Jacob Dinesen

‘Kald det bare klicheer, jeg kan ikke få nok’ – af Jacob Dinesen og Folkeklubben

i Kultur/Musik af
JACOB DINESEN OG FOLKEKLUBBEN // ANMELDELSER – Den danske trubadur Jacob Dinesen har udgivet ind-til-benet albummet Let the Hard Times Come, hvor nye og gamle numre spilles i mere eller mindre unplugged versioner med hans stærke vokal i centrum. “Det er pladen, jeg har ventet på uden at vide det,” skriver POV’s musikredaktør Jan Eriksen. Helt så begejstret er han ikke for lyden på Folkeklubbens Børn af den tabte tid, men han anerkender tekstforfatter Kjartan Argrims stadig mere underfundige tekster.

Blues gange blues giver plus

 

 

Let the Hard Times Come er albummet, jeg har ventet på uden at vide det. Måske fordi det egentlig ikke skulle have været udgivet.

Sammen med bassist Jens Pilgaard og trommeslager Jesper Andersen har Jacob Dinesen indspillet mere eller mindre akustiske versioner af bl.a. Ocean Bed fra det første album Count the Ways, Beautiful Sight, Roll with Me fra det andet album Brace Against the Storm og Ordinary Guy fra det tredje Found it.

Hans vokal er unik. En ung mands krop med en stemme som hos en aldrende herre, der har set det meste, drømt endnu mere og levet det hele på godt og ondt

Oprindelig var albummet tænkt som en overraskelse til salg ved en akustisk turné, men nu er det altså endt med at være til salg i pladeudsalg. Og kun dér. Bortset fra et par numre kan det ikke streames. Alene dét er højst usædvanligt.

Det er muligt, at Dinesen er en Ordinary Guy, men hans vokal er alt andet end ordinær.

Det begynder med sætningen “A Lucky Strike from an empty pack” med et mudderklægt, Mississippi beat, Dinesens egen guitar, skærende. Det lyder rigtigt. Universelt.

Det lyder som tusinder af vandrehistorier på den mennesketomme highway, de fleste indimellem må face.

Nogen vil måske mene, at historierne er fortalt så mange gange, at det er blevet klichéer. Jeg har det med dét som i den gamle regneregel, at minus gange minus giver plus: Blues gange blues giver plus.

Kald det bare klichéer. Jeg kan ikke få nok. Lyden af en puls, der banker 60 gange i minuttet er også en kliche.

Det lyder forbløffende levet og passioneret taget i betragtning, at Jacob Dinesen bortset fra Austin, Texas aldrig har sat sine ben i de amerikanske sydstater. Hans vokal er unik. En ung mands krop med en stemme som hos en aldrende herre, der har set det meste, drømt endnu mere og levet det hele på godt og ondt.

Hør Dinesen alene med en akustisk guitar synge verset for anden og tredje gang i sit gennembrudshit Roll With Me med utrolig styrke. Det er formidabelt

Den nedbarberede version af Silent Hill er godt nok tæt på at være for “silent” til mig, men så hør Dinesen alene med en akustisk guitar synge verset for anden og tredje gang i sit gennembrudshit Roll with Me med utrolig styrke. Det er formidabelt.  Som det er et langt stykke i disse versioner, hvor Dinesen selv med sine to medmusikanter dekanterer sine kendte numre, så kun druernes kernesten er tilbage.

Der er alle mulige gode og rigtige grunde til at producere rock, så det både lyder af tradition og 2020. I særdeleshed i en corona-plaget branche, hvor det forståeligt nok må være fristende at række ud efter gevinsterne på nederste hylde.

Så meget desto mere skal man påskønne, når en kunstner tillader sig den luksus at stille sin kunst foran alt det kommercielle.

Folkeklubben: Fragmentarisk drømmepop

 

 

Mens malkepigen vist endnu ikke er helt færdig med at pumpe sin ged i bestyrtelse over, at Shu-Bi-Duas Danmark er røget ud af Højskolesangbogen, kan det albumaktuelle Folkeklubben glæde sig over, at deres Danmarksfilm til gengæld er kommet med. Om der er en sammenhæng, aner jeg ikke. Men det siger lidt om Folkeklubbens størrelse i dag.

