KATASTROFESHOW // PORTRÆTINTERVIEW – Som barn og ung var Anders Lund Madsen bange og fyldt med rædsel for stort set alting, så snart han gik uden for en dør. Men det gjorde elevtiden som aftenvagt på Ekstra Bladet (og måske med hjælp fra en psykolog i Jorcks Passage?) en ende på. I dag har han ”en lystfuld passion for katastrofer”. Han ser videoer om katastrofer på YouTube, og sammen med historikeren og katastrofeforskeren Rasmus Dahlberg har han lavet et sceneshow om ”verdens ti fedeste katastrofer”.
Folk, der gennem de sidste mere end 30 år har fulgt med i Anders Lund Madsens offentlige gøren og laden, vil også have stiftet bekendtskab med hans særdeles livlige fantasi og forestillingsevne og hans kringlede og indimellem morbide humoristiske sans.
Det tager han nu alt sammen med til sit nye show, Når Katastrofen Rammer, hvor han sammen med historikeren og katastrofeeksperten, Rasmus Dahlberg, vil oplyse og underholde om ”verdens ti fedeste katastrofer” og også gå til stålet, når det gælder katastroferisikoen i publikums eget nærområde.
”Jeg har altid været fascineret af at se, hvordan folk gennemlever ekstreme katastrofer. Og det er interessant, hvordan vi bliver klogere, hver gang der har været en stor katastrofe, og man lærer at gøre noget på en anden måde med nye love og regler, forbud og tilladelser. Efter fyrværkerikatastrofen i Seest holdt man jo op med at have fyrværkerilagre i beboelseskvarterer.”
”Hver eneste katastrofe er med til at gøre verden lidt sikrere for os, der overlever. Og det tiltaler mig.”
Bange for rockere, rotter, S-tog og pandemier
”Som dreng var jeg enorm bange og fyldt med rædsel for stort set alting. Grundlæggende så jeg verden som en meget farlig ting. Og af frygt for at få det bekræftet, var jeg meget opsat på at forhindre de katastrofer, der kunne indtræde, når jeg trådte ud ad min dør.”
”Ovre i skolen var jeg bange for at få tæv. Og jeg var optaget af at gå nye veje hjem fra skole for at undgå, at der lå nogen på lur efter mig, selvom det var helt uden grund. For jeg tror aldrig nogensinde, jeg fik tæv.”
”Jeg var også bange for at køre i S-tog og især at sidde i den forreste vogn. Det var, fordi jeg havde hørt, at der var rockere, som havde overfaldet folk i togets første vogn. Og jeg var meget bange for rockere. Det var dengang, at der ikke var gennemgang fra den ene vogn til den anden, så man var fastholdt i vognen, indtil man kom til den næste station. Så jeg undgik altid den første vogn og var opmærksom på, hvem der var i vognen og kunne finde på at tæske mig. Og jeg var bange for hunde og bange for mørke, for tandlæger og for rotter. Jeg boede i Virum, og en aften, jeg kom hjem, sad der en rotte på vores trappesten, og jeg turde ikke gå ind.”
Hans talestrøm flyder fra ham i en så rivende strøm, at han stort set uden at trække vejret kommer frem til sin elevtid på Ekstra Bladet, hvor hans frygt skulle være blev kureret
”Det var kun hjemme på mit værelse, jeg kunne føle mig ret sikker – bortset fra at jeg jo kunne blive ramt af en personlig katastrofe som sygdom. Jeg havde læst alt om Den spanske Syge og dens rædsler. Alting fyldte mig med skræk og rædsel. Og når man er bange for ting, så tror jeg, det er, fordi man er bange for at miste kontrol over verden.”
Jeg har sat den 58-årige Anders Lund Madsen stævne på første sal i Jorcks Passage, hvor fotografen, som skal tage billeder af ham til denne artikel, holder til og er medindehaver af et fredeligt kontor. Og pludselig springer Lund Madsen op og går hen til vinduet og kigger sig rundt.
”Jeg gik engang til psykolog lige derovre i mange år, men nu er han her ikke mere,” siger han og peger på et vindue på den modsatte side af passagen. Men om det også er psykologen, der har hjulpet ham af med hans OCD (eller hvad det nu er, han måtte have lidt af som barn og ung, hvor diagnoserne ikke var så talrige) og har været medvirkende til, at han i dag stort set ikke er bange for noget, får jeg aldrig lejlighed til at vende tilbage til.
Hans talestrøm flyder fra ham i en så rivende strøm, at han stort set uden at trække vejret kommer frem til sin elevtid på Ekstra Bladet, hvor hans frygt skulle være blev kureret.
Fik skældud af Ellemann og lå på lur efter Schlüter
Igennem mere end 30 år har vi i diverse programmer og shows på tv, på scenen, i radioen, i cirkusarenaen, i avis- og magasinklummer og i bøger kunnet stifte bekendtskab med Anders Lund Madsens særdeles livlige fantasi og forestillingsevne samt hans noget morbide og kringlede humoristiske sans. Og det startede med, at han som 25-årig blev journalistpraktikant på Ekstra Bladet.
”Men det var en fejl, at jeg kom derind,” siger han. ”Jeg var bange for Ekstra Bladet, fordi jeg havde hørt, hvor forfærdelige ting, man blev sat til som elev. Og folk brugte et meget grimt sprog. Jeg hørte om en, der havde været nødt til at afbryde sit praktikforløb og i stedet var kommet på Press. Men jeg havde en kæreste i København og søgte ind på samtlige medier i byen, og Ekstra Bladet var de eneste, som ville have mig.”
Den allerførste aften var i februar 1988, hvor statsministerens kone, Lisbeth Schlüter, var død. Jeg skulle ligge på lur uden for Poul Schlüters bopæl på Frederiksberg Allé sammen med en fotograf
”Som alle andre nye praktikanter startede jeg på aftenhold, hvor vi skulle nå bladets deadline kl. 01. Det var Danmarks største dagblad med omkring 240.000 eksemplarer om dagen. Og folk var bange for og sure på Ekstra Bladet. Mit arbejde bestod i at ringe op til folk og blive skældt ud. Vi fik alt det, dagholdet ikke havde gidet eller taget sig sammen til eller ikke turde. Det var altid noget med at ringe til Uffe Ellemann-Jensen, der boykottede avisen, men som man alligevel skulle ringe til for en kommentar, og så fik man skældud af ham.”
”Den allerførste aften var i februar 1988, hvor statsministerens kone, Lisbeth Schlüter, var død. Jeg skulle ligge på lur uden for Poul Schlüters bopæl på Frederiksberg Allé sammen med en fotograf, så vi kunne tage billeder af ham, når han skulle ned på gaden og lufte hundene. Jeg bad til, at han ikke ville dukke op, og det gjorde han selvfølgelig heller ikke. Det var en anden, der kom ned med hundene.”
”Men det handlede hele tiden om at gøre ting, jeg ikke turde. Og det var en god kognitiv terapi. For i løbet af de tre måneder, jeg var på aftenredaktionen, holdt jeg stort set op med at være bange. Som det så ofte sker, så opdagede jeg, at der ikke var noget at være bange for, for jeg overlevede de ting, som satte en skræk i livet på mig. Så siden den tid har jeg ikke rigtig været bange for noget,” konstaterer han.
En lystfuld passion for katastrofer
Og det hører med til denne del af historien, at det var på Ekstra Bladet, at Anders Lund Madsen for første gang for alvor slog sit navn fast og blev kendt som en skæv humorist og satiriker, da han sammen med Informations tidligere chefredaktør, Poul Høst Madsen, fra 1991 og i årene fremover skrev tabloidavisens bagsideklumme Madsen & Madsen.
Men som han siger i forbindelse med de tre måneder på aftenredaktionen, der kurerede hans frygt, og for straks at komme tilbage hans og Rasmus Dahlbergs kommende show: ”Derfor har jeg i dag en helt anderledes lystfuld passion for de her katastrofer. Nu tænker jeg ikke, at det er noget, der rammer mig – selvom jeg kender risikoen. Jeg har ikke den der frygt for, at de rammer mig. Og så bliver det pludselig vanvittigt interessant.”
