KUNSTKRITIK // KOMMENTAR – Kvalificeret kritik kan være med til at øge en bedre debat om kvalitet og værdier, men den findes og debatteres mindre og mindre, skriver kulturskribent Freddy Hagen. Det er en overordentlig farlig udvikling, for det er aldrig konstruktivt eller intellektuelt stimulerende kun at beskæftige sig med affirmationer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vor tid oser af en underlig tomhed, når det handler om kulturjournalistik. Den findes skam endnu, i en ny og i en klassisk form, men reaktionen er alligevel ikke til at genkende fra tidligere, hvor kulturen blev debatteret lystigt i alle store medier i Danmark.
Lad mig komme med et par eksempler. Da Theis Ørntofts roman Jordisk blev lanceret sidste år, blev den modtaget med overordentlig blandede reaktioner.
Lars Bukdahl fra Weekendavisen var vildt skuffet og kunne ikke se noget som helst interessant ved den. På den anden side var Lilian Munk Rösing fra Politiken ovenud positiv og gav den seks stjerner.
Uoverensstemmelsen mellem to af tidens betydeligste ‘smagsdommere’ førte bare ikke til nogen livlig debat. Der var nok heller ikke mange af de respektive mediers læsere, der bemærkede denne divergens i holdningen til pågældende roman.
Da novellesamlingen Radiator, Jan Sonnergaards debut, udkom I 1997, afstedkom den derimod en ekstrem debat, fordi de forskellige anmeldere ikke kunne enes. Det var nu også oplagt, fordi en litteraturanmelder tidligere havde udtalt, at nogle ord simpelthen ikke var poetisk materiale, blandt andet ordet ‘radiator’.
Hvis vi helt afskaffer kommunikationen mellem kvalificerede kritikere, så bliver vi bare mere og mere sekteriske, og derfor også dummere og dummere
Den debat spredtes som ringe i vandet, og som studerende på Nordisk på Københavns Universitet kunne jeg også følge en intens paneldebat, som instituttet dengang lagde lokaler til, da fejden gik i gang.
Noget lignende, men i en langt svagere grad, skete da romanen De andre af Mikael Josephsen udkom i 2021. Da Politikens anmelder som den eneste mente, at den var skrevet i et “prollet” sprog, hvilket skulle forstås som en kritik, opstod der en lille debat, medierne imellem. Dengang skrev undertegnede lidt om fejden her på POV.
Men kunne også nævne historiske fejder mellem for eksempel eksperter af Søren Kierkegaard eller af Knud Rasmussen, der også har ført til debatter, der kunne berige alle læsere, på kryds og tværs af de forskellige medier.
Men generelt – i dag – sker der intet ved, at de forskellige mediers anmeldere og kritikere er stærkt uenige.
Dette tror jeg blandt andet handler om en uholdbar kommerciel model, hvor stort set ingen kan abonnere på alle aviser. Derfor krydslæser færre og færre anmeldelserne. Og det ved anmelderne også godt selv. Derfor bliver der heller ikke ‘stukket’ til kollegaen på et andet medie, selvom man nok kan undre sig over, at de synes at have tabt krigerlysten i den forbindelse.
Et andet og meget større problem er, hvordan især de mindre medier bliver nødt til at anmelde positivt. Det hænger sammen med, at forlag og kulturinstitutioner i stigende grad bruger de positive anmeldelser til at reklamere for deres produkter. Og i stigende grad ignorerer de simpelthen negativ kritik, og det på trods af at denne godt kan være kvalificeret og give anstød til en konstruktiv udveksling af ideer.
En mindre stærk, og måske også økonomisk presset anmelder, kunne nok blive fristet til at give en positiv anmeldelse alene for at blive gjort reklame for af selvsamme, der bruger sådan en reaktion til videre formidling.
Måske er flertallet nok også generelt trætte af negative vibrationer grundet de sociale mediers udvikling, der bare er blevet grimmere og grimmere. Konstruktiv kritik drukner bare i al den galde, der flyder ud over det hele. Det er en grundfaktor i afviklingen af den konstruktive debat.
Den negative kritik forsvinder
Det er en overordentlig farlig udvikling, fordi kvalificeret kritik kan være med til at øge en bedre debat om kvalitet og værdier. Det er aldrig konstruktivt, eller intellektuelt stimulerende kun at beskæftige sig med affirmationer.
For noget tid siden fik jeg at vide, at Politikens Boghandel på Rådhuspladsen faktisk tager betaling for de bøger, som de udstiller i deres store vinduer. Det synes jeg faktisk heller ikke at de deklarerer tydeligt nok. Det er jo faktisk lidt en form for manipulation. De rigeste er bare dem, der får al pladsen, og på denne vis bliver man jo snydt, hvis man intuitivt forestiller sig, at den boghandel promoverer generel god litteratur.
