USA // NYHED – En anonym, falsk anmeldelse til de sociale myndigheder, som politiet vurderer var politisk motiveret, endte i sidste uge med et hjemmebesøg hos USA’s tidligere transportminister, Pete Buttigieg. Anklagen om børnemishandling adskilte ham fra hans fireårige tvillinger i et døgn. Sagen har udløst fordømmelse på tværs af partiskel.
LONDON – Der er tilsyneladende ingen ende på nedrighederne i amerikansk politik.
I sidste uge mødte en politibetjent og en sagsbehandler fra Child Protective Services (CPS) op hjemme hos Pete og Chasten Buttigieg i Traverse City, Michigan. Den tidligere transportminister under Joe Biden regnes for en af flere mulige præsidentkandidater i 2028 og er en af Det Demokratiske Partis mest profilerede stemmer i den offentlige debat.
Familiens fireårige tvillinger, Penelope og Gus, skulle gennem separate retsmedicinske afhøringer, som ingen af deres to forældre måtte overvære, og Buttigieg fik at vide, at han ikke måtte være alene med sine børn, før afhøringen var overstået
Den veltalende og særdeles veluddannede tidligere borgmester (som bl.a. taler ni sprog) er normalt en af amerikansk politiks mest afbalancerede og i særklasse fattede og saglige debattører, der aldrig hæver stemmen, heller ikke når han selv eller hans mand, Chasten, bliver udsat for chikane, hvilket fortsat sker jævnligt for homoseksuelle i USA.
Men denne gang føles chikanen anderledes, fortalte han, da han fredag gik ud i offentligheden om episoden på sin Substack med overskriften ”en frygtelig ting er hændt for min familie”.
Ovenfor ses en Instagram-post fra Pete Buttigieg, der viser hans mand, Chasten, samt et af parrets børn, den 4-årige Penelope.
I dette tilfælde sendte man ikke en bevæbnet politistyrke på besøg i familiens hjem, en såkaldt SWAT-styrke, men to betjente ledsaget af en repræsentant for de sociale myndigheder
Han kaldte angrebet, der er en variant af det, amerikanerne kender som swatting – et anonymt opkald med en falsk anklage, som udløser en væbnet politiudrykning mod et offers hjem – for en ”cruel, politically motivated hoax”.
I dette tilfælde sendte man ikke en bevæbnet politistyrke på besøg i familiens hjem, en såkaldt SWAT-styrke, men to betjente ledsaget af en repræsentant for de sociale myndigheder. Som Buttigieg selv formulerer det: ”Forestil dig en udrykning, der har dig som mål, men med Child Protective Services i front i stedet for en SWAT-styrke.”
Forhistorien var, at en anonym person havde ringet til CPS og hævdet at have talt med en kvinde, der angiveligt mødte Buttigieg på en konference i Alabama for flere år siden. Her skulle han have fortalt hende, at han havde begået unspeakable violent crimes, og at hans børn derfor var i fare.
Anklagen var grundløs, Buttigieg har aldrig været i den pågældende by.
Men de bureaukratiske procedurer, der sikrer beskyttelse af børn, rullede videre alligevel.
Familiens fireårige tvillinger, Penelope og Gus, skulle gennem separate retsmedicinske afhøringer, som ingen af deres to forældre måtte overvære, og Buttigieg fik at vide, at han ikke måtte være alene med sine børn, før afhøringen var overstået. Børnene, der på dagen var på vej hjem fra sommerlejr, blev derfor sendt over til deres bedsteforældre natten over.
Pete Buttigieg: ”De mørkeste timer i mit liv”
De 24 timer, der fulgte, indtil hans børn vendte hjem, beskriver Buttigieg som ”de mørkeste timer i mit liv”. Og det er ikke, fordi han ikke er blevet chikaneret tidligere: ”Mange gange gennem årene er jeg blevet fordømt, råbt ad, protesteret mod, truet og hånet. Jeg har været udsat for politiske angreb i embedet, dødstrusler i det offentlige liv og raketangreb i krig. Men dette er det grimmeste, der er sket for mig, siden min karriere i offentlighedens tjeneste begyndte,” lyder det.