Var den kommet lidt senere, havde den ramt Moskva, og så havde det været noget helt andet. For katastrofer bliver jo først til en katastrofe, når de rammer den menneskelige civilisation
Han nævner i flæng en række både danske og udenlandske katastrofer forårsaget af mennesker fra ulykken på Haderslev Dam i 1959, hvor der gik ild i en ”plimsolle af en turbåd”, fordi skipper fyldte benzin på en overophedet motor og 59 mennesker døde, over eksplosionen på Valby Gasværk i 1964 til en ”melasseulykke” i Boston i 1919 , hvor en silo eksploderede og 9,5 millioner liter tyktflydende sukkermasse flød ud i gaderne, hvor 21 mennesker blev kvalt, da de blev opslugt af tsunamien af melassen, og 51 andre mennesker kom til skade.
Katastroferne tager røven på os
”De her katastrofer har en tendens til at tage røven på os. Det er derfor, de er katastrofer, for ellers ville de jo være blevet forhindret. Og ofte er de forårsaget af idiotiske menneskelige fejl. Dog lige bortset fra naturfænomener som orkaner, tsunamier, vulkanudbrud eller himmellegemer, der falder ned i hovedet på os,” siger han og remser samtidig nogle stykker op fra den kategori.
En af dem er Tunguska-asteroiden, der i 1908 eksploderer over Sibirien med en kraft på 16 megatons (eller ca. 30 gange kraftigere end atombomben over Hiroshima) og kunne høres 1000 km væk, og hvis lysglimt kunne ses helt til Danmark.
”Det var et held, at den eksploderede i atmosfæren og i et nærmest øde område. Der blev kun rapporteret om tre dødsfald. Var den kommet lidt senere, havde den ramt Moskva, og så havde det været noget helt andet. For katastrofer bliver jo først til en katastrofe, når de rammer den menneskelige civilisation,” konstaterer journalist Madsen og snakker videre om menneskets – og hans egen – fascination af disse fænomener, som i tidens løb bl.a. har resulteret i en lang række katastrofefilm som Det tårnhøje helvede.
For Anders Lund Madsen er katastrofefilmene dog begrænset af, hvad nogle mennesker har siddet og fundet på. For ham slår virkeligheden fiktionen. Derfor bliver han aldrig træt af virkelighedens katastrofer, når han fx sidder i sin lænestol og på YouTube ser dokumentarer om, hvor galt det i virkeligheden kan gå.
”Jeg kan ikke lide at køre på cykel”
Men er der så slet ikke noget, han er bange for i dag – som fx at dø?
”Jo, det tror jeg nok. Men det er jo åndssvagt. For alt er jo slut, når man dør. Og ellers er jeg ikke bange for noget. For som Rasmus Dahlberg siger, så kan man forhindre sin egen personlige katastrofe. Det er noget med at huske batterier i røgalarmen, ikke køre for tæt på andre biler i trafikken og så bruge en cykelhjelm.”
”Det er de tre grundlæggende ting, du kan gøre for at sikre dig mod de tre vigtigste risikoscenarier. Og jeg gør alle tre ting … det vil sige, jeg kører ikke på cykel, for det kan jeg ikke lide.”
Hvorfor ikke?
”Det ved jeg ikke.”
Er det ikke frygt?
”Jo, men jeg er ikke bange for at køre på cykel. Jeg synes bare … ”
Anders Lund Madsen bliver for et øjeblik stille og eftertænksom, inden han fortsætter: ”Jo, måske er det frygt? For når man kører på cykel, så er det masser af fart, og man er fuldstændig blød over det hele. Men jeg er ikke bange for at køre på cykel. Jeg kan godt lide at gå – og at svømme. Men, nej cykel, det er sgu ikke mig. Det har jeg valgt fra, selvom jeg tidligere har cyklet meget.”
Når Katastrofen Rammer.
”Et underholdende og oplysende show om alt det, der kan slå os ihjel – med gode råd og tips til, hvordan vi alligevel overlever”
Premiere på Bremen i København den 27. september 2022, hvorefter det fortsætter til Aarhus, Odense, Esbjerg og Aalborg.
Det skal i øvrigt i sandhedens og den aktuelle politiske situations interesse nævnes, at Rasmus Dahlberg er folketingskandidat for de konservative ved et kommende folketingsvalg.
”Men jeg har ikke bemærket noget konservativ politik ved vores katastrofeshow, selvom det selvfølgeligt er samfundsbevarende at oplyse om, hvordan man kan afværge katastrofer,” siger Anders Lund Madsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
