilkår.
Hermed kan man undgå, at mange – og især udsatte som for eksempel flygtninge, indvandrere og personer i jobs, som kræver få kvalifikationer – lander i et grundlæggende asymmetrisk magtforhold i forhold til deres arbejdsgivere.
Samtidig er der i Danmark, trods Nye Borgerlige og Liberal Alliances indtræden på den politiske scene, en vis grad af konsensus om fordelene ved en nogenlunde ligelig indkomstfordeling. Der er selvfølgelig politiske forskelle, så der er ikke tale om en ren homogen grød på den politiske midte.
Hvis man så, af den ene eller anden årsag, alligevel er nødt til at købe ind hos Nemlig.com eller Wolt, kan man give en hånd til chaufføren
Men i forhold til mange andre lande, som for eksempel Brasilien, er yderpunkterne tættere på hinanden i Danmark. Alt andet lige gør det det nemmere at sikre, at der ikke lander for mange i den nævnte fattigdomsfælde.
Tilsammen skaber det et fornuftigt grundlag for, at vi i Danmark fortsat kan sørge for, at folk, som er i risiko for at lande i en fattigdomsfælde, kan blive løftet op i værdikæden, bidrage med en større merværdi, og dermed nemmere få en løn, der er til at leve af. Men det kommer ikke af sig selv.
Det personlige ansvar
Problemstillingen bør, skal og kan kun løses politisk med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Mens vi venter på, at det sker, kan vi som forbrugere stemme med pungen og lade være med at handle hos Nemlig.com, stoppe med at få mad fra Wolt, ikke længere flyve med Ryanair og så videre.
Virksomhederne kan være sårbare, hvis de kommer ud i en shitstorm. Samtidig kan “politiske forbrugere” skubbe politikerne i den rigtige retning.
Hvis man så, af den ene eller anden årsag, alligevel er nødt til at købe ind hos Nemlig.com eller Wolt, kan man give en hånd til chaufføren. Det er der heldigvis mange brasilianere, der gør i form af en god sjat drikkepenge som tegn på, at man værdsætter den service, man ellers køber sig til på en urimeligt billig måde.
God virtuel 1. maj.
LÆS ALLE THOMAS CHRISTIANSENS ARTIKLER HER
Topillustration: Havnearbejdere i New York, 1912.
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