Trioen har over nu fem album med Sort tulipan fra 2018 som kunstnerisk kulmination udviklet sig til et egentligt rockorkester. Bandnavnet er taget fra titlen på det første danske ny-folkemusik-album fra 1965, En aften i Folkeklubben med Per Dich, Cæsar og Povl Dissing på scenen.

Efter den første koncert i 2011 for en håndfuld københavnere har Folkeklubben etableret sig som et stort koncertnavn i Danmark. Det nye album Børn af den tabte tid ligger i skrivende stund nr. 1 på den danske albumliste.

Generationen der jublede

Med Kjartan Arngrim i centrum som sanger, rytmeguitarist og tekstforfatter har Folkeklubben en af de formentlig mest belæste, største videns-magneter blandt danske rocksangskrivere. Store ord i november. Albumtitlen hilser en klassisk erindringsroman af Marcel Proust, På sporet af den tabte tid.

I generationshymnen Børn af den tabte tid synger Kjartan Arngrim, ”Vi er generationen der jublede i starten”. En hilsen til Jacob Paludans store, lidt glemte mammutværk Jørgen Stein. (Skal du kun læse en roman om Danmark i begyndelsen af Det 20. Århundrede, så prøv her).

På sin vis klæder det Arngrims stadig mere åbne, uhåndgribelige tekster at svæve på disse flyvende tæpper af vellyd, specielt når han synger om savn og længsel i København.

Sådan fortsætter det og har det altid været med Folkeklubben. Der er intet nyt i referencefyldt pop- og rockmusik. Rockmusikken var knapt tør bag ørene, da Chuck Berry skrev Roll over Beethoven og så fremdeles. Heldigvis bruger Arngrim ikke sine referencer hverken som blær eller undskyldning for manglende egne ideer. Nærmere som et lyrisk greb med en pointe i de sange, der stedse bliver mere og mere kryptiske for hver ny plade. Eller måske rettere fragmentariske, impressionistiske.

Jacob Dinesen og Folkeklubben - nye album, pressefoto af Folkeklubben
Jacob Dinesen og Folkeklubben – nye album, pressefoto af Folkeklubben

I samarbejde med produceren Frederik Thaae er Folkeklubben tilsyneladende i færd med at definere en ny lyd.  Stadig er der fængende melodier på dette album med Tranquebar (Søndag i april) som et boblende højdepunkt. Folkeklubben har spitze-tæft for det med at putte så meget indhold som muligt ned i tre minutter og en god melodi. Men som de selv synger i Gaden: ”

Vi har spillet hver en bar, hver en lille flække, det var dem, vi var, hvor er vi på vej hen?”.

En tone af dreampop

Der er en note af dreampop over det. Det lyder af alt fra tidlige 80er navne som Aztec Camera og Cocteau Twins til nutidens Beach House.

Det gælder bl.a. Ring når du får tid (Aber Dabei) og Under tiden, hvor vi næsten er ovre i lyden af Nelson Riddle. På sin vis klæder det Arngrims stadig mere åbne, uhåndgribelige tekster at svæve på disse flyvende tæpper af vellyd, specielt når han synger om savn og længsel i København.

Men bortset fra Der brænder en ild kan jeg godt savne den håndholdte, karske folkrock-kant, der gav de første plader satirisk skarphed. Som jeg – uden sammenligning i øvrigt – nogle dage kan have det med CV Jørgensens sangkatalog. Det er der, hvor man spørger, hvad betyder det her for dig? Hvad mener du?

Så meget desto mere er der grund til at lytte til det klassisk afrundende afslutningsnummer Linje E – Fra Vestre Kirkegård til Køge Bugt med underfundig og spids tekst om den måske punkterede drøm om velfærdssamfundet – og sej guitarlyd. Det er Kjartan Arngrim og Folkeklubben, når de er bedst


LÆS FLERE ANMELDELSER OG ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER


Folkeklubben: Børn af den tabte tid, album


Topfoto: Jacob Dinesen, pressefoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur