BARNFRIHED // KRONIK – Jeg har aldrig haft lysten til, ønsket om eller nysgerrigheden efter at få børn – ikke da jeg var 16 år, og ikke på noget tidspunkt indtil nu som 41-årig. Jeg er også stadig fuldt overbevist om, at det aldrig kommer til at ske – præcis som jeg var det dengang. Når jeg har overvejet, hvad jeg ville med mit liv, er børn aldrig dukket op på nethinden, skriver Cecilie Lolk Hjort, der som 16-årig indgik et væddemål om, at hun aldrig ville have børn.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I år vandt jeg et væddemål, jeg indgik for 25 år siden. Min stedfar Henrik og jeg væddede om, hvorvidt jeg ville få børn eller ej. Han sagde ja. Jeg sagde nej. Hvis jeg fik børn, skyldte jeg ham en rejse hvor som helst hen i verden, han valgte. Hvis jeg ikke gjorde, skyldte han mig det samme.
Den dag vi indgik væddemålet, var jeg 16 år gammel. Det hele startede med, at Henrik sagde noget i retning af “når du får børn…” Jeg stoppede ham og sagde, at det ikke kom til at ske, for jeg ville ikke have børn. Selvfølgelig ville jeg det, insisterede han. Alle vil have børn, og jeg var i øvrigt også alt for ung til at vide sådan noget endnu.
Men det gjorde jeg. Jeg havde truffet min beslutning, og den var så dybtliggende, primal og selvfølgelig, at jeg vidste at den aldrig ville blive ændret. Så jeg holdt fast. I en grad, så han grinende endte med at foreslå væddemålet. Vi var begge så overbeviste om vores respektive synspunkter, at vi skrev en kontrakt på det og også fik min mor til at skrive under som vidne. Den kontrakt har jeg gemt. Så i dag har jeg papir på, at Henrik nu skylder mig en rejse.
Hvis man er nysgerrig: Det er selvfølgelig stadig muligt at få barn som 41-årig eller senere, men vi havde nogle grunde til at vælge den dato. Bl.a. tænkte vi i, at Henrik jo var ældre end mig og gerne stadig skulle være rørig nok til, at “hvor som helst i verden” var en realistisk præmie. Og selvom 41 år ikke er for sent til at få børn, er det nok for de fleste sent nok i livet til før lukketid at vide, om man ønsker og gerne aktivt vil prøve at få børn. Så den implicitte aftale var, at hvis en af de ting var tilfældet, så talte det ikke som en sejr til mig. Om det talte som en sejr til ham, ville nok have været en længere diskussion.
Fik jeg så lyst til at få børn senere? Nej. Jeg har aldrig haft lysten til, ønsket om eller nysgerrigheden efter at få børn – ikke da jeg var 16 år, og ikke på noget tidspunkt indtil nu som 41-årig. Jeg er også stadig fuldt overbevist om, at det aldrig kommer til at ske – præcis som jeg var det dengang.
“Hvorfor vil du ikke have børn?” Det er et spørgsmål jeg har fået mange gange, men jeg har altid haft lidt svært ved at svare på det. I mine øjne er det et spørgsmål på linje med “hvorfor vil du ikke være skovhugger?” Øh, tjøh… fordi jeg ikke kan se logikken i, at det skulle være mit førstevalg? Hvorfor er det så naturligt, at det skulle være det?
For mig har barnfriheden ikke været et fravalg. Det har været et tilvalg, jeg aldrig har truffet
Så det er et spørgsmål, jeg ikke lige har et oplagt svar på. For det er slet ikke en beslutningsproces, jeg har været igennem. Hvis jeg skulle det, skulle mit udgangspunkt være, at jeg selvfølgelig gerne ville have børn, med mindre… Og det udgangspunkt har jeg ikke.
Mit indtryk er, at de fleste mennesker ser det at ville være forælder som standardindstillingen, som man skal slukke for, ellers er det bare dér man styrer hen. Men for mig har barnfriheden ikke været et fravalg. Det har været et tilvalg, jeg aldrig har truffet. Når jeg har overvejet, hvad jeg ville med mit liv, er børn aldrig dukket op på nethinden. Det tænker jeg slet ikke nok på børn – eller på at være ligesom de fleste andre – til.