Både politi og CPS konkluderede hurtigt, at anmeldelsen var falsk. Betjenten gjorde det klart over for den tidligere borgmester og minister, at han mente, sagen var politisk motiveret, og at sagen derfor ikke ville blive overgivet til en anklager.
Michigan State Police bekræftede efterfølgende over for flere amerikanske medier, at man havde modtaget en anonym anmeldelse, og at denne blev fastslået som falsk. Politiet tilføjede, at falske anmeldelser er ”farlige og trækker ressourcer væk fra reelle nødsituationer”.
I sin Substack-tekst skriver Buttigieg videre: ”Jeg kan ikke beskrive den blanding af raseri og sorg, jeg føler ved tanken om, at nogen har bragt vores børn ind i dette. De er fire år gamle. Fire. De ved ikke, eller er ligeglade med, hvad en demokrat eller en republikaner er. De ved ikke, hvordan politik fungerer. De kender ikke til had.”
Alle ved, at politik er grimt nu om stunder. Det har altid været grimt, men nu føles det mere og mere som en blodsport
Han peger også på en grundregel, som han mener, er og var fælles i USA på tværs af partiskel: at uanset hvad man mener om en politiker, lader man deres børn være i fred. Og han bemærker, at angrebet kom under Pride Month blot kort efter, at familien havde delt billeder på sociale medier i anledning af fars dag, en timing, han ikke mener er tilfældig.
Buttigieg varsler i sin artikel, at han vil forfølge sagen juridisk, hvis det er muligt: ”Gud hjælpe mig, hvis der er nogen måde at rejse civile eller strafferetlige anklager om dette, så vil vi gøre det. Ikke kun for vores egen skyld, men for at trække en grænse, som jeg troede, alle allerede kendte til: Lad være med at inddrage (mess with, red.) nogens børn.”
Fordømmelse på tværs af partiskel
Hændelsen har udløst en bred fordømmelse, dog mest fra demokratisk side.
Tidligere førstedame og udenrigsminister Hillary Clinton skrev på X:
Fra Californiens guvernør Gavin Newsom, en anden mulig demokratisk præsidentkandidat, kom også en hurtig reaktion:
Minnesotas demokratiske guvernør og tidligere vicepræsidentkandidat, Tim Walz, kaldte angrebet på familien for ”horribelt” og opfordrede ledere på begge fløje til at fordømme det.
Men der kom også reaktioner fra højresiden. Vivek Ramaswamy, der p.t. er republikansk guvernørkandidat i Ohio, skrev: ”Ingen forælder skal nogensinde være nødt til at finde sig i at gennemgå den slags. Punktum.”
Og Meghan McCain, der er datter af den afdøde republikanske senator John McCain, skrev:
Sagen har samtidig også udløst en debat om, hvordan den overhovedet bør dækkes, hvor stemmer på især X har fremhævet, at mange konservative politikere har været udsat for swatting.
Det konservative mediekritiske website NewsBusters angreb den liberale TV-kanal MS NOW for i programmet The Weekend at have inkluderet hændelsen som værende en del af et bredere højrefløjsangreb på homoseksuelle under Pride Month, før gerningsmanden overhovedet er kendt.
NewsBusters peger på, at Buttigieg selv skrev, at han ikke ved, hvem der stod bag: ”I don’t know who did this, or exactly what prompted them to try.”
NewsBusters fremhæver, at swatting og falske anmeldelser har ramt flere offentlige personer på tværs af politiske skel, herunder konservative som Marjorie Taylor Greene og Nikki Haley, og at de angreb ikke medførte samme opstandelse i medierne.
Buttigieg placerer selv episoden som et eksempel på en bredere optrapning af USA’s grimme polarisering og stigende fjendtlighed med personangreb på politiske modstandere:
”Alle ved, at politik er grimt nu om stunder. Det har altid været grimt, men nu føles det mere og mere som en blodsport. Grusomhed, løgne og endda dødelig vold er blevet rettet mod politiske figurer på tværs af det ideologiske spektrum,” skriver han.
Uanset hvem der står bag, er det på sin plads at trække en streg i sandet over for ethvert forsøg på at normalisere swatting – både med og uden børn som ofre: Ingen politiker eller offentlig person bør føle den type angreb som en acceptabel pris for at blive politiker hverken i USA eller i andre dele af verden.
Følg amerikansk politik i POV – læs vores korrespondent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.