PRIDE // KOMMENTAR – Illusionen om Danmark som et smørhul og foregangsland er for længst bristet. Der er fortsat masser at kæmpe for, mener Jens Jørgen Madsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg mangler ord for, hvor vred og trist jeg bliver over, at det i Danmark – blandt nogle politikere og meningsdannere – er blevet okay at gøre LGBTQIA+-personer til syndebukke. At ligestilling kun skal gælde særligt udvalgte. At basale menneskerettigheder slet ikke er noget, vi behøver at tage hensyn til. Og at man nærmest direkte accepterer diskrimination.
Dermed legitimerer man, at det øvrige samfund uden konsekvenser kan hoppe med på vognen og rette al deres had og undertrykkelse mod minoriteter. Det er sørgeligt. Og skammeligt. Derfor ser vi desværre også en overvægt af alt fra hate crimes til selvmord blandt LGBTQIA+-personer.
Danmark er ikke et smørhul
Illusionen om Danmark som et smørhul og foregangsland er for længst bristet. For:
- LGBT+ personer har generelt et lavere uddannelsesniveau, færre sociale relationer, lavere livstilfredshed og bliver oftere udsat for vold, diskrimination og krænkelser end andre borgere i Danmark.
- Hele 21 % af nydanske LGBT+-personer rapporterer selv, at de har forsøgt at tage deres eget liv inden for det seneste år.
- Samtidig har to gange flere homoseksuelle, to-tre gange flere biseksuelle og tre-fire gange flere transkønnede/nonbinære haft selvmordstanker, sammenlignet med den øvrige befolkning.
- 81% af LGBT+ personer i Danmark oplever diskrimination på arbejdsmarkedet.
- Kun 43% af transkvinder er i beskæftigelse.
- I København er hjemløse og udsatte LGBT+ personer nu en synlig del af miljøer, hvor udsatte færdes.
- Selvskade, ensomhed, lavt selvværd og ubehagelige oplevelser i skolen rammer langt oftere LGBT+-elever på landets grundskoler, ungdomsuddannelser og FGU-institutioner end alle andre.
- 40% af LGBT+ børn og unge begår selvskader.
- Kønsidentitets- og seksuelle minoriteter har en overforekomst af depression, angst, øget risiko for selvmordsforsøg og rapporterer generelt dårligere mental sundhed.
- 79% af LGBT+ børn og unge i 8-10 klasse viser tegn på angst og depression.
- Mens 29% af 16-24-årige LGBT+-personer føler sig ensomme, udenfor eller savner nogen at være sammen med, er det “blot” 13% af 16-24-årige i den øvrige befolkning.
Tallene er bl.a. hentet fra kortlægningen af homo- og biseksuelles samt transpersoners levevilkår og samfundsdeltagelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Kortlæggelsen blev udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet. Derudover seneste undersøgelser fra Als Research, samt forskning baseret på tal for hele den danske befolkning.
Desuden befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS og en rapport udgivet af LGBT+ Danmark og Boston Consulting Group. Samt rapporter og tal fra Nationalt Center for Skoleforskning, Aarhus Universitet, LGBT+ Danmark og observationer fra WeShelter i Københavns Kommune.
Der er mere end nogensinde grund til at kæmpe. Og på mandag melde sig ind i LGBT+ Danmark. De kæmper for os alle!
Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her