Fordi jeg er blevet spurgt så meget, er jeg selvfølgelig på et tidspunkt begyndt at tænke mig frem til en række grunde til ikke at få børn. Og for mig er der masser – jeg kunne sagtens give en lang liste. Men jo flere grunde jeg har fundet, desto mere har jeg indset, at de allesammen dybest set er irrelevante. For hvad kunne være en bedre grund end: Jeg vil ikke.
Hvorfor vil du gerne have børn?
Ville du selv have lyst til at være barn af en mor, der ikke ønskede at være mor? Nej, vel? Og modsat tror jeg også, at hvis man virkelig gerne VIL have et barn, så vil alle grundene til ikke at få ét nok også hurtigt forvandle sig til problematikker, man sørger for at løse som en del af vejen til at få et barn.
Godt nok findes der folk, der ville være uegnede som forældre. Men som gladeligt barnfri er jeg måske den allerbedste til at påpege, at det skal være rimeligt ekstremt, før man kan tillade sig ligefrem at fratage nogen med et brændende forælderønske den mulighed. Netop som barnfri bliver jeg altid så glad og livsbekræftet af at se forældre, der virkelig elsker at være forældre. Hvor er det skønt for dem og for deres børn, at de har påtaget sig den opgave med glæde. Uden at det behøver at være min opgave også. Ligesom folk, der er virkeligt glade for at være skovhuggere.
For mig virker det mest logisk at vende bevisbyrden om: Altså ikke at spørge barnfrie, hvorfor vi ikke vil have børn – men at spørge folk der planlægger at blive forældre, hvorfor de gerne vil have børn. For fundamentalt set er det ikke at få børn jo et ikke-valg. Det er en ting, jeg aldrig gør og derfor ikke behøver overveje konsekvenserne af at gøre.
Men at få et barn er at tvinge nogen til ikke bare at eksistere, men at blive bragt ind i min situation og få mig specifikt som mor. Det betyder, at det bliver mig, der skal træffe en meget stor del af valgene for det menneske i dets formative år. Det er mig, der skaber det miljø, de skal lære deres grundregler om verden i og vil bære med sig resten af livet.
At få et barn er også en enorm og langvarig kraftanstrengelse. Som mor ville jeg først skulle være gravid i ni måneder, gennemgå en (altid til en vis grad helbredsmæssigt risikabel) fødsel, få min nattesøvn og dagsrutine bombet i måneds- eller årevis, og samtidig have det fulde ansvar for et andet menneskes liv og levned i en årrække. Alt, hvad jeg evt. ellers stræbte efter i livet, ville skulle begrænses og indrettes efter barnet. Det er et kæmpe ansvar og en kæmpe selvopofrelse at få et barn. Og dermed også en kæmpe beslutning.
Det ville grænse til vanvid at træffe sådan en beslutning mod sin egen vilje. For den vilje får man virkelig brug for undervejs i processen. Det er den, der gør hele oplevelsen til – som jeg har hørt så mange forældre forklare mig det – det bedste man kan opleve her i livet, på trods af at det også er det hårdeste.
“Men er du ikke bange for at fortryde aldrig at have fået børn?” Det spørgsmål har jeg også fået mange gange. Ærligt talt er jeg meget mere bange for det modsatte.
Hvis jeg fortryder ikke at have fået børn, går det højst ud over mig. Hvis jeg fortryder at have fået børn, er der en ret høj risiko for, at jeg også gør andre ondt – på potentielt mange måder over sandsynligvis mange år.
Er du ikke bange for at fortryde?
Hvis jeg mod min vilje blev mor og af en eller anden grund følte mig tvunget til at beholde barnet, ville jeg aldrig såre det barn med vilje, og jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at prøve at få det til at føle sig elsket. Men det er nok svært gennem mange års nærhed helt at skjule, at man havde et helt andet liv i hjertet, som man havde håbet at leve i stedet. At barnet er ens livsbanes drømmekvaser. Jeg tror også, det ville være utroligt svært at være de to personer på én gang: den kærlige mor og det skuffede menneske, der altid skal skjule sig indenunder. Det ville ikke overraske mig, hvis det kunne drive et menneske til vanvid i længden.
Jeg har altid lyst til at spørge spørgeren, om de ikke selv er bange for at fortryde at få børn? Men det “må” man ikke, fornemmer jeg. Det er et stort tabu at fortryde at være blevet forælder, og jo med god grund. Netop fordi man sårer (mindst) et andet menneske ved at stå ved det. Hvis jeg fortryder at være barnfri, kan jeg brokke mig så højlydt jeg vil over det, og jeg vil sikkert få masser af støtte, fordi det vil passe perfekt ind i vores samfundsmæssige narrativ om, at standardindstillingen, ja hele pointen med livet, er at få børn.
Jeg har også oplevet flere, der ikke er så venlige at spørge mig om jeg er bange for at fortryde, men i stedet bare fortæller mig, at det vil jeg. Nogle gange har folk endda udpenslet for mig, hvor bitter og trist og tom en kvinde jeg vil være, når jeg sidder der helt alene uden børn og børnebørn, og i deres øjne derfor uden nogen i mit liv, der elsker mig.
Jeg har hørt så mange triste historier om forældre, der behandlede deres børn mere som en slags investering i sig selv end som deres egne selvstændige mennesker
Som jeg ser det, er den livsopfattelse en farlig leg at lege. For det at få børn er ikke en garanti for en alderdom omgivet af kærlighed. Der kan ske så mange forskellige ting, der kan ødelægge den plan. Ens børn kan skære én ud af deres liv, de kan være rigtigt dårlige til at besøge en, de kan vælge ikke selv at få børn. De kan også dø.
Hvis man behandler sine børn som en slags forsikring mod fremtidig ensomhed, risikerer man ikke bare at blive skuffet – jeg tror også, at man øger risikoen for netop den fremtidige ensomhed, fordi det sætter børn i en kold position at være deres forældres projekt. Det er en hård opgave at blive pålagt.
Jeg har hørt så mange triste historier om forældre, der behandlede deres børn mere som en slags investering i sig selv end som deres egne selvstændige mennesker. Hvis man vælger at blive forælder, tror jeg man går bedst til det med en vis ærefrygt overfor at få lov til at hjælpe nogen ind i verden og lade dem blive sin egen person. Og respekt for, at de helt frit kan vælge, om man egentlig er værd at bruge tid på, når de er gamle nok til at vælge. Det er ikke alle, der gør det.
Børn skal ikke være et standardvalg
Jeg tror, at det for både barnfrie og for forældre gælder, at vi bliver ensomme, hvis ikke vi bygger os et netværk af venner og sørger for at have andre interesser end familien. Og ikke mindst også lærer at være glade for vores eget selskab. Min egen oplevelse er, at jeg nok faktisk har været mindre plaget af ensomhed end de fleste andre. Til dels, fordi jeg har en vane med nærmest at snuble ind i nye venskaber, selv når jeg ikke leder efter dem (måske bl.a. fordi der er en plads til det, der ikke er optaget af familie?). Og så til dels, fordi jeg hygger mig gevaldigt med at være alene.
Jeg tror, at folk der gerne vil være forældre, har meget at lære af barnfrie mennesker. En af grundene på min lange liste over, hvorfor jeg ikke skal være mor, er at jeg respekterer børn meget, og at jeg tager dem meget seriøst.
De er et stort ansvar, fordi de er deres egne små mennesker med ret til lige så meget frihed og lykke og følelsesmæssig nærhed, som vi allesammen ønsker for os selv. Jeg synes ikke, det er at tage børn seriøst, hvis man ser dem som standardvalget. Som “noget, man bare skal opleve, for ellers er livet tomt” – som om deres opgave her i livet er at være et punkt at tjekke af på vores egen bucket list.
Alle skal ikke have børn. Børn fortjener forældre, der både vil dem med hele deres hjerte, og som har tålmodighed og kompetencer til at give dem en god og værdig start på livet – og støtte gennem så meget af deres voksenliv, de overhovedet når at opleve. Børn fortjener at mærke, at deres forældre har været glade for at lære dem at kende, også når de er blevet voksne, også som mennesker i øjenhøjde og med deres eget liv.
Derfor bliver jeg faktisk tit lidt fornærmet på børns vegne, når folk der kun har kendt mig i en halv time, begynder at prøve at overtale mig til at få børn for at “redde” mig fra at begå en “fejl”. Er det slet ikke vigtigt, om det ville være en fejl, hvis jeg blev forælder? Det er de færreste mennesker – om overhovedet nogen – der har al den information om mig, det kræver at vurdere, om jeg har det der skal til for at give et barn det, børn fortjener.
Eller nej – alle jeg har talt med om det ved det faktisk godt. De ved nemlig, at jeg mangler det helt centrale, man skal have som forælder: Jeg vil ikke have børn.
Hvorfor vil du have børn?
Der er så mange gode grunde til at få børn, men der er lige så mange dårlige. Jeg kan her i flæng nævne bare nogle få af dem, jeg selv er stødt på i min vej gennem livets persongalleri:
En mor ville have børn, fordi hun syntes at små børn var så søde og godt kunne lide at tage sig af dem. Når de blev store nok til at have deres egen vilje og ikke længere var lige så nuttede, blev hun skuffet og begyndte at behandle dem som en træls pligt, en uønsket beboer i sit hjem, som hun desværre også skulle tage sig af, mens hun i virkeligheden bare gerne ville være sammen med sit seneste lille nye barn.
En mor ville have børn, fordi hun var magtesløs i sit eget liv og kun kunne udøve magt over et lillebitte menneske, hun ejede, fordi hun selv havde lavet det.
En far ville have børn, fordi han gerne ville ses som far af andre mennesker med al den status af autoritet og anstændighed, der fulgte med. Faktisk at udføre opgaven som far var knapt så spændende for ham. Efter mange frustrerede samtaler med den overbebyrdede mor fik han nok af samlivet, forlod familien og frasagde sig i praksis sit forældreskab, da de to børn stadig var små.
En mor ville have børn, fordi alle sagde at hun ville fortryde ikke at få dem. At lysten til det ville dukke op af sig selv som en lyspære over hovedet, når hun sad med barnet i armene. Hun kæmpede gennem børnenes opvækst med sin skjulte skuffelse og skam over, at den der altoverskyggende moderkærlighed og -lykke, hun var blevet lovet, aldrig kom.
En mor ville have børn, fordi det ville hun altså bare, og det skulle være så hurtigt som muligt, og det så hun ikke nogen grund til at overveje nærmere. Det var et instinkt på samme måde, som det har været et instinkt for mig ikke at få børn.
Først da barnet var ankommet, indså hun, at hun slet ikke havde de praktiske og personlighedsmæssige værktøjer til faktisk også at overskue realiteten. Hun endte med at få taget barnet fra sig, til stor sorg for både hende og barnet, men sikkert også til alles bedste.
Senere, da hun endelig havde fået styr på alle forudsætningerne for at kunne tage sig af et barn fik hun flere børn, men da var det sent til, at det var forsvarligt at få det første barn hjem igen. Den bortadopterede datter kæmpede i mange år med et såret selvbillede over, at hendes biologiske mor godt kunne tage sig fint af sine andre børn, men bare ikke lige hende.
En far ville have børn, fordi han havde haft en elendig relation til sin egen far og ville vise ham, at man kan gøre det bedre – som en slags hævn eller konkurrence. Han overkompenserede og gjorde det i sidste ende lige så slemt, bare modsat. Når hans børn konfronterede ham med det, blev han meget vred, fordi de slet ikke forstod, hvor taknemmelige de skulle være for, at de fik alt det, han ikke fik. Endda til overflod og langt over kvalmegrænsen.
Jeg nævner ikke alle disse eksempler for at prøve at tale alle andre fra at få børn.