I stigende grad bliver vi faktisk overdynget af kulturelt stof. Flere og flere bøger bliver udgivet, og samtidig bliver de store mediers kulturdækning reduceret kraftigt
Det er især problematisk, at store kulturinstitutioner i stigende grad fravælger den negative kritik. Den skal jo bruge denne til at korrigere og skabe flere nuancer. Men i en verden, hvor det positive er med til at få flere gæster, er det altså i stigende grad den vej, institutionerne har valgt at gå.
Og man kan jo egentlig godt forstå de jubelglade blandt de ellers kloge anmeldere, og de flasher også glimrende deres venskaber, som de dyrker i en konstruktiv ånd. Men desværre er bagsiden af medaljen naturligvis, at de også låser sig fast, og at man som læser kan forudsige, om de vil give gode eller slette anmeldelser, simpelthen ved at vide, hvem de holder med i en forstenet og ubegavet kulturkamp.
Det triste er naturligvis, at man ignorerer dem, der faktisk doserer klog og kvalificeret viden, især hvis de er negative. Det kortslutter muligheden for at de klogeste af de kritiske kan beholde deres jobs, eller at de overhovedet orker at fortsætte.
Her er også et meget stort problem. I stigende grad bliver vi faktisk overdynget af kulturelt stof. Flere og flere bøger bliver udgivet, og samtidig bliver de store mediers kulturdækning reduceret kraftigt. Dette gør blandt andet, at selv store kunstinstitutioner ignoreres, når de laver deres ellers udmærkede særudstillinger, ligesom mange forlag oplever, at ‘de ikke er med’, og at deres ellers rigtig gode udgivelser ikke bliver anmeldt overhovedet.
Dette råder mindre medieplatforme og anmeldere i nogen grad bod på, men så kan man imidlertid opleve, at selvsamme institutioner og forlag faktisk er lidt flove over den type omtale. De vil jo meget hellere have positiv omtale af de store medier, og jeg tror faktisk, at de er bange for omtale på mindre medier, og at dele disse, fordi de er bange for at ryge ned i en lavere liga.
Sidstnævnte problematik er virkelig beklagelig, fordi det også er et tegn på, at den voldsomme udvikling i kulturen, hvor de etablerede medier måske endda ikke følger med tidsånden, alligevel bliver en magtfaktor, som man lefler for. Det er et tegn på svaghed, og det føles lidt som om, at dem, der i stigende grad ignoreres, også er fjender af netop den grund.
Et stort problem for os alle
Samtidig er der opstået nye figurer på kulturfronten. Det er de ‘tik tok-agtige’ individualister, der bruger kulturen som anledning til at snakke om sig selv. Ikke fordi personliggørelsen af den kulturelle oplevelse er forkert, eller at den udelukker kritisk tænkning.
Men her er der tale om noget radikalt andet, hvor man læser mere om en person, der er forelsket i sig selv end om det stykke kultur, de i grunden tager udgangspunkt i. Produktet er bare det springbræt, eller den anledning, som de anvender til at snakke om sig selv.
Det er figurer, der har mange fans, og som kan profilere et medie. Derfor er disse figurer eftertragtede, og de er ikke som tidligere blot nogle, som man kunne følge i livsstilsmagasiner, såsom Femina eller Euroman.
Vi bør bearbejde det bedste i samtidens kunst og kultur, debattere den og udveksle meninger om den
Man kan, groft sagt, sige, at disse nye anmeldere faktisk gør et udmærket stykke arbejde, fordi de skriver godt og har mange interesserede læsere. Men det har bare intet med kritisk anmelderi at gøre.
Vi har brug for den kvalificerede og kritiske anmelder, og den debat han/hun burde afstedkomme. Det er også for vores fremtids skyld. Vi bør bearbejde det bedste i samtidens kunst og kultur, debattere den og udveksle meninger om den. Hvis vi helt afskaffer kommunikationen mellem kvalificerede kritikere, der har forskellige læserskarer bag sig, fordi det nu engang er nemmere at please en helt bestemt gruppering, der nu engang køber ens avis, så bliver vi bare mere og mere sekteriske, og derfor også dummere og dummere. Det er ingen faktisk tjent med.
Den kvalificerede og negative kritik er uundværlig, men fraværende i stigende grad. Og det er et stort problem for os alle. Det burde vi debattere meget mere, simpelthen for at få gjort noget ved det.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
