TEATER // DIVERSITET – Det er netop på scenen, at vi har mulighed for at udfordre os selv og hinanden ved se det ukendte i øjnene, skriver kronikørerne, der argumenterer for kunstudvikling med en langt mere inkluderende tilgang til Shakespeare og andre velkendte kulturikoner end tidligere set: Hvor hvide, heteroseksuelle mennesker engang dominerede, er et skærpet fokus på mangfoldighed nu normen, snarere end undtagelsen – både på teatre, i filmverdenen, på universiteter og andre læreanstalter.
Af Lars Romann Engel, teaterdirektør og kunstnerisk leder af HamletScenen, Anne Sophie Refskou, Shakespeareforsker, Jacob Yoon Egeskov Nossell, journalist og kommunikationschef i Enactlab, og Kristian Møller Moltke Martiny, kognitionsforsker og forskningsleder i Enactlab.
Kunst kommer af ordet kunstig. Kunstig i betydning af noget, der ikke er naturskabt. Hvilket ikke er det samme som, at det ikke findes i verden. Kunst findes så absolut. Både i en konkret og i en abstrakt form.
Hvor om alting er, vil kunst altid være et menneskeskabt produkt, som er blevet til i mødet med mennesker og menneskers evne til at kreere noget, som naturen ikke selv kan skabe.
Det betyder, at vi med kunsten som værktøj kan skabe og afprøve nye virkeligheder, som ikke findes i verden. Et unikt kunstrum af muligheder, som kan give os nye indsigter og erfaringer til at skabe os selv, vores selvforståelse og i sidste ende nye måder at indrette vores samfund og verden på. Kunst, som et slags forskningslaboratorium og væksthus for nye fremtidsscenarier.
Hvis vi skal fremtidssikre vores arbejde med kunsten, er vi nødt til at henvende os til nye og andre målgrupper, end vi har gjort hidtil. Åbne op, tage ind og udforske. Gøre os relevante i forhold til vores tid og samfundsudviklingen
Hamlet sagde: At være, eller ikke at være. Det er spørgsmålet. Med andre ord, væren i verden er fællesnævneren for alle mennesker. Et faktum, som er større end vores tanker, følelser og handlinger tilsammen.
Vores kunstneriske væren sigter derfor til alle tider efter at skabe størst mulig relevans for flest mulige mennesker eller sagt på en anden måde; med størst mulig mangfoldighed og inklusion. Et opmærksomhedsfelt, som peger på en fremadrettet kunstudvikling, hvor vi bliver endnu dygtigere til at udvinde publikumsrelevante kultur- og kunsttilbud med afsæt i en endnu større bevidsthed omkring publikumsdiversitet.
Vi ved fra vestligt orienterede statistikker, at kultur og kunst primært bliver skabt af hvide heteroseksuelle mennesker. Hvilket er hovedforklaringen på, at det netop også er deres stemmer og historier, som dominerer på TV, film og teater.
Vi ved også, at denne hvide heteroseksuelle gruppe repræsenterer ca. 30 pct. af det publikumspotentiale, der findes i de vestligt orienterede lande. De publikumsgrupper, som sjældent benytter de dominerende kultur- og kunsttilbud, er de resterende 70 pct. hvis historier stort set aldrig bliver fortalt. Det er de såkaldte minoritetsgrupper.
Publikumsudvikling har været et tema i flere år med begreber som inddragelse, samskabelse og udvikling i højsædet. En samlet betegnelse for, hvordan vi med publikum i fokus får flere til at interessere sig for kunst og kultur og i højere grad benytte de tilbud, der allerede findes.
Shakespeares Globe i London eller the Royal Shakespeare Company i digterens fødeby, Stratford-upon-Avon sammensætte nu skuespillerensembler, hvor køn, race eller handicap ikke er en forhindring, men tværtimod bibringer nye fortolkningsmuligheder
Vi vil dog hellere sætte fokus på kunstudvikling, velvidende at kunstudvikling hænger tæt – hvis ikke uløseligt – sammen med publikumsudvikling. For vi mener, at det er vores ansvar som spillere på kulturscenen at tilbyde anderledes oplevelser, som publikum har lyst til at udforske.
Dette mener vi af to grunde. For det første: hvis vi skal fremtidssikre vores arbejde med kunsten, er vi nødt til at henvende os til nye og andre målgrupper, end vi har gjort hidtil. Åbne op, tage ind og udforske. Gøre os relevante i forhold til vores tid og samfundsudviklingen.
Vi skal udvide vores repertoire og blive mere inkluderende i vores kunstsyn. Vi skal turde repræsentere, at der er mange måder at være i verden på. Hvorfor må mangfoldigheden ikke komme ind i kunstprodukterne? Hvorfor har vi i så mange år filtreret og destilleret?
Åbner vi for posen med kunstudvikling, følger også en vigtig og nødvendig diskussion. En svær en af slagsen.
For hvad sker der med grundstammen, når vi kunstudvikler? Hvordan henvender vi os og inviterer andre, der er anderledes end os selv, med ombord? Er publikum parat til at se diversitet og mangfoldighed på scenen? Og er vi i det hele taget klar til at gå ned ad den vej?
Vi skal udfordre stereotyperne og fordommene
Denne diskussion leder os til vores anden grund, for vores ansvar handler ikke kun om kunstens fremtid, men i lige så høj grad om vores samfunds fremtid.
Når størstedelen af kultur og kunst bliver skabt af specifikke stemmer, bliver repræsentationerne mere generelt også typisk skabt af disse stemmer.
Forskningsmæssigt ved vi, at dette skaber unuancerede, stereotype og fordomsfulde fortællinger om en masse mennesker, som ikke passer til kategoriseringen ’vestlig, hvid og heteroseksuel’.
Når disse repræsentationer bliver for eksplicit stigmatiserende, opstår en modreaktion og identitetspolitiske diskussioner på diverse medier, inklusive de sociale. Diskussioner som i værste tilfælde leder til polarisering mellem ’os og dem’.
Problemet er samtidigt, at en stor del af den stigmatisering, som også leder til selv-stigmatisering, sker subtilt og implicit.
Når kunst, kultur og medieverden kun viser visse former for mennesker og kroppe, eller viser unuancerede, stereotype og fordomsfulde billeder af specifikke grupper, oplever mange mennesker, der ikke passer i hverken/eller, at de er alene og forkerte. ”Hvorfor ser jeg ikke sådan ud, hvorfor er dette ikke min måde at være i verden på?”
Disse spørgsmål er eksistentielle, men for mange går de fra at være en eksistentiel undren til at være selvdestruktive med skyld, skam og (selv-)bebrejdelse som motor.
En rollebesætning på tværs af mange grænser
Den 1. august i år havde HamletScenen premiere på en ny international produktion af Shakespeares Richard III. En mangfoldighedsforestilling, der er blevet til i et samarbejde mellem danske og udenlandske handicap- organisationer og borgere, som arbejder med handicap, fonde med fokus på mennesker med funktionsnedsættelser samt danske og udenlandske scenekunstnere, heriblandt to skuespillere med et handicap hhv. døvhed og blindhed.
HamletScenens Richard III er en mangfoldighedsforestilling, der er blevet til i et samarbejde mellem danske og udenlandske handicap- organisationer og borgere
En fantastisk rollebesætning på tværs af mange grænser. En mangfoldighed af livserfaringer og måder at være i verden på, som på alle måder udfordrede prøveforløbet på en forbilledlig måde, hvor plejer blev udskammet fra dag et.
Og hvad gør man så? Bygger et nyt fælles sprog op. Skaber nye måder at gøre tingene på. For eksempel opfandt vi en ideel verden, hvor skuespilleren der er døv kunne føre samtaler med de talende.
Det samme gjaldt skuespilleren, som er blind. Hurtigt indrettede skuespillerne sig efter hinanden, og det der begyndte med at være svært og anderledes blev med ét fyldt med potentiale for nye muligheder og spilleregler.
Det interessante ved sådan en diskussion er faktisk, at vi stadig i dag har en meget snæver forståelse af handicap, som værende noget fysisk også kaldet funktionsnedsættelse.
Men ifølge WHO defineres handicap i tre overordnede kategorier: fysisk, psykisk og socialt, og ikke som noget man enten har eller ikke har. Her handler det om funktionsevnenedsættelse og dette kommer i grader, dvs. ifølge WHO er handicap noget, der definerer alle mennesker og noget, alle kommer til at opleve i deres liv. Så hvem er ’de’ handicappede?
Shakespeare er mangfoldig
Shakespeare er et af verdens største globale ikoner. Hans popularitet vokser stadigt. Fra Sydkorea til Sydamerika spilles og studeres Shakespeare i alle mulige nye sammenhænge og fortolkninger.
Han repræsenterer et ‘sprog’, der kan tales på tværs af nationer og kulturer og som bringer mennesker sammen i multikulturelle fællesskaber, som det også har været tilfældet på Kronborg igennem to århundreder.
Det er ikke et sprog, vi alle taler på samme vis og så meget desto bedre: Shakespeare lever, netop fordi hans værker konstant gentænkes og ikke længere kan siges at ejes af nogen. Med andre ord, hvis vi insisterer på gentagelsens trygge trummerum og kun bifalder det, vi tror vi ’kender’ som Shakespeare, kvæler vi ham. Men hvis vi inviterer ham ind i nye mangfoldige sammenhænge, holder vi ham i live og opdager måske sider af hans smukke, barske, komplekse historier på ny.
Teatret er og bliver derfor et glimrende ’laboratorium’: det er netop på scenen, at vi har mulighed for at udfordre os selv og hinanden ved se det ukendte i øjnene. Vi kan kun håbe at mange andre vil gøre det samme
Når vi derfor taler om Shakespeare og mangfoldighed, skal vi ikke spørge, hvad Shakespeare kan gøre for mangfoldigheden, men hvad mangfoldigheden kan gøre for Shakespeare. Ved at skabe et mere inkluderende teater, hvor der er plads til alle, gør vi både os selv og Shakespeare en tjeneste.
Bedriften i at inkludere to skuespillere med handicap ligger altså ikke i at få de to skuespillere på en stor international scene.
Bedriften ligger i, at de to skuespillere indgår på lige fod med de andre kropsable skuespillere og bidrager som en fælles kunstnerisk ’vi’ på scenen. Altså en reel inklusion af personer med handicap. Det afspejles også i de mange anmeldelser af forestillingen.
Her handler det ikke, om det er den blotte tilstedeværelse af personer med handicap, er flot eller ej. Anmeldelserne beskæftiger sig i langt højere grad med, om den kunstneriske vision fungerer eller ej.
Her er der ikke plads til ynk og selvynk. Det paradoksale er netop, at den eneste karakter i stykket, der lider af ynk og selvynk, er Richard III. Han spilles sjovt nok af en kropsable person.
Et opgør med de konventionelle fortællinger
”We choose to go to the Moon!” erklærede den amerikanske præsident John F. Kennedy i 60’erne, da rumkapløbet var på sit højeste. Ikke fordi det var nemt eller særligt sandsynligt, at det ville lykkes, men Kennedy ville sprænge rammerne for, hvad man kunne gøre, tro på og udkomme med.
Ved at sige noget nyt, noget konkret, noget modigt, ligesom Kennedy gjorde i 60’erne, kan man bryde de konventionelle fortællinger om handicap. Med opsætningen af Richard III er det blevet muligt at sætte lighedstegn mellem handicap og professionel scenekunst – uden at handicap behøver at være en faktor i sig selv. Dermed er det samtidigt også blevet muligt at sige, at personer med handicap godt kan indgå på lige fod i samfundet.
Vi ved fra forskning med andre teaterforestillinger, at det er vigtigt at tilbyde anderledes og kunstprofessionelle oplevelser, som publikum har lyst til at udforske og engagere sig i. Idet publikum engagerer sig bliver de også konfronteret med komplekse fortællinger, hvilket kan skabe en tanke- og følelsesmæssig selvrefleksion.
En selvrefleksion, der stiller spørgsmålstegn ved eksplicitte og implicitte fordomme om og holdninger til, hvem mennesker med fx handicap er. Dette er bl.a. med til at gøre op med både stigmatiserende kategoriseringer og stereotyper og give nye nuancerede fortællinger, som personer kan identificere sig med.
Den nuancerede repræsentation af minoriteter på scenen, i medier og offentligheden er altafgørende, for den er med til at sætte rammerne for, hvad menneskerne i samfundet opfatter, hvad der er muligt.
Teatret som laboratorium
Teatret er og bliver derfor et glimrende ’laboratorium’: det er netop på scenen, at vi har mulighed for at udfordre os selv og hinanden ved se det ukendte i øjnene.
Vi kan kun håbe at mange andre vil gøre det samme. Rundt om i verden arbejdes der allerede med en langt mere inkluderende tilgang til Shakespeare og andre velkendte kulturikoner end tidligere set.
Hvor hvide, heteroseksuelle mennesker engang dominerede, er et skærpet fokus på mangfoldighed nu normen, snarere end undtagelsen – både på teatre, i filmverdenen, på universiteter og andre læreanstalter.
Således ser vi nu kommercielle mainstream teatre – som Shakespeares Globe i London eller the Royal Shakespeare Company i digterens fødeby, Stratford-upon-Avon – sammensætte skuespillerensembler, hvor køn, race eller handicap ikke er en forhindring, men tværtimod bibringer nye fortolkningsmuligheder.
Måske vil nogen mene, at der er tale om en bølge i tiden, hvor ’alle skal have lov’. Vi falder over hinanden for at udvise tolerance for at føle os frelste.
Nuvel, så lad os da spørge ligeud, hvorfor man ikke skal ’have lov’ til at spille teater, hvis man ikke kan tale (eller ikke kan tale på sammen måde som flertallet af mennesker)?
En negativ reaktion på mødet med det uvante eller fremmede er begrænsende i dobbelt forstand, for man begrænser både sig selv og den ’anden’, som man undlader at forholde sig til: muligheden for at få fornyet sin forståelse og selvforståelse, eksisterer netop i det møde.
Lad os ikke begrænse os selv, hinanden, eller, for den sags skyld Shakespeare, i diskussionen om kunst – og samfundsudvikling.
Det er en lang og kompliceret rejse – det er vi klar over. Og der vil være mange stop undervejs, der vil få os til at overveje vores grundlag for at være i verden. Men hovedsagen er, at vi skal ændre os. Både kunstnerisk, praktisk og menneskeligt.
Foto: Hamletscenen/Søren Meisner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