Jeg bliver nogle gange mødt med den forventning, at jeg nok hader børn, siden jeg ikke selv vil have nogen. Jeg har også mødt andre barnfrie mennesker, der hader børn. Jeg er endda stødt på nogle, der mener at ingen bør få børn, og at hele menneskeheden bør uddø. Jeg har dog indtryk af, at de er minoriteter blandt barnfrie, og der er jeg slet heller ikke selv. Jeg har det med børn som sejlbåde: Jeg kan godt værdsætte dem uden at behøve selv at anskaffe mig en. Jeg kan også godt værdsætte en andens suveræne evner ud i sejlads og glæde mig over deres glæde ved det, uden at jeg selv behøver lære det.
Jeg bliver nogle gange mødt med den forventning, at jeg nok hader børn, siden jeg ikke selv vil have nogen.
Jeg ser os barnfrie som en naturlig del af menneskeheden. Vi har sandsynligvis altid tjent et evolutionært formål ved at have overskud og tid til alt det, en stamme/art har brug for, der ikke lige er børneopdragelse. Ud over selvfølgelig at være en del af devisen “it takes a village to raise a child”.
Vi er en social art, der har levet i grupper, så langt tilbage i historien som menneskeheden overhovedet kan genkendes som en type af aber. Det giver for mig mening, at nogle får børn, og andre bruger mere tid på at skaffe føde, opfinde værktøjer, bygge huse, forsvare stammen, yde bistand til andre voksne, eller hvad der nu ellers er brug for til alles bedste – også børnenes.
Er du klar til opgaven?
Når jeg nævner en række eksempler på dårlige grunde til at få børn, er det fordi jeg tror på, at det også er til kommende forældres bedste at stille sig selv dette spørgsmål: Hvorfor vil jeg have børn? For at besvare spørgsmålet er man nødt til at kigge nærmere på, om man nu også har alle de værktøjer man skal bruge, og om man for alvor er klar til opgaven.
Måske opdager man, at man har tænkt forkert på forælderrollen og fokuseret på de forkerte prioriteter, men at der også gemmer sig nogle gode og sunde grunde omme bagved, som man så kan korrigere sig frem til at prioritere, før barnet kommer. Måske opdager man, at der rent praktisk eller logistisk mangler nogle præmisser, der skal opfyldes for at man ikke bliver slidt ned af at få et barn.
Først og fremmest tror jeg, at vi alle drager fordel af at se det at være barnfri som lige så naturligt som at være forælder
Måske opdager man, at alle ens grunde er dårlige, og at man faktisk helst selv vil være barnfri. I alle de tilfælde tror jeg, at både barn og forælder – eller det barn der ikke fødes ind i en uholdbar situation, og den ikke-forælder der undgår at skabe det – drager fordel af, at man stiller de store spørgsmål i forvejen.
Først og fremmest tror jeg, at vi alle drager fordel af at se det at være barnfri som lige så naturligt som at være forælder. Så alle børn kan få opfyldt det helt basale behov: at være ønsket. At være resultatet af noget mere bæredygtigt og nærende end gruppepres.
“Nå, hvor skal turen så gå hen?”
Jeg har desværre ikke kontakt til Henrik længere. Jeg har prøvet at finde ham, for det ville da være en sjov historie at genåbne kontakten med. Men hans navn er så almindeligt og vores nuværende fælles forbindelser så få og fjerne, at det er som at lede efter en nål i en høstak. Derfor kan jeg ikke indløse min præmie.
Da Henrik forlod min mor, satte han sig ned med mig og forsikrede mig dybfølt om, at det ikke var en afvisning af mig, og at han altid ville være min far. Det betød meget, især fordi jeg allerede havde mistet min biologiske far til kræft. Hvorfor Henrik alligevel en dag holdt op med at kontakte mig, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at det skete kort tid efter, at han havde fået sine egne biologiske børn. Måske er der en mening i, at det er sådan vores væddemål ender.
Jeg har naturligvis givet Henrik et andet navn her. Men Henrik, hvis du læser dette: Jeg tager stadig gerne imod den rejse, du skylder mig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